Tegneren Erik Larsen

De nøgne fakta om min morbroder, tegneren Erik Larsen, står delvis nedfældet i Weilbachs Kunstnerleksikon, hvis vurdering jeg er uden kompetence til at rette i. Efterfølgende er således at betragte som iagttagelser og delvis intern familieviden om en højt elsket morbroder, der siden min fødsel har gjort sit til at forgylde min tilværelse.

Familiebaggrund

Erik Larsen blev født den 3. august 1902 i Frederikshavn og er opvokset i en søskendeflok på 5 i et harmonisk embedsmandshjem, hvor hans talent for tegning blev respekteret på et tidligt tidspunkt og i 8 års alderen af en enig familie erklæret "en sjælden Gusds gave". Han var særdeles godt begavet, og der findes ingen bemærkninger i forbindelse med hans skolegang, der grundet faderens flytninger i tjenstlig øjemed blev afbrudt og i flere tilfælde måtte fuldføres uden for hjembyen, bl.a. ved ophold hos familien Cloos Lorentzen i Frederikshavn og en tid hos postmester Anders Andersen i Hals. Begge familiers kvindelige overhoveder var søstre til Erik Larsens mor, Edele, født 25. jan 1874.

På mødrenes side stammer Erik Larsen direkte fra "Dampelefantens" fremsynede og dygtige importør fra Frederikshavn, Edler Carl Christian Christiansen (f.27.5.1828 i Torup - d. 11.3.1897 i Frederikshavn). Efter hans yngste søns (C.C.Christiansen, senere omtalt) død ryddede jeg op i dennes papirer og fandt aktier for en formue i den Transsibiriske Jernbane, som faderen altså investerede i og i øvrigt rådgav om før dens gennemførelse. At denne driftige mand ud over sin forretning var utrolig omhyggelig med sine børns uddannelse, vidner deres senere livsførelse om. Han indførte og ejede det første fortepiano nord for Limfjorden, så hans døtre kunne lære pianospil, og de talte alle 4 flydende fransk og tysk. Erik Larsens mor var så afgjort den mest livlige, uhyre interesseret i kunst og en dygtig pianist.

Familien var dog ikke velstillet. Christiansen havde tabt mange penge på bl.a. Dampelefanten. Mens Børnene voksede op, havde han en købmandsforretning. Svigerinden drev et lille prnsionat, hvor døtrene ofte kom. En af pensionærerne var Anders Andersen, den senere postmester i Hals. Han blev gift med en af døtrene. Hans ven var den unge tolder, Lars Christian Larsen, der fik den yngste datter, Edele. På fædrenes side stammer Erik Larsen fra gården "Sdr. Vasen" ved Hirtshals. Hans far, Lars Christian Larsen, var født 9.marts 1875 som søn af gårdejer og sognerådsformand Christian Larsen. Det var hensigten, at Lars Christian skulle have videreført landbruget, men det interesserede ham ikke. Han ville hellere læse filosofi. Han brød ud af landbrugstraditionen og blev toldembedsmand. I stedet overtog broderen Niels gården. Niels blev selv sognerådsformand i Horne-Asdal Kommeune. Det var en vanskelig opgave med den hastigt voksende by, Hirtshals, beliggende i kommunen. Alligevel blev der tid til en række tillidshverv inden for landbruget, specielt svineavlen. han var en personligehed, der stod stor respekt om. 

Da Edele i første omgang ikke måtte ægte Lars Christian Larsen, erklærede hun resolut, at så ville hun ingen have og ernære sig som sprog- og musiklærerinde. Da hendes beslutning ikke stod til at ændre, bøjede hendes mor sig, Kristine Mathilde Emilie Christiansen (f. Nielsen 10.2.1843 i Nibe - d. juni 1913 i København). Edles far, der havde mistet sin ældste datter - og efter sigende den smukkeste - i en meget ung alder, hvor hun blev kvalt af en vindruesten, ville ikke have drømt om at nægte hende noget som helst, hvis han havde levet, så hun fik sin tolder, den eneste overlevende beklagelse, man kendefrfra ham, var: "Hvordan skal man nogensinde kunne give sin hustru noget som helst, når hun forud har fået det af sin mor"

De to unge blev viet i Frederikshavn nye kirke den 20. september 1901. Lars Christaian var på det tidspunkt ansat ved toldkontoret i Frederikshavn, hvortil han kom i 1895 efter 4 års tjeneste ved Hjørring Toldkammer og med en sjælden fin anbefaling fra sin foresatte. Den unge tolder var usædvanlig belæst og dybt engageret i tidens store tænkere, specielt Søren Kirkegaard, og via ham gik han videre og var, hvad vi ved fra hans bogskab, der findes på Vestergaard i Stenum, en særdeles velorieneteret mand, der gav glimrende modspil til sin begavede frue, der aldrig lod sig gå på af den omvæltning i familiens status, som var en følge af Dampelefantens uindfriede forventninger, faderens død, moderens skifte med børnene etc.

 Lars Chr. Larsen blev udnævnt til toldassistent 11. september 1901 og forrettede tjeneste i Frederikshavn, indtil han 18. januar 1915 blev forflyttet til Århus Toldsted. Eriks skolegang blev ved familien Cloos Lorentzens hjælp gennemført i Frederikshavn skoleåret ud. Herefter er han flyttet til forældrene i Århus, hvor alle 5 børn frekventerede Fjordgades Skole.

Barndom

Udnævnelsen af Lars Chr. Larsen til tolder og strandkontrollør i Løkken, dateret 20. september 1921, har så atter bragt de skolesøgende børn i omskiftelige kår. Jeg har kun mulighed for at dokumentere, at de bestod deres mellemskoleeksamen og derers realeksamen med tillægseksamen i fransk, alle med en god eksamen, de kunne bygge videre på. I hjemmet var Erik den kunstnerisk begavede, der ud over at tegne glimrende (som slægtningene i København udtrykte det) spillede piano efter gehør, og det så indfølt og musikalsk, at han ganske stillede sine tre søstre, der alle stedse modtog undervisning deri, i skyggen. De ældste søster lod sig overtale til at spille offentlig i Løkken, da tolderfamilien flyttede dertil, men selv om de firhændigt underholdt med "Kaliffen af Bagdad" og fik megen ros, bekom det ikke tolderens ældste datter Asta vel. Hun var to år yngre end Erik og den strenge søster, der faktisk hele livet holdt ham i nakkeskindet. 

Som den ældste datter var hun sin fars øjesten og havde arvet hans omhu og nidkærhed i alle opgaver, hun påtog sig. Hun var nødt til at lære sine ting og kunne ikke som sin storebroder og yngre øster, Gerda improviserer og blænde sine omgivelser. Hun var pålidelig, retsindig og trofast og var i udstrakt grad en støtte for sinde forældre. Erik Larsen besøgte ofte den store (og rige) familie i København, og fra toldkontrollen i Løkken gik der mange årlige rejser ti hovedstaden, hvor Edele, der var sine brødres yndlingssøster, blev modtaget med åbne arme. Hun deltog i alle teater- og koncertbesøg, samt de daglige aftener hos Wivel. I vintermånederne lod hun - også af helbredsgrunde - sin mand overtale sig til meget lange ophold i København. Erik var ofte med og vandt hele den københavnske gren af familien for sig. Asta var den, der aldrig forlod sin far, og en enkelt rejse med hendes mor og bedstemor endte i en tåreflod, som intet kunne standse, så man i huj og hast måtte rejse tilbage til Løkken med hende.

Søster Asta var en hård nød for Erik, også fordi hun i bund og grund elskede sine søskende, men hun opdagede tidligt den belastning, det var, at hendes forgudede far led af kvartalvis hang til flasken. Hun tillod ingen at vedgå dette og lagde sin søster på is i 7 år, fordi hun i et ulyksaligt øjeblik kom til at nævne, at deres far drak. Tolderens frue søgte med alle midler at sløre fakta, og alle tav. Hendens bror, Valdemar Scou-Nielsen var departementschef i finansministeriet (tolddepartementet), og kunne glimrende have arrangeret en flytning til hovedstaden af hendes mand, men det ønskede man ikke, og det gjorde hun heller ikke. Han elskede den barske natur og Løkkenboernes enkle tilværelse. 

Derimod støttede man både tolderfamilien og børnene i alle forhold, og der blev intet sparet for at hjælpe dem igennem de svære stunder. Erik var til sin mors usigelige sorg født med hang til flaskem, og vendingen "ellers kan han ikke holde det ud" arvede han efter sin far. Hun tog deres svaghed med en knusende ro, behøvede ikke megen søvn, hun læste den halve nat, siddende rank som et lys på en rygløs taburet og med et håndarbejde mellem hænderne. Oftest gik hun i seng kl. 2 og var oppe før kl. 6 og altid i livlig aktivitet. Sin mands svaghed overså hun, når han kom hjem og blev mødt med et: "Nå Tols du er nok træt". Og så gik han fredsommeligt til ro. Dermed kom der aldrig nogen form for ufred ind i hjemmet. Tolderens frue har ingen sinde med et ord nævnt sin bekymring, og hendes ældste datter fulgte troligt sin mor i den retning. Men Erik fik til gengæld læst og påskrevet af Asta, hvilket prellede af som vand på en gås. Søster Gerda tog hans parti, og de to yngste søskende, Carl og Edith blev slet ikke sat ind i problemerne og har nok været for beskyttede af deres søskende. Carl blev altid frmhævet for sin flid, sin sparsommelighed og for sin hang til landbruget, som Eriks mor udtrykte det. Som helt lille var han broderens modsætning, men en hjertensgod drillepind og sin mors kæledække - som storesøster udtrykte det, ligesom Erik tog sin lillebror i forsvar, når Asta mente, nu var det nok.

Dekoratør - i lære hos Karl Larsen

Erik stod på sin vis uden for som den der var begavet med særlige evner. En ansættelse som dekoratør et andet sted i landet blev omgående afbrudt, da hans morbroder i København, den velhavende grosserer Carl Chr. Christiansen, kom under vejr med hans evner. Erik blev flytte til København og gjort til dekoratør for samtlige dennes 22 forretninger. Samtidigt blandede den øvrige familie med Valdemar Scou.-Nielsen (helbroder til Edele Larsen og bortadopteret til hendes barnløse morbroder Jens Scou-Nielsen) sig i Eriks fremtid og gennemtrumfede, at han skulle lære sit gebet. han fik sin bror til at give ham fri til at rejse, studere og lære.

De rige tanter betalte og Erik Larsen blev 1932-33 elev hos maleren Karl Larsen, der om Erik sagde: "Talent kan vejledes ikke sættes i bås"  Autodidakten Karl Larsen (1897-1977) har ikke fået noge fremtrædende plads i kunsthistorien, men blev sammen med vennen Vilhelm Lundstrøm en repræsentant for kubismen og ekspressionismen i Danmark. I 1920'erne dannede han sammen med Axel Salto, Lundstrøn og Svend Johansen kunstnergruppen "De fire". En del år boede  han i Frankrig. En af hans hovedværker er "En trappeopgang" fra 1917, hvor motivet er en violinspiller, der går op ad en trappe. Jan Zibrandtsen betegner i "Moderne dansk Malerkunst" dette billede som måske "ekspressionismens mest typiske værk i dansk maleri, "selv om det også er malet under indtryk fra kubismen. Det illustrerer fantasifuldt og legende let ungdomns higen efter frigjorthed i opfattelsen af det ydre motiv og efter en elementær og væsentlig billedopbygning".

Dette billede, malet 15 år før Erik begyndte sin undervisning hos ham, kan være en nøgle til forståelse af den påvirkning, som han modtog hos Karl Larsen. Erik beundrede Karl Larsen, og de kom til at stå hinanden meget nær. Der kan næppe være tvivl om, at året hos Karl Larsen kom til at betyde meget for Erik Larsens kunstneriske talent. Det var tegningen, der var Eriks force. Den lette hurtige streg passede hans temprament, og han kaldte sig hele livet tegneren Erik Larsen.

Kunstnermiljøet i Løkken

Erik Larsen traf ikke Karl Larsen uforberedt. Dels havde han allerede i 1930 udstillet på Kunstnernes Efteråresudstilling og i 1929 været på udlandsrejse til Mûnchen og Paris, dels havde han deltaget i kunstnerlivet i forldrenes nye hjemby, hvor han mødte de lokale malere Christian Valentinusen og Lars Nielsen, og o slutningen af 30'erne traf han her den tjekkisk-fødte maler Tjek jerne, der sammen med sin mand, lægen Niels Kai Jerne, ferierede i byen, den unge Asger Jørgensen (Jorn), malerinden Ane Brûgger og mange, mange andre.

Her vil jeg lade morbroder Erik selv fortælle (1958): 

"I de år, Løkken udviklede sig til et mondænt badetsed, var Thomas Olesen Løkken den centrale figur. Han var gæstfri som en oldtidens stormand, og Hannes Hus med digterstuen med de mange bøger og billeder var "Bakkehuset" i Løkklen. Fra huset var der udsigt til 7 kirketårne, og her kom alt, hvad der betød noget, hele det vendsysselske parnas og lidt til. I disse somre kom Jacob Paludan med den nyerhvervede berømmelses syvfarvede glorie om sit beskedne hoved, han havde troldviolinen med "Torden i Syd" var udkommet og var vel tidens mest omtalte bog. Hulda Lûtken havde haft held med "Degnens Hus". Som Thomas Olesen sagde: "der stod sus om "Degnens Hus", og mere sus kom der til at stå om den urolige og begavede digterinde, der vel brændte sig selv op. Henrik Malberg hørte også til husets hædrede gæster og Niels Anesen, Sulsted, "de hvide gavles maler", Valentinusen, maleren Lars Nielsen, den udsøgte kavaler Axel P. Jensen og Karl Skov, sølvtonernes mester. Også Emil Bønnelykke kom her med "Fløjtende Lokomotiver" og "Kårder af faldende vand", som han skrev om Storkespringvandet. Endvidere kom Hans Poulsen ("I Himmerlands Dale" og "Julie Pandum"), kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen (senere direktør på Skagen Museum) og mange andre gode mænd og kvinder."

Thomas Olesen var kommet til byen et par år før tolderens, og fra 1923 til 1928 boede han i "Hannes Hus", der var nabo til toldbygningen. Der har været en nær forbindelse mellem de to familier. Jacob Paludan kom gerne hos tolderens og havde mange samtaler med fru Edele om parapsykologi og reinkarnation, som de begge interesserede sig meget for. Også Emil Nolde må have været her. Det fremgår af et brev fra Erik Larsen, og han malede Edele Larsen. Hos Thomas Olesen kom også andre forfattere, bl.a. Martin Andersen Nexø, og ikke mindst Erling Kristensen, der var lærling hos Thomas, da han havde cykelværksted i Vraa.

Jeg lader nu morbroder Erik Larsen få oerfet igen:

"En kendt og kær sommergæst var også dr. Axel Gustafson fra Gôteborg. han var millionær, grandsigneur, livskunstner og sov i "forfatterens kartofler, når mosten blev ham for stærk". Det var Gustafson , der talte så respektløst om maleren Korns skæg, at denne til sidst udfordrede ham på blanke klinger. Da vi næste dag kom for at se blodet flyde, sad begge de hererr med armene om hinandens hals og drak broderskaål. Brændevinen er godt for noget. Her reddere den ialtfald Korns liv. Hans chancer var lig nul over for den elegante svenske verdensmand.. Victor Schøler skal i sin tid have debuteret på Løkken Badehotel,. Her boede også violinvirtuosen Peder Møllerer. Det var i frøken Søndergaards tid, hun der på særlig vis forstod at hygge om sine gæster.

Selv husker jeg Louis Brinkfort, "den hvide fakir", der samtidig med at hypnotisere en rad høns og ænder sprudede ild ud af munden og stak strikkepinde gennem arme og ben. Siden beviste han, at det var trick altsammmen , men det var der ingen, der rigtig ville tro på. Så var her udbryderkongen Bernardi, Løkkenboen der lod sig kaste i havet i en brændende sæk, lænket som en galejslave, og et halvt minut efter dukkede op, fri og smilende over hele hovedet. En sommer havde han en løve med, den stod i sit bur på Markedspladsen og brølede, så hele byen skjalv, den forstod kun tysk.

Han er borte nu, Bernardi. Tjek Jerne er borte, tragisk, netop da hendes sejl begyndtes at fyldes. Hulda Lûtken er borte. Ditte Kristensen (Ditte Menneskebarn), hun der kvad så sødt om "Agnes min sommerfugl", er borte, Louis Brinkfort, Thomas Olesen - men sådan går det hver og alle, som Villon siger i sit store testamente"

Kunstnernes mødested i Løkken var i 30'erne og 40'erne Cafe Søborg, hvor Erik Larsen malede en vægudsmykning, der nu er tildækket. Et andet mødested var Ingrid Ørums farvehandel. Ingrid Ørum tog sig i særllig grad af Erik Larsen og havde ved sin død som næsten 100-årig en stor smling af Løkkenmalernes billeder, bl.a. Erik Larsen. I mange år boede Erik Larsen om sommeren på Pension Udsigten i Løkken, og ofte blev der betalt med billeder. Vita og Niels Laubjerg ejede en stor samling af Erik Larsens malerier. Den er i modsætning til Ingrid Ørum samling blevet hotdt sammen og findes i familiens hus "Strada" i Løkken.

Københavnerliv

Københavnerlivet tog fart, da søstrene Asta og Gerda blev sendt over for at lære noget mere. Typisk blev Gerda sendt førdt, da Asta stadig ønskede at blive hos sin far og tog stilling som sproglærer i Løkken. Hendes far overtalte hende dog til at tage til København, hvor hendes morbroder C.C.Christiansen omgående slog en klo i hende og lod hende føre sine regnskaber. Han stolede kun på sinde søskende og deres børn, og yndlingssøsteren Edele og hendes børn fik altid en præference. Gerda var en overgang ansat hos ham, men fulgte så sin kusine og navnesøster til postgirokontoret og kunne således bedre snige sig til at deltage i byens natteliv med sin bror Erik, der sammen med søstrene fandt en sigøjnervogn i Klampenborg, hvor de tre søskende lejede sig ind til familiens fortvivlelse. Angste breve fra mor, lange instrukser til Asta fra far - der gik mange breve fra toldkontrollen i Løkken.

Grosserer C.C.Christiansens kaffehandel blev ruineret under krigen, og dermed ver det slut med at hjælpe familien. Men foreløbig gik dansen for Erik i Købenavn, han var på rejser, men de var korte. Han var tæt knyttet til sine søstre, fortalte dem om Paris, Marokko, Mûnchen og igen Paris. Gerda giftede sig med Gunnar Warmdahl, en tid ansat i varedirektoratet og senere Bergsøes betroede og forudseende direktør. Erik deltog i de konkurrencer, der blev udskrevet, og fik i 1934 3. præmie i Foreningens for Boghaandværks Wesselkonkurrence. I 1941 udkom Wessels udvalgte værker med hans tegninger. I 1934 havde han illustreret Heinrich v. Kleists Michael Kohlhaas. I 1934 blev Erik gift med direktørdatteren Ellen Mau Knudsen. Det blev et stormfuldt ægteskab, og da hun ikke kunne forlige sig med hans livsførelse, blev ægteskabet opløst i 1940. Ægteskabet var barnløst.

Familiesorger

Tabet af lillesøsteren Edith, der ved en fejlbehandling blev revet bort 17 år gammel, blev begyndelsen til enden på toldkontrollens livsglade familie i Løkken. "Tols" gik ind i sig selv - hans opgør med livet gik over flasken, hans frue støttede ham alt, hvad hun formåede, hans ældste datter forlod København og tog ansættelse ved toldvæsenet i Aalborg og var konstant i pendulfart mellem Aalborg og Løkken. Erik tog i lange perioder ophold i Løkken, men centrum i toldkontrollen var Tols og gravstedet på Løkken Kirkegård. I København var man rystet. Alle bebrejdede sig selv, at de ikke havde sendt deres dyre professorer over til Løkken til Edith, men hendes skranten var jo i behandling, hun skulle bare have masser af motion og frisk luft. På Hjørring Sygehus konstaterede man tørt, at hun skulle have haft absolut hvile og ingen anstrengelser og være sendt på Silkeborg Bad.

Trods skriften på væggen troede familien, at hjemmet kunne genskabes. Erik trak venneskaren fra København herover. Edele Larsen brugte al enerrgi på at få hjemmet til at fungere igen, og børnene gjorde hver sit. Carl havde sit landbrug og sin gård og fik hurtig familie. Han blev gift ind i den fremtrædende Rykind-familie fra Vrensted. Gerda måtte næsten flygte til København. Hun kunne ikke udholde tragedien i toldkontrollen, og Asta og Erik forblev der. De var begge dybt forankrede til deres forældre. Erik drak med sin far, talte ham i søvn, og hans mor og søster så fortvivlede på, mens de udadtil førte den idelle og pletfri tilværelse. Kontakten til København blev støt stigende, og besøgene i toldkontrollen af de mange kunstnere og familiemedlemmer var ofte finansieret fra København, noget der aldrig kom tolderen for øre. På det punkt var fruen lukket som en østers.

Tolderens barnebarn

Under Christian den X's besøg i Aalborg i 1933 deltog en del af familiens medlemmer i festlighederne m.v., og her traf Asta den mand, der skulle ændre hendes og tolderfamiliens skæbne. Et kongebrev har friet familien for offentlighed, et ægteskab var umuligt, og tolderens reaktion var klar: "Havde du været 17 år, ville jeg være betænkelig, men du er 30 og må have et andet indhold i din tilværelse end din gamle far." (Direkte citat fra brev). Min mor bragte sin førstefødte søn til Løkken, og dermed nyt liv i toldkontrollen, hvor hendes far endelig smilte igen.

Erik og Asta åndede lettet op. Endelig var der udsigt til glade dage. Det blev der. I nogle år var toldkontrollen igen samlingssted for familiens unge, og de ældre brødre og søstre til tolderparret kom på ferie og til fester i Løkken. Tolderens frue glemte helt sin skrøbelighed og kunne ikke forlade den lille nye. Og Aststa - ja mon hun blev spurgt. Hver weekend var hun mor, og troligt overlod hun sin søn til forældrene - ikke let for hende, men hendes hensyn til forældrene gik foran alt andet.

Erik opholdt sig i København meget af vintertiden, fik mange venner og relationer der, men tog til Løkken og tegnede og malede. Han var omsværmet som få., men trangen til flasken var stor, mens tolderen standsede totalt. Nu var det barnebarnet, der skulle passes. Min mor Asta hævdede til sin død, at hun efter min ankomst aldrig så ham i den ulykkelige tilstand. Hun var fast besluttet på at forblive inden for toldvæsenet og være i nærheden af sine forældre.

På glimmeren

Erik tog til København på "glimmeren" med Gerda, men de savnede deres søøster og var i det hele taget uhyre nær knyttet til hinanden i den familie. Eriks sidste besøg i Tyskland var ikke helt rart, men i København tog de det roligt. Disse kunstnere var jo nærtagede og hans renomme derovre var godt. Hans tegninger var gode og blev brugt både i "Nationaltidende" og "Politiken", og hans økonomi - hvis man kan kalde den det, tog onkel Carl sig af - hvordan det så skulle forstås. Strakte det ikke til, var der mostrene, der gladeligt gav ud på ham. Han var uafhængig og deltog i udstillinger og arrangementer: Kunstnernes Efterårsudstilling 1930, Nordjysk Udstilling 1934, Septemberudstillingen 1932, 35, 38 og sidste gang i 1946. Desuden havde han enekelte seperatudstillinger i København.

Familieliv og store sorger

Løkken stod i høj kurs hos hele familien og gør det stadig hos dele af den. Tolderen gik sine daglige lange ture med sit barnebarn, til kirkegården naturligvis, til plantagen med guldfiskene, kystture osv. Morbror Erik og hans frue, Ellen ferierede, og da de ingen børn fik selv, var det en oplevelse for dem at låne søster Astas dreng. Eriks anden søster, Gerda giftede sig hurtigt, for hun ville også have børn. Tolderfamiliens børnebørn på "Vestergården" blev for det meste holdt på landet. Deres mor var af den opfattelse, at de havde det bedst der, selv om deres bedstemor i Løkken ofte ønskede deres besøg.

Erik lavede en del charmerende børnebilleder med de tre nevøer og niecen som modeller. Han var et af de få gemytter af hankøn, der virkelig elskede børn. Til sin død samlede han på børnetegninger, og han kunne beskæftige sig med børn i timevis. At hans strenge søster Astas søn fik en særlig plads skyldes flere forhold, jeg ikke skal komme ind på, han stod mig ganske nær, så længe han levede. Men sorrig og glæde vandrer sammen, og en dag faldt Edele Larsen og slog benet, der fik et åbent sår, der ikke ville læges. I København anede ingen uråd, og Edele Larsen, der vitterlig var synsk, tvang sin ældste datter til at rejse til udlandet, hvor hendes kommende mand var på et kort visit i Europa.

I Løkken overtog de mørke magter styringen. Edele Larsens sår ville ikke læges. Hun blev ikke i stand til at forlade sengen. Hun bagatelliserede det hele og bestyrkedes af den tilkaldte læge i, at det bare skulle have sin tid - og det fik sin tid - alt for lang tid. Asta var lang væk og anede intet. Den 10. januar 1937 ankom hun til Frederikshavn vi Gôteborg og så sin mosters familie stå på kajen og vinke til hende. Hun var jublende glad og skulle hjem og fortælle sine forældre, at hun til februar skulle giftes i Paris. Hun anede ikke uråd, før hun spurgte til familien i toldkontrollen, og det blev hendes ulyksalige kusine, der måtte fortælle hende, at hendes mor var død dagen før.

For min mor åbnede der sig - som hun udtrykte det - et stor sort hul, og der forsvandt hun ind i. Da hun igen opfattede sine omgivelser, var hendes første ord: "Far - stakkels far! Jeg må hjem - skaf en bil." Hjemme i Løkken fortalte man hende, hvor svært det havde været for hendes mor at dø. Der var gået benedder i såret, og beskrivelsen af det smertefulde dødsleje blev hun ikke skånet for. Eneste trøst havde været Carls kone Marie, der stedse var ved sin svigermors dødsleje.

Tolderen gik tur med sit barbebarn ved hånden. Hvad han sagde kan jeg ikke fortælle, jeg var for lille, men hans hånd, den husker jeg. Erik og Asta måtte tage sig af de tilrejsende til begravelsen. Lillebror Carl tog sig af det praktiske, men han havde jo sin gård, og Gerda søgte at sprede de tunge skyer. Astas bryllup blev udsat. Jeg skulle blive hos Grossvater. Der blev ansat en husbestyrerinde til at tage sig af toldkontrollen og en barnepige til mig. Erik og hans frue tog tilbage til København. Hvordan det skulle gå, kunne de ikke ane. De gjorde deres bedste, men uden regning på fru X.

En dag fik min mor en skrivelse fra Løkken, at forholdene i toldkontrollen ikke var sådan, at man kunne overlade et barn til en tilværelse der. Hun skulle omgående hente mig, ellers ville børneværnet fjerne mig med tvang. En samtale med den pågældende dame var uden resultat, og min mors svar var: "Det er altså Deres hensigt at slå min far ihjel!" Det var det. Han døde på hospitalet i Aalborg den 29. december 1937. Han døde uden beklagelser, uden tegn på sygdom eller svaghed - af sorg og på grund af en hetz rejst af en bestemt familie, der var årsag til megen sorg i tolderfamilien.

Regnbuen

I Løkken mødtes Erik med malerkammeraterne Chr. Valentinusen og Lars Nielsen, og de arrangerede hver sommmer en udstilling med en auktion, hvor de solgte deres billeder. De kaldte sig Løkkenmalerne og til kredsen sluttede sig efterhånden flere malere, bl.a. de unge kunstnerinder Tjek Jerne, Ane Brûgger og Ellen Bystrøm. Desuden kom malerne Knut Dokker, Anders Norre, Knud Eel, Mogens Fønns, Korn, Kongsmar, Sven Fritsche og mange flere, også den, der skulle blive mest berømt Asger Jørgensen, der senere tog navnet Jorn. I 1938 købte snedkermester P. Krogh Geneser det gamle redningshus på Sdr. Strandvej (nu Peter Bådsmand) og indrettede det til udstillingsbygning. Den 19. juni samme år åbnede udstillingen "Regnbuen" med 141 værker af 16 kunstnere, hvoraf mange havde udstillet på anerkendte udstillinger. Blandt dem Erik Larsen.

Regnbue-udstillingerne, der fik gode anmeldelser, også i hovedstaden, fortsatte i de følgende år, men ophørte af flere grunde i 1942. Den vigtigste var besættelsen med mange tyske soldater i Løkken. Flere af de faste kunstnere kom ikke til Løkken så konstant mere. Ane Brûgger flyttede fra byen på grund af tyskerne. Tjek Jerne døde 1945. Og Erik Larsen kom i flere år ikke til byen.

Krig og besættelse

Tolderen var død. Erik Larsen vidste udmærket, hvordan alt var gået til, men som det enestående menneske, han var, bar han over, selv om han sørgede. Det mærkedes på hans arbejder. Mange af dem blev sorgfulde. Fru Wilson ejer hans sort/hvide akvarel "Ved graven". Og Asta, ja hun var den stærke, for hun glemte intet og tilgav intet. Hun satte aldrig mere frivilligt sine ben i Løkken. Hun blev mange år senere ført til kirkegården i en urne, hvor hun står ved siden af sin far og Erik Larsen. På et tidspunkt ønskede hun graven sløjfet, men kun mit ønske om engang at blive urnesat der, forhindrede det. De oprindelige gravsten blev dog slået i stykker.

Erik holdt sig til sin søter, opgav ligesom Løkken og så tingene med hendes øjne. Han giftede sig i 1943 med den 15 år yngre Grethe Birgitte Juel Ranten, datter af en københavnsk kontorchef. Han fik i det nye ægteskab den meget begavede datter Hanne, og den dygtige søn Lars Erik. At han elskede sine børn og virkelig var en Far for dem med stort F, er der ingen tvivl om, men det tilkommer ikke mig at fortælle om den del af min morbrors liv. Blot måtte også dette ægteskab opløses.

han opholdt sig i de første krigsår uhyre meget i mit barndomshjem, hvor hans søster, nu fru maskinchef P.Schmidt, værnede om ham. Hendes mand, der sejlede for ØK, sænkede rederiets "Bintang" uden for havnen i Marseilles, da den blev kaldt til Danmark for at indsættes i tysk tjeneste. Denne handling bragte ham sammen med kaptajnen i fransk krigsfangenskeb. De to havde sendt den danske besætning hjem og fjernede ved fransk hjælp skibets bundpropper. Det lykkedes Asta gennem Røde Kors - og store summer - at få sin mand hjem.

 Erik Larsen boede hos sin søster meget af tiden. Han kom hjem ud på natten, og så talte vi sammen. Hans akvareller fra krigen findes ikke mere. de blev af hans søstre, Gerda og Asta, købt og gemt. De brændte dem, da de var rædselsslagne ved tanken om, hvad de kunne medføre i de forkerte hænder. Der eksisterer kun et billede fra den tid, det lå under krigen gemt i et nodehæfte mellem siderne til Chopins sørgemarch. Erik var på besøg i Løkken, men kunne ikke tegne eller male i den stemning, der rådede i byen. De glade gøglerbilleder var ikke in, Københavns natteliv myldrede med tyske offocerer. Selv talte han flydende tysk og fransk og var ikke forsigtig i sit ordvalg. Hans søster Gerda turede ofte i døgnvis sammen med ham og med sine kvikke bemærkninger forhindrede hun de værste katastrofer, men Erik Larsen så alt for klart, hvordan det hele var, og drak "for at kunne holde det du".

En aften i september 1942 kom min morbror hjem.Han græd, noget jeg aldrig havde set eller troet, jeg skulle opleve, så gammel var jeg jo heller ikke. Han og min mor trak sig tilbage til en dagligstue, og jeg ser dem endnu komme ud derfra begge med forgrædte øjne, stivnede og helt forkerte. Der blev ringet efter min moster Gerda, og hendes mand, Gunnar Warmdahl samt mors svoger Sophus Schmidt og hans frue. Morbror var komme hjem med den forfærdelige underretning om det ulykkelige drab på Christin Michael Rottbøll fra Børglum Kloster.

Jeg er ude af stand til at beskrive vreden i min familie, men de var jo fra Løkken. Der bestod ikke noget specielt bånd, som kan forklare hvorfor det efterlod en så gruopvækkende tilstand i et ganske almindeligt hjem. Fra den dag var al snak on dansk politik forbudt i hjemmet. Der var en så isnende tavshed og i så høj grad, at min mors svigerinde, der besad en vidunderlig - i Tyskland skolet - sangstemme, blev bedt om ikke at synge på tysk.

Min adoptivfar kom hjem, vinden var ved at vende, ØK skulle bruge en, der havde arbejdet på den rigtige side. Hans svogre, Erik Larsen og Gunnar Warmdahl, samt hans bror havde udført et stort arbejde under krigen, og de tog enstemmigt afstand fra den danske holdning efter krigen, specielt straffelovtillægget med tilbagevirkende kraft. Det blev afgørende for familiens afstandtagen fra politik, statsmagt osv.

Efter Krigen

Erik Larsen solgte godt efter krigen. Folk trængte til fest og farver, hans muntre gøglerbilleder vendte tilbage, hans værtshusenteriør med pigerne, det elegante frivole, letsindet, det flygtige. Han sværgede til at intet var virkeligt, alt var bedrag. Kun naturen og det menneskelige tilhørsforhold var af betydning for ham. Måske også derfor blev hans talent så  misbrugt. En bestilling, han fik, så jeg med egne øjne blive revet i tusinde stykker, da køberen pludselig ville tinge om prisen. Taxaer ventede med tikkende taxameter ved værtshuse og hos os - han betalte med billeder, gav til alle og ødslede sit talent ud - med fuldt overlæg. På et tidspunkt i mit sprogstudium faldt jeg som mange andre over "Den følsomme blomst" af Shelley. Erik og jeg talte om den og var enige om dens ord, at "alt kun synes, men intet er vist" (Rørdams oversættelse).

Inspireret af mig gik Erik med til Josè Grecos forestillinger. hvorfra han lavede nogle glimrende situationsakvareller. Ligeledes genkaldte han sig Anna Pawlovas optræden i København, som han overværede sammen med sin mor og den øvrige familie. Jeg stod model til et par dansebilleder for ham, og han blev smittet af min store interesse for russisk musik og kultur. Han lavede nogle pragtakvareller med russisk folkeliv og tegninger fra russiske operaer. 

Naturligvis var han nødt til at have penge også, en række motiver blev gentaget, tyrefægtningerne, revolutionssituationer med det franske flag, ørkenstudierne fra Nordafrika - og mange madonnabilleder af hans muser. Motivvalget var der intet i vejen med, men han lavede for meget - og næsten gav det bort. To af Erik Larsens tegninger fra 1965 er indlemmet i kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst. Det er "Beatleslignende musikere og dansende piger" (23.9x29.9cm) og "To balletdansere" (29.6x20.9cm).

I han beundring for vennerne lå der ingen misundelse, kun begejstring for deres gode ting. Et af Asger Jorns billeder ("Konge i Underverdenen", malet i Nr. Lyngby 1942, nu Nordjyllands Kunstmuseum) udtrykker et mundheld for ham: Hellere træl på jorden end konge i underverden. (Fra "Odyseen") Han var en ener i sin tid og han var alttilgivende. Efter krigen vendte hans kærlighed til Løkken tilbage, han tilbragte sine somre her. Han følte sig - som jeg - hjemme her.

Erik Larsen og København

En kunstners kår før, under og efter besættelsen er så ulig dem i dag, at vi har vanskeligt ved at forestille os det, men for at illustrere min morbrors hele virke og arbejde, er jeg nødt til at beskrive dele af hans livsform og hans verden på den tid. Samlingsstedet for mange forfattere, malere og andre musiske mennesker i København var kvarteret omkring Nikolaj Kirke, "Minefeltet", det sted bohemerne samledes og levede. Det var der, man kunne træffe dem. Uden at virke påtrængende kunne man tale med sine idolerr og favoritter, få deres syn på det, der interesserede en, og frem for alt de havde rig anledning til at tale sammen indbyrdes.

Jeg kan ikke forestille mig at kunne gå ind på et af de listige steder idag og møde en Rifbjerg, eksempelvis - men i slutningen af 30'erne, i 40'erne, ja endnu længere, var det næsten undtagelsen, at man ikke løb ind i et af de kendte navne, og som den naturligste ting i verden hilste på og ofte fik et smil og et indbydense vink til svar. Fra mine dagbøger, der ofte førtes om natten, fordi min morbror altid kom hjem ud på de små timer, og i lange perioder boede hos min mor, ved jeg, at jeg altid glædede mig til den kaffe, vi bryggede og nød sammen, og så fortalte Erik Larsen.

Han var en genial lytter og strålende fortæller. Mange tror, at hans forbrug af de våde varer var hele formålet med hans livsførelse på Minefeltets mange barer. Det er usandt. Min morbroder soldede ikke i dagevis, han inddrak atmosfæren, og han fortalte om alle de kunstnere han traf. Nævnt i flæng: Iljitch Johansen, Iben von Kohl, Mogens Vantore, "Guldharpen", Kalle Bovin, Tom Kristensen, Scott Iversen, Svend Aage Tauscher, Jens Augaust Schade, Grete Prom, nis Pedersen, Kirsten Kjær og Kaj Brusen, der på grund af forfatterskabet til en for en dreng uimodståelig serie om "Betjent Ole Ny" havde min særlige bevågenhed. der er mange, mange flere, der burde nævnes.

Samtalerne om de enkelte kan jeg ikke præcis gengive, men jeg kan sige, at min morbroder betragtede dem som sine nære venner, som sin inspirationskilde, ja uden dem kunne han slet ikke leve. At få Erik Larsen presset ind i en normal tilværelse var utopi, han ville så gerne, ikke just være nogen anden, men han ville så gerne kunne tilpasse sig, men det faldt ikke i hans lod. I de sene nattetimer sad han og gengav samtalerne og emnerne for aftenens eller nattens forløb, og ofte i strålende humør, og utrættelig trods fremskredne tidspunkter. Hans begejstring og hans evne til at se og fremhæve alle disse i dag for længst anerkendte kunstneres genialitet og formåen rev mig med, og han fik mig derfor på et meget tidligt tidspunkt i mit liv dybt engageret i litteratur og billedkunst.

Erik Larsen kunne citere digte af Jens August Schade og Sigfred Pedersen, før de nogensinde blev trykt, og uagtet antallet af genstande, så var Erik Larsen altid det høflige og noble menneske, der lyttede- og lærte. Det er aldrig hændt at jeg har hørt ham tale nedsættende om de mange værker, han naturligvis fik forevist og fik indtryk af, men han kunne måske nævne, at den pågældende havde været lidt uoplagt. Kritik fik man kun ud af Erik Larsen, hvis man bad om den, hvad jeg selv har erfaring for, og aldrig har jeg hørt ham misunde eller være nedladende over for vennerne eller deres arbejder.

Den samhørighedens glød og smittende begejstring, der ofte var så inspirerende for ham, den havde han slet ikke kunnet få i dag, hvor mange kunstnere sidder statsstøttede med partibogen i orden i magelige tilværelser, og hvor en diskussion med fjernsynet ikke kan være særlig opkvikkende, endsige varieret. Hele dette miljø omkring "Minefeltet" er afløst af noget, der er uden ånd. Ofte slentrer jeg gennem de gamle gader forbi de mange værtshuse, forbløffende mange eksisterer endnu, mange steder hænger tegninger af de mange kunstnere, der har nydt godt af gæstfrihed, venskab og menneskelighed. Kunstnerknejper kaldes de. Mange af de værtshuse, der er skudt op i kvarteret, føles på sin vis forkerte, når man har kendt det gamle, selv om jeg bare har fået lov til at snuse til det.

Kvinden og døden

I Eriks billeder af redningsbådens forlis fra 1956 aner man dybden af hans talent, mest måske i de penseltegninger, der hænger på Løkken centralskole,i mindre grad i malerierne. Han var jo først og fremmest tegner. I en artikel skrevet efter Erik Larsens død peger tidligere redaktør Poul Kjær på  en spænding i Erik Larsens produktion: Kvinden som det livsbekræftende element og knokkelmanden med dødens le. Han siger: I 1930'erne var hans billeder af dejlige, yppige piger ikke noget for de fornemme saloner og fine gallerier, Pigerne var ikke netop gemt i tøj, hans sterg var en kunstnerisk hyldets til Eva, men tegningerne var af mange i 30'erne betragtet som pornografiske. Men det var en spekulation eller effekt, der lå Erik Larsen fjernt".

Efterhånden forekom dødsmotivet hyppigere i hans billeder, som i følge Poul Kjær også var udtryk for hans "trang til stadigt engagement over for den enkelte situation". Det aktuelle var nu døden, men Erik var endnu ikke parat til at møde manden med leen. Derfor tog han kampen op med penslen i hånden, eller som Poul Kjær citerer den svenske kunsthandler Sigge Andersson for i samme artikel - "han forsøgte at forsvare sig mod døden, at indsmigre sig, at slås for at holde manden med leen på afstand, mens han fik tid til - for nok ti tusinde gang - at tegne barmsvære damer uden anden påklædnimng end en dekorativ rød rose eller et Kristuskors."

Denne modsætning mellem livet og døden mærkes også i et digt, Erik Larsen offentliggjorde i 1952, da broderen Carl var død. Det hedder "Om jordens dejlighed"":

 

Som Achillus sagde til Odysseus: Hellere træl på jorden end konge i Hades.

Sidste år

Erik Larsen, tegner - damernes ven, altid høflig, altid i defensiven for kvinderne, noget hans søstre nød, da de unge, sorløse og glade drog fra "gøglervognen" , og gik på "glimmeren". Nok kom søsterne til Københavns quartier latin og lærte af Erik glæden ved ærlig kunst, men de lærte også at sige fra: "Lad jer aldrig påvirke af, at andre siger, noget er godt, se selv efter", sagde han. I mere end 25 år delte Erik Larsen tilværelse med Therese Elise Paludan Sedorff (f. 23. aug. 1911) Enestående som få tog hun ham, som han var, delte hans kår og lod ham aldrig sejle sin egen sø, og da en veninde efter Erik Larsens død udtrykte, hvor vanskeligt hun ofte må have haft det, svarede Therese Sedorff: "Jeg har aldrig kedet mig en eneste dag i Eriks selskab, og jeg ville aldrig bytte en eneste af dem bort." Virkelig et eftermæle at få fra et elskeligt menneske, der selv var en knagende dygtig kunstner og meget belæst og velbegavet. Hun var indholdet i hans liv fra de traf hinanden og til hans død.

Hans sidste svære tid på hospitalet i Hørsholm, hvor han døde den 27. september 1975, kunne Therese ikke bære. Men som hun havde gjort det livet igennem, således stod nu også hans søster Asta ved hans side og holdt ham i hånden, da han lige så stille forlod os kl. tyve minutter i elleve om formiddagen. Min mor og jeg besøgte ham hver dag og blev af sygeplejerskerne bedt om at hjælpe med at made ham. Det nægtede vi. Erik Larsen ønskede ikke at spise, og han ønskede ikke at leve mere, og skulle nogen få det uforståelige indfald, at han døde af druk, kan jeg fortælle, at det gjorde han ikke - han døde af kacexi (spisevægring), i dyb fred med en verden, han ikke længere ville eksistere i. Hans urne blev nedsat på Løkken Kirkegård

Tak morbror Erik, fordi du var til - og tak fordi du lærte mig at kende forskel og blæse på andres forsøg på indblanding i mit liv. Jeg vil slutte med et af dine egne digte

 

Note)

"Dampelefanten" er et interessant fordøg i dansk trafikhistorie. I 1862 fik E.C.C.Christiansen tilladelse til at benytte "Locomotiver uden anbringelse af Spor" til transport af varer og passagerer mellem Frederikshavn og Nørresundby. Hertil anskaffede Christiansen fra England et lokomotiv, som københavnerviddet døbte "Dampelefanten", men hvis officielle navn var "Vendsyssel". Det skulle trække 2-3 vogne med en hastihed på o. 15 km/t. Det kunne imidlertid ikke klare de elendige veje i Vendsyssel, og forsøget blev hurtigt aflyst. Det kostede Christiansen 140.000 rigsdaler, en betydelig sum dengang. I 1871 blev jernbanen mellem Aalborg og Frederikhavn åbnet.