Den femte Verdensdel besøges

Skibet laa i London og ladede Stykgods for Australien, men jeg kunde lige naa en lille Rejse hjem. Jeg var dog kun i Løkken i to Dage, da der kom Telegram fra London om at stille saa hurtigt som muligt. Skønt jeg gerne vilde være blevet noget længere hos min Moder, maatte jeg jo afsted. Straks ved ankomsten til London blev jeg mønstret, og jeg følte mig atter hjemme. Vor Rejses Maal var Adelaide i Australien, og fraset et par Storme nede ved Kap det gode Haab, hvor vi gjorde flittig jagt paa Albatrosser og Kapduer, gik Rejsen udmærket, og vi ankom til Adelaide i September. Jeg kom godt ud af det med Officererne og det øvrige Mandskab om Bord, selv om jeg til tider følte noget fremmed mellem alle disse Tyskere, hvoraf Besætningen bestod.

En Aften, da jeg var gaaet en lille Tur i Land sammen med Tømmermanden, som var inviteret hen til en derboende tysk Familie, skete det, at da vi gik tilbage og skulde om Bord paa Skibet, traadte Tømmermade fejl af Planken og dumpede i Vandet. Her kom min Svømmefærdighed mig tilgode. Jeg raabte først saa højt, jeg kunde, og da jeg var sikker paa at være blevet hørt, sprang jeg i Vandet og fik fat i min Kammeret, og da der hurtigt blev hevet en Tovende ned til os, fik jeg den første Line bundet om Livet paa Manden, som blev halet om Bord, hvorpaa jeg selv blev halet op i næste Tov. Imidlertid var hele Mandskabet kommet paa Dækket, selv Officererne var sprunget ud af Køjerne, og da vi begge var i god behold paa Dækket, begyndte Kaptajnen at skælde ud. Han lod os vide, hvilken Ængstelse han var komme i. Tømmermanden, der havde faaet sit vaade Tøj af inde i sin Kahyt, maatte nu rigtig holde for, men da Kaptajnen mærkede, at ingen af os havde nydt Spiritus, og da tillige det øvrige Mandskab fortalte om min resolutte Optræden og Tømmermanden bevidnede, at uden min Snarraadighed og Beslutsomhed var han druknet, vendte Piben sig til en anden Lyd, og fra den Dag var jeg en Trap højere om Bord.

Fra den modsatte Side af Fjorden, hvor der voksede Skov, hentede vi Grene med nyligt udsprunget Løv og pyntede Stordækket dermed. Jeg tror, vi havde Bal næsten hver Aften, og en Mængde Mennesker inde fra Byen kom om Bord med deres Damer, og disse Gæster bragte Kager eller Frugt med, saa mens vi laa her, morede vi os storartet. Tiden svandt saa hurtigt hen, at da vi skulde sejle, var det med Vemod, vi forlod Adelaide med kurs mod Newcastle, hvor vi skulde indlade Kul for San Francisco. Med en god Brise fra Sydvest forlod vi Australien. Kaptajnen gik op og ned paa Agterdækket, da en fremmed Mand pludseligt viste sig på Fordækket. Der blev stor Opstandelse og, og endnu større var Forbavselsen, da endnu en Mand kom op af Forlugen. Kaptajnen gav Ordre til at brase Sejlene, mens han forhørte Desertørerne og desuden hejste vi Politiflag. Nogle Mænd med Lygter blev sendt ned i Lasten for at se efter, om der skulde være flere, og endnu to Mand kom frem. De fire Desertører bad saa ynkeligt Kaptajnen om at faa lov til at sejle med til San Fansciso, og da det var forbundet med en Del Vanskeligheder at stoppe nu, blev Sejlene atter sat til. , og vi forsatte, mens Kaptajnen dog svor paa, at Mændene skulde blive sat i Land paa den første Sydhavsø, vi passerede. Heldigvis kom vi ingen Ø saa nær, at Kaptajnens Trussel gik i Opfyldelse, og Desertørerne forblev om Bord til vi fik en Damper for Bougen og blev slæbt ind gennem ”the golden gate”, som Indsejlingen til San Francisco hedder. Her slap de fire i Land. I San Francisco traf jeg bekendte hjemme fra. En ved Navn Poul Gulbek fra Hjørring og Jacob Urmagers Søn Martin fra Løkken. Han havde haft en Broder Laurits, men han var druknet. Denne Martin og Poul Gulbek var med mig i land, og de opfordrede mig til at blive i San Francisco og tage op til Alaska paa Laksefiskeri. Jeg kunde dog ikke nænne at forlade vort smukke Skib og flinke Officerer. Derimod tog fire af vort gamle Mandskab fra London Udgangsbillet, og vi maatte have andre i Stedet. Der var imidlertid Mangel paa Søfolk, og flere Skibe laa og ventede på Mandskab. Endelig fik vi fire saakaldte Matroser med. De ankom i Døddrukken Tilstand, lige da vi skulde Sejle. Vi vidste ikke engang, hvilken Nationalitet, de havde. De tre kunde tale Engelsk, men den fjerde var der ingen, der kunde forstaa. Da Rusen var sovet ud, opdagede jeg dog, at han var Finne og kunde en ganske lille Smule Engelsk. Han var meget forknyt, for han var lige kommet til Amerika som Emigrant, og var nu ved et Uheld blevet bragt om Bord i drukken Tilstand. Han havde aldrig været til Søs før, og som Tiden gik lærte jeg ham de almindeligste Søkundskaber, saaledes at han kunde tage Hyre som Matros i England tilbage til Amerika. Vi havde 5 Maaneders Rejse til England, hvilket var den almindelige Tid fra Vestkysten af Amerika til Europa.

Da vi var kommet ind i NO-Passaten, mødte vi en dag et Skib, som saa ud til at være en af Brasiliens-Skonnerter, som sejler mellem Hamborg og Brasilien. Det viste sig, da den kom nærmere, at det var en dansk Skonnert, og hvor var det dog ikke mærkeligt saa langt fra sit Hjemland at møde en Landsmand. Vi kippede nu med Flaget, og videre gik det med en Fart af 8-9 Mil, og den 152. Dag efter vor Afrejse fra San Francisco fik vi Lods om Bord, og fra Bristol i England afmønstrede jeg for at rejse hjem. Tillige med mig var en Del af Mandskabet, der vilde hjem. De rejste over Hamburg, men jeg vilde ikke den Vej, for kom jeg til Hamburg, havde jeg saa mange Bekendte der, og det kunde forhale Rejsen. Over Hull fik jeg Hyre med en Svendborg-Skonnert, og kun otte Dage efter var vi i Svendborg, hvorfra jeg rejste hjem. Det var i November 1881. Vinteren, som jeg tilbragte i Hjemmet, blev mig snart for ensformig, og tidlig paa Foraaret tog jeg Hyre paa en lille Skonnert, foranlediget dertil af min Broder Johan, der ogsaa var med. Vi var kun fire Mand om Bord, Kaptajnen, Styrmanden, Johan og jeg. Jeg havde paataget mig Kokkens Plads, tillige med at jeg maatte passe min Vagt, men naar jeg havde Roret, rumsterede Kaptajnen med Gryderne. Naar vi laa i Land, maatte jeg selvfølgelig altid passe Kokkeriet, og denne Tilværelse havde nær taget livet af mig. Hvor længtes jeg ikke efter Syden, Middelhavet, Indien, Kina og Tropernes herlige Frugter. De store, vidunderlige, hemlighedsfulde Landes forskellige Folketyper. Tusind og en Nats Drømme. Afrikanere, Arabere, Persere, Indere, Kinesere, Japanere og saa fremdeles.

Vi laa indefrosset paa Island med Iablokkene drivende rundt om Skuden. De var til Tider saa høje, at Mastetoppene var helt skjulte mod Land, og en Nat blev vi nødt til at gaa i Land, saa voldsomt pressedes Isen ind i Fjorden. Vi var sejlet fra København den 8. April, og var hurtigt kommet til Island, hvor vi var saa heldige at komme ind i Fjorden, før Isen satte ind. Den næste Dag var der ikke blaat Vand at øjne. Vi laa her i tre Maaneder fuldstændigt indespærrede, og det var efter sigende 200 Aar siden, der havde været saa store og vedvarende Isskruninger. Vi havde losset vort Stykgods i Land til Faktoriet, hvorefter vi gjorde en Rejse til Liverpool efter Salt, og saa hjem til København med Fisk, Uld og Skind. Det var hele Sommeren, der var gaaet til denne Rejse, og hvor var denne Sommer lang. Jeg søgte fra København Hyre vestpaa, men det var vanskeligt at faa en saadan Lejlighed. Der var Skibe nok i Nord- og Østersøfarten, men det betakkede jeg mig for. Jeg spekulerede på at rejse til Hamburg, da Forhyringsagenten kom hen til mig og sagde, at der nu laa en stor Russerbark paa Reden, som skulle have en Matros, og nu skulde jeg Fandn hente ham ud, nu vilde de ikke have mig gaaende længere. Naa jeg var ogsaa klar, det var jo ogsaa ved at være smaat med pengene; den lange, kedsommelige Islandstur krævede jo stimulans, og København bød paa nok i den Retning. Jeg maatte møde paa det russiske Konsulat og fik her hyre med Barken ”Koronia” af Reval, der skulde til Kydten af Irland med Planker. Jeg fik Ordre til at møde ved Toldboden Klokken 2 samme Dag. Saadan gik det nu ikke.                                                              

Nu skulde jeg jo forlade København og mit Fædreland for lang Tid, ja maaske for bestandig, og da jeg nu havde ”Syle” paa Lommen, gik jeg og nogle Venner ud for at more os. Den næste Morgen kom min Vært og vækkede mig og fortalte, at Hyrebarkassen laa dernede og havde Politiet om Bord. Jeg fik i en Fart mit Tøj paa, min Bagage pakket, og ude i Køkkenet betalte jeg min Regning til Værtens Hustru og gav Pigerne rigelige Drikkepenge, hvorfpt de kyssede mig paa baade Øre og Mund. Det var meget rørende. Jeg tog en Droske ned til Toldboden. Her var det min Agt at tage en Færgebaad  ud til Skibet, men jeg opdagede at der laa en Baad fra Russerne med to af mine fremtidige Skibskammerater om Bord. De havde sejlet Kaptajnen ind, og denne var nu oppe i Byen. Jeg tog da de to Russere med op paa Runddelen og trakterede dem, og da Kaptajnen kom, var vi alle i en noget løftet Stemning.  Vi naaede snart ud til Skibet, som fik Ordre til at lette. Dette var noget andet end at gaa i København, men dog skal ærligt indrømmes, at jeg ikke var videre begejstret for det. Jeg fik Vagt sammen med 1. Styrmand. Jeg tog nu min Køje i Besiddelse. Det var den yderste mod Rufdøren, og selvfølgelig den mest ubekvemme. En Spaanmadras havde jeg faaet med blandt min øvrige Bagage, og den blev nu pakket ud. Der var renligt og pænt hernede i Lukafet, hvad der forundrede mig: jeg havde nærmest ventet Russerstank. Nu satte en af Mandskabet Brød, Smør, Kød og en Tekedel paa Bordet. Sukker manglede der heller ikke noget af, og jeg var lige ved at tro, det ikke var en Russer, men en Dansker eller Tysker.

Tiden gik med krydsning op gennem Nordsøen og den engelske Kanal op til det nordøstlige af Irland, omtrent lige over for Glasgow, ved en lille Plads, som hed Larne. Ved Middagstid var de sidste Planker gaaet over Rælingen. Vi skulde saa indtage Kul til Vestindien, og for saa vidt var Farten for min Skyld god nok, det var jo mit Ønske at komme bort fra Kulden til varmere Egne; men til Vestindien syntes jeg dog ikke, jeg vilde, og saa ovenikøbet med en Russer. Da Middagsklokken lød, gik jeg op til Kaptajnen og bad om nogle Penge. Han svarede, at jeg kunde vente, til vi kom til Københsavn, saa skulde hele Mandskabet faa en Maaneds Hyre; men da der var Ting, som jeg gerne vilde købe med det samme, fik jeg et Pund Sterling. Efter Middag havde vi alle en Times Hvil, hvor de fleste lagde sig paa Køjen og tændte Piben. Jeg tog mit bedste Tøj paa; jeg vilde jo i Land for at handle, og ingen tog Notits af mig. Min Beregning var i Orden. Jeg havde bemærket, at ved Totiden anløb en Passagerdamper Havnen. Den sejlede i Rutefart mellem Irland og Glasgow. I denne gik jeg om Bord, og ved Tretiden forlod vi Havnen og sejlede – over Georgskanalen – til Glasgow, og siden har jeg aldrig hørt noget til Barken ”Koronia”.

Efter en del forgæves Forsøg paa at faa Hyre traf jeg en Dag en Nordmand, som manglede et helt Mandskab. Jeg fulgte ham ned til Dokken, hvor Skibet laa; men vor Herre bevares for en Plimsoller. Det var en gammel Fuldrigger, New Scotsmann af Bygning, fuld af Møg og Skidt baade indvendigt og udvendigt. Nej saa hellere med Russeren til Dommedag. Min Maanedshyre havde snart faaet Ben at gaa paa; men heldigvis var Lykken bedre end Forstanden. Jeg løb lige paa en Forhyringsagent, som kom gaaende med en Del Søfolk. Jeg fulgte efter og saa, da vi kom ned til Havnen, en ny tremastet Fuldrigger lastet færdig til at forlade Dokken ved første Tidevande. Jeg tilbød mig straks og blev mønstret som fuldbefaren Matros. Mine første Maanedspenge fik jeg ved Entringen af Fuldriggeren, som hed ”Winnepeg” af Quebeck. Den var lastet med Jernbaneslippers og skulde til Buenos Aires ved Plata-Mundingen. Her om Bord var alt nyt. Skibet havde gjort sin første Rejse mellem Quebeck og Glasgow, og nu skulde vi Syd paa ud til nye Eventyr under fremmede Folk og fremmede Flag. Her følte jeg mig glad over atter at være til Søs. For hvor er Landjorden dræbende for en Sømand, naar Lommen er tom – ja jeg tror næsten, at Sømanden er det mest fortabte Væsen paa Landjorden under saadanne Forhold. Hele min Hyre var nu ogsaa gaaet Fløjten, dels til Logis, Mad, en Straasæk til at ligge paa og andre nødvendige Ting, og dels til Tobak og lidt godt Humør. Før Slæbedamperen, der slæbte os ud af Dokken, endnu havde forladt os, blev vi kaldt Agter, og vor Navne blev raabt op. Vagterne blev derefter fordelt. 1. Styrmand tog første Vagt, 2. Styrmand den næste og saa fremdeles. Vi var 22 Matroser om Bord foruden Kaptajnen, 2 Styrmænd, Baadsmand, Sejlmager, Tømmermand og ”Doktoren”, som Kokken ofte blev kaldt. Altsaa i alt 29 Sjæle, hvoraf jeg var den eneste Skandinaver. Vi var alle i mere eller mindre løftet Stemning efter Afskeden med Glasgow, og da vi skulde sætte Sejl, skete det under en Opsang, hvor den ene skreg højere end den anden. Man har ofte hørt om, at der ligefrem kan opstaa Ballade under en saadan Afrejse, men her gik det dog nogenlunde. Da de nødvendige Sejl var sat, lod Officererne os passe os selv og sove Rusen ud.

Ved Frokosten næste Morgen skulde vi først til at betragte hinanden. Jeg havde glædet mig til at træffe i det mindste een Skandinaver om Bord. Den første Frivagt kom nu til mig, og da Rusen for de flestes vekommende var sovet ud, spurgte jeg paa rent Dansk, om der var nogen Skandinaver om Bord. Jeg blev betragtet forfra og fra Siden, uden at nogen sagde noget, og jeg forstod, at ingen kendte Sproget. Der blev nu en plabren paa et Sprog, jeg ikke forstod en Tøddel af , og jeg kunde lige saa godt tro, at det var en Bande Pirater, jeg var kommet i Selskab med. Der var imellem dem en stor, sortsmusket Karl, som havde Køjen under min. Til ham rettede jeg paa ny mit Spørgsmaal, denne Gang paa Engelsk blandet med det saakaldte Sømandssprog, en Blanding af flere forskellige Sprog. Som Svar paa mit Spørgsmaal, udbrød han, at alle i dette Lukaf var Franskmænd. Dette var Grunden til, at jeg ikke havde forstået dem. I Lukafet har man Lov til at tale, hvad Sprog man vil, men paa Dækket maatte der kun tales Engelsk. Vi blev nu ritig gode Kammerater, og jeg blev snart klat over, hvor mine Messekammerater hørte hjemme. De fleste af dem var fra Øen Jersey i den engelske Kanal, og de havde næsten udelukkende sejlet med engelske Skibe. Disse Franskmænd fra Øerne er velkomne i engelske Skibe. Englænderne vil hellere have disse om Bord end f.Eks. Irlændere, og dette var sikkert Grunden til, at alle paa den Vagt var Franskmænd. Paa den anden Vagt var et Par Skotter og en Irlænder, som for resten var noget af en Komiker. Desuden var der en Spanier, som ikke rigtig var det engelske Sprog mægtig. Hans Udtalelser endte altid med Ordet ”Karako”, og hvad han mente med det, aner jeg ikke. Talte man til ham, svarede han altid med dette ene Ord. Officererne regnede da heller ikke rigtig med ham, og da vi var kommet til Buenos Aires, forsvandt han i en af de Lægtere, der kom for at hente Ladningen.

Paa vor Sejlads blev vi overfaldet af et Par Storme, og særlig én Gang havde vi Vanskeligheder. Vor Ladning, der jo bestod af Jernbaneslippers, blev forskubbet over til Læ, og vi fik en ret voldsom Slagside. Vi blev alle kommanderet ned for at flytte Ladningen over til Luvart igen, hvilket var et ret anstrengende Stykke Arbejde. Vi arbejdede hele Natten med dette. Ved Daggry kom vi endelig op og fik noget at spise. Men aldrig så snart var vi færdige med at spise, før det var galt et andet Sted. Ved Skibets voldsomme slingren var hele Rigningen kommet ud af sit Leje, og det saa ud til, at baade Mast og Ræer kunde gaa overbord. Hele Rigningen var jo ny og havde og havde under disse Forhold strakt sig voldsomt. Vi fik anbragt stærke Tove og Taljer paa Bardunerne og søgte at surre sammen saa vidt muligt., hver gang Skibet slingrede til Luvart. Da vi var færdige dermed, tog vi fat paa at faa Taljerebene halet igennem og om muligt faa Skibet over paa den anden Bou. Vi arbejdede hele Natten og Dagen, og mod Aften lykkedes det os at faa Skibet halet rundt. Det blæste fremdeles orkanagtigt fra NV, og vi maatte sætte Klyver for at faa Skibet til at falde af.. Skinklerne paa denne Klyver bestod af Jerntove, saa tykke som en Arm; men de blev trevlet lige saa nydeligt op, saa de hang som traade saa fine som Silke. Sejlet gik naturligvis ogsaa i Laser, før vi fik det bjerget. Kokken havde faaet noget Mad bikset sammen, og efter at vi havde faaet det  samt en stærk kop Kaffe, maatte vi igen ned i Lasten. Det var den anden Nat, og det er vel forstaaeligt, at mange af os blev slappe og faldt fra, deriblandt mig selv, og hvor var hvilen sød, selv mellem disse Jernpuder. Endelig blev der Varskoet ”Bagbords Vagt ind” men alligevel tror jeg, at de fleste blev liggende i Lasten. Jeg husker at Kammeraten i Undertrøjen vilde nyde en Cigaret, men da jeg vaagnede næste Morgen, laa han ind over Kistebænken med en utændt Cigaret i Munden. Ja det var den første haarde Omgang i ”Winnipeg”.

Nu lysnede det dog, og Humøret steg kendeligt. Med Glæde og Sang blev de sidste Sejl sat, og vi gled nu rask ned gennem Nordøst Passaten. – Delfinerne legede omkring Skibet, og nu og da landede en Flyvefisk paa Dækket. Alt var saaledes lutter Idyl. Og Dagene gik hurtigt, thi der var nok at rive i. Rigningen blev lavet ordentlig istand, og en ny Klyver skulde laves som Erstatning for den, der gik overbord. Her ko mine Kundskaber mig igen tilgode, thi den Sejlmager, vi havde om Bord, havde aldrig før syet et Sejl paa egen Haand, jvilket jeg snart mærkede, og da han var færdig med Klyveren, var den fuldkommen ubrugelig. Jeg fik da Lov til at lave den om og fik den ogsaa fuldstændig i Orden. Men jeg glemmer aldrig Sejlmageren, der for resten var Skotte. Han kunde, naar han havde Frivagt, staa i lange Tider og betragte mig, naar jeg syede, som om han undrede sig over, at jeg skulde kunde ordne Sejlet. Han kom dog aldrig med en fortrydelig Bemærkning, fordi jeg havde taget Arbejdet fra ham.

Vi var nu naaet et godt Stykke mod Syd, og en Dag blev Handelsvarerne taget frem. Det var en Del forskellige Ting, som Kaptajnen havde købt i Land, og som vi nu kunde købe. Priserne var de såkaldte Søpriser, som næsten er det dobbelte af, hvad de ellers er i Land. Men det er jo saadan med en Sømand, at naar han har Penge paa Lommen, spiller det ingen Rolle, om der gaar lidt mere til end ellers. Det ser man ogsaa tydeligt, naar Sømanden kommer i Land, særlig fra de store Rejser, saa er han ikke bange for at flotte sig lidt. Men der kommer i de flestes Tankegang dog en længsel efter det Elemant, hvor han har levet og stridt sammen med Kammeraterne i den storladne Natur, og blandt de fremmede Folkeslag med deres særprægede Levevis og Skikke. Enhver Sømand lover sig selv, at naar han næste Gang kommer i Land, saa skal han spare paa Pengene. Men, Ak og Ve, saadan gaar det sjældent. Da nu disse Handelsvarer blev blev lagt frem, kunde vi heller ikke lade være med at købe dem. Der var fint Landgangstøj, Manchetskjorter, Skotøj af forskellig Art, Arbejdstøj, Gafler, Knive og Skeer, Skriverekvisitter, og om det saa var Eau de Cologne, kunde man faa det. Dertil kom forskelligt Tobak osv. Vi var nu rullet jævnt ned mod Linien med en stør NO-Passat og alle Sejl i Kant. Vagterne skiftede regelmæssigt, og paa Frivagterne blev der ogsaa bestilt en hel Del. Nogle snittede smaa Sejlskibe eller andre Ting, naar de kunde faa et passende Stykke Træ hos Tømmer manden. Andre lappede paa deres tøj eller Støvler; man kunde som Regel altid tiltuske sig lidt Læder, eller man kunde bruge de aflagte Søstøvler. Der var ogsaa enkelte, der fik fat i lidt fra Malerskabet, og Kunstmaleriet tog Fart. Og frem for alt blev Kammeratskabet holdt vedlige. Vi var en stor sammenlevet Flok, der jo havde prøvet saa mange ting sammen, og der var rig Lejlighed til hyggelige Timer, selv om det somme Tider kunde knibe med at forstaa hinandens Sprog.

Med ustadige Vinde og Regnbyger og af og til Vindstille laa vi nu og ventede paa at komme over Linjen og faa fat i SØ.Passagen. Her vil jeg tillade at røbe nogle Tanker, jeg havde en Nat, jeg var paa Vagt, mens vi laa hernede vad Ækvator. Jeg kom til at tænke paa min Ungdom, som nu var svundet hen paa en saa Sorgløs Maade. Jeg havde i den Tid næsten ikke været hjemme , og hvorledes havde min gamle Mor det derhjemme; var hun fremdeles rask, og tænkte hun maaske paa hendes Dreng, hvor han nu end fartede om? Siden jeg forlod København, havde jeg ingen Anledning haft til at skrive, og nu laa jeg nede under Linjen, og lange Tider vilde gaa, før jeg kunde sende hende nogen Meddelelse, og det kunde jo nemt indtræffe, at hun aldrig mere skulde Høre fra mig. – Kære Moder, kunde jeg dog blot i dette Øjeblik falde paa Knæ og bede om Tilgivelse – Den mørke Tropenat tvang mig til at se op mod Stjernehimlen, og med barnlig Ydmygelse bad jeg Forsynet beskytte mig, og at et nyt og mindre vildt liv endnu engang skulde bringe mig hjem til mit elskede Hjemland. Ja, disse skønne uforglemmelige Barneminder, hvor kom de dog lyslevende og kaldte paa mig. Jeg saa mig selv gaa derhjemme paa Standen mellem Baadene blandt mine Kammerater, mens vi vadede langs med Kilden en Sommermorgen. Ak ja, skønne Minder fra dette pragtfulde Strykke Natur med dets Klitter, hvor Marehalmen sagte vifter for Vestenvinden. Og saa afbrød en bevægelse i Skibet mine Drømme. Sejlene, som hængte slappe ned fra Merssejl til Fok gav et lille Dask tilbage, det var de sidste mærkbare dønninger fra Nord. Styrmanden kom ned fra Stordækket: ”Bras Styrbords For- og Agterfald”. En frisk Brise fra SØ. Fyldte de vide Sejl. Langsomt begyndte Skibet sin Fart. SØ-Passaten var naaet.

Videre – Videre

Vi havde fremdeles fuldt op af Arbejde, og specielt med Rigningen, som trængte til Eftersyn. Blokke blev repareret og malede, og rærerne fik ogsaa en gang Maling. Nu gik det jo med en støt Kurs og en stadig Vind fra SØ, og der var derfor rigelig Anledning til saadant Arbejde. Spanieren og et Par andre havde stadig Arbejde med Ankerkættingerne, som blev halet op og indsmurt i Blackfernis, som er en slags Kultjære, der tørrer hurtigt, men er tynd som Fernis. Derefter blev de atter firret ned i de respektive Kædekasser, og paa den maade gik Dagene udmærket. Og saa skete det da en Søndag Morgen, at vi ankrede op paa La Plata. Vor Last blev i Løbet af Ugen losset over i Lægterne, som kom paa Siden af os. Vi laa paa Floden ca. en Mil neden for Byen Buenos Aires. Folkene var selvfølgelig Spaniere, og her var en Tjans for den Spanier, vi havde om Bord. Han forsvandt med den første Lægter, der kom op paa Siden af os, og der var egentlig ingen, der savnede ham. Saaledes gik Ugen, og saa længe, der var Slippers i Lugen, gik det meget let, men da vi først skulle til at bære dem Stykke for Stykke fra for og Agter, begyndte det at kniibe, og en Dag blev vi alle enige om, at dette var for haardt. Jeg skal ogsaa villigt indrømme, at der skuld nu en hel Del til at løfte saadan et stykke Jern, og det halve af Mandskabet laa i Køjerne med Mavesmerter, og selvfølgelig næg-tede vi rent ud at forsætte med Arbejdet. Dette blev meddelt Kaptajnen, der kom om Bord (han boede paa et Hotel i Byen). Han havde en Læge med sig, og de syge blev undersøgt. Det blev saa bestemt, at der skulde udvælges tre Mænd, som skulde følge med Kaptajnen ind til Konsulatet, for muligvis kunde hele Mandskabet blive afmønstret her i Buenos Aires. I hvert Fald ville vi ikke fortsætte Arbejdet. Jeg var blandt de tre Mand, der blev udtaget, og foruden mig var der Franskmanden, der havde Køjen under mig, og desuden en Irlænder. ”Tag nu alt det Kluns paa, du kan have”, sagde Franskmanden til mig, ”for vi gaar ikke om Bord igen” Men det vilde jeg dog ikke. Det blev ogsaa for galt, om jeg skulde rømme fra det ene Skib til det andet.
Naa, vi fulgte som sagt med Kaptajnen ind, og for første Gang og for resten ogsaa for sidste, satte jeg mine Ben i Buenos Aires. Da vi havde gaaet lidt op ad Gaden, gav mine Kammerater mig et Puf og forsvandt omkring et Hjørne, men jeg vilde som sagt ikke følge efter dem. Lidt efter vendte Kaptajnen sig om og spurgte, hvor de to andre var henne. Han kunde imidlertid nok forstaa Sammenhænget, og vi gik saa alene til Konsulatet. Der blev spurgt, hvad vi vilde. Og jeg sagde da, at vi havde nedlagt Arbejdet, fordi det var for haardt, og nu vilde vi gerne afmønstres. Det kunde overhovedet ikke lade sig gøre, før vi kom til en engelsk Havn, og saa var den Konference ikke længere. Kaptajnen sagde saa til mig, hvornaar jeg skulde være ved Kajen for at tage tilbage til Skibet, og derefter forsvandt jeg ud for at se paa Byen. Endnu et par af Mandskabet forlod os, og vi manglede nu fem Mand. Alligevel fortsatte vi Rejsen uden ny Paamønstring. og gik i Ballast til Calcutta i Forindien. Jeg havde bestemt, at jeg for en enkelt Gangs Skyld vilde være Afholdsmand, og ikke gaa i Land, for jeg havde ofte hørt om, hvorledes Sømænd paa en sørgelig Maade endte deres Dage her paa de indiske Floder, fordi de havde drukket sig fulde. Det varede heller ikke mange Dage, før vi fik Penge og Landlov, men resultatet var, at Størsteparten af Mandskabet havde Feber den følgend Morgen og blev sendt paa Hospitalet. Nu var det netop ogsaa i den varmeste tid paa Aaret, og da Gutterne havde drukket sig fulde, var de faldet i Søvn, hvorefter Myggene havde overfaldet dem.
For at være ærlig skal jeg dog indrømme, at jeg nu ikke var saa afholdende, som jeg først havde bestemt mig til at være. Da jeg var i Land, tog jeg mig et ordentlig Glas Rom, dog uden at mine Kammerater saa det, og jeg drak ikke mere end det ene Glas. Vi tog nu en Lad-ning Juteballer om Bord og afgik med Ordre for Falmout. Vi havde faaet otte nye Mand om Bord. Det var alle Englændere, som havde ligget paa Hospitalet med Feber, og jeg husker, hvor afkræftede, de var og hvilket Mas, vi havde med at komme ud af Ganges’ mudrede Munding. Første fter at have opholdt os nogen Tid i den friske Søluft, kunde vi genoptage Arbejdet med den gamle Kraft. Der var vel heller ikke noget at sige til, at en Nordbo bliver mat i Sokkerne, naar han Nat efter Nat maa ligge i sin Køje, medens Sveden hagler af ham, samtidigt med, at han overfaldes af Kuldegysninger. Nede ved Kap det gode Haab fangede vi Kapduer og Albatros, samtidigt med, at vi fiksede Skibet op indvendigt med Maling og lignende. Vi blev udsat for et Par Storme, hvor vi maatte være to Mand ved Roret, men snart kom vi ind i Passaten, og saa gik Turen rask mod Hjemmet. Snart fik vi den engelske Kyst i Sigte med Fyrtaarnet ved Lands End. Vi ankrede op paa Falmouth Red og kom af med den lette Bomuldslast. Derfra modtog vi Ordre for Bremerhaven. Vel ankommet til Bremerhaven afmønstrede jeg fra ”Winnipeg” den 25. Oktober 1883. Jeg vikde nu en Tur hjem og se til min Moder og tog Afsked med det smukke Skib, der nu havde huset mig saa længe, hvorefter jeg tog første Tog hjem.

Hjemme
Da mine Storsejladser hermed er afsluttet og jeg vender hjem til Løkken, skal jeg bemærke, at det kun er i store Træk, jeg har skildret disse, og skulde det ske, at jeg har været lidt kedelig og langtrukken i mine Beskrivelser, maa Læserne have mig undskyldt, jeg er jo hverken For-fatter eller Journalist. Jeg var ærlig talt glad for at være hjemme igen, og min kære Moder var heldigvis endnu ved godt Helbred. Det var netop i den Tid, hvor det store Flynderfiskeri sat-te ind, og der var nok for mig at gøre. Min gamle Ven S. Sand, var lige kommet hjem fra Amerika, og vi blev nu enige om i Fællesskab at købe en Baad, og da der netop var en ny Baad til salg i Nr. Lyngby til 500 Kroner, var det naturligt, at vi købte den. Redskaber til Baaden og mange andre Ting, blandt andet istandsættelse af Hjemmet, tog jo rigtignok de fleste af de opsparede Skillinger, men nu havde vi da en Baad at sejle med, hvilket vel var det vigtigste. Jeg havde ikke været ret længe hjemme, før daværende Opsynsmand ved Red-ningsstationen i Løkken, Ib Vinter, kom og tilbød mig Plads som Baadsmand ved Rednings-baaden i Stedet for gamle P. Christensen, kaldet store Pier. Jeg modtog med glæde Tilbuddet, men ikke fordi det gav nogen stor Løn. Maanedsgagen var paa 4 Kroner, men det betragtedes i de Dage som en stor Ære at høre til Redningsmandskabet.
Det første Aar, vi havde Baaden, fiskede vi ganske godt med Bakker. Det var hovedsageligt Kuller og store Torsk, og da en Tysker ved navn Bonsted havde begyndt en Fiskeeksport til Hamboorg og Altona, kunde vi næsten altid faa vores Fangst afsat. Den samme Mand opkøb-te ogsaa vore Hummer om Sommeren. Prisen var dengang siger og skriver fem og tredive Øre pr. Stk. Det følgende Foraar var der en rigtig god Fiskeperiode, men jeg spekulerede paa, om det ikke kunde betale sig at gaa op til Lønstrup og opkøbe Lønstrupfiskernes Ladninger. De fiskede nemlig Flynder deroppe, og dem var der ikke ret mange af ved Løkken. Jeg blev da enig med min Nabo, Jens Rommerdal, om, at vi skulde følges Ad. Hvis Vejret tillod det, vil-de vi sejle til Norge med Fangsten, ellers vendte vi hjem. Vi naaede til Lønstrup og fik Fang-sten om Bord, og da der blæste en pæn Vind, startede vi med Norge som Maal.
Vi satte altsaa Kursen mod Nord med en ½ Streg til Vest og strøg afsted med alle sejl satte. Ved Syvtiden var vinden frisket saa meget op, at vi maatte bjerge Mesan og Fok. Baaden løb med en Fart, saa Vandet begyndte at koge over Agterebdeb. Snart maatte vi ogsaa bjerge Topsejlet, og ved Nitiden satte vi dt første Reb i Storsejlet og bjergede Klyveren. Vinden blæste stadig op , og samtidig begyndte det at regne. Vi fortsatte troligt vores Kurs til Klok-ken elleve, men jævnligt maatte vi bruge Pumpen, fordi vi havde faaet en Styrtsø over os. Tilsidst blev vi dog enige om at mindske Farten. Søen var jo ikke saa lidt høj, og desuden risikerede vi at løbe Baaden paa Skærene inde under Kysten. Vi rullede defor Storsejlet ned og bredte det ud over over Styrehullet, hvorefter vi gjorde det saa mageligt, som vel muligt og fik fat i Provianten. Her var baade kogt Skinke, Æg, Ost og Smør samt en Dunk med Øl og tre Pægle Brændevin. Vi hørte ellers ikke just til dem, der snapsede, men en Dram under disse Omstændigheder, var efter vor Mening dog paa sin Plads. Det var jo i de Dage, hvor Brændevin kostede 27 Øre, saa nogen ren Formue satte man jo heller ikke til paa det. Vi spi-ste med god Appetit, alt imens vi holdt grundigt Udkik, for vi var allerede inde under Land, og man kunde aldrig Vide, hvornaar Baaden stødte paa et Rev.
Endelig naaede vi velbeholdent ind til Kragerø, og her gik vi op til Havnefogden og bad om Lov til at sælge vor Last dèr. Vi fik Tilladelsen og aabnede Forretningen. Der kom snart en hel Del Folk, og efterhaanden gik Salget strygende. Vi kunde knap komme af med en Fisk, før tre fire andre raabte op om den næste. En gammel Skipper fra Løkken, P. Rubjerg, som ogsaa laa ved Øen, kom over til os og hjalp med Salget, og det var alt det, at han reddede en Flynder til sig selv. Vi startede med en Pris af 25 Øre pr. Stk., men inden vi var færdige, var Prisen steget til det dobbelte. Folk bød selv, naar blot de kunde faa noget. Det gik saa stry-gende hurtigt, at vi overhovedet ikke fik Tid til at se efter, hvor mange Penge, der kom i Kas-sen, men da vi var færdige, viste det sig, at vi havde mellem to og tre Hundrede Kroner. Alli-gevel kunde vi sagtens have faaet mere, hvis vi havde sat prisen noget højere, thi Folk vilde hellere end gerne købe. Efter at vi havde faaet vor Sult stillet, blev vi enige om, at tage noget Brænde med hjem, da noget saadant altid var velkomment. Vi fik da lov til at laste Baaden med afskaarne Plankeender, og hele denne Herlighed gav vi kun 2 Kroner for. Ak ja, det var i de Dage.
Vi startede med en god østlig Vind, og vilde den blot holde sig, var der intet at klage paa. Dog kunde vi gaa ind til en Havn, hvis Vejret skulde vise sig ustadigt. Allerede paa Vej ud af Fjorden mærkede vi, at Vinden friskede, og da vi kom til Søs, blev vi klar over, at det blæste op til Kuling. Endvidere begyndte det igen at regne, og vi indrømmede , at en Nat mere med Blæst og Regn var nu ikke behageligt. Vi var paa dette tidspunkt ca. 3 Mil fra Land, og kun-de derfor sagents vende om endnu, hvilket vi ogsaa gjorde, og vi gik nu op imod Arendal, hvor de fleste af Løkkens Skuder laa. Det var heller ikke for tidligt, for da vi var kommet ind i Fjorden, kunde vi mærke, at der drev en voldsom Storm derude samtidig med, at det styrt-regnede. Da vi naaede op til Skuderne, greb vi fat i den første, men maatte slippe og greb fat i den næste og fik Farten af Skuden. Den første var ”Hensigten” med Skipper C. Bast, den anden var ”Haabet” med Sofus Bast ved Roret. Da vi skrabte langs Siden, gik Kahytskappen til Side, og gamle Sofus Bast viste sit venlige Ansigt. Det første ha sagde var: ” Men hvor i Jesu Navn kommer I fra”, hvilket han jo egentlig ogsaa var berettiget til at spørge om.

Vi maatte nu slaa os til Taals her et Par Dage, for Kulingen varede ved. Endelig Søndag Mor-gen besluttede vi, at nu vilde vi hjem. Det var løjet lidt af, og vi vilde saa forsøge. Altsaa sag-de vi Farvel, men blev trøstet med, at inden Aften, var vi nok inde igen. Disse gamle Norges-farere kender jo Forholdene. Jo mere, vi kom fra Land, des mere blæste det. Vi maatte rebe Storsejlet, og tilsidst kom Jens med den meget fornuftige Bemærkning, at det vist var klogest at vende tilbage til gamle Norge. – Altsaa atter tilbage; men denne Gang kom vi nu ikke saa langt, for da vi naaede ind under land, var Vinden kun middelmaadig, og vi satte atter Kur-sen mod Jylland. En Timestid fra Land blev der Vindstille, og vi regnede ud, at med den vestlige Strøm, vilde vi nok lande i Kristianssand. Dog, det friskede atter og, og ved Midnats-tid var vil halvvejs mellem Landene. Nu blev det noget Taaget, og skønt vi allerede begyndte at holde Udkik efter Rubjerg Knude, havde vi intet set. Nogen tid efter observerede vi en Pram og styrede ned mod den for at praje. Det var P. Damgaard, der laa paa Skøttrup Grund og fiskede Haa. Vor Kurs havde været udmærket, vi styrede mod Nybæk, 0.25 Mil fra Løk-ken, og ved firetiden var vi inde og fik vi vor Brænde bjerget i Land.
Jeg gik op paa Toldboden for at melde vor Tilbagekomst og blev modtaget af daværende Toldkontrollør Meier med den Besked, at det ikke var tilladt at befare fremmede Havne, og at Baaden skulde maales op. Båden blev saa maalt til 1,81 Tons, og vi fik en Bøde paa to Kroner, hvormed den Udflugt endte. Sommerfiskeriet med Hummerkasserne satte nu ind, og her var det atter Tyskeren Bonsted, der aftog vore Varer. Han gav hele Sæsonen en fast Pris for Hummerne, nemlig 35 Øre pr. Stk., og paa den Tid var Hummerne sjældent under 1 Kg, ofte derimod 2 til 3 Kg. Jeg husker, at Bonsted en Gang havde aftalt med en Fragtmand fra Hjørring ved Navn Nicolaj, om at køre et læs Hummer fra Løkken til Frederikshavn. Nicolai startede med et mægtigt Læs, og skulde køre hele Natten, thi Hummerne skulde hurtigst mu-ligt i Hyttefade i Frederikshavn. Samme Nicolai havde imidlertid en svaghed for Kortspil og en Dram, og da der skulde bedes i Hjørring, var der Tid til et Slag Kort. Resultatet var, at baade anden- og trediedagen stod Vognen med Hummerne endnu i Mogensens Gaard i Hjør-ring, og hvorvidt Hummerne, der havde den bagende Sol ned over sig, klarede Turen, er sik-kert tvivlsomt, saa det var vist en daarlig Forretning for Bonsted.
Bonsted blev for øvrigt efterhaanden konkurreret ud af andre Fiskeeksportører, men han fort-satte dog i mange Aar derefter. Naar han kom til Løkken, var han altid velkommen blandt Fiskerne, det var jo ham, der havde begyndt Fiskehandlen. Naar han viste sig i Løkken, var det som oftest for at give de nye Fiskehandlere en Overhaling. Vi Fiskere blev saa gerne kaldt sammen henne hos Madam Glistrup, og her kom saa en stor Spand med tillavet Rompuns paa Bordet, og saa blev Kopperne fyldt, saa ofte de var tomme. Det kunde jo ikke undgaas, at stemningen kunde blive noget animeret, og saa skal jeg love for, at de nye Fiskehandlere fik Kanel. Dog lykkedes det ikke Bonsted at slaa dem ud i Konkurrencen, og snart var det dem, der havde Overtaget. Der var et godt Fiskeri det Aar, hovedsagelig af Kuller og Torsk, men de Herrer Fiskeeksportører bød os fantastisk lave Priser. En Overgang var de nede i 3 Øre for Kuller og Torsk. Det syntes vi dog var for galt, og vi besluttede da, at jeg skulde rejse til Hamborg og Altona og undersøge, om Forholdene virkelig var saa daarlige. Hvorfor det net-op blev mig, der skulde rejse, skriver sig fra, at jeg kunde det tyske Sprog. Altsaa tog jeg til Hamborg og var til Auktionen der. Auktionslederen viste mig beredvilligt sine Bøger, der godtgjorde, at ingen Fisk var modtaget fra Løkken under 6 Øre Pr. Kg. Jeg talte ogsaa med nogle private Folk i Hamborg, der var villige til at aftage vore Fisk direkte. De vilde oven i Købet give mig Penge i Forvejen og semde Emballage. Jeg rejste da hjem med disse Nyheder og forslog, at vi skulde sælge vor Fisk direkte. Men samtidig var der kommet en Fiskehandler Larsen fra Sæby herned, og han bød Fiskerne en fast Pris af 5 Øre for Torsk og 6 Øre for Kul-ler mod fast Kontrakt de 4 Vintermaaneder, Sæsonen varede. Det var jo helt andre Priser, og det endte med, at Flertallet af os gik ind paa dette Forslag.
I de Tider opstod der en hel Del Forretningsgenier, der gik omkring og franarrede gamle og lettroende Folk deres gamle Arvesølv og lignende mod at faa noget forgyldt Stads af Smyk-ker eller saadan noget. Ogsaa paa andre Omraader blev der lavet ”gode” Forretninger. – Saa-ledes husker jeg, at i den saakaldte Sindals Gaard var flyttet en Forretningsmand ind ved Navn Vestergaard. Denne Vestergaard fik fat i Ole Damgaard (den samme Ole Damgaard, som omtales i nogle af Thomas Olesen Løkkens Romaner). De aftalte da, at Ole skulde tage til Norge og købe en gammel Skude, som han saa skulde lade ”strande” ved Løkken, og Ve-stergaard og Ole kunde saa faa Udbyttet af Strandingen. Saa Ole sejlede til Norge og købte og købte et gammelt Barkskib ”Oberon” og en morgen stod dette paa Løkken Strand. Der blev hevet en trosse i Land, og nu manglede der blot Højvande for at faa Skibet hevet saa højt op, som muligt. Jo lettere var det jo at bjerge. Ole, som ikke var nøjeregnende, var tot gennemblødt, naar han vimsede om dernede, og som følge deraf fik han en saa voldsom Tandpine, at han ikke kunde være i Ro nogen steder. Vestergaard ville have ham til Hjørring, hvor der boede en Tandlæge, men Ole sagde nej. Tilsidst en Morgen, hvor Ole havde gaaet paa Strande hele Natten, dels fordi han ikke kunde sove for Tandpine, dels for at passe paa, at der ikke blev stjaalet noget fra Strandingen, fik min Broder og Vestergaard ham endelig overtalt til at lade Tanden rykke ud, En ældre Tømmermand, der dengang gjaldt for at være den sikreste, naar det gjaldt Tandudtrækning, blev purret ud. Ole kom saa ind til ham, og Kaffen blev sat paa Bordet, og selv om han ikke var ynder af Spiritus, maatte han tage et par Drammer. Forberedelserne kan jo til Tider være slemme for den, det gælder, og Ole var da ogsaa flere Gange ved at synes, at Tandpinen var paa Retur, og han vilde helst opsætte Ope-rationen til senere. Men her hjalp ingen kære Mor, Tanden skulde ud og Ole blev anbragt paa en Huggeblok nede i Værkstedet, og medens Vestergaard holdt Hovedet paa ham, blev Vit-trup klar over, hvilken Tand, det gjaldt, satte Tangen ind og tog fat. Ole begyndte at brøle op, sprang op og dansede rundt i Værkstedet. Vestergaard raabte ”Hold fast Vittrup”, og da der var gjort et Par Runder, kom Forløsningen, idet Tanden kom ud, og saaledes endte det hele i Fryd og Gammen.