(Teksten er skrevet af Peter Boye. Det fremgår at den er skrevet i flere omgange. Beretningen om ankomsten af de første feriegæster til Løkken er dateret 1906. Beretningen om redningsvæsenet oprettelse og skudehandlertiden er dateret januar 1933. Rundvisningen i det gamle Løkken foregik i september 1934 og beretningen herom må være nedskrevet senere end dette)
Da Staten anskaffede den første Redningsbaad til Løkken 1850 blev daværende Kontrollør Fors-berg ansat som tilsynshavende Opsynsmand og ved anbringelse af Redningshus af samme anbefalet, en fordybning i indersiden af Klitten, som egentlig var en udgravning benyttet af de fra 1807-14 Beliggende Militær og som betjente Batteriets Kanoner der lå til Højre på Bakken oven over, og som af Fiskerne til ind omkring 60 altid benævnedes Batterisbakken, og den dag endnu kan forevi-ses hvor Redningshuset laa. aaret 1860 erindres endnu af de Ældre som frygtelig med Vestlig og N.Vestlige Storme, og Redningsvæsenets Journaler kan fortælle om de fleste Strandinger omkring dette år. Sandflugten bredte sig over Byens Huse til den østligst beliggende del, og efter en saadan Storm lagde Milerne op over Vinduerne som Snedriver. Klitten som blev skarp bevogtet af davæ-rende Klittilsyn. Men som dog var tyndt beplantet blev fuldstændig opreven, så byen nærmest så ud som liggende mellem Sandbjerge. Batteribakken forsvandt og ny optaarnede Banker fremstod.
Efter Redningsbaadens anskaffelse, varede det ikke længe inden der blev anliggende for afbenyttel-se af samme, men endnu var intet Mandskab antaget eller Formand og da der indtraf pludselig Høi Sø og Fiskerbaadene ikke kunne lande, blev Baaden dog bemandet, og afdøde F. Bødker som da boede i Furreby gik i den som Skipper og bjergede blev 10 Baades Mandskab af Furreby Lauget, Magnus og Terkel Løt. Efter den begivenhed blev fast Mandskab ansat og daværende Peder Skumagger (Skomager?) antaget som Formand. 1)
Da jeg tidligere har skrevet en del om Redningsvæsenet skal jeg herefter kortelig meddele at trods Redningsbaadens tilstedeværelse blev det dog brugelig, at en af de herværende store Fladbaade næsten ved alle Vanskelige Lejligheder assisterede ved Redningsforsøg saavel Strandinger som Fi-skere i Fare. Det første Strandingstilfælde var det ulykkelige Barkskib ud for Kodals rende ladet med Salt, og tørnede om morgenen med en Snestorm af S. Vest. Redningsbaaden og en Fladbaad som var bemandet med 16 mand var i virksomhed hele dagen, men det var umuligt at opnå forbin-delse. Begge Baade kunde ro rundt om Skibet men vraget stod så uheldig at intet forbindelse var muligt. Fladbaaden som søgte Land, forlangte raketten placeret i samme, da den fra land med de gamle mindre end nuværende (liner) ikke kunde naa Skibet som stod paa yderste Revle. Dette blev Nægtet af Opsynet, og en retssag fulgte efter vistnok hovedsageligt sat i gang af den da meget fremsynede og Driftige Købmand S. Jensen. Vraget skiltes af om Natten og hele Mandskabet For-kom, en forfalden Lærer som gik under navn Suftitutten (Substitutten) Digtede en Sang, som endnu Findes. 2)
At Fladbaaden ved Løkken var af en meget Sødygtig Konstruktion bevistes saa tit og oftest særlig med hensyn til Losning og Ladning af den da store fart fra og til Løkken saavel på Engelske som andre Fremmede Havne, og hvor til kneb det da med de sidste Bosfuld (Baadfulde?)for at naa Lu-gerne tilstoppet med den Kornladning som skulde afgaa til England. Disse Mænd som var selvskre
____________________
1) Nulevende Bødker P. Tomsen som var Øienvidne til dette forlis har fortalt mig Begivenheden
2) Som gammel Redningsmand kan jeg nærmere forklare forteelsen da det lyder noget utroligt at ingen af Baadene kunde komme i Forbindelse med Vraget, men en Storm af SV, lig Nord Ost vil bevirke at Braadet løber langs Rev-len og Banken bliver af den grund dobbelt saa bred og iligemaade er det altid vanskelig ligeledes for Baadene at komme over fordi, derimod NV Sø som Bærer lige på Land er man hurtig over
ven til at føre kommandoen var folk som forstod at Tjæne af over Revlen, lægge til Borde og føre Kommando naar det kneb. Jeg husker som Barn hvor jeg selv var til stede en Nat hvor det gik særlig haardt til for (at) blive Færdig. Vi var 18 drenge ude og trampe i Havren som den blev indladet, en del var gaaet iland med den forrige Baad, men nogle af vi største blev for at lempe godt ud i Borde, de sidste baadsfulde. Kulingen var tiltaget og Skonnerten satte svær i Søen vandet væltede ind fra Begge sider, Baaden som fløi fra og til knækkede med en gang Fortøiningerne og forsvandt med et i den Ravnsorte Nat.
Jeg husker at vi talte om maaske vi faar lov at følge med til England og det var ingen af os kjede af Styrmanden og Matrosen havde da alt bundet et rev ind i Storseilet Skonnertseil og Stagseil var også klare til at sætte, og skulde den sidste Baad ikke naa at komme ud blev vi jo nød til at stikke af, men Skipperen Jens Jensen3) var endnu ikke kommet om bord saa der maatte absolut komme en Baad med Ham. Lugerne var allerede lagt over klar til at Skalke men så pludselig hørte vi Raab Bjerg aarerne, det var jo saaledes at aarerne blev Rejst og lagt over til modsatte side (af) Skibet, nye Fortøininger var klare, Skipperen sprang ombord Lugen Midtskibes løftet af og ca 50 Sække blev tømt ned. 4 Mand fra Fladbaaden sprang paa Dækket. Storseilet blev strukket for Skonnertseilet halet ud og Stagen let heist der blev firet paa Spinget som var fastneiet uden for Klyset paa touget Seilene Fyldtes og Fortuna begyndte at gaa over langs, Tou og Spring blev stukket ud. Vi var tjum-pet i Baaden, saa gik det paa aarerne med Hurra ind over Yderste Revle hvor vi fik saadan et skub at vi løb med en vedblivende fart lige til vi Tørnede. Ankertou og Spring blev saa ved første lei-lighed bjerget iland, klar til brug ved næste Storskude som altid ankrede uden for 3. Revle, og som af Fladbaaden blev lagt ud naar saadan Fartøi var i sigte.
De mindre Skuder førte altid selv deres Tou med. Ved de tider omkring midten af 60 var her 7 Sto-re Fladbaade til her ved Stranden. Søren Jensen havde 2 Asp 2 Smørkræmmeren 1 men lod saa gam-le Mikkel Jerriksen (Eriksen) Bygge den sidste men det var ogsaa den Største den blev slæbt over til norge da Tyskerne gik over Limfjorden alle de øvrige blev sunket ned i Bækken og et par skjultes oppe i Klitterne, efter ordre fra vedkommende.
Tiden efter Paaske var særlig da udskibningerne foregik, opsamlingerne af Korn gennem Vinteren hvor de store Pakhuse var fyldt på alle Loft hvor dog Havre vist nok var overveiende, og dette som da udelukkende afskibedes til Engelske Havne, Rug og Byg for Norge. Saa kom jo tidlig paa For-aaret de Smaa Skonnerter som gjennem Vinteren Var oplagte i Fjorden det var jo paa en tid af aaret som til dels stod med Østlige Vinde (Paaske Østen Pinse Vesten) dog kunde indtræffe Vejerforhold som foraarsagede store forstyrrelser, Saaledes som da Tomine 1860 drev iland paa Grønhøi Strand og Skonnerten Tommas Liverpool maatte Flygte fra Reden halv ladet og Tomine som lige havde faaet ballast ud da en storm af Nord Øst brød løs, det var just ingen behagelighed at saaledes skulde forlade Reden med den halve Ladning af en let forskydelig Last, men saasnart veiret bedagede sig vendte jo tilbage og blev Kompletlig. Det gjaldt arbejde paa livet naar disse udskibninger foregik og naar der manglede Mandskab blev der rekvireret dels fra Furreby og Aasendrup saavel Baadfolk som Heste og vogne. Disse Heste fra landet kunde jo ikke bruges naar der skulde køres ud i Havet til siden af Fladbaaden, og saa skiftedes vogn paa Stranden, det var jo en meget vigtig plads ved fladbaaden at de To Stærkste og Vante Mænd en i Bougen ved Stagen og en anden ved Akter
_______________________________________________
3) Det var Kaptain Jens Jensen som da førte Fortuna. Efter ham kom senere M. Mikkelsen. Jensen havde tidligere ført Skonnerten Kaladonia som forliste ved Kjul hvor Vraget i flere aar var synlig paa Stranden, og belv bemær-ket af Fiskerne som seilede til Skagen i vore smaa baade efter Flyndere naar disse droges iland med Landdrag-ningsvaad. Samme J. Jensen eiede en gaard i Aasendrup som saa længe han For, var Forpagtet bort til en Tysker ved Navn (ikke angivet)
Enden, ellers kunde let ske at Baaden ved en større Sø kunde flyve ind mod vognen4) og hestene
og ødelægge det hele, disse taalmodige og tilvante Dyr stod jo som regel i Vand til Bringen og til tider var udsat for en regelmenteret Dukkert. Ja samtidig gik det livlig paa Kornlofterne det var tit hovedsagelig Fruentimmer som fyldte i Sække og et par Mænd som Bandt og langede ud på Slisken som var placeret i Vognen, og saa snart den ene var læsset kjørte en anden. Foraarstiden var Kostbar Ved Stranden og overalt var Kjøbmanden tilstede og drev paa, men alt var jo ogsaa spændt til det yderste, der var daarlig tid til det Hovedmaaltid som var Middagen, som var saaledes afpasset at ingen tid skulde gaa til spilde. Saa gjaldt det at Mutter var vaks med Middagsmaden, naar den ene Baad var ude skulde Måltidet være til Ende saa snart den anden landede.
Jeg mindes engang Søren Jensen gik og vagtede ved et saadan Maaltid, han gik altid med en stærk Stok og Svingede, kom langs Fronten af de Spisende som havde placeret sig på nogle Fjæl med et par kasser under, henvendte han sig en af de Spisende. Jeg tror den unde galemig han spiser Flæsk på Smør og Brød. Nej Her Jensen det er Hopølse (sammentrillet haikød med peber og krydderi mel-lem, Spier-haier som fanges en del af og som var meget almindelig). Vil Her Jensen ikke smage, Snapser var her ingen Ration paa men ogsaa disse havde Kjøbmanden kik paa, men jeg skal ærlig sige at Fuld ved en saadan Skibning saagodtsom aldrig passerede, men naar Skuden var færdig til at Seile og Fladbaadene var sat op da mødte alle i Butikken fik deres Dagløn efter det Tidsrum som var medgaaet, og saa blev der ikke sparet paa de Vaade Varer, for det var jo næsten altid saaledes at foruden var der ingen Tørreg (Tæring?) og naar man nu tænker paa de tider og Strabadser kan man godt forstaa at disse Mænd blev Sjælden Gamle. Var Veierforholdene saaledes indtrufne at arbeidet matte indstilles, maatte allemand møde igjen naar Veiret tillod. Men saa faldt Daglønnen først naar vedkommende Skude var afsejlet, og saadanne forhold kunde flere gange indtræffe. Det var jo samdig en Haardfør slægt som stod til Raadighed de Ældste havde en stor del taget Lære af den første Slesviske Krig og gjennemgaaet disse Strabadser, kan jo her benævne en hel del ved navne Kren Tise, Per Spire, Smed Jensen, Kren Mogensen, Laurits Tøgersen, A. Jørgensen, A. Vittrup, Støber Larsen og Flere. Senere de fra 64 F. Pedersen O. Mortensen, Rubergs Peter. Støves Johan Rubergsen stod ombord i Jylland ved Helgoland, nu er de jo alle borte.
Olietøi var i disse dage ikke videre kjent. Derimod hjemmelavet Vadmel som gjaldt for Daglig brug saavel som Kirketøi. Ved Stranden brugtes Stampet Vadmels Bukser, spændt op med seler under armene og disse Vibouser skød Vand som den bedste Filt. Den sidste af de gamle Fladbaade var hugget op tillige med Sluppen Hensigten. Løkkens stortid paa Handelens omraade var kun en Saga blot. De gamle som levede er gaaet bort dem som kunde berette om begivenhedernes gang, det li-det jeg har optegnet er jo hovedsagelig Personlige oplevelser og enkelte oplysninger fra tidligere slægtsled.
Da den sidste af de gamle Fladbaade som eiedes af Kjøbmand Mortensen tillige som Strandfoged havde hugget Skuden og Baadene i Pindebrænde (Mærkværdig at Strandfogeden kunde ødelægge Baaden han maatte da vide, skulde Stranding indtræffe var vi jo aldeles Hjælpeløse over for Bjærg-ning af samme) og Fiskerne som saa, at dette var galmands foretagende, hvor der endnu kunne ind-træffe store og Værdifulde Bjærgningsforetagender besluttede ca 50 af Fiskerne at lade en ny Baad bygge som kostede 1000 kr og senere viste sig uundværlig. Goldenhorn ved Grønhøj og Amfitrite ved Furreby, hvor hver af Bjærgerne tjente 500 per Mand, ganske vist er disse forhold traadt noget i Baggrunden men skal Stranding indtræffe har man dog en brugelig Baad. Dette forudseende fra Fiskernes side, viser hvorledes den Gamle Tradition var smuldret bort og en Ny maatte tage _____________________
4) Selvfølgelig maatte Vognen altid placeres til luvart af Baaden
Affære
Hermed vil jeg slutte min oplysninger fra Svundne Tider, men ser alt ny Muligheder for Byens Be-staaende.
Den sidste af de Gamle Strandskuder (som tilhørte Købmand Mortensen – som ligeledes tilhørte den sidste af de Gamle Forretninger som havde drevet udenlands Handel) var med Højvand hevet op på Stranden hvor den blev aftaklet og ophugget solgt ved auktion i 1910 (Hensigten). Løkkens Stortid var ebbet ud ( en saga blot) ligeledes de Slægter som havde ført den største af Vestkystens Handel fra aaben Kyst, var fraflyttet og mærkværdig efterkommerne ligeledes, de forsvandt som avner for Vinden . (Asperne) (Søren Jensen) (Levinsenerne) (Mortensen) (Hofman -gamle) (J. P. Larsen) (J. Jensen –aasendrup) (T. Larsen). Derimod forblev et Slægtsafkom fra den gamle Søfaren-de Skipper og Kaptains Stand tilbage og først nu udviklede sig de store Fiskerier med Eksportfor-hold (som dels Tidligere er benævnt). Disse Fiskerier tog nu et Vældigt opsving, nye Redskaber bekostedes nye Baade, blev bygget, og atter kom en stortid for Løkken. Byens Fiskere lod 11 nye Baade og Lyngby 4 Bygge store søgaaende, og udviklingen fortsatte, som aldrig tidligere, det bevi-ste de mange nye Husrækker som fremstod, det var de Tider hvor de Enkelte Fiskere selv udredte Pengene (der var ingen Laaneforeninger i de Dage, det var i miskredittens periode, atter kom en nedgangsperiode men saa kom der større Fartøier. De samme Fiskere som havde fremmet forholde-ne i Løkken kjøbte aktier i Nybyggede Kuttere bygget i Frederikshavn, denne Slægt er nu snart ud-død (men Hvad vil den Næste).
I could not stand it in the long run,
Life is so short and I preferred to end
my Days in my dear old country
so I went back to my native place
I experienced the truth of the old
proverb: East, West, home is best
Slutte med Drachmans dejlige Digt:
Her jeg bliver, her paa Stranden
Havet kjender ingen Grænser
Støt for Tou og Takkel lænser
Bølgen mod det Fjerne Blå
Jeg har været nok paa Reiser
Tumlet nok i fremmed Land
Dog det bedste hist jeg Lærte
Var at Længes mod min Strand
P Boye
Januar 1933
Mindeblade
Ingen løser Livets gaader uden om Sjælens skjulte Dybde. Paa bunden af denne Hemmelighed vaagner glimt af de i Almagtens fagreste Tilværelse. Af Naturen haard og ubøjelig for Livets alvor, skjuler man sin egen uformuende Viden, og bøier Sindet i dyb erkjendelse af det uforstaaende.
En tidlig Sommermorgen med Tindrende Sol over det store blanke Hav, deen Snehvide Strandbred til begge sider, mod nord toner Rubjerg Banker med Fyret paa Toppen, hvor gjenskinnet af Solens Straaler glimrer paa Fyrets Spejlruder. Den bræmmende Klit som skjuler Byen, men hvor Røgen fra Hjemmets Ildsted blander sig med Klittens Marehalm. Søens daaning og Bølgeslag mod Strand-bredden, med utalte Stemmers Mangfoldighed nogle dybe, andre bløde eller Haarde, det lød som Toner fra fjerne Kyster, Havet sladrer.
Vi stod 2 mand lige landet og klarede op de Garn, som aftenen før var satte ud, nogle smaa, Rød-spætter var fangsten, men en del store Taskekrabber som det var lidt besværlig at faa ud, maatte vi til tider mase i. Tit, nogle faldt helt ud, laa og kravlede paa Stranden, og hvor interessant de klogeste krøb mod Havet, mens de mindre kloge gravede sig dybt ned i Sandet, et interessant Naturfæno-men. Studeret af et par Fiskere.
Med et råbte min Parthaver nu faar vi Pinede (Pinedød?) Besøg. Gjennem Klitten og Strandveien, Myldrede det med Børn i Hundredvis et uventet enestaaende Skuespil saa tidlig paa Morgenen, og vi havde næppe besindet os, før vi var helt omringet, og næsten klemt op i baaden. Det var lige som Løkken Aaby Banen var aabnet, og første Morgentog, og flere Skoler havde slaaet følge, med Lære-re og Lærerinder og enkelte af Forældrene. Saa med et raabte min Kammerat (Klær aavæi) Han ud-trykte sig gjerne paa Engelsk naar det gjaldt kommando. En af Lærerne spørger hvilket Sprog vi Taler, da vi taler Engelsk Tysk eller Fransk som det falder os ind. Vi er gamle søfolk som i vor ung-dom for bland fremmede Nationer. Hvar er i Kaal fraa. Nu var Diskutionen indledt. Jeg gav mig mere af med Børnene passede paa de holdte fingrene fra krabbekløerne. Der stod en lille pige og betragtede mig hele tiden, det morede mig at sende hende et Fingerkys, med et kommer hun pludse-lig, og putter et stykke Brystsukker i Munden paa mig. Jeg løfter Hende forsigtig og placerer hende i Bougen af Baaden alle Børnene raaber gevalt, Lærerne griber Tanken, og istemmer Jylland mellem tvende Have, det gav blus paa Kinden dug i Øiet. Garnene var opklaret. Børnene spredte sig i Syd og Nord. Da jeg kom hjem stillede min Kone Kaffen ude i Haven, Sommerens første Blomster stod i Flor, Tulipaner, Akeleie. Jeg udviklede hele sceneriet fra Stranden, men Skjønnest om den lille pi-ge. Saa kom det pludselig: Hvorfor tog du ikke Hende med Hjem. Hun er jo midt iblandt os. Det Var jo min lille Havfrue.
Reisen til Vrensted Præstegaard
Først i firserne flyttede en del af Løkkens indfødte Familer ud paa nordvest hjørnet af Vrensted Aasendrup Kommunes jorder, det var jo kun nogle faa meter Syd for Lerbæk grøften som gjorde skjel mellem Kommunerne. Grundene kjøbtes af daværende Kjøbmand Mortensen, herpaa opførtes Beboelses Huse, den store invasion af fremmede Fiskere grundet i de tiders store Flynderfiskeri, og hvor grundene til opførelse af tilsvarende Huse med passende Havegrunde manglede i den gamle By var aarsagen. Vi var jo i de dage, alle Fiskere og Søfolk, kunde derfor ikke rigtig forliges med den tanke at vi var Vrenstedbeboere og iligemaade gjorde Vrensted heller ikke megen Stads af os. Det var jo i en Politisk periode hvor bølgerne gik høit. Landboerne var jo alle Hørupper og Bergiane-re, fiskerne var ligesaa krasse Estrupere, særlig paavirket af daværende Toldforvalter Vitoft som agiterede ivrig for Høire, hvor der ved Møder fremstilledes Havne og Baner og store Hjælpemidler for det daværende Fiskeri. Fiskerne gjennemgaaende havde lidet og ingen forstaaelse af Politik, hvorimod landboerne ikke helt havde glemt 64 Feiltagelserne.
En dag kort efter indflyttet i de nylig byggede Huse, siger den ene af mine Naboer, havde tidligere en dag paa Havet ytret noget derom. Vil du ikke en tur med op til Vrensted Præstegaard. Jeg skal have barn indmeldt til Daaben, det var omkring de tider Gjendarmerne var jaget ud paa Marken fra Brønderslev Marked og landboerne var jo stærkt ophidset. Vi tog fælles beslutning og det skulde mente vi gaa haardt til, om ikke et par gamle Søulke kunne klare den, vi havde dog klaret værrte mente vi, der var jo rigtinok et gammelt Sagn gaa igennem Vrensted By uskjennet kunde man gaa gjennem Helvede ubrent. Vel en Lørdag morgen startede vi med Stok i haand, dette her var jo ikke nogen dagligdags begivenhed, naa Hundene kunde vi vel holde i afstand. Kursen blev sat tværs over Kæret. Vi talte om de tider da vi som Børn vadede mellem Tørvegravene og samlede Vibeæg paa Tuerne, og minderne naar vi paa vore Skøiter pløiede Kjærene som i Vintertiden næsten var en eneste stor Sø. Uden forstyrrelse af nogen art naaede vi Præstegaarden og blev sat til Sæde, og straks kom Præsten ind og bad os Velkommen. Vi vidste jo at han var ivrig Politiker paa det gamle Venstres Parti, og havde holdt flere møder i Løkken, som gjerne blev holdt paa de Store Pakhuse, hvor han blev pebet ud af Løkkenboerne, og vi mente at der nok kunde falde en Skrøne i den an-ledning.
Præsten spurgte derimod straks om vi fiskede meget, og hvor meget de forskjellige sorter kostede, han vilde vide om vi havde faret til Søs, og hvor vi havde været paa vore reiser. Nu var vi med baa-de i Storm og Stille Indien og Kina og vi fortalte nok, til der blev sat Kaffe ind. Hele denne Jord-omseiling havde vi udelukkende ført ordet, og vort respektive Ærinde var ikke med et ord blevet omtalt. Men nu tog Præsten ordet, og det nærmede sig som et Forhør. Sig mig Smuglede i paa saa-danne Reiser, ja naar vi havde noget som vi vidste Toldvæsenet vilde tage. Hvorledes bærer i jer af dermed. Jo naar vi nærmede os havn, og de øverste Seil skulde Beslaaes, tog vi vore smaating med op, Tobak og Cigarer fra Indien, Parfume fra Spanien Silke fra Kina, og trillede det hele ind med Seilene og saa høit havde vi aldrig opdaget nogen Tolder kravlede op. Sig mig tager i aldrig iland-drevne Vrag paa Stranden og fra Søen med hjem. Jo naar der ikke er mere end vi kan bære eller kjø-re paa vor Trillebør. Svar mig ærlig føler i da aldrig Samvittighedsnag. Nei for Strandfogeden tager jo ligeledes alt med Hjem, og der siges at der aldrig bliver noget tilovers for Staten. Ja da tror jeg heller ingen Synd det er, vi var under hele den lange diskussion gaaet saa ivrig op i Sagen at vi nær havde glemt hvad vort ærinde Gjaldt og først maatte vi til at Tænke hvad Drengen skulde hedde og Dagens bestemmelse om Søndagen.
Denne reise til Vrensted Præstegaard blev mangen gang drøftet som en haard Seilads, og tit og ofte taget op naar Fisketuren var Sløi, og kunde da stemme humøret mens vi krydsede for land.
Lygten paa Stranden og Herredsfogden
Først i 80 hvor det Søgaaende Nattefiskeri efter Kuller og Torsk tog en større udvikling, eftersom Eksport af Kullet til Tyske Markeder var tiltaget. Særdeles ved Barberer Bousteds maade paa at fremme samme. Før denne afsætningsmaade kjendte vi kun vor nærmeste opland og Kulleren var næsten en usælgelig Vare, men nu blev den mest eftertragtet. Disse lange Fisketure hvor man saa-godtsom maatte bruge Natten i begge ender som man siger, men hvor man altid fik sine kontante Penge ved modtagelsen af Fisken, gav stødet til bygning af Større og mere tidssvarende baade. Dis-se lange ture med vore Sejlbaade foregik fra tidelig morgen og til sen aften, og ved kontra Seilads og brydsom Slid med Redskabernes Bjergning (Bakker) tit kunde tage det meste af Natten med. Faldt vinden kontra var det mangen en Haard tur. Haard Frost og Sneveir hvor aarer og redskaber var overisede indtraf forhold hvor først Morgenstunden naaedes Hjemmets Landingsplads. Saaledes skete særlig en Nat hvor N. Damgaard først landede om Morgenen hvor alt var kun et Isdække og hvor de 4 Fiskere næsten sad fastfrosne til Tofterne og ikke kunde bøie Knæene, men maatte hjælpe hinanden ud af Baaden. Skal nævne samme da jeg erindrede Morgendagen, N. Damgaard (var) en af de mest Haardbarkede men for resten var de alle af den Kraftige type han havde. Mænd med af samme Type som han selv bar Præg af Chresten Tybo, Morten Svensker, Senius, som gik under nav-net Kongen disse tillægsnavne var næsten daglig disse tider og bør aldrig tages fortrydelig (Tybo Svensker Kongen).
Strenge tider udvikler nye Tanker og en dag blev vi enig om at faa en Tændt Lygte anvendt paa en dertil kjøbt Træ 10 alen høj som skulde placeres lige neden for Klitten den længe udeblevendes Fi-sker Faauli skulde paase at den fremdeles brændte til vedkommende var Landet (Samme 20 Fods Træ staar fremdeles begravet i den tillagte Klit, og det kan heraf ses hvilken hurtig udvikling Klitten har taget, men fortiden er den langt under Bakken, men kan temmelig sikkert findes, N.V. t. Vest fra Signalmasten). Der gik nogen tid med denne Lygte og nu kunne Baaden da finde Landingsplad-sen. Men en nat skete det, at en Baad passerede Byen, og hvor Redningsbaaden blev alarmeret, da tiltagende Kuling og Sø var i anmarch, men der kom ingen Baad og nu blev Kysttelefonen anraabt om udkik, men i Dagbrydningen kom meddelelse fra Lønstrup hvor en Baad var observeret kryd-sende for Vestgaaende, efter denne begivenhed blev Fiskerne kaldt sammen paa daværende Gæst-givergaard til Drøftelse af Lygtens alt for daarlige Lysvidde. O. Simmonsen som førte Baaden, mente der maatte en mere kraftig Lysstyrke til ellers var der ingen mening i det Nuværende. Han havde først observeret Feiltagelserne da Hirtshals viste sig lige i Bougen, og nu maatte Krydse hele Natten.5). Der blev givet anvisning paa en stor Blank Lanterne med riflede Glas som en Fisker havde kjøbt på en Strandings auktion, der mente at samme med nogenlunde Sigtbart Veir kunde Lyse ¼ Mil ud.
Men nu kom der en Slæde iveien. Hvem der havde været saa Fremsynet at indgive beretning til Øv-righeden blev aldrig opdaget nogle mente Strandfogden, andre Gjendarmerne, disse fremstaaende Planter Snusede jo alt muligt op. Det endte med at fra Herredsfogden kom ordre at samme var al for stærk Lysstyrke, det kunne bevirke Feiltagelser fra forbiseilende Skibe og Strandinger kunde ind-træffe (Øvrigheden var ellers ikke kjed af Strandinger i de Dage).
Der blev sammenkaldt til nyt Møde paa Gjestgivergaarden og adskillige Rumpuncher blev konsume-ret i denne anledning og da mødet begyndte var stemningen ikke af de Mildeste. Nogle mente
___________________________________
5) Den tiltagende Strøm af Vest og Søen mod Land har bevirket at (han) maatte holde længere ude af frygt for Revlen. Baaden kom fra Vest og Veiret var mindre sigtbar
Herredsfogden kunde selv komme og slukke Lanternen, klokken 10. Længere kunde nu engang ikke tillades, andre vilde blæse baade den ene og den anden et Stykke. Lanternen skulde brænde saalænge en Baad ikke var naaet hjem, det blev et Muntert Møde, alle forhold blev taget, men det kunde jo ske en baad kunde blive tvungen til Nødlanding og slet ikke komme Hjem! Gamle Fører af Redningsbaaden Christian Grønbech reiste sig og Raabte, da kan vi Jo Rinkemig da telefonere Hjem. Sluk Lygten. Mødet blev aflyst af sig selv nogle gik Hjem andre gik ind i Skjænkestuen og fortsatte, som i de dage var til venstre, naar man kom ind af Gadedøren.
Ved en lidt senere Leilighed blev der anledning til en samtale med Herredsfogden om det var Juul eller Flensborg erindres ikke men sagen blev da snakket i lave. Omtrent i samme Tidspunkt samledes vi Fiskere ved et nyt Møde angaaende oprettelse af et Autoriseret Bjergelau. Vi mente at uden et saadant oprettet, var disse udvalg af Bjergere alt for Vilkaarlig, særlig fra Strandfogedernes side som jo gjerne vilde agere Formyndere ved slige Leiligheder. Et andragende med Bjergernes Navne blev affattet, og indsendt til Kommune Raadet som først skulle erklære sin anbefaling og derpaa søge Øvrigheden. Vi var 40 Bjergere deraf 14 fra Furreby, som i de dage havde 4 store Baade som til dels var bemandet med 4 eller 5 per Baad. Der gik en tid saa kom svaret. Herredsfogden kunne ikke Anbefale sagen. Denne Mærkværdighed blev nu debateret Mand og Mand imellem. Vi kjendte ikke nogen af de anmeldte Navne som uværdig til optagelse, der blev udtaget et par Mænd som skulde søge Foretræde for Herredsfogden (Julius Christiansen og Søren Syverin). Ved sammen-komst med ham erklæredes at Kommunen ikke havde anbefalet. Sagen var Løkken var for daarligt repræsenteret, og Landboerne havde nægtet anbefaling, med det Grundlag at saa kunde Gaard-mændene jo ikke vente at komme i betragtning mer ved Strandinger, og i de dage regnedes denne udelukkende for en Katastrofe. De Furreby Gaardmænd havde ved Strandingsaffærer som regel deres Tjenende Karl blandt Bjergerne, og ved afkjørsel af Strandingsgods var de selvskreven med-regnet, efter disse oplysninger saa Herredsfogden anderledes paa sagen og mente at et ny andragen-de nok skulde blive anbefalet selv om Sogneraadet Nægtede, det saa jo ikke ud som var lovet af de Konservative Forestillelser at Fiskerne var Favoritter. Vi havde i den anledning anskaffet en ny Til-svarende Fladbaad med tilbehør Ankergreier Tou og en del Redskaber som efter Loven var paabud-te. Baaden havde med alt kostet 1000 kr som i de dage var mange Penge: Vi var i den anledning sagen udviklede sig bleven træt af disse krakilerier og flere mente at vi maatte hellere staa Selv-stændig og andragende blev aldrig sener fornyet. Derimod gik vi i Selskab med Svitzer, saa kunde Landboerne for eftertiden selv faa lov at Danne Bjergelau, hvilket den daværende Lov da næppe fik givet anbefaling. Dette var jo Modtrækket.
Den som graver en Grav for andre Falder selv deri.
Løkkens Gamle Bydel som (er) paa retur
Ved et Besøg af min Broder 20. september 1934 tog vi en spadseretur gjennem Byen, dels for at studere resterne af det gamle endnu eksisterende fra Fortiden og samtidig hilse på gamle Bekjente. Vi tog veien syd fra over Lerbæk som fortiden er en lukket Grøft; på venstre side har vi det forrige Jernstøberi som opførtes af P Larsen 1850 og ligeover paa Høire forhenværende Kaptain og Sogne-foged C. Mikkelsen, straks paa samme side Sindals store 4 længede Kjøbmands Gaard (fortiden Realskole). Sindal gik Fallit i slutningen af 60. Nu kommer en lang gade af Nye Bygninger til vi naar Kjøbmand Mortensens Gaard, fortiden Sommer Pensjonat, saa atter nye Huse Banken Doktor-boligen Meieriet til vi naar Vinters Gamle Gaard og stor garveri, paa venstre side, mens Aspes gamle Gaard paa Høire, (der) fortiden er Løkkens største Hotel med Kongelig privilegium som den Gamle Gjestgivergaard fraskrev sig.
Kun atter nye Huse til vi naar Tomas Larsens Kjøbmandsgaard som fortiden er indrettet til Smaa Leiligheder. Hidtil havde vi kun truffet fremmede Løkkenboere, og en del yngre af forrige Genera-tion. Vi dreiede nu mer mod Nord. Tidligere var her en gammel kjørevei til Stranden, men nu lukket af høie Klitter som helt skjuler Havet mens man tidligere kunde se skibene fra vinduerne laa paa Reden, her var en lang række huse som for aar tilbage er nedbrudt men nye er opbyggede, her boede før den gamle Baadbygger og Skibstømrer, Mikkel Jerresen (Eriksen?) men nu en ny tidssvarende Bygning er opført hvor der drives Kolonial og Trævareforretning.
Lidt længere henne Træffer vi paa gamle Løkkenboere 3, som jeg tillader mig at kalde den Faste Stok, naar veiret tillader kan man som regel træffe dem enten paa den ene eller den anden side af Gaden, de flytter som regel efeter Solen og Vindsiden. Slaar altid en passiar af med fremmede sær-deles om de fortids Store Fiskerier, hvor Løkken var Befolket af Fremmede Fiskere helt nede fra Skagen, Hirtshals og Lønstrup, om forlis Strandinger og Skibsfart. Ja siger J. Hoin (Høien?) kan i Huske da vi smed Flynder overbord naar de ikke veiede 4 pund, nu ser vi aldrig saadan fisk. Ja siger Nils Tise vi holdte uden for Aspes Gaard med 2 vognlæs og solgte Støkket for 4 Skilling. No Lyver do vistnok siger L. Mortensen det var To Skjelling Støkket 2 Mark Snesen. Mon i eint høvver Galt siger Sognefogden som Støder til. Nu Velkommen til Løkken til min Broder. Ja a hover jer nok dæ og L. Larsen i var liggot nou aa di Vest. Der støder imidlertid flere til, vi maa slutte diskussionen. Vi havde nemlig en Dame med paa turen og samme veg over til den modsatte side af Gaden.
Jeg lovede vi skulle komme igjen i Morgen og fortsatte saa, passerede Nordre Strandboulevard, svingede mod N.Vest ind mellem Kirken og Præsteboligen som ligger Idyllisk ilæ af de høie stadig Voksende Klitter med Stokroser smukt voksende op mellem Vinduerne, nu er alt af nyere dato, her ligger Villakvarteret Tæt bebygget, vendende alle Kompassets streger, til Venstre Hotel udsigten, hvorfra man skuer ud over Havet og Langt mod Nord til Rubjerg Fyer som i Nattens Mørke sender sine Skarpe Blink in gjennem Ruderne på Hotellet, og minder tyst om de fortids Forlis af Strandede Skibe hvorfra nødraabene i de Stormfulde Vinternætter lød ind over de Hvide Klinter, til Bagved Boende Huse og Gaarde.
Videre mod Nord ser vi nu en meget interessant Bygning vinklet bygget Straatag og dybe Kjelder anlæg. Ligner nærmest en gammel Høvding Bolig, men huser Danmarks efter udviklingens Love
uundværlige sygeplejere som her søger Sundhed og Styrke, til fortsat Hjælp for landets Lidende, ogsaa denne Bygning har en efter Naturen sjælden interessant beliggende mellem Torne og Klit. Med den rene brede hvide Strandbred mod Nord hvor Furreby Bæk glider mod Havet, i Sommer maanederne bor her mellem 20-30 Yngre og Ældre Damer, nu naar vi ud paa Harald FishersVei hvorfra vi ser over på modsatte side (af) Bækken et stort Villa kvarter til dels bestaaende af smaa træhuse. Videre mod Syd hvor den ene Villa ved siden (af den) anden pryder en hel Gade til vi naar Hovedgaden, som tidliger kaldtes Hjørring Løkken Vei. Vi skyder nu gjenvei over Markedspladsen, som nu i Sommermaanederne benævnes Tivoli og her graser (?) – en stor Forlystelses park Kameler Gynger og meget andet dog mest Beregnet paa Ungdommen. En Gammel Sigøinervogn er fremde-les Efterladt.
Vi naar nu Banegade her eksisterer endnu et af de Ældste Huse Mogens Kaastrups (Vendelbogade 4), hans Kone var Norsk og kaldtes i gamle dage Løkkens Jordemoder, var dygtig i faget og høit Estimeret i Vestre del af Huset boede Stine Hoiln (Hoien), Sønnen som i yngre dage drev Fiskeri, drev lidt Kroforretning hvor Kjendinger saavel fra byen som fra Landet kunde nyde Øl og Dram, hvor han altid selv hentede Varerne, og nød derfor det flotte navn Landmands Hotellet mens selve Gjestgiveren og eierne desuagtet levede i Bedste forstaaelse. Nu tørnede vi igjen ud mod Hovedga-den og tog nu et Hvil til næste dag hvorpaa vi tog den Vestlig del af Byen der var gaaet svind i de gamle Bygninger.
Vi startede hvor Gamle Smed Romerdals Hus og Smedeværksted havde ligget men nu er ombygget (til) Villa (Norgesvej 22). I sin tid var han berømt for en af Danmarks fineste Laasesmed, herfra mod nord komme saa Jens Svensens, hvor efterkommerne af samme familie boede (Jens Syverin og Karel Sand) (Norgesvej 12 og 14). Lidt mod Øst laa Rebslager Gaarstrup (Norgesvej 10), som 1849 kjøbte Huset af da iboende kadet Franses som efter det tilbagetrukne Militær omkring 1814 opbeva-rede et mindre parti Kanon Ammunition som saavidt (efter ældre oplysninger) sidste gang blev an-vendt ved Skonnerten Fortunes ankomst og Ankret på Reden 1828. Skonnerten var bygget i Aren-dal og eiedes af daværende Asp og Levinsen og vistnok daværende Hofmand men hvor dog de sidste to ophævede handelen og Asp blev ene Eier.
Nu fortsætter vi videre mod Nord over den ældste Strandvei, som blev nedlagt omkring Slutningen af 50’erne men atter udgravet 1885, Her laa et hus som blev sløifet omkring halvfemserne mens Smed Jensen byggede et Nyt (M Vendili) (Sdr. Strandvej 10) . Nederste Hus som en del af endnu eksisterer beboes fortiden (Bek og Enke Asp) Søren Urmager (Klithavevej 14)6). I Vestre ende af Hovedbygningen, hvor en del er nedrevet, gik en Vinkel mod Syd hvor Der var Staldplads til 4 He-ste, og som blev benyttet af Tyske Ulanere i 65 et pudsigt tilfælde indtraf mens Tyske Infanteri var her Indkvarteret; en vest for posteret Vagtpost, meldte Militær mod syd. Officeren blev tilkaldt og med Kikkert saa de straks, at syd på under Kjettrup Bjerge kom en flok Stude under Drift langs Stranden, som i de dage Var almindelig, naar de efter Græsning blev indstillet til fedning paa det herværende Brændevins brænderi, og efter fedning i de tider blev afskibet til England. Da jeg maa-ske tidligere har berørt disse forhold, vil jeg kun berøre min persons stilling desangaaende.
Maren Urmager som eiede omskrevne Bygning og var Enke var, min beskyttende Engel og mangt en Vaad Strømpe har hun tørret for mig og var det rent galt blev Tøiet trukket af og Kalorius puttet i Seng , og saa blev historien meldt rette Vedkommende. Hun var eier af Ingstrup Kirke; og i en meget stor Stue stod en del af tidligere Kirkesbilleder Motter (Maatter?) Marie og Johannes i natur-lig Størrelse og flere fra Kirken, efter en restaurerende af Kirken udsatte, har for resten mange aar efter set de samme paa Museet i Aalborg. Vi havde forbindelse gjennem denne Storstue, og ikke altid var jeg lige glad for gjennemgang denne vei, naar jeg uden forlov stak af fra Mor. Min gamle Veninde glemtes aldrig. Hun døde ved sin Søn som eiede Ingstrup Mølle med gaarden 1869.
_____________________
6) Hustruen kaldet Maren Urmager (?) Manden var Død
Jeg besøgte senere hendes Hvilested mange aar efter, men (det) forsvandt med tiden saa alt (er) Forgængeligt.
Næste Husvar et Langt (Anton Bast Vej 10), som mange af daværende Huse, med flere Beboere vistnok en Kotume fra Ældre tider som almindelig kom en ny Familie til Byen eller Familien forny-edes ser det saaledes ud der blev tilbygget, altid mod Østre Gavl og det var billigere og Naturligere hvor de Vestlige Storme brød ind mod de daværend lave Klitter, alle Huse vendte jo Vest og Øst. Mod Vest boede Smed Jens, hans ældste søn arvede Leiligheden. Lars Jensen til sin død var Klitfo-ged og Strandfoged, og som igjen blev overtaget af Sønnen, og Klitten Strandfoged bestillingen medfulgte. Næste Familie var Bødker Olsen (Klithavevej 10), og i Østlige del Murer Just (Klitha-vevej 8), lige op mod dette Hus stødte nederste, og her boede Gamle Skrædder Bast, hvorfra den øvrige Bastfamile stammer7) Saa Boede en Gammel Enke Johanne Marie. Manden druknede ved Fiskeri Sidst i 50 erne. Er nogen interesseret i disse oplysninger kan de regne Efterkommerne ud.
Vi fortsætter stadig mod Nord hvor en af gamle Basts Sønner boede, Skomager Nikolai Bast (An-ton Bast Vej 7), af hans Børn naaede den yngste at blive Biskop saagalt for hele Norden, Familien var tidligt gaaet over til den Metodistiske Bekjendelse. Han var begavet med en fri fremtræden og Ord som kunde gribe menigheden gjennem Religiøse fremstillinger, og der sagdes at Hans Kald nærmest var vidt Forgrenet Godgjørenhed, derom kan og maa efterdiden dømme. I samme Hus var som sædvanlig 3 familier Boende Bast, N. Olsen N. Klemmensen (Anton Bast Vej 7-9). Huset nor-den for ligeledes 3 familier, Maren Moster, den første Kjørende Post mellem Løkken Hjørring, Møl-ler og en Familie som skiftede eier, saa naar vi nord paa til Jesper maren et lille Hus lige mod Klitten, som de øvrige Benævnte, hvor havet altid ved Vestlig høivand fyldte stuerne saa iboende maatte retirere, en Præst har for tiden indrettet Sommerbolig.
Saa naar vi det sidste og Nordligste Hus af det Gamle Løkken, her boede tidligere Fisker og Sø-mand Tomas Peter og Hans Bollesen (Nder. Strandvej 11, Hans og Mines Hus). Om T. Peter har jeg vist tidligere omtalt lidt af hans Originalitet, dog en lille pust ind i fortiden fortalt af gamle F. Pe-dersen som havde faret med samme Fartøi , Kjøbmand Kren Jensens Galease som forliste sidst i 50 ved Yarmouth. Lingaard var Skipper Tomas Peter bedstemand. Rusmand Matros og Frederik Pe-dersen Kok. Fortællingen dreier sig om en Skotsk Skonnert som Strandede ved Løkken 1866 lastet med Byg fra Østersøen efter en storm af Vest med Høivand, blev fartøiet som var nyt bjerget op og efterseet atter sat ud og paa de tider hvor Løkken ikke manglede Søfolk blev besat med Løkkenbe-boere, kun Kaptainen var bleven tilbage, som nu selv førte Fartøiet, men samme var slem til Snapsen og laa til dels i køien, da man efter nogle dages seilads kom under Engelske Kyst maatte han dog op, saasnart han saa land, Raabte han Tut de Kollard an de forder hel Top, de paa dækket værende fordtod ikke hvad han sagde og T. Peter maatte purres ud. Kan i da for fanen ikke forsto i skal go op og bei flage i Toppen aa forre mast.
Efter Strandingen hvor al byglasten var gaaet i Havet, viste sig dette efteraar et umaadeligt Flynder-fiskeri og Folk mente al den Byg som var gaaet i havet var en følge og når man rensede fisken var Maven aldeles proppet med Korn.
Reisen slutter der er gaaet Svind i det gamle Løkken dog staar endnu Rester af de gamle Kornma-gasiner og fortæller om Løkkens Fortid.
____________________________
7) Hans Kone var Norsk og hed Gurri