Matr. nr. 117b (118b)

Norgesvej 27 o,. 1900

Grunden var oprindeligt en del af den jord Christian Pedersen fik overdraget fra sin far skudehandler Peder Mortensen i 1866, og som hans fraseparerede kone, Mette Kirstine Andersen Møller, blev ejer af i 1879. Den blev udstykket fra matr. nr. 117 og 118 i 1886.  Den sydlige del af den gamle Norgesvej gik hen over grunden. Matr. nr. 117 lå nord for vejen og matr. nr. 118 syd for. De 2 udstykkede dele fik matr. nr. 117 b og 118b. Mette Kirstine Andersen Møller solgte grunden til fisker Morten Pedersen i forbindelse med udstykningen. Han byggede hus på den nordlige del af grunden.

I 1895 solgte Morten Pedersen ejendommen til Joacim Ernst Boye. Han var født i 1855 og søn af toldassistent Jens Peter Boye og Christine Tøgersen og bror til Peter Boye. Hans mor købte i 1870 matr. nr. 94, der var nærmeste naboejendom mod nord, hvor han boede en del af sin ungdom og de første år efter han var blevet gift, så han kendte stedet. Han var fisker og bådmand ved redningsbåden. Senere blev han også fiskehandler. Han solgte ejendommen igen i 1908 og købte i stedet matr. nr. 95a (Søndergade 20).

Køber var fisker Jens Nielsen. Han solgte i 1933 huset til Kathrine Marie Jensen, der ejede det til sin død i 1986. Matr. nr. 117b og 118b blev i 1950 matrikulært sammenlagt til matr. nr. 117b.

Norgesvej 27 i 2015