Matr nr 66a (12-17/12- 43)

Klithavevej 12 og 14 (bagerst) o. 1905

Huset var oprindeligt en del af stuehuset i Niels Jensens skudehandlergård, der havde stuehuset mod nord (senere matr. nr. 66) og pakhus/lade/stald mod syd (senere matr. nr. 67). Gården lå vesten for den gård, som Anders Bach byggede, og som senere blev til de kongelige magasiner. Niels Jensen var søn af skudehandler Niels Mathiasen og født i 1733. Han bliver gift o.1760 med Anne Larsdatter. Det er ikke farens skudehandlergård, han overtager, for den blev overtaget af Niels Jacobsen. Hvornår han køber eller bygger sdin skudehandlergården vides ikke, men det kan godt have været i 1760'erne, hvor han stifter familie. Han er etableret skudehandler ved folketællingen i 1787, så da har gården med sikkerhed eksisteret. Han dør mellem 1790 og 1796. Det nøjagtige årstal kendens ikke, fordi der ikke er registreret begravelser i kirkebogen for Furreby Sogn i denne periode.

Niels Jensen enke Anne Larsdatter sælger i 1798 gården til Skudehandler Peder Mathiasen fra Nr. Lyngbye. Han får gården takseret og brandforsikret i 1804 (vis). Det var en anselig gård med to længer, der begge vendte øst-vest og var på 20 fag, stuehuset desuden med kvist (tværbygning vinkelret på hovedbygningen) både mod syd og nord. Materialerne var bindingsværk med  dels murede (ubrændte sten), dels klinede vægge og stråtag. Stuehuset var på halvdelen af søndre siden og udhuset på hele søndre side beklædt med brædder. Stuehuset rummede 2 stuer, 2 kamre, køkken, bryggers og tørvehus. I kvistene var der yderligere en stue og 2 kamre. Stuerene og kamrene havde med en enkelt undtagelse bræddegulv og vægge beklædt med panel. Huset havde 2 skorstene, 3 jernbilægger kakkelovne og en indmuret jerngryde (gruekedel). Udhuset var indrettet til pakhus, lade, hestestald, fæhus, gæstestald og vognhus.  

Peder Jensen Mathiasen boede ikke selv på gården, han havde sin søn, Simon Pedersen til at drive den. Denne køber omkring 1810 Løkkensholm af Christen Jensen og driver skudehandel derfra indtil omkring 1820, hvor han sælger til Christen Heilesen og flytter til Aasendrup. Skudehandlergården i Løkken sælger han stykvis. Først sælger han i 1812 halvdelen af udhuset til Jens Christensen Møller. Det ombyggede hus takseres i 1813 (vis). Dernæst sælger han også 12 fag af stuehuset til ham. Hvornår vides ikke præcist, fordi denne handel ikke er tinglæst, men Jens Christensen Møller ejer det i 1817, hvor han får en tilbygning takseret (vis). Huset omtakseres i 1819 (vis). Jens Christensen Møller sælger formentlig sin del af udhuset, da han køber stuehusdelen. I 1818 sælger Simon Pedersen yderligere 7 fag af stuehuset, der er indrettet til kornmagasin til justitsråd Niels Frederik Hillerup, Børglumkloster. Den sidste lille del, en kornbing (dvs et rum til opbevaring af korn), der lå mellem de to solgte dele, sælger han i 1821 til Mads Mogensen, Bagterp i Vrensted. Han køber åbenbart efterfølgende Jens Christensen Møllers del og formentlig også Hillerups del, for han sælger i 1825 et rollings- og pakhus på 18 fag i Løkken til sønnen Christen Madsen. De to førstnævnte handler er ikke tinglæste, men det er salget til sønnen.

Christen Madsen sælger i 1831 huset til handelsmand Steffen Iversen. Denne får huset takseret og forsikret dette år (vis). Der er formentlig ikke meget af det gamle hus tilbage på dette tidspunkt, og det er sikkert et mere eller mindre nyt hus Steffen Iversen får forsikret. Husert var på 13 fag, kvistene var borte, og det havde kun en skorsten. Det var af bindingsværk med murede vægge og stråtag, men den udvendige bræddebeklædning var borte. Det var stadig et stort hus med plads til 3 stuer 4 kamre køkken og bryggers. Vinkelret på i vestre ende byggede han desuden en stald på 5 fag, hvor der også var tørvehus.

Steffen Iversen var åbenbart en mand med store planer. Allerede i 1833 bygger han 6 fag med 2 stuer og 2 kamre til husets østre ende (vis). Bindingsværket her var oven i købet med egetræ. Men planerne gik tilsyneladende ikke så godt, for i 1836 sælger han ejendommen til Søren Andersen. Hvad der herefter sker med ham og familien er uklart, men ved folketællingen i 1850 finder man ham hos søsteren på en gård i Furreby, som fraskilt.

Peter Boye malet af Lars Nielsen 1935

Søren Andersen var urmager og gift med Maren Jensdatter. De stammede begge fra Ingstrup. Det var et stort hus, de havde købt, og derfor lejer de ud, især til ansatte ved toldvæsenet, ser det ud til. Ved folketællingen i 1845 bor f.eks. strandtoldcontrollant Herman Nicolai Forsberg, den senere leder af redningsstationen, hos dem. Søren Andersen dør i 1852, og enken står derefter alene med huset. Ved folketællingen i1855 har hun lejet ud til toldassistent Niels Peter Boye, der bor der sammen med en tjenestepige Christine Thøgersen. De har sammen et barn på et år, Niels Peter Thøgersen. De bliver gift i 1858. Barnet var Niels Peter Boye og huset hans barndomshjem. Det er enken Maren Jensdatter han fortæller om i sine erindringer og kalder sin frelsende engel. Peter Boye blev født den 25.6.1854.

Maren Jensdatter sælger i 1869 ejendommen til garver Thomas Winther og sadelmager Jens Christensen Holmen. De køber det åbenbart til Mourits Peter Jensen, Thomas Winthers plejesøn og Jens Holmens nevø, der havde stiftet familie på dette tidspunkt. Jens Christensen Holmen overtager Thomas Winthers part i 1871. Peter Boyes far var død på dette tidspunkt, og hans mor flytter til et hus i Sydbyen med familien (senere matr. nr. 94). Ejendommen får matr. nr. 66.

Grunden bliver i 1875 udstykket i 4 dele 66 a-d. Matr. nr. 66a og 66d sælger Jens Holmen til Christen Christensen, der dog hurtigt sælger matr. nr. 66d videre til Søren Berthelsen Larsen. Matr. nr. 66b sælger Jens Holmen til Marie Jensen. Matr. nr. 66c beholder han selv sammen med matr. nr. 69.

Christian Christensen sælger matr. nr. 66a til Mette Pedersdatter i 1876. Hun sælger til købmand Niels Vestergaard i 1889. Han ejer kun ejendommen i et år og sælger i 1890 videre til Christian Nielsen Bæk.

Johanne Bæks Hus 2015

Christian Nielsen Bæk var slagter og kreaturhandler og født i Vittrup i 1851. Han bliver gift med Nicoline Nielsen fra Børglum, og de flytter til Løkken i 1886. De får 10 børn, heraf 6 drenge, hvoraf flere bliver slagtere. Christian Bæk køber, lidt før han køber matr. nr. 66a, også matr. nr. 61 og 62 (Klithavevej 6) og senere også matr. nr. 60 (Ved Vandtårnet 1), så han kommer til at eje flere nabo-ejendomme.

Ved folketællingen i 1916 er den næstældste søn Carl Anton Nielsen Bæk flyttet ind i matr. nr. 66a, og har overtaget forretningen. Han får dog først skøde på ejendommen efter farens død i 1919. Christian og Nicoline Bæk er flyttet hen i matr. nr. 61/62. Carl Anton Nielsen Bæk var født i 1881. I 1902 gifter han sig med Anne Johanne Jensen fra Vedsted. Carl Anton og Johanne bliver boende i huset til deres død i henholdsvis 1937 og 1951. Det er Johanne huset er opkaldt efter (Johanne Bæks Hus).