Matr. nr. 29 (12-34)

Matr. nr. 28 og 29 o. 1920

I 1852 køber Peder Nielsen Jensen de 3 østligste fag af skrædder Niels Pedersen Kaastrups hus sammen med et grundstykke, der senere bliver til matr. nr. 28 og 29. Han river den gamle bygning ned og bygger et nyt hus på 6 fag, 13½ alen (vis). Det var sammenbygget med Niels Kaastrups hus mod vest, havde udskud (udflyttet ydervæg) i bindingsværk mod nord, grundmur mod syd og stråtag. Det var indrettet med gang, dagligstue, gæstekammer, sovekammer, spisekammer, køkken og bryggers. 

Peder Nielsen Jensen var daglejer. Han var født i Vrensted. Året før han bygger hus var han blevet gift med Mette Birgitte Andersdatter, der var fra Furreby (hans 2. ægteskab). Han dør i 1863 og Birgítte Andersdatter bliver nødt til i 1873 at sælge en del af huset for at klare sig økonomisk. Hun sælger et stykke på 8 alen mod vest til Lars Christian Jensen, og beholder selv 5½ alen mod øst. Den del, Birgitte Andersdatter selv beholder, får ved matrikuleringen i 1871 matr. nr. 28, og den del hun sælger matr. nr. 29.

Lars Christian Jensen sælger hurtigt matr. nr. 29 videre, og ejendommen har skiftende ejere indtil rebslager Ole Christian Julius Jensen køber den i 1885. Han var året forinden blevet gift med Ane Oline Pedersen, Birgitte Andersdatters datter, og med hans køb kommer hele det oprindelige hus hermed på familiens hænder igen. Han starter forretning som rebslagermester i 1894 (næringsbevis 24.3.1894). Hvor han havde reberbane vides ikke med sikkerhed.. Hilbert Grønbæk, der er født i 1885, omtaler i sine erindringer to reberbaner, den lukkede, der lå hvor Romedahlsvej ligger i dag, og den åbne, der lå øst for gårdejer Chr. Jensens gård (i dag Jennys Hus) og strakte sig ned langs strandkontollørens have (nu feriebolig for ansatte ved toldvæsenet). På stedet ligger i dag Spars parkeringsplads. Hilbert Grønbæk var som dreng med til at trække hjulet på begge reberbaner. Den lukkede reberbane kendes ejerforholdene for, og Ole Chr. Julius Jensen var ikke en af ejerne. Det er sandsynligvis den åbne reberbane Ole Chr. Julius bliver ejer af.

Ole Chr. Jensen sælger i 1898 matr. nr. 29 og flytter til en anden adresse sammen med familien, incl. svigermoderen. Hvor dette hus lå, vides ikke. Han er registreret som boende der ved folketællingen i 1901, men det er et af de huse, der ikke er sat matr. nr. på. Det lå nok et eller andet sted i østbyen. Ane Oline Pedersen dør i 1899 40 år gammel. De får 6 børn sammen, hvoraf 3 dør som børn. Birgitte Andersdatter lever stadig, da datteren dør. Hun bor endnu hos svigersønnen i 1901. Ole Chr. Jensen emigrerer til Amerika i1904.

Køberen af matr.nr. 29 er Markus Albrecht Pedersen, der var daglejer ved agerbrug. Han ejer det indtil 1915. Der kommer herefter en periode, hvor ejendommen har forskellige ejere og det gamle hus på grunden rives ned. Det nuværende hus på grunden bygges måske i 1917, hvor Søren Peter Mortensen ejer den. Maskinmester Søren Marinus Hansen køber ejendommen i 1922, men den havner på tvangsauktion i 1927. Erik Skøttrup køber den i 1929 og ejer den indtil 1956.

Vendelbogade 8 2016