Søren Chr. Jensen var også en af de dominerende skudehabndlere i Løkken, men han tilhører generationen efter Jens Christensen Jensen. Han kom til Løkken i 1845 og etablerede i føste omgang en skudehandel sammen med Niels Asp Geertsen. Men i 1852 købte han Nicolai Thomsen Jensens skudehandlergård (Jennys Hus) og begyndte for sig selv. Efter han var blevet ejer af dampbrænderiet i 1856 investerede han i 1857 i en udvidelse af kostalden, der herefterer var 32 fag langt. Man satser klart på selv at bruge bærmene fra produktionen til opfedning af stude i stedet for at sælge dem til landmænd. Efter sigende havde man efter de seneste udvidelse mere en 100 stude på salg til opfedning. Brænderiet har sin storhedstid i slutningen af 1850'erne og begyndelsen af 1860'erne. Brænderiet er i Trap-Danmark fra 1856 beskrevet som et anseligt brænderi. Ved folketællingen i 1855 er der ansat en bestyrer, en maltgjører, en fyrbøder, 3 medhjælpere og en husholderske. I 1860 har man også fået en røgter. Ifølge Peter Boye var det brændevin af god kvalitet, man fremstillede, meget bedre end den, der var blevet fremstillet i smug og under ydmyge forhold.
Dampbrænderiet forblev i Søren Chr. Jensens eje så længe han levede, men det opgav formentlig produktionen i slutningen af 1860'erne. Der er ikke registreret beboere på brænderiet ved folketællingen i 1870. Brænderiet blev formentlig konkurreret ud af brænderier i Hjørring og Aalborg, der med et større volumen havde helt andre muligheder for at produktudvikle. Søren Chr. Jensen døde den 14. januar 1875. Dambrænderiet bliver umiddelbart efter, den 19. juli 1875 sat til salg på aution. Højstbydende er Gårdejer Jørgen Nielsen Sønder Skovgaard. Han sælger formentlig maskiner og inventar ret hurtigt efter, han er blevet ejer, og på et eller andet tidspunkt river hann også bygningerne ned. Skødet bliver først tinglæst i 1884. Herefter udstykker Jørgen Nielsen ejendommen og sælger delene.
Brændevinsfremstilling er en kemisk proces: stivelse omdannes til sukker under påvirkning af enzymet diastase, som findes i malt. Ved gæring spaltes sukkeret i kulsyre og alkohol. Kulsyren afgår under gæringen, mens alkohollen derefter ved kogning skilles fra mæsken, dampen fortættes til brændevin. Dette er den rå proces, for at få et drikkeligt produkt går brændingen gennem mange finesser og mellemled. Brændevinsbrænderi kræver meget plads og et loft til kornforråd. I gården må der være mindst et stort rum med stengulv, godt vand og afløb. Mindste bestande af redskaber er mæskekar, kedel med hat og piber, svaletønde, ankre, rage og pandejern, lettebøtte med langt skaft og mange andre slags spande og bøtter. En brænding begynder med kornets formaling på møllen, hvor formalingsafgiften erlægges til toldvæsenet. Næste trin er indkøb af malt. Blandingen af korn og malt betegnes "acisse", en indenlandsk forbrugsafgift i lighed med moms og især lagt på levnedsmidler. Mæskekarret må rengøres meget omhyggeligt så ingen syrerest bliver tilbage. Skrupning skoldning og skylning kan tage en man flere timer. Accisen er en blanding med ca 104 kg korn og 24 kg malt, blandingsforholdet er dog lidt afhængig af den valgte kornsort. I mæskekarret kommes 120 potter vand for hver tønde accise (152 kg). Vandet tages kogende af kedlen med lettebøtter, og det taber herved så megen varme, at de fornødne 70 gr C opnås, når kornet styrtes i og rørtes sammen med vandet til tykmæsk ved hjælp af mæskeroret. Imens koges en ny kedel vand og når tykmæsken er som en lind dej tilføres på ny kogende vand. Under mæskningen sker omdannelsen af stivelse til sukker. Mæsken skal nu hurtigt nedkøles til gæringstemperaturen 24 -28 gr. C, og nu tilsættes gær og stoler man ikke helt på gæren tilsættes øl. Dette påsætøl er kun halvt udgæret og sætter i løbet af få timer stormgæringen i gang. Mæsken må ikke røres under gæringen, som tager ca. 3 døgn. Derefter påbegyndes destillationen, som er den egentlige brænding, ved at mæsken øses op i kedlen med letbøtte. Kedlen er af kobber og fortinnet indvendig. Den kogende mæsk i kedlen afgiver damp, som stiger op i hatten. Fra hatten udgår en eller to piber, og fra disse strømmer dampen ud i ankeret eller luttebøtten. For at fremme fortætningen er piberne ført gennem svaletønden med koldt vand. Den væske, der kommer ud af piberne ved første distillation, er ikke brændevin men "slutter" eller "drank" med stort indhold af fusel. Dranken må tilbage i kedlen til klaring. Hvis der stadig er fuselsmag kan man tilsætte kommen. (Kilde: mitfanoe.dk, historisk hjemmeside for Fanø). Det kan ses af beskrivelserne i brandtaksationsprotokollerne, at brænderiet i Furreby ikke kun brugte korn men også kartofler.
