Anders Norre er født i Nørre Økse Enge, Brovst Sogn, og havde - ligesom sin mor i sin tid - to dåbsattester med to forskellige fødselsdage. På den ene står, at han er født den 28. august 1899, på den anden 29. august. Han kunne således selv vælge. Hans Forældre var Jacob Andersen og Johanne Kirstine, og Anders blev opkaldt efter sin bedstefar Jens Anders Andersen. Anders Norre voksede op i en børnerig familie, i en solid baneformands hjem i Fjerritslev, hvor man med forundring så på en ti-års knægt med lyst til at lege med farver. Men da det fortsatte blev forundringen til mistillid og modvilje.

Det var hans højeste ønske at få en malerkasse, men den var på det tidspunkt ikke lige til at få i Fjerritslev. Så den bette Anders fik bestilt en i København. Den kom også - pr postopkrævning - og blev omgående returneret af forældrene. Fjerde gang stod lykkens gudinde ham bi i form af landposten, der havde set sammenhængen og selv betalte postopkrævningen. Det glemte "Anders Ledvogter", som han blev kaldt, ham aldrig.

Læreår

Anders Norre kom efter konfirmationen i lære hos en købmand, hvis far var bankier i København og havde forvist sønnen til Jylland, fordi han var så kunstinteresseret. Hos ham stiftede Anders for første gang bekendtskab med billedkunst, for købmanden var en rigtig god amatørmaler. Købmanden blev en af Anders Norres gode støtter. Anders blev dog snart ked af handlen og kom i malerlære 1914 til 1918 - det smagte jo altid lidt af fisk. Da han var blevet udlært, gik han en tid på valsen i Skandinavien og sydpå.

Herefter var Anders Norre et par måneder på Laurits Pedersens dekoratør- og malerskole i Aalborg, men mente sig ikke velfunderet nok. Kunne han ikke tegne tilfredsstillende, og var pengene små, så var der til gengæld vilje og lyst til at springe på hovedet ud i vanskelighederne. Anders Norre fortsatte stædigt med at sætte sig ind i maleriets mysterier, ville selv lære kunsten bag dette. Anders Norre fortalte i forbindelse med sin 60 års fødselsdag, at han kun havde haft en virkelig stor skuffelse i sit liv. Det var, da han havde optagelsespapirerne til kunstakademiet i orden, men ikke kom ind, fordi hans far nægtede at kautionere. Men det var billigt for et helt liv, mente han. 

Ægteskab

Anders Norre blev den 22. marts 1925 viet i Bejstrup Kirke til Inger Engelund. Hun var født i V. Hjermitslev den 18. februar 1904 som datter af Anders Andersen Engelund og Inger Marie Pedersen Nørgaard fra Bejstrup Skov ved Aggersund. Anders Andersen Engelund, kaldet skrædder Andersen, byggede først huset i Nørregade, hvor Løkken Ejendomskontor nu har til huse. Her havde han en skrædderforretning. Skrædder Andersen byggede også nabohuset til skrædderforretningen, der hvor Anna Margrethe og Carl Johs. Cjhristensen bor i dag. Hos skrædderen kom der mange kunstnere, og når de købte klæder, betalte de næsten altid med kunst, som med tiden er givet væk. Skrædderen byggede desuden huset Harald Fishersvej 31, som Norrefamilien boede i, og som sønnen Jan siden overtog. Anders Norre byggede selv atelier. Anders Engelund havde flere børn, bl.a. Peter Engelund, der senere blev lokalredaktør på Vendsyssel Tidende i Hirtshals. Han skrev i mange år under navnet "Klet Peter"

Kunstner

I 1929 opgav Anders Norre håndværket og slog sig igen ned i Fjerriitslev, nu som kunstmaler. For at kunne lave udstillinger var han særdeles aktiv med både oliebilleder, pasteller og kultegninger. Således udstillede han på Fjerritslev Kro i december 1934 hele 75 arbejder inden for de tre genrer. Han fik dengang tilnavnet "Hanherredmaleren". Anders Norre var paradoksalt af ydre som sin malermåde. Den lille mand var den eneste af de nordjyske malere, der bar kunstnerhår, et blødt langlokket polkahår, som bevirkede, at man troede i ham at vile finde en sprælsk revolutionær, og så var han overfor fremmede en stilfærdig og ordknap mand, der bare ville male billeder ladet med uro, fængslende farver og linier. "Ser man længe på dem, føler man uroen samle sig i en sær stilhed, som den man oplever efter kraftig bygeregn", skrev Aallborg Stiftstidende i 1934

I 1938 var Anders Norre med til at stifte sammenslutningen "Nordjyderne", hvis formand han var i en årrække. Det gik også ganske godt til krigen kom, men så begyndte vanskelighederne. Norre ragede uklar med de tyskere, der havde beslaglagt hans hus. Han så derfor ingen anden udvej end at sælge sit hus og rejse sin vej med familien. han flyttede til Tingskoven, hvor han boede i 3 år og bjergede føden ved bl.a. at arbejde for et kunstforlag. I 1947 flyttede Anders Norre til Løkken, som han kendte fra regelmæssige besøg gennem 25 år. Her lod han sig inspirere af livet og lyset i den lille fiskerby. Han havde i et enkelt år deltaget i Løkkenmalernes udstilling "Regnbuen" i det tidligere redningshus, men ellers havde han sine egne udstillinger.

Kunstforlaget L. Levinsen, København reproducerede i 1951 fem af Anders Norres akvareller, og i 1952 udgav det et nyt oplag kunstkort på 50.000 stk. Disse reproduktioner var udelukkende fremstillet med henblik på eksport til USA. Samtidigt antog forlaget 5 nye akvreller til udgivelse i 1953. I november 1955 udgav Carl Stenders Kunstforlag a/s, København 4 akvarelleer i reproduktion. Motiverne på alle disse reproduktioner var fra Aalborg, Tostrup, Ulkebøl på Als, Svinkløv, Husby Hole og fra Løkken Strand og Løkken-fiskerne.

Leif Rehn, Skagen fortæller, hvordan han i forbindelse med et besøg i Løkken i 1954 så et Norre-oliebillede hos boghandler Grønborg. Prisen var 350 kr. Han blev fuldstændig grebet af det lys og de farver, han så - og af selve motivet, så han købte det på afbetaling til 375 kr. Fru Rehn tilføjer, at de endnu ikke var gift på det tidspunkt. Hun boede hos sine forældre, og det eneste sted, hvor der var plads til billedet var i soveværelset. I 1988 købte Leif Rehn og hustru igen et billede, men prisen var nu en byttehandel med et piano, værdi 20.000 kr og en kasse hof. Så det er klart at de mennesker, der har købt et Norre-billede, har gjort en god investering.

Hjemmet

Datteren Inger Norre Sjøgren fortæller: "Hanherred var min fars barndoms- og ungdomsland, mine forældre boede i Fjerritslev og omegn i 20 år. Far var udlært maler og ernærede familien ved sit fag. Som kunstner var han autodidakt, oplært ved kunsthistorie og omgang med mange kunstnere. Han holdt adskillige udstillinger til jul og påske. Han malede fra sin pureste ungdom, altså over 40 år. I 50'erne begyndte han at male porcelæn. Det er nu spredt for alle vinde. Han leverede bl.a. til isenkræmmer Harald Brandt, Aalborg. Her var et helt udstillingsvindue overladt til Anders Norres håndmalede pocelænsting, kaffe- og spisestel mm. Han lavede billedskærerarbejder, bl.a. møbler. Han begyndte at modellere og lavede skulpturer. Han lavede i hundredvis af tuschtegninger, pasteller og akvareller, udgivet i flere år i sæt af 5 stk med motiver fra Løkken, stranden og Hanherred. Min far var svagelig. Han havde sukkersyge og dårligt hjerte, men havde sine bedste 12 år i Løkken." 

Inger Sjøgren fortæller videre: "Min far, der startede som 10-årig med en malerkasse fra København, begyndte med almindelige malerpensler, men med tiden udviklede han sin helt egen stil. penslerne blev bredere, grovere, og det endte med, at han angreb lærrederne med palet og spatel. Far have sin egen mening om tingene. Han var ikke stoproducent af billeder."

Inger Sjøgren fortæller også, at på en færgetur til Grenå, blev hun kontaktet af Thomas Ejes far, Pou lEje, der også er kunstmaler. De talte om barndommen, og han sagde: "Du troede du var datter af en klatmaler, men det var du ikke.". Hun fortæller, at de var meget fattige, men som børn mærkede de ikke noget. Min far tog sig megen tid til os børn og lærte os naturen at kende. Han vækkede os somme tider kl. fem om morgenen, satte os på cyklen - og afsted det gik fra Fjerritslev til Slettestrand for at se tranerne danse.

Sønnen Jan Norre fortalte inden sin alt for tidlige og pludselige død 24. december1998 lidt om, hvad han mindedes fra sit barndomshjem: "I huset på Harald Fischersvej var man besat af katte. Far skaffede en siameser fra Sjælland og betalte med en akvarel. Far købte også en trædebil til mig, den første i Løkken, det var betaling for billedkunst. Mange gange tog han mig med på scooteren, når han kørte rundt i Vendsyssel, fandt motiver og fortalte om naturen og vigtigheden om at være omhyggelig med at lave gode billeder. Min mor var virkelig det solide bagland, den Engelundske stædighed fornægtede sig ikke. Hun klarede alle situationer uden beklagelse og forstod, at far ville kunst med kvalitet.

Mor var et meget litterært interesseret menneske, der fortalte og læste for os børn, fra vi var helt små. Hendes mor, Inge Marie Engelund havde også en digeteråre, så det er derfra den litterære interesse stammer. Ud over dette sørgede hun for den daglige mad, med de midler, der var til rådighed, og forstod at få det bedste ud af alle råvarer. Hun brugte også megen tid på haven, fik de grøntsager til at gro, som der overhovedet var mulighed for. Hun elskede planter og blomster, så det var en fryd

Min far gjorde mange byttehandler med sine malerier, f.eks. kunne et godt billede til konditor frk.Søborg give brødt til et helt år. Far handlede meget med eller gennem Ingrid Ørum. Han fik sine farver fra England eller Holland. Han stødte og blandede selv, for det var meget vigtigt, at farverne var lysægte. For at skaffe indtægter lejede mor og far forhuset ud om sommeren. Det var kotume i mange Løkkenhjem. De boede selv i det lille baghus. Det eneste, der ikke blev rørt, var fars atelier. Mor fortsatte med at leje ud, til hun kom på plejehjem.

Barnebarnet Kim Norre, søn af Jacob Norre, fortæller: "Min far har fortalt, at min farfar, Anders Norre også gik ud og tapetserede hos folk, og at han godt kunne være lidt svær, så der måske nærmest var et forhold dem imellem som mellem Emil fra Lønnebereg og hans far. Engang, hvor far skulle have en overhaling, sprang han ind på værelset og fik lynhurtigt trukket nitterne ud af dørhåndtaget, så farfar stod med dørhåndtaget på den anden side af døren, og min far sprang ud ad vinduet og slap så denne gang. Engang hvor farfar skulle have grisen slagtet, stod han overskrævs over grisen og gjorde sig klar til at stikke den. Grisen må have følt, at noget måtte gøres, og satte i fuld firspring afsted med farfar hængende om halsen. De, der så det, sagde: Det er da den tossede maler.

Naboerne Britta Drivsholm og hendes forældre, Anna Margrethe og Carl Johs Christensen, fortæller hvor kreativ kvinden bag det hele var. Hun strikkede og broderede og lavede al pynt til højtiderne selv. Hun var en meget nøjsom person, der bl.a. på en meget flot 3-dimensionel julekalender lukkede lågerne efter den 24. december og gemte den år efter år. De karakteriserer Inger Norre som en reserveret, betydelig og afmålt dame. Jytte ledet har også et fint billede af bl.a. sin egen mor og Inger Norre:

Udstillingerne

Første gang, Anders Norre udstillede, var i 1922. og der var arrangeret separatudstillinger i 1928, 1934 og 1938

I 1951 fik Anders Norre til opgave at maler det indre af den lille kirke i Hulsig, syd for Skagen. han udførte i felterne på prædikestolen malerier af de 4 evangelister. Siden har kunstneren Arne L.Hansen malet kirkens indre og de fire felter har fået nye billeder, men således af Anders Norres billeder findes nedenunder, I påsken 1965 arrangerede Løkken Turistforening en stor kunstudstilling i Løkken Centralskoles aula og frokostgang med titlen "Kunstnere omkring Løkken". Den var domineret af en mindeudstilling over Anders Norre, der var død 5 år tidligere. Kunstforeningen for Løkken og omegn arrangerede sin første udstilling i påsken 1966, også på Løkken Centralskole. Den hed "Mit bedste billede" og var med bl.a. Anders Norre og Hofmeister, Engelund, Oluf jensen og Chris Moes.

Han blev valgt til formand for kunstnersammenslutningen "Nordjyderne" i 1939, og var igen  formand fra 1948. Anders Norres navn findes i signaturbogen, og i den nyeste udgave af Weilbachs kustnerleksikon er han biograferet af Lasse Hultberg.

Personen

Anders Norre var ikke den store personlighed udadtil, men den underfundige lille person med den store udstråling rent kunstnerisk. Han prøvede ikke at behage mennesker, men deltog gerne i store ideologiske diskussioner bl.a. med maleren Leo Thelefsen, keramikeren Chris Moes og forfatteren Thomas Olesen Løkken. Der sidste besøgte han mindst en gang hver sommer. Et særkende hos kunstnere er, at de ikke just anses for personer, der er i besiddelse af stor akuratesse og pertentlighed. Men undtagelsen, der bekræfter reglen, var Anders Norre. I et interview i Vendsyssel Tidende i anledning af hans 60 års fødselsdag kom journalisten Erik Juul Clausen ind bag huden på den forbeholdne maler.

Ved sit besøg i hjemmet undrer journalisten sig over den orden, der hersker i stuer og atelier: "Jeg arbejder meget omhyggeligt. Hvis jeg ikke er tilfreds med et lærred, smider jeg det i kakkelovnen. Jeg er fristet til at lade det ligge , naturligvis, men jeg gør mig hård, fordi jeg ikke kan nænne at udsætte mig for endnu større fristelser."

På spørgsmålet om, hvorvidt det er farligt at rulle uheldige lærreder sammen og gemme dem, svarer Norre: "Det kan De bande på. En dag, når man hårdt mangler penge og er ude og gå en tur, kommer der en kunsthandler. Konen beder ham sidde ned. Han går lidt rundt og kigger på tingene. I et hjørne finder han en rulle. Når man kommer hjem, rækker han en plovmand frem - og så - ja så er det svært. Det vil jeg ikke risikere. Jeg vil ikke give nogetf fra mig, hvis jeg ikke er 100% tilfreds med det".

Da han bliver spurgt, om der er mange fiduser i Løkken, svarer han: "Fiduser, det er ikke ordet, knaldfiduser er måske for mildt. Mange udstillinger og malere står helt i stampe, det er tydeligt. Jeg synes selv om primitiv, enkel malemåde - hvis den altså er ægte. Der findes ikke noget mere falsk end den tillærte primitivitet, den kunstlede naivitet."

Anders Norre dyrkede intellektet gennem læsning og diskussioner. Han skrev selv digte og en roman blev det også til. Maleriet forblev dog det vigtigste for ham. Han arbejdede utroligt seriøst med tingene, lavede forskitser, senere blyants- og kulskitser i original størrelse. Et væld af tuschtegninger kom fra hans hånd. Mange af dem blev meget benyttet som illustrationer i forskellige aviser. Pasteller og akvareller med motiver fra stranden og bymiljøet trådte frem fra lærredet, og end ikke billedskæring og møbeludsmykning var ham fremmed. I de sidste leveår kastede han sig ud i at male procelæn og frembragte kunsthåndværk af meget høj kvalitet.

Om inspirationen

"Fantasi er mærkeligt. Der kommer to piger gående gennem en skov. Den ene har rød kjole på den anden en blå. Der er to piger foran en masse træer. Der er et utal af farver og figurer. Men man ser kun en blå kjole i en ny belysning. Denne lille ting svulmer op til et stort stof, som man kan gå og tænke over i dagevis. Et uhyrligt problem at gå og tumle med."

At gå og tumle med? Ikke stå og tumle med?

"Foran lærredet? nej, jeg går og arbejder med det. Eller ligger og drømmer om det. Når jeg vågner om natten, kan jeg se maleriet med den blå kjole - et af de mulige malerier rettere sagt - i mørket oppe under loftet. Jeg har maleriets komposition i hovedet, før jeg sætter hænderne til lærredet. Der er en masse at gå og tænke på. Man kan sige, hvad man vil om livet - men det er nok det mest brogede, der findes."

Sagde Anders Norre, som ikke var en kunstner, der jagtede nye ismer, som stadig formerer sig og har stadig kortere levetid. Hans kunst er solidt forbundet med kunnen i ordets bedste forstand. Det har gjort den levedygtig og evig aktuel for betragtere og kunstelskere. I interviewet siger hann også: "Selv da jeg var kommet nogenllunde i gang, kunne mine forældre ikke rigtig forstå, hvad sagen drejede sig om. De troede, jeg ville leve af maleriet. De forstod ikke, at jeg kun ville leve for det.."

Anders Norre blev 61 år. Hanherreds og fiskernes maler døde pludselig i 1960 efter at have arbejdet i sin have. Han ligger begravet på Løkken Kirkegård. På gravstenen står det motto, han så ofte citerede: Ars longa, vita brevis (Livet er kort, men kunsten er lang)

Anders Norres kunst - af Leif Bøgh

Indledende oplysninger

Jeg har med vilje undladt at studere Anders Norres biografi, idet jeg vil prøve at undersøge, hvorvidt alene studiet af hans værker kan bibringe kendskab til hans personlighed. Det eneste jeg i forvejen ved om Anders Norre er, at han boede med sin familie i Løkken i de sidste år af sit liv, og at han døde omkring 1960 i en alder af ca. 60 år. For mig bliver det spændende efterfølgende af læse hans biografi, skrevet og fortalt af dem, der kendte ham.

Min bedømmelse af Anders Norre som kunstner bygger på det mindre udvalg af hans værker, som jeg har haft lejlighed til at opleve. Det drejer sig om 15 malerier og et antal tuschtegninger samt et stort antal skitser og arbejdstegninger til malerier. Elleve malerier er i privateje hos Hanne og Leif Rehn i Gl. Skagen, fire store malerier hænger på ældrecentret Havgaarden i Løkken, og skitserne og tegningerne har jeg hjemlåntaf Løkken Billedsamling.

Skitsebøgerne

Den store dynge hjemmelavede papmapper bærer præg af nostalgisk fortid. Deres indhold afslører Anders Norre som en seriøst arbejdende kunstner. De sparsomme tidsangivelser viser, at tegningerne er udført i tidsrummet fra sidst i 40'erne til sidst i 50'erne. De små tuscgtegninger er signerede og bærer ofte titler. Tegningerne afslører hans foretrukne motivvalg. Et motiv er svære heste, der udsættes for diverse genvordigheder såsom piskende bygeregn eller panikskabende situationer. Hestene er altid flere i flok, hvor de danner et helstøbt mønster på billedfladen med deres afrundede former og forskellige pelsfarver. De beskrives med stor indlevelse, Man føler med de djærve dyr, når de duknakkede står med bagparten mod den piskende bygeregn og den truende sorte sky. Halerne blafrer med vinden hen ad flankerne. Det er tydeligt, at kunstneren har oplevet sceneriet. På et andet billede flygter 5 heste i panisk galop fra en imaginær fare. Hver hest befinder sig i sin egen fase af galopspringet. Anders Norre har set det og evnet at nedfælde det på papir. Det er usentimentalt og ærligt gjort.

Andre motiver besidder de samme kvaliteter. Ofte tegnes grupper af mænd i fælles aktivitet. Snekastere maser i det dunkle vintervejr og går hjemad i samlet flok. De afslutter dagens dont på cafeen stadig iført deres overtøj og huer. I alle situationer er der præg af hygge. Piben er tændt, og der er ingen sure miner trods det hårde arbejde og det barske vejr. Fiskernes aktivitete på stranden ved båden tegnes også ofte. Stemningen er den samme. Man aner dog på alle disse billeder en vis distance mellem modellerne og kunstneren. De ved ikke han er der, eller de lader sig ikke mærke dermed. På den anden side synes Norre i højere grad at være den skarpe iagttager af end den medlevende deltager i aktiviteterne. Modellerne og kunstneren går hver på deres måde helt og aldeles op i deres gøremål. En direkte dialog er utænkelig. Personerne på billederne virker hver for sig anonyme. De indgår som en del af et billedes komposition, aldrig som resultat af en psykologisk analyse. Set er ikke sikkeret, at modellerne vil kunne lide tegningen, hvis de så den. Men det kan vi.

En tegning viser det bedre borgerskab på cafe. Det har, som etiketten kræver, hænget overtøjet i garderoben. Kvinderne er også med, og der er levende musik og fuld af lys og glade ansigter.

Nogle tegninger af karnevalsklædte mennesker i sælsomme masker og dragter er helt fellinisk i stilen, men man aner nordjyden bag masken og morer sig. Nogle smukke landskabstegninger bringer iagttageren ned på jorden igen. Alle bærer de tydeligt præg af selvoplevelse. Ofte skaber tunge bygeskyer dramatik i tegningen. En kirke eller et fyrtårn lyser sælsomt i mørkningen.

Tegnestilen er djærv og forfalder aldrig til ublu elegance. Kompositionen er altid i balance. I figurtegningerne danner personernes former og placering kompositionen. I landskaberne er det bakkerne, skyerne og den velanbragte bygning, der skaber harmonien. Disse tuschtegninger og især de mange blyants- eller penneskitser, der er forarbejder til større malerier, viser, at Anders Norre er en kunstner, der simpelthen ikke kan lade være med at tegne. Det er en trang hos ham.

De mange stedangivelser afslører, at han kom vidt omkring i det nordjyske landskab. Han tegnede overalt i Vendsyssel fra Børglum i nord til Gøl Bjerg i syd, fra Løkken og Rubjerg i vest til Aså i øst. Desuden er adskillige skitser hentet søndenfjords.Jeg har observeret over 30 lokaliteter i Nordjylland, hvor Norre har stået med sin skitseblok og forberedt sine malerier i form af et utal af skitser. På en enkelt skitse står skrvet: "Kørte på scooter". Man studser. Var scooteren en speciel transportform, Anders Norre tog i brug , da han var i Stagsted Skov? I så fald, hvordan kom han ellers så vidt omkring? Cyklede han, eller havde han råd til bil? Det må undersøges nærmere ved en senere lejlighed.

Hvillket indtryk har disse tegninger og skitser så givet af Anders Norre? Han var givetvis en kunstner, der ikke kunne lade være med at udøve sin kunst. Han måtte tegne og male. Skitserne blev nedfældet impulsivt, dog efter nøje omtanke, når et motiv tiltrak ham. Derpå blev det gennemarbejdet professionalt og pertentligt med notater om farver og dimensioner. Hjemme afsatte han kompositionen i fuld størrelse sort på hvidt med kul. Endelig blev det overført på lærredet i de store malerier. Dem vender vi tilbage til. Motiverne blev til kunst gennem en kunstners indædte arbejde via iagttagelser, forstudier og endelig nedfældning på lærred. Motiverne vælges ud fra deres maleriske værdi alene. Ingen føleri, ingen psykologisk medleven, kun sandt maleri.

Anders Norre var, udelukkende bedømt efter hans værker, ikke samfundsrevser, ikke litterat. Han var maler. De mange forarbejder sandsynliggør, at der findes mange flere malerier end de 15, jeg har haft lejlighed til at se. man må håbe, at nogle af dem snarligt kommer frem i lyset.

Malerierne på Havgården

De 4 store oliebilleder på Ældrecentret Havgården i Løkken har motiver som huse i en landsby, fiskerbåde på stranden, arbejdende fiskere på stranden samt snekastere. De er alle umiskendeligt malet af Anders Norre og har da ogsået fælles præg. Malingen er suverænt påsmurt med spatel. Spatelstrøgene udgør en integreret del af billedernes komposition, idet retningen, i hvilken strøgene er fortaget, opbygger billedet i velafbalancerede felter, der naturligt indgår i harmoni med selve motivelementerne. Dette trick giver en yderst malerisk virkning.

Det ses især i billedet med bådene, hvor strøgene udgør en væsentlig del af billedets opbygning. Form, farve og spatelstrøg går her op i en skøn overordnet helhed. Det er rigtigt maleri. Farverne er mangfoldige, men nøje afstemt hinanden. Set tæt på opleves en sand farvesymfoni i utallige nuancer af blåt, rødt gult og grønt. Malingen er tilsyneladende blandet på lærredet vådt i vådt. Teknikken kræver både håndelag og mod. Set på større afstand neddæmpes de små farvedetaljer og motivelementerne, her bådene, træder selvstændigt frem. Man oplever lyset hen over stranden og bådene. Norre har opdaget, at en blå båd indeholder andre farver, end den farve fiskeren har valgt til sin båd. Himlens diffuse lys og sandets genskin på bådens sider skaber et væld af kulører af stor skønhedsværdi. Til trods herfor oplever vi dog båden som værende blå. Dette kendetegner den sande kunstmaler. Han ser og erkender farverne, som de er uden banale forhåndsmeninger. Græsset er ikke altid grønt.

I et billede af arbejdende fiskere på stranden eksploderer den lave sol i et varmt lyshav af hede røde farver, der spredes diffust i himlens dis. Fiskernes skyggesider, der vender mod beskueren, kontrasterer stærkt og koldt i blå nuancer mod den varme sol. Personerne er, som ofte i Norres billeder, samlet i en tæt gruppe, der næsten fremstår som en skulptur. Personernes opmærksomhed er centreret omkring billedets centrum. Virkningen opstår af de enkelte personers stilling og hovedernes holdning. Der skabes på den måde en forunderlig balance i og samling på kompositionen.

I et andet billede ses også en lav sol. Her er den nærmestt som udslukt. Gulhvid står den på himlen uden at skabe varme. Personernes forsider træder da også mere detaljeret frem end på det andet billede, idet beskueren ikke blændes af solens lys.

Landsbybilledet adskiller sig fra de øvrige billeder derved, at lyset er indfaldende. Husgavlene lyser i landskabet og byens farver træder mere direkte frem. Gaden midt i billedet fjerner sig mod baggrunden og skaber perspektiv. Gaden er vel grå, men den grå farve indeholder hverken gråt, sort eller hvidt. Den for gader så almindelige kulør har Norre skabt ved hjælp af diverse grønne, brune og røde farver. Det er ganske stærkt gjort.

De fire billeder hænger smukt på plejehjemmet. Jeg forestiller mig, at de ældre beboere holder af dem. De kender motiverne. Farverne er glade og friske, men det er ikke sikkert, at alle beboere har erkendt, hvordan Anders Norre har genskabt den skinbarlige virkelighed ved hjælp af hele palettens mangfoldighed af farver. Virkeligheden ses på maleriet, og maleriet er virkeligt.

Malerierne i Gl. Skagen

De 11 oliemalerier i Gl. Skagen har de samme motiver og de samme høje maleriske motiver, som de 4 på Havgården. Der er dog nogle interessante undtagelser. Et billede af mennesker på stranden udviser en vis dristighed i koloritten, idet personernes klædedragter præsenterer sand farvesymfoni af forskellige kulører. Det ligner en palet med klatter af maling i rødt, blåt, gult, violet og diverse gråtoner. Modellerne, der her for en gangs skyld ikke er fiskere, tjener igen udelukkende maleriske formål som forgrund til det oprørte hav i baggruneden. Billedet er et frisk indslag i samlingen.

Til sidst skal omtales to billeder, der afviger markant fra de øvrige malerier. Jeg kender desværre ikke deres kronologiske indplacering i rækken af Norre værker, men de synes at pege frem mod nye tendenser. Måske er de resultatet af tidligere forsøg på nyskabelse, der senere er blevet opgivet. Et maleri af opstilling med vaser, blomster og frugter er hastigt malet med tyndere maling. Det har, i modsætning til de øvrige, en let og luftig karakter næsten som et billede af Edvard Weie. Man skimter hist og her lærredet gennem den tynde maling. Der er anvendt røde konturstreger som noget helt nyt, og fladerne er skarveret let og elegant med penslen. Det er et ganske facinerende billede. Det hele virker mere afslappet.

Det sidste billede, jeg vil omtale, er noget for sig. Det nærmer sig abstraktion og ligner ikke Anders Norres øvrige produktion. Her bør det erindres at min erfaring kun bygger på 15 billeder. Billedet viser en skovsti omgivet af tæt skov. Høje tynde træstammer knejser svajende opad i organiske bølgeformationer. De er samlet i et dynaisk strøg med en bred pensel i lysende farver. Skovens bladhæng er blot antydet med et væld af ligeledes lodrette strøg i mange kulører, hvoraf de grønne dominerer. Der er noget forunderlig opadstræbende over hele sceneriet. Perspektivet dannes af skovstien, der går tilbage gennem skoven ind i billedet. Den er dristigt malet i rødt i brede vandrettet penselsstrøg vinkelret på skovens himmelstræbende søjler. Det skaber perspektiv, spænding og dybde i billedet. Stien står koloristisk og formmæssigt som en markant kontrast til den omgivende skov. Dette billede gengiver ikke virkeligheden, det er virkelighed, der hænger på en væg i Gl. Skagen.