Matr nr 59a (12-12)
Christen Christensen Ruberg købte i 1789 grunden (senere matr. nr. 59) af Erik Wilsbek, ejer af Sejlstrup, Hæstrupgaard og Rønnovsholm. I handlen indgik et hus på grunden, som forud var fæstet af Jens Eilergaard, men som havde har måttet opgive at bo i på grund af "fattigdom og skrøbelighed" som der stod i skødet. Jens Eilergaard var formentlig søn af skudehandler Jens Jensen Eilergaard, der døde i 1744 som en velhavende mand. Hvis det er tilfældet, var det siden gået tilbage for familien. Christen Christensen Ruberg var ungkarl, da han købte grunden, men blev gift kort efter med Kirsten Jensdatter. Han kaldtes også Hedegaard og Blæs. Han fik huset takseret og brandforsikret i 1803. Huset var på 11 Fag med dels murede dels klinede vægge og stråtag. Det var indrettet med 2 stuer, 2 kamre, køkken og bryggers, og så var der indrettet fåresti under et halvtag i forlængelse af huset. Han har sikkert ombygget og udvidet huset, efter han var blevet ejer af det. Han købte i alt fald et grundstykke til mod øst for at få plads til en forlængelse i 1797.
Kirsten Jensdatter døde i 1827 og Christen Christensen giftede sig senere på året med Maren Jensdatter, der kom fra Vester Brønderslev. Han var 71 og hus 46, måske har hun først været ansat som husholderske hos ham. Christen Christensens erhverv er ikke angivet ved folketællingen i 1801, men ved folketællingen i 1834 står han som fisker. Christen Christensen døde i 1838 81 år gammel. I kirkebogen står han som Christen Christensen Hedegaard med tilnavnet Blæs. Hans enke Maren Jensdatter var da kun 57 år.
Peter Boye fortæller på rundtur i byen i 1930'erne: ”I et af Husene i denne del af Byen boede Maren Blæs, der holdt Udskjænkning af hele og halve Pægle Brændevin og Mjød og solgte kager. Her holdt Fiskere og Søfolk til, thi om Vinteren var der mange Søfolk hjemme, når de store Skuder havde lagt op, hovedsagelig i Limfjorden, og de smaa Norgesfarere lå på Stranden.”
Maren Blæs dør i 1856, og da de ikke havde børn til at arve dem, solgtes huaet I 1859 på auktion til bager Marinus Koktved Rasmussen, der nogle år forinden havde solgt Gæstgivergaarden og indrettet bageri på den modsatte side af Torvet, matr. nr. 54 (Nørregade 2). Han solgte Maren Blæs’ ejendom videre samme år til bager Frederik Christian Maas, der efter 6 år i 1865 solgte den videre til skudehandler Conrad Christensen. Grunden fik ved matrikuleringen i 1871 matr. nr 59. På kortet fra 1871 findes intet hus på grundes, så det gamle hus, der sikkert har været i dårlig stand, var revet ned.
Peder Mortensen Asp Geertsen arvede grunden og solgte den i 1882 til snedker Ludvig Houmøller. Det var formentlig ham, der byggede hus på stedet ud mod Torvet. Han solgte ejendommen i 1888 og flyttede fra byen. Køber var Nicolai Christian Kragelund, der var født i Hjørring og kom til Løkken i 1881. Han fik næringsbevis som manufakturhandler i 1890 og Kraglunds Manufakturhandel blev de næste mange år et kendt indslag i bybilledet.
I 1912 udstykkede Chr. Kraglund grunden i 2 parceller matr. nr. 59a og 59b. 59b solgte han til Ole Hessellund. Chr. Kraglund blev i 1920 den første direktør for Løkken Sparekasse og overdrog manufakturforretningen til sønnen Hans Kraglund. Chr. Kraglund døde i 1928. Huset opførtes som en 1½ etages bygning med kvist. I 1930’erne fik det en ekstra etage bygget på.