Barndom og ungdom

Ane Kirstine Brügger blev født den 21. september 1908 i Snejbjerg vest for Herning som datter af smed Hans Brygger og hustru Ingeborg Iversen. Hun blev døbt Brygger men tog senere navnet Brügger. Det var en stor familie hun voksede op i, de var 10 søskende i alt, så der var altid liv omkring hende. Til smedjen hørte et landbrug
på 30 tdr. land som moren og børnene passede. Det var sandet jord, så udbyttet var beskedent. Landbruget og den store søskendeflok betød, at Ane hurtigt fik pligter, men hun husker sin barndom som en lykkelig tid.

Blandt de lykkeligste erindringer fra barndommen er farens oplæsninger på de lange vinteraftner. Det foregik når de var bænket om langbordet. Det var gerne rejsebeskrivelser og eventyr – spændende fortællinger for såvel store som små. Ane far var ikke blot en dygtig smed, han var også en fin tegner. Hun husker, hvordan hun sad på skødet af ham, og han tegnede for hende, først senere forstod hun, hvor dygtig han var.
Ane Brügger fortæller, at lige fra hun var en lille bitte pige var det alt saliggørende at tegne. De fleste børn tegner en overgang, uden at noget tager notits af det, men for Ane blev trangen til at tegne stærkere og stærkere med årene. Hun erindrer at en 13-årig veninde var kommet og havde fortalt, at hun hos tandlægen i Herning havde set nogle hefter med dejlige tegninger i. Dem måtte Ane for enhver pris se og hun bildte sine forældre ind, at hun havde ondt i tænderne. Hun havde regnet med selv at skulle tage til tandlægen i Herning, men hendes far insisterede på at tage med. Det var en streg i regningen. Hun fik læst hefterne i ventetiden, men kom også ind til tandlægen, og han trak en tand ud uden bedøvelse.
Lige efter konfirmationen kom Ane Brügger ud at tjene hos morbroderen, der havde en slagter og manufakturforretning. Senere tjente hun også andre steder. Hjemme og på tjenestestederne lærte hun det en ung pige på landet skulle kunne.
Da hun var 18 år skete der en skelsættende begivenhed, malerinden Gerda Wichmann bosatte sig i Herning. Hun opsøgte malerinden i hendes hjem, Skønt hun var genert, fik hun fremstammet sit ærinde. Da hun så malerindens arbejder hængt op i skønne, harmoniske omgivelser blev hun varm og glad. I hendes eget hjem havde de kun billeder af kong Kristian og dronning Aleksandrine samt Luther og Grundtvig. Ane Brügger fik i længere tid undervisning hos Gerda Wichmann og det løftede hende op over hverdagen.
Desværre flyttede Gerda Wichmann efter nogle år til København. Ane Brügger valgte at følge efter i 1930. Hun havde sparet lidt penge sammen til at starte for, men fandt snart ud af, at hendes spareskillinger ikke rakte langt i den store by. Hun tog forskelligt arbejde, startede tidligt om morgenen med at gøre rent på et par kontorer, men det var ikke nemt at finde arbejde i 30’erne. Der var dengang meget arbejdsløshed.
I den første tid, indtil Ane Brügger fandt eget logi, boede hun hos Gerda Wichmann. Hun havde et stort behov for at se kunst og gik på museer: Kunstmuseet, Glyptoteket, Nationalmuseet og kunne ikke blive træt af at se på herlighederne her. Hun startede efter endt arbejdstid med et par klemmer i lommen. Det var en dejlig tid for hende, hvor hun kunne færdes frit og opleve hele den billedverden, der rullede sig op for hende. Den gjorde hende på en gang både lykkelig og ulykkelig, fordi hun klart så, hvor uendelig lidt hun selv magtede.
Hun søgte i den periode også at blive optaget på Akademiet og havde en snak med professor Aksel Jørgensen om mulighederne. Han henviste hende til Teknisk skole for at lære mere om Projektions- elipse- og frihåndstegning. Det var hun ikke interesseret i og fik i stedet for job på Statens Museum for Kunst, hvor hun i gipsafdelingen kom til at tegne skulpturer.
Efter nogle svære år i København, hvor hun tjente til livets ophold ved rengøring, tog hun i januar 1937 mod til sig og arrangerede en lille udstilling hos Binger i Palægade. Ophængningen omfattede både oliemalerier og akvareller, hovedsagelig landskabsbilleder med høj himmel, en umiddelbar oplevelse af naturen.

Hun udtalte selv, at det var en del af hende, at hun var længe om at slå til også senere hen. Hun blev altid i de sidste hektiske dage før ferniseringen grebet af panik og havde mest lyst til at ødelægge alle billederne. Og hvis så ovenikøbet meget få besøger udstillingen, så oplever man en træt modløshed.
Måske fandt ikke mange frem til udstillingen men et par anmeldere havde dog lagt mærke til hendes ”arbejder, der lyser af temperamentfuld malerglæde”. Samme anmelder (maleren O.V.Borch) fremhævede især nogle høstlandskaber, hvor de gule farver i korntraverne er ”af en forunderlig blidhed.” Ane Brügger fik desuden den opmuntring, at Berlingske Tidende bragte en gengivelse af en af hendes akvareller på forsiden (en skov i flammende efterårsløv)
Udstillingen fik betydning for hendes egen erkendelse. I hendes eget lille hummer var det svært at få et overblik over de malede billeder. Når de kom op på større vægge og fik mere rum omkring var det nemmere at se, hvad der fungerede, og hvad der var mindre godt. Det bragte hende klarhed over, hvad der var værd gå videre med.

Årene i Løkken

I 1938 skete der en skelsættende begivenhed i Ane Brüggers liv. Hun fødte i januar datteren Ingeborg. Hun flyttede et halvt års tid til Haderslev hos en yngre søster. Derefter rejste hun til Vendsyssel, hvor hun boede et stykke tid hos forfatteren Thomas Olesen Løkken i Blokhus, indtil hun fandt en lejlighed i et sommerhus på Norgesvej i Løkken.
Ane Brügger har selv fortalt om sine år i Løkken, at hun mest malede huse og mennesker. Om sommeren udstillede hun sammen med de andre Løkkenmalere i Regnbuen, der var indrettet i det tidligere redningshus på Sdr. Strandvej, ejet og indrettet af Snedker P. Geneser. Hun knyttede sig også til sammenslutningen ”Fluesvampen”, der havde en årlig udstilling på Aalborg Museum. I 1940 havde hun en separatudstilling i Århus, og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. I 1941 udstillede hun sammen med Tjek Jerne i Esbjerg.

 xx To akvareller fra Støberivej i Løkken. 42 x 53 cm 

Ud over maleriet arbejdede Ane Brügger også med keramik, og hun havde en jernovn stående i den tidligere tekniske skole på Sdr. Strandvej (naboejendom til ”Regnbuen”), som dengang var ejet af Løkken Borger- og Håndværkerforening. Her kom tyskerne og ville købe hendes kakler til at hænge op i deres barakker, men hun sagde ”Nicht verstehen”. Ville ikke sælge til dem, og da det gik op for dem, begyndte de at chikanere hende, når hun malede rundt omkring i byen. Til sidst beslaglagde de bygningen, og hun måtte sælge sin ovn for en slik.

Mange af motiverne fandt Ane Brügger uden for døren eller i omegnen Eksempelvis ”Mikkels Smøge i Løkken”, ”Vinter i Vendsyssel”, Klitlandskab ved Hune, gråvejr” og ”Thise Kirke”. Hun har fortalt, at den vendsysselske atmosfære i den grad gik hende i blodet, så hun næsten ikke kunne male andre steder. Luften og lyset heroppe, og så de vidtstrakte, ubeboede områder.
Men hun malede også indendørs især portrætter, således det fortrinlige billeder af en ung fisker, der ligesom de samtidige landskaber er bygget op i en bred forenkling med kraftige strøg mod en blågrå bundfarve. Hun fortæller selv, at portrættet blev malet på et par timer, længere kunne Niels Jensen ikke holde ud at sidde model.
Det blev i sidste ende de tyske besættelsestropper, der tvang Ane Brügger væk fra Løkken. Det var blevet ubehageligt at opholde sig i byen, landminer, pigtråd og forbud mod at færdes. Og de hårde vintre gjorde det ikke bedre, vådt brændsel til en dårlig ovn i en kold lejlighed, der kun var beregnet til sommerbrug. Hun og datteren frøs bravt. Da så hendes lejlighed blev sagt op, fordi den nu kunne lejes ud til det dobbelte, besluttede hun sig for at se efter en lejlighed et andet sted. Det blev så Randers.
Årene i Løkken var nok de sværeste i Ane Brüggers liv, men måske også, når det kommer til stykket, de lykkeligste. Datteren blev et af hendes yndlingsmotiver og påvirkede også hendes måde at male på. Hendes kolorit fik en renere glød. Der kunne i de tidlige olie- og temperabilleder være en håndfast kraft og en koloristisk frimodighed, der undertiden overskred grænsen til det robuste. Et af Ane Brüggers dejlige figurbilleder fra Løkken er ”To mennesker”. Det udstråler en blid ømhed, der bringer Edv. Munchs ungdomsarbejder i erindring. I samme retning peger ”Pige, aften” som hun debuterede med på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1943.
Men det er dog først og sidst med en række børnebilleder, hun i disse år tegner sin egen skrift: ”De første skridt” (1940) og ”Ingeborg sover”(1942). Moderens pensel, dyppet i de skæreste blomsterfarver, skildrer os barnet som en lille rosenknop, indesluttet i sin drøm. ”Min lille pige blev mig en god inspiration. I disse år var hun og hendes små legkammerater ofte model for mig.”

Tiden efter Løkken

I Randers kastede Ane Brügger sig over batikmaleriet. Hun fortæller selv: ”Da jeg som ung pige hjemsøgte de københavnske museer, var jeg på Nationalmuseet ofte standset op foran montrerne med javanesisk kunst i Den etnografiske Samling. Det var batikken, der interesserede mig mest.”
Batik er betegnelsen for et gammelt østerlandsk stofmaleri. Man indkredser motivet med voks. Javaneserne brugte en blanding af voks og harpiks (man kan også blande med parafin). Man holder vokset flydende i en lille metalkande, der varmes over en spritflamme. Idet vokset forsigtigt hældes ud af tuden, dækkes den del af motivet, man ikke vil farve. Som lærred bruges bomuld eller silke, men man kan også bruge japanpapir.

Det kræver en omhyggelig tilrettelæggelse og farvning i den rigtige rækkefølge. Man må begynde i de lyse farver, ellers låser man sig fast. Mellem hver farvning tørrer man og stryger med et varmt jern vokset af i avispapir. Allerede efter at have dækket 2-3 gange har man en righoldig farveskala. Hvis man f.eks. starter med lysegrønt og oveni påfører rødt, vil man få en smuk brunligrød tone, der glider blødt over i det grønne.
På Java lavede man hele billedtæpper, som næsten altid forestillede guder. Tæpperne, der oftest ses i brunlige og blålige farver, blev hængt op på væggene i de javanesiske boliger og tjente til beskyttelse og lykkelig fremgang.
Da krigen i 1945 var forbi, og man igen kunne gøre sig håb om at købe stoffer og farver begyndte Ane Brügger så småt med batikken. De følgende år frem til omkring 1958 arbejdede hun i denne teknik med store religiøse figurkompositioner og andre billedmotiver. Hun valgte at arbejde i batik, selv om det ville have været nemmere at male med olie, fordi det var batikken hun var optaget af, og så teger man gerne det ekstra besvær.
På en række udstillinger i København, Århus og Odense i midten af 50’erne fik man det første indtryk af den forunderlige stoflige og koloristiske egenart, Ane Brügger havde nået gennem en halv snes års slidsomt arbejde med batikken.
I hendes ældste batikmalerier, der kan føres tilbage til efteråret 1945, er figurerne endnu ret stive, men en kraftig lys konturering, og de minder i deres farveholdning om middelalderlige fresker. Men allerede i 1948 tegner hun figurkompositionerne i en meget mere bevægelig psykologisk situationsopfattelse

Højdepunktet i Ane Brüggers batikmalerier var en række billeder, der ved deres religiøse indhold og deres karakterfulde menneskeskildring var enestående i dansk kunst i tiåret 1950-60: ”Synderinden”, ”Emaus”, ”Vandringen på søen”, ”Den som er ren”, ”Indtoget i Jerusalem”, ”De kloge og de ukloge jomfruer” (udstillet i Oslo Kunstforening 1958), ”Judas Forråder Jesus”, ”Martha og Marie”, ”Lader de små børn –”, ”Peders fornægtelse” o.fl.
Arbejdet med de store religiøse kompositioner var meget krævende og lidet lønnende. Ind imellem måtte Ane Brügger tjene til de daglige brød ved en mere håndværkspræget udførelse af batikmønstre. Hun havde heri en god støtte af datteren Ingeborg, der flere gange sammen med moderen udstillede dekorative batikarbejder: duge, kjolestoffer etc.
Ane Brüggers kunst er i disse år mærket af en stadig inderligere oplevelse af mennesker, både i psykens individuelle forskelligheder og koloritten. I samtidige akvareller – skitser i naturen, ofte skovmotiver – er farve- og rytmeoplevelsen så stærkt udtalt, at den tit tenderer den rene abstraktion.
Hendes store religiøse figurbilleder når i deres følelsesbetonede tilbageholdenhed en sand monumentalitet. Hun blev Niels Larsens Stevns værdige arvtager, og hun lignede ham også deri, at hendes personer var set og oplevet indefra i hendes egen verden og havde resonans fra barndomshjemmet, smedjen i Snejbjerg.
Efter at have arbejdet med batik en halv snes år, begyndte det så småt at gå Ane Brügger på. Voksdampene udtørrede hendes slimhinder, og hun fik kvalme og hovedpine. Helbredet svigtede. Hun blev indlagt på hospital og gennemgik en operation. Hun havde store vanskeligheder med at komme i gang igen.

Efterhånden som kræfterne vendte tilbage søgte hun mere ud i naturen. Hun gik mest i skovene. Der var den en ro og ensomhed som hun helt fra sin barndom havde søgt. Hun trængte også ind i den tætte underskov, hvor lyset i skarpe glimt kom igennem. Særligt gik hun derud, når hun havde noget vigtigt at tænke på. Disse tanker drejede sig næsten altid om problemer med hendes arbejde.
Hun var nået til en erkendelse af, at hun måtte søge fornyelse. Hun var ligesom færdig med de store figurbilleder. Hun så, hvorledes kunstnere verden over blev mere og mere abstrakte i deres udtryksform. Var det den vej, hun skulle gå? Det var en retrospektiv Picasso-udstilling i Hamburg, som gav det endelige stø til, at hun forlod naturalismen og vovede sig ind på de mere abstrakte områder. Det er jo ikke noget, der kommer fra dag til dag. Det skete langsomt. Måske for langsomt?
Det skulle blive ganske enkelte oplevelser, som overbeviste hende, inden hun følte sig fortrolig med hele forløbet i den omvæltning, der skete i disse år. Hun har fortalt, at når hun gik tur i skovene på kanten af Ådalen faldt hendes blik ofte på visne blade, der hvirvledes op af blæsten. Så kunne det gribe hende, hvor smuk disse farver var. Hun samlede en håndfuld og tog dem med hjem. Hun kunne så frit arbejde efter dem hjemme på baggrund af de skitser, hun havde udført på stedet. Hun begyndte at gå systematisk til værks, lod sig inspirere af det stærke modlys bagest i billedet, som hun byggede op med mørke partier foran en mellemgrund, der gav det dybde. Hun tvang sig selv til at se bort fra stammerne, som næsten altid spærrede og kløvede. Det blev til en kubistisk komposition. Der fulgte mange forsøg efter. Snart blev hun mere modig. Hun blev klar over, at abstraktion kræver fordybelse og stor fornemmelse for opbygningen af et billede.
Når man maler abstrakt, kan det være inspireret af forskellige ting, f.eks. bled man tager med hjem. Det kan også være en skygge på en mur eller han ad en flade. Man kan ændre skyggens retning og farven, hvis det tjener kompositionen. Er det en illusion at male direkte efter naturen? Men man vil altid bruge naturen som udgangspunkt. Billedet afhænger af øjet, der ser det.

I foråret 1958 kom en repræsentant for bydelen Houmeden i Randers op til Ane Brügger og bad om et forslag til skulptur: Den skulle stå ved gavlen af de gamle Helligåndshus. Hun forhørte sig om pladsen og fik oplyst, at den i sin tid havde heddet Æggetorvet, så hvad var mere naturligt end at foreslå ”Konen med æggene”. Og sådan blev det. Hvert år når de handelsstuderende har afsluttet deres eksamen, danser de omkring konen. Og de skal jo ud og lægge planer for livet og lære af deres fejltrin. Jo han forstod os den gamle digter. Det er en tidsløs fortælling, vi har fået gennem konen. ”Konen med æggene” blev straks påbegyndt, for skulpturen skulle være færdig til opstilling samme år i august – Ane Brügger arbejdede hårdt og koncentreret. Det var alt for hårdt. Hun arbejdede næsten dag og nat for at nå det.
Men færdig blev den til tiden. Og nu står den 210 cm høje skulptur på Æggetorvet i Randers, hvor den tager sig prægtig ud – en rundskulptur i glidende balance med al konens indadvendte tyngde, og med hendes spekulative fantasi fint antydet i de løftede hænders gestus. Skulpturen blev udført i støbt granit, men i 1975 blev den omstøbt i bronze.
I 1959 flyttede Ane Brügger til Laurbjerg, en stationsby 15 km fra Randers. Hun følte, at den plads hun havde til rådighed i lejligheden i Randers var alt for knap. Hun spændte sine lærreder ud og tegnede først motivet. Senere måtte hun lægge det på sit køkkengulv for at kunne styre den varme voks, der ellers ville løbe ud. Der var netop så megen plads, at hun med forsigtighed kunne kravle rundt om motivet. Ind imellem måtte hun stå op for at rette de stive knæ og for at kunne betragte arbejdet på nogen afstand. Gulvet flød med vand, voks og farver, og da hun flyttede til Laurbjerg, kom der en regning på et par tusinde, fordi gulvet i køkkenet måtte høvles rent for farver.

I Laurbjerg købte hun et gammelt bondehus, som hun indrettede. Hun lånte penge til at bygge atelier for og til isolering, centralvarme oma. Men dejligt var det at få sit eget. Hun følte det som en fornyelse. Hun nød, at hun havde fået bedre plads og det gav hende også mere frihed i arbejdet. Hun lavede stadig enkelte store batikbilleder, men gik ellers over til at arbejde i sten og keramik.
Hun startede med små, forsigtige collager. Stenene samlede Ane Brügger både i marken og på stranden. Hvem kender ikke den glæde, det kan være, udtalte hun. Hun sorterede dem, huggede dem til. Det var interessant men tog masser af tid.
Fra små, forsigtige collager udvikler det sig til store, dristigt opbyggede mosaiker, nok ikke uden indflydelse fra en rejse hun ved denne tid foretog til Ravenna. For at holde styr på de tunge Sten- og skulpturformer – ofte holdt sammen af metalrammer eller ”muret” op på en metalplade – lærte hun på et kursus i Århus at svejse.
Man kunne som nogle af de mest karakteristiske mosaiker fra begyndelsen af 60’erne nævne: ”Pige på hug”, der er bygget op af marksten på en baggrund af knuste mur- og sandsten, ”To mennesker”, formet i knuste sten, hvis figurvirkning minder om de menneskeskygger, der blev tilbage efter atombomben på stenbroen i Hiroshima, og ”Mand og kvinde”, to profiler af huggede sten på kobberplade. I ”Flittige hænder” og ”Midmånetræ” arbejder Ane Brügger hen imod mere abstrakte farve- og formspændinger, idet hun, ligesom f.eks. i ”Havmand”, bygger billedfladen op med kontrasterende stofvirkning (i ”Havmand” af knuste strandglas og muslinger)
I andre af de store stenmosaiker har Ane Brügger nærmet sig en klassisk figuropfattelse, f.eks. i ”Mor og barn” og ”Pige med fugl”. Og i ”Syngende børn” bliver hun næsten naturalistisk i sin gengivelse af en skolescene. Denne store mosaik hænger i Værum-Ørum Skole.
I de første år i Laurbjerg gik Ane Brügger også i gang med leret. Således formede hun en række store krukker, hvori hun før brændingen indridsede figurer og hoveder. Muligvis under indtryk af nogle meterhøje Urner, hun havde set på Rhodos. Hendes krukker har forskellige former, ovale, runde med firkantet hals osv. Men som hendes øvrige arbejder ligner de alle – trods forbilledet – hende selv. Der er en blid og dvælende tyngde over Ane Brügger. Det præger alt, hvad hun siger, og hvad hun får i hænderne. Tyngden har kvalitet. Ja det er tit, som om selve kraftudfoldelsen virker inspirerende på hende.
Man ser det ikke mindst i hendes kamp med de tunge skulpturer og relieffer i knuste sten. En kritiker sagde om hende, at hun han få sorte flintesten til at arbejde sammen med forstøvede mursten, glinsende potteskår, mathvide sten af kvarts med oliefarve, gips og klister – og det hele billede bliver noget ganske naturligt, en afbalanceret helhed.
Det var ikke nok for Ane Brügger kun at ridse i leret. Hun havde siden 1960 bestandigt modeleret og eksperimenteret med den rene skulptur. Datteren Ingeborg sad model til den yndefulde ”Siddende pige”, der efter mange skitser blev færdig efter mange års forløb. Året efter (1964) fulgte ”Ung pige” og desuden en række abstrakte, glaserede lerskulpturer, der har nøje tilknytning til hendes store lerrelieffer og –fade.
De lerarbejder, som Ane Brügger i begyndelsen formede i Laurbjerg, fik hun brændt på Sofienlund Teglværk ved Ulstrup, og her tilegnede hun sig meget af den håndværksmæssige viden, der var nødvendig at gå ud fra, da hun i 1963 fik sin egen ovn. Nu kunne hun selv brænde sine figurer, relieffer, fade og krukker og på nærmeste hold studere materialets (lerets og glasurens) reaktioner under brændingen. Hun har udtalt, at hun havde nogle dejlige år med leret. Det fyldte hende med glæde at åbne ovnen, og hun var taknemlig hvis bare et par ting, lykkedes tilfredsstillende. Resten måtte ind igen.
De første år var meget vanskelige. Hun startede helt på bar bund, hvad glasurer angik. Det blev til mange skår og skuffelser. Hun læste en del kemi, men det var først og fremmest fejlene hun lærte af. Hun arbejdede meget med relief og skulptur, men også med store fade, mest beregnet til at hænge på væggen. Glasuren er en jungle. Der er mange ting at iagttage. Man må være opmærksom på, at glasuren passer til materialet, hvad hårdhed angår. Er glasuren for mager til en fed skærv eller omvendt, vil den revne eller slå fra. Asker og oksyder kan danne grundlaget for farverne. Man kan også vælge at bruge den rå ler til skulptur, gul-, rød- eller hvidbrændende lerarter. Skal det være en udendørs ting må man bruge stentøjsler og brænde op til sintringspunktet, helst med en slatglasering, den klarer sig bedst i det vanskelige klima, vi har herhjemme.
Ane Brügger eksperimenterede med mange slag glasurer. Hun syntes især at have benyttet den gamle kinesiske fremgangsmåde: at blande glasuren med fint slemmet aske af forskellige træ- og plantesorter (birk, lyng, tjørn etc.) Ved tilsætning af aske opnås de sarteste farveovergange, og glasuren får en egne blød, mat glans. Senere har hun også arbejdet med metaloxyder (kobber, kobolt, baryum, vismut og alminium).

Ane Brügger har oftest bygget sine keramiske kompositioner og på baggrund af ler eller ildfaste sten. I de senere år har hun desuden brugt en vandfast finerplade. Den er lettere at styre og ikke så tung. Hun har så enten skruet eller cementeret relieffet på, alt efter størrelsen. Særlig vanskelig at arbejde med er de store kompositioner, der må stykkes sammen af flere dele, man må varme langsomt op og køle langsomt ned for at bevare skærv og glasurer intakte.
Også den lidt større lerskulptur, der må formes over et jernskelet, byder på problemer. Jern og ler arbejder modsat under brændingen, jern udvider sig, ler trækker sig sammen. Ane Brügger fandt da på at give jernkonstruktionen en bandage af skumgummi. Derved afbødes de modgående spændinger, så figuren ikke revner.
Ane Brüggers fade findes ikke blot i runde og ovale former og i mange størrelser (helt op til 1 m i diameter), men også i en righoldig farveskala, fra okseblod med blå figurative indfældinger i glasuren til sart gult og grønt, fra mat perlegråt til iriserende kobberrødt.
Med legende sind og stort vovemod giver hun stof, form og farve til de forunderligste keramiske skabninger. Ofte spiller hun i sine stenmosaikker på humoren i kontrasten mellem det seriøse emne og materialet uhøjtidelighed. Et af hendes yndlingsemner i de keramiske relieffer er fabeldyr – ikke mindst er fuglen et rigt område for hendes fantasi. Hun fantaserer også gerne over mennesker som i et maskerelief fra 1968, hvor to hoveder ses, det ene i profil.
Ane Brügger døde i 1995 på Frederiksberg og ligger begravet på Frederiksberg Kirkegård.