Matr. nr. 20an

Ndr. Strandvej 1A 1996

Grunden var med i den første udstykning i 1883. Fisker Johan Henriksen får skøde på ejendommen af Søren Jensen Mølgaard i 1907. På det tidspunkt ligger huset der allerede, og det er noteret i skødet, at Søren Jensen Mølgaard tidligere har fået betaling for grunden. Skødeskrivningen er således en formalisering af en tidligere grundhandel med tinglæsning af ejendomsretten. Hvor længe Johan Henriksen har boet der, og om det er ham, der har bygget huset er uklart. Han bor i området ved folketællingen i 1890, og det kan godt være på matr. nr. 20an. Der ser ikke ud til at bo nogen på stedet ved folketællingen i 1880 og tidligere folketællinger.

Ndr. Strandvej 1A i baggrunden

Johan Henriksen var født i 1863. Forældrene var murer (og rokkedrejer) Niels Henriksen og Marie Magdalene Pedersdatter, Anton Bast Vej 3. Han dør, kun et år efter han får skøde på grunden – i 1908. Enken Jensine Marie Sørensen bliver boende i huset. Hun sælger det til Chr. Jensen Andersen i 1938. Den østlige (forreste) del af huset er en nyere tilbygning.

Ndr. Strandvej 1A 2015