Matr. nr. 79 (12-92)

Gutzon Haugaard køber grunden af skudehandler Søren Chr.Jensen den 26. april 1856. På det tidspunkt har han allerede bygget hus på grunden, som han får takseret og barndforsikret 30.1.1856, hvor det er under opførelse (vis). Huset er på 9 fag med grundmur og tegltag, og har dagligstue, sovekammer, gæstekammer, 2 andre værelser, gang, køkken og spisekammer. Det takseres til 850 Rd. Inden han bygger huset, driver Gutzon Haugaard skudehandel fra dels et hus, der lå nord for Vrenstedvej på det, der i dag er Badehotellets grund, og dels et hus på senere Vrenstedvej 4. Begge disse huse blev i sin tid bygget af skudehandler Jens Nielsen Graven. Huset nord for Vrenstedvej sælger han i 1854 til Niels Asp Gertsen, der ombygger det til pakhus og integrerer det i sin skudehandlergård. Huset på Vrenstedvej 4 sælger han i 1856 til farver Christen Jacobsen Møller.
Gutzon Haugaard var født i Hjørring i 1808 som søn af Niels Pedersen Haugaard og Johanne Jensdatter. Han kom i begyndelsen af 1830’erne til Løkken som handelsbetjent hos en af skudehandlerne, formentlig Lars Schibsbye. I 1936 bliver han gift med Sophie Dorthea Marie Petersen, datter af mejeriforpagter Petersen på Børglumkloster og søster til skudehandler Thomas Chr. Hoffmanns kone. Han får skudehandlerbevilling i 1836 og køber derefter de to huse ved Vrenstedvej.

Gutzon Haugaard opgiver tilsyneladende skudehandelen i løbet af 1860’erne og åbner i stedet for værtshus. Ved matrikuleringen i 1871, hvor han stadig er ejer, får ejendommen matr. nr. 79. Gutzon Haugaard dør i 1876 68 år gammel. Enken Sophie Pedersen sælger i 1888 ejendommen til Børglum-Furreby Frivillige Understøttelsesforening, der opretter asyl med to boliger i huset. Hun bliver selv boende til sin død i 1894 og datteren Caia Elisabeth Haugaard en periode herefter. Huset overtages i 1966 af Børglum-Furreby Kommune, der sælger det til private i 1988.