Det næstældste bevarede matrikelkort for Furreby Sogn, målt og optegnet af Westerholt i 1807, kopi udarbejdet i 1854 af Scharck. Nord for Furreby Bæk er indtegnet med blå linie det land, der var forsvundet. Syd for angiver grå skravering det land, der er lagt til. Matrikulære ændringer efter kortets udarbejdelse er indtegnet med rødt. Landevejen til Hjørring var forholdsvis nyanlagt i 1854
Kystlinien ved Løkken/Furreby er syd for Furreby Bæk rykket udad og nord for rykket indad. Hvor meget, det drejer sig om, kan der nogenlunde sættes tal på for den periode, hvor der er foretaget kortopmålinger. På det bevarede matrikelkort for perioden 1854-1883 (Kort- og Matrikelstyrelsen) er angivet, hvad der er bortskyllet nord for Furreby Bæk. Da matrikelkortet fra udskiftningen i 1807 er brugt som grundkort er det formentlig perioden 1807-1883, det drejer sig om. På strækningen fra Furreby Bæk til kirken er der bortskyllet 20-30 m. Nord for kirken 70-80 m. Syd for bækken er der lagt til, men kun nogle få meter. Ud for ejerlavet Løkken Ladeplads er kortets angivelser usikre.
For den efterfølgende periode kan ændringerne ses ved at sammenligne det første målebordsblad (målestok 1:20.000), der ved Løkken blev udarbejdet ca. 1885, og 4 cm kortet (målestok 1:25.000) fra 1988. En opmåling på disse to kort giver følgende resultat:
Tallene angiver afstanden til klit/klintfoden fra det pågældende sted.
1885 1988
Støberivej/Søndergade 330 m 425 m
Sdr. Strandvej/Søndergade 160 m 275 m
Ndr. Strandvej/Nørregade 160 m 225 m
Furreby Gl. Skole 900 m1) 900 m1)
Furreby Kirke 370 m 275 m
1) Fra vandkanten
Opmålingen viser, at der syd for Furreby Bæk er blevet lagt ca. 100 m til på 100 år, mens der nord for er forsvundet ca. 100 m. Stranden er stort set lige bred de 2 år, bortset fra ved molen, hvor molen har medført en bredere strand et stykke syd for.
Om kystens tilbagerykning ved Furreby kan findes beretninger flere steder:
” Præsten i Børglum-Furreby-Vejby omtaler 1638, at en del af Furreby Sogn i fordums Tid er bortskyllet af Havet, og Sagnet fortæller, at der har ligget en Landsby Kinderup, som Havet har borttaget”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side 2. Beretningen er hentet fra indberetninger fra prof. Ole Worm i Jyske Samlinger 4. R 1. Bind)
”1890 lå ved Kodal mellem Løkken og Lyngby en stor Sten 100 Fod fra Skrænten, 1906 var den 83 Fod fra skrænten”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-4, side 2)
”I Tiden 1850-80 blev de fleste Steder i Furreby flyttet længere ind i Landet, og en Mand der var født ca. 1795, fortalte 1885, at Havet i hans Levetid havde bortskyllet Land af ca. ½ Fjerdingsvejs (ca. 900 m) Bredde ud for Furreby”
(Note af C. Klitgaard til artikel af A. Skjødsholm om matrikuleringen af Furreby Sogn i 1664 og 1668 i Vendsyssel Årbog 1937-38, side 73. Beretningen er hentet fra Jydske Samlinger 2.1. 130 ff.)
”Det synes mig sandsynligt, at der endnu ved Aar 1600 har været et lavtliggende Forland med Strand og Strandenge - som f. Eks. ved Kjul – mellem Furreby og Lønstrup, og at det på hin Tid er gaaet til Grunde ved Stormfloder. Da Havet naaede ind til de høje Lerskrænter, var der større Modstand at overvinde og Bortskylningen blev mere jævn, saaledes som den også er i vore Dage. Ogsaa Beliggenheden af de gamle romanske Kirker, vel fra Tden o. 1200, i Lyngby, Rubjerg, og Maarup viser hen til et stort Landtab på denne Kyst, thi man har næppe lagt Kirkerne i en Udside af Sognene.”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side 5.)
Ved kysten ud for Løkken By har der fra gammel tid været klitter, men klitbæltet har ikke været så bredt. Som det fremgår af kortopmålingerne ovenfor, var klitbæltet i 1885 ca. 100 m smallere end i 1988. I 1885 er højden på de højeste klittoppe angivet til 43, 47 og 51 fod, d.v.s. 13-16 m. På kortet i 1988 er de angivet til 11-16 m. Højden i 1885 har således nogenlunde været den samme, nogle steder dog nok lidt lavere. Signalmasten, der blev opsat i 1889, var oprindeligt placeret tæt på, hvor vandtårnet senere blev opført (opført i 1916). På postkort fra begyndelsen af 1900-tallet ses, at signalmasten oprindeligt var placeret på den højeste klittop. Senere, da vandtårnet kom til, ses, at dette ligger ca. 1-2 m højere end signalmasten.
Et billede fra 1905, hvor man ser signalmastens placering på klitten. Den blev sat op i 1889. Klitten ser som helhed lavere ud end i dag. Signalmasten har ingen tværstang. Til højre for masten ses det lille signalhus. Længere til højre (bagud) ses Badehotellets tepavillon og sømærket. Det sidste ligger noget længere bagud, men ses tydeligt, fordi det har størrelse. Vandtårnet og Strandpavillonen er ikke bygget endnu.
Klitgaard forklarer forholdene på følgende måde:
Den mægtige Sandvold, der nu ligger mellem Løkken By og Stranden, er således frembragt fra ca. 1885 ved Kunst af Klitvæsenet, nemlig ved at lade Flyvesandet opfange af et Bælte af udhugst af Fyr som fornyes, når Sandet har dækket det, og udvídes med flere Bælter mod Vest, efterhånden som Volden bliver højere og bredere, mens der samtidigt foretages Beplantning med Klittag (hjelme og marehalm) i Læsiden. Før ca. 1885 kunne man fra Løkken se over Klitten og ud over Havet.”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side40.)
Det sidste udsagn om, at man før 1885 kunne se over klitten og ud over havet harmonerer ikke med klithøjderne (og højdekurverne på kortet fra 1885). Der findes imidlertid også andre kilder, der angiver noget tilsvarende. Peter Boye beretter f. eks. i forbindelse med en byvandring i 1934, hvor han er nået til Thomas Larsen tidligere købmandsgård (der lå over for museet):
”Tidligere var her en gammel Kjørevej til Stranden (gik forbi Vejhuset), men nu lukket af høje Klitter som helt skjuler Havet, mens man tidligere kunne se Skibene fra Vinduerne lå på reden.”
(Tilføjelser til de om Løkken før skrevne Beretninger. Upubliceret beretning nedskrevet af Peter Boye)
Og i en anden sammenhæng:
”De høje Klitter, som nu skiller Byen fra Stranden, fandtes ikke i ældre tid. Man kunne den Gang staa inde i Byen eller sidde i sin Stue og se Skibene, der laa til Ankers ude på Reden mellem de to yderste Revler”
(Bidrag til Byen Løkkens Historie af S.C..Sortfeldt. Vendsysselske Aarbøger 1928)
Og Hilbert Grønbech nævner i forbindelse med omtale af skudehandelens storhedstid:
”Saaledes fortalte en af mine gamle Bekendte, at hun i sin Barndom fra Vinduerne i sit Hjem har talt 30 Skibe på Reden. Klitterne var nemlig for ca. 80 år siden ikke højere, end at man kunne gå i Byen og se ud over Havet ”
(Løkken i Gamle Dage af Hilbert Grønbech, 1934, side 6)
Det første bykort over Løkken optegnet i 1871-73 i forbindelse med, at byen blev matrikuleret. På kortet ses de 2 gamle vejforbindelser til stranden, Sverigesvej mod syd og Carl Jensens Vej mod nord. De veje, der afløste de to veje, Sdr. Strandvej og Ndr. Strandvej er også indtegnet på kortet, men de blev først anlagt senere. Der går en syd-nordgående vej mellem Sdr. Strandvej og Ndr. Strandvej, men den sandede til.
M. A. Goldschmidts beskriver i sin dagbog fra rejsen i 1865, hvor han besøgte Løkken, forholdene således: ”Der var fra Kroen (Gæstgivergaarden) forholdsvis tungt og langt til Havet. Vejen til Stranden, der ved Blokhus næsten romantisk går igennem en Hulvej og over en Klitbølge, åbner sig her med bred, kedelig gaben.”
Situationen i 1885, vurderet ud fra kortets højdekurver, var, at man fra husene i byen formentlig har kunnet se ud over havet gennem udmundingen af den nordlige strandvej (Carl Jensens Vej) hvor klitterne har været lave, og i forlængelse af Sverigesvej, hvor der var en slugt i klitterne. Vejene var de gamle adgangsveje til stranden. På den øvrige strækning har klitterne været for høje, selv om det tages i betragtning, at grundplanniveauet for husene i byen ligger skønsmæssigt 5-6 m over havoverfladen. Som nævnt var klitbæltet dengang væsentlig smallere, og det har også givet et bedre udkik i ”hullerne” Begge de gamle adgangsveje er vist på kortet ovenfor.
Man skal således længere tilbage for at finde den situation, som de 3 kilder samstemmende peger på, at klitterne var så lave, at man fra byen kunne se ud Havet over klitterne. Hilbert Grønbech giver faktisk en konkret datering - 1850’erne. Det er jo også sandsynligt, at man gradvis er blevet bedre til at beplante klitterne og holde på det sand, der fyger ind fra stranden, selvom det sker mere organiseret fra 1880’erne.
På det første bykort for Løkken fra 1807, ligger de yderste huse meget tæt på vandlinien. Det tyder på, at der ikke har været en egentlig klitbræmme på dette tidspunkt. Det er også sandsynligt, at strandkanten på dette tidspunkt har ligget længere inde. Havet har på strækningen ud for Løkken lagt til fra 1885-1988. Hvorfor skulle den ikke også have gjort dette fra 1807-1885?
Måles afstanden fra ejerlaugsgrænsen til vandlinien på kortet fra 1807 ud fra den målestok, der er angivet på kortet, når man frem til, at kystlinien på dette tidspunkt i alt fald har ligget 100 m længere inde. Målestoksangivelsen kan selvfølgelig være usikker, men der er næppe tvivl om at kystlinien i 1807 har ligget længere inde.
Følgende beretning fra tiden omkring Englandskrigen viser endvidere, at byen var mere udsat dengang:
”Fra Løkken haves følgende Efterretning: Natten mellem den 25. og 26. Decb. opkom her en skrækkelig Storm af Vestkanten, som vedvarede uden ophør i 24 Timer. Den gjorde ei alene stor Skade på Husene, ved at afrive Taget, men oprørte også Havet saa anseligt, at det bortrev hele Stykker af Kystgrunden og bortskyllede 2nde Huse, hvorved 2nde Familier blev gjorde husvilde midt under Vinterens Kulde. Ogsaa Fiskerne have taget betydelig Skade paa deres Fiskeredskaber, og flere have mistet deres Baade, som bleve istykkerslagne. Det rasende Hav tog endog et Fartøi, som staae paa Stranden! Og kastede det som en Bold langt oven på Klitbakkerne nogle Favne ivejr, og noget efter tog en uhyre Bølge det igjen, og førde det tilbage ned paa Stranden – et Skuespil, som ikke før er seet her. Skulde flere saadanne Storme komme, vil byen være udsat for megen Fare.”
(Jydske Efterretninger 1807, nr 2, 6. januar)
Udvidelsen og forlængelsen af molen i 2015, flyttede balancepunktet for kystnedbrydningen. Strømmene omkring molen blev anderledes og havet begyndte også at grave på strækningen fra molen til Furreby Bæk. Den nuværende strandlinie opretholdrs ved at sandfodre og kystsikre.
Problemerne med sandflugten i Løkken, før man fik mere styr på klitterne, beskrives meget levende af Sortfeldt med Peter Boye som kilde:
”De høje Klitter, som nu skiller Byen fra Stranden fandtes ikke i ældre Tid……. Det var derfor langt værre med Sandflugt i Byen end nu. Efter en Vestenstorm kunde der inde paa Vejen ligge høje Sanddriver, der undertiden kunde naa op til midt paa Vinduerne i Husene, og under selve Stormen fløj Store Skumklatter rundt omkring i Byen, saaledes at de Vinduer, der ikke dækkedes med Sand, blev fuldstændigt dækket af Havskum. Ogsaa i den østlige Del af Byen føg Sanddriverne sammen til smaa Klitpartier, som senere blev jævnet ud, da Byen efter banens anlæggelse udvidede sig mod Øst. Dagen før Løkkens Marked var hele Byen i Aktivitet med at jævne sanddriverne ud og fylde Hullerne, som Stormen ogsaa havde lavet. Der hvor Metodistkirken nu staar, var for ca. 60-70 Aar siden en stor Klitbanke og Klitdannelsen fortsatte Vest paa til hen mod Hjørringvejen. Mellem Klitbakkerne havde Løkkenboerne deres smaa Kartoffelhaver”
(Bidrag til Byen Løkkens Historie af S.C.Sortfeldt. Vendsysselske Aarbøger 1928, side143-144)
Går man tilbage i tiden findes oplysninger om sandflugten i præsteindberetningerne. De ældste indberetninger om sandflugt i Furreby Sogn er fra 1672:
”Mere medtaget var dog Fureby Sogn, hvor Havet også skyllede Land bort, og allerede 1672 hedder det, at Fureby var næsten helt ødelagt af Sandflugt. Dette Sogn blev 1669 skødet fra Kronen til Oberst Joakim v. Dibbern, som (o. 1673) afhjemlede det til Hans v. Qvalen, vel også en officer, der atter overdrog det til Jacob Stegelman til Stubberkloster (o. 1677), men paa Grund af Skatterestancer, blev dette af sandflugt ødelagte Jordegods 1678 tildømt Kongen, der udlagde det til Rytterhold, efter at sognets Hartkorn ca. 1673 var nedsat til 24 Tdr. Sandflugten vedblev, og 24. Marts 1735 afhjemledes ved Børglum Herreds Ting en vurdering af de 23 sandføgne Ejendomme her, hvis Hartkorn nedsættes til Halvdelen. Om Fureby Vandmølle hedder det i Tingsvidnet, at den var blevet flyttet 5-6 Gange fordi Sandet havde tilstoppet Fureby Bæk, saa den havde ændret Løb. I Kommissionsbetænkningen 1680 hedder det, at der nord for Kirken er en Sandmile, som ved Vestenstorm overløber Markjorden, og Sandflugten ødelagde ogsaa Engene og Fædriften sønden og østen for Byen."
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side 25)
Vrensted Sogn var også ramt af Sandflugt:
”Om Vrensted Sogn siger Sandflugtkommissionen 1680, at Aasendrup By laa for en stor Sandflugt, som fra Havet trængte paa deres Mark, Eng og Huse, særlig i Byens sydlige Del, og denne Ødelæggelse var begyndt for 7-8 aar siden. Om Sandflugten her vidner endnu de store ”Jomfrubakker” syd for Løkken, og af Børglum Herreds Tingbøger ser vi tillige, at det først var fra 1670erne, at Sandflugten her tog Overhaand.”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side 25-26)
Om bekæmpelsen af Sandflugt skriver Klitgaard generelt:
”Den første forordning til Sandflugtens Bekæmpelse kom 1539, og den blev i Tidernes Løb oftere fornyet, men saalænge Klitstrækningerne henlaa som Fælleseje og benyttedes til Fædrift, nyttede Forordningerne kun Lidt, idet Befolkningen savnede Sans for at frede om den selvvoksende Klitvegattion og ikke alene lod Hornkvæg og Faar græsse i Klitterne men ogsaa brugte Klittag til tækning og Rødderne af saadant til Løbebinding og lignende samt Tjørn til Ilding. I de vendsysselske Tingbøger forekommer der kun ganske undtagelsesvis Spor af, at Øvrigheden har grebet ind overfor Overtrædere af disse Forordninger eller af, at Amtmændene har publiceret Forordningerne ved Tingene.”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side 35)
Vor Tid, der ser de med Klittag (Hjelme og Marehalm) beplantede Klitter, der ogsaa til dels er bevokset med Tjørn og Græsarter, har vanskeligt ved at danne sig et Billede af Sandflugtens Beskaffenhed og Hærgninger i ældre Tid, men det maa i saa Henseende erindres, at det først var henimod Aar 1800, at man kom ind paa at forhindre Sandflugten ved Beplantning. Sandflugtens ødelæggelser henimod Aar 1700 fortsatte endnu langt ind i det 18. Aarhundrede – det vil jo være almindelig kendt, at St. Laurentii Kirke i Skagen blev delvis tilføget af Sand saa sent som 1775-1795 – men for de overvejende Egnes Vedkommende kulminerede Sandflugten dog omkring Aar 1700, og lidt efter lidt dannede der sig Grønsvær paa de sandføgne Jorder, hvor der var fugtigt eller Sandlaget jævnt og tyndt. Naturen hjalp sig selv, og efterhaanden kunde disse Arealer benyttes til Græsgange eller genopdyrkes, og ved Opdyrkningerne har man mange Steder fundet gamle Bopladser og Plovfurer fra før Ødelæggelserne.
19. Sept. 1792 udkom en forordning om Sandflugtens Dæmpning ved Beplantning, Klitternes Udskiftning og Deling samt Fredning og Opsyn med Sandflugten, og dermed toges der rationel fat paa Sandflugtens Bekæmpelse, som fra nu af gjorde gode Fremskridt. Arbejdet udførtes som Pligtarbejde af Herredets Befolkning (jfr. Plakat af 6. Marts 1838) og i Hvetbo herred mindes man endnu, naar Gjølboerne kom paa Klitarbejde, fordi de bar klæder af ufarvet Vadmel. Senere kom Loven af 29. Marts 1867 om Sandflugtens Dæmpning m.v.
Ved Midten af 1800erne laa dog endnu mange Klitpartier hen som nøgne, hvide Miler i Lighed med den naturfredede Raabjerg Mile i vore Dage, og i Stormvejr stod Sandet fra dem som en hvirvlende Røg.”
(Sandflugten i Vendsyssel af C. Klitgaard, Vendsyssel Årbog 1941-42, side 38-
