Matr. nr. 91b
Fisker Søren Berthelsen Larsen køber i 1882 grunden af Carl Lunds konkursbo. Hvornår han bygger hus er lidt uklart. I BBR står, at huset er opført i 1892. Men det ser ud til, at han bor på stedet allerede ved folketællingen i 1890, så huset er nærmere opført på et eller andet tidspunkt i 1880’erne. Søren Berthelsen kan åbenbart ikke klare forpligtelserne for i 1894 bliver huset solgt på auktion til Martinus Christian Jensen.
Martinus Chr. Jensen sejlede som sømand mellem Løkken og Norge. I 1878 bliver han gift med Hanne Gundella Nicolaisen fra Norge. Han bliver senere fisker og bådmand ved redningsbåden. Han dør i 1915, og Hanne Gundella Jensen bliver boende i huset, indtil hun i 1926 overdrager det til sønnen Thorvald Christian Jensen. Barnebarnet fisker Valdemar Bang Jensen bor i huset ved folketællingen i 1930. Thorvald Chr. Jensen sælger i 1936 huset til svigerdatteren Andrea Bang Jensen, der ejer huset til 1972.