Juleaftensdag, den 24. december 1861 besluttede sogneforstanderskabet for Furreby Sogn, at smed Nissens enke, Infer Marie Nissen, skulle indsættes i Arbejdsanstalten i Korsør. Det var en meget usædvanlig beslurtning, normalt blev kun forbrydere indsdat i arbejdsanstalter og Nissens enke var ikke forbryder. Endvidere var det ikke sogneforstanderskabet, der havde bemyndigelse til at sætte nogen i arresten, det var politimesteren. Men sogneforstanderskabet traf beslutningen i rollen som ansvarlig for fattigvæsenet. Nissens enke voldte så store problemer for beboerne i Løkken, at man var nødt til at spærre hende inde, og inden beslutningen i forstanderskabet blev der afholdt retsligt forhør i politiretten i Hjørring. Af forhørerne fremgår, at hun stort set altid var beruset. Brændevinen fik hun ved utugt og ved at true sig til det. Og så generede hun folk på gaderne ved at råbe efter dem og skælde ud. Inden det blev besluttet at sende hende på anstalt i Korsør havde hun været sat i arresten, som var bygget specielt til hende. Første gang brød hun ud ved at slå hul i muren med sit træben, og hun var i det hele tagert ustyrlig. Inger Marie Nissens historie er historien om en total nedtur.
Af skudehandlerslægt
Inger Marie Nissen var skudehandlerdatter, og alt tydede på en lys fremtid, da hun blev født i 1817. Faren Ole Juul Nielsen Vrensted var født i Blokhus i 1765, og flyttede tidligt til Løkken, hvor han hjalp søsteren, der var enke efter en skudehandler, med at styre forretningen. I 1801 blev han gift med Kirstine Nielsdatter Jacobsen, der var datter af skudehandler Niels Jacobsen fra Løkken (der drev skudehandel fra gården, som Mikkels Hus var en del af). Året efter købte Ole Juul et hus i den østlige udkant af Løkken og etablerede sig som skudehandler. Han fik godt gang i forretningen og blev under Englandskrigen 1807-14 en af de store skudehandlere i Løkken, men det gik hurtigt ned ad bakke efter krigens afslutning, hvor statsbankerot og økonomiske krisetider fik flere skudehandlere til at gå fallit. Ole Juul ernærede sig til sidst som fisker. Han døde 1817
Inger Marie var yngste barn i en barneflok på 9. Hendes far døde kun en måned efter hendes fødsel, så hun kom ikke til at kende ham. Moren fik det efter farens død svært med en stor børneflok, hvoraf en hel del var mindreårige. Huset var den eneste kapital, hun havde, og i 1823 solgte hun to fag af huset for at få penge til at leve for. I 1837 var hun nødt til at sælge resten af huset og leje sig ind i et hus i nordbyen. Hun endte som almisselem og døde i 1842. Inger Marie Juul blev konfimeret i 1832 og er sikkert kommet ud at tjene kort efter. Det vides ikke hvor, men formentlig lokalt og måske også i Aalborg, fordi hun kom til at kende smed Christian Frederich Nissen, som var fra Aalborg. De blev gift omkring 1845 og slog sig i første omgang ned i Fristrup i Børglum Sogn. I 1849 købte Christian Frederich Niassen en hus på Sdr. Strandvej I Løkken, hvor han indrettede smedie. Mens de boede i Fristrup blev børnene Peter Ludvig og Caroline født. Efter de var flyttet til Løkken, fødtes yderligere en søn, Reinholdt Vilhelm. Smed Nissen døde i 1855 kun 39 år gammel.
Under fattivæsenets forsorg
Det er lidt uklart, hvornår Inger Marie Nissens nedtur begyndte. Men det ser ud til, at det skete før mandens død. Ved folketællingen i 1855, et halv års tid før han døde, var de to yngste børn ikke registreret i husstanden. De var formentlig fjernet af fattigvæsenet. I vidneudsagnene under retssagen kom det frem, at børnene var fjernet i 1855-56 på grund af mishandling. Det tyder meget stærkt på, at drikkeriet var begyndt allerede da. I alt fald kom hun ret hurtigt under fattivgæsenets forsorg. Skiftet efter hendes mand afsluttes i 1857. Boopgørelsen viser, at der var en gæld til fattigvæsenet på 50 Rdl og gæld til mange forskellige, herunder stort set samtlige købmænd i Løkken, på 88 Rdl. Det betød, at der, når panteobligationsgælden og udgifterne til bobehandlingen var trukket fra, kun var 67 Rdl til deling mellem enken og børnene. Meget tyder således på, at Inger Marie Nissen har møbleret det meste af værdierne i huset på dette tidspunkt. Og gælden til købmændene tyder på drikkeri. 3 år senere har sogneforstanderskabet (sognerådet) sat hende i pleje hos en husmand i Børglum, det fremgår af folketællingen fra 1860. Det var den måde man klarede forsørgelsen af fattige på dengang. Man havde ikke institutioner til at tage sig af fattige og gamle. I stedet for blev der indgået kontrakt med private om at tager sig af opgaven. Som fattiglem mistede man alle sine rettigheder. Hun havde ikke børnene med. De var sat i pleje andre steder.
Den totale nedtur
I 1861 havde hun nået bunden. Toldassistent Niels Peter Boye (Peter Boyes far) fortæller under retsagen om hendes adfærd:
"Smed Nissens Enkes adfærd mod ham og hans Naboerske Uhrmager Søren Andersens Enke Maren gav Anledning til hendes 3de Indspæring i Correctionslokalet. Hendes Adfærd var af følgende beskaffenhed: Hun har som Skik til enhver Tid, naar det falder hende ind, at gaae ind til En eller Anden af Beboerne med Begjæring om, at de strax serverer med Brændevin, Øl og Smørrebrød. Den Dag valgte hun Boyes Hus, hvilket tidligere har været tilfældet og hendes begjæring maa efterkommes naar hun Indfinder sig til Tider, hvor Boyes Hustru er alene Hjemme; Thi Frygten for hende er for stor. Imidlertid den Dag, samme Dag som hun af Politimesteren sattes paa fri Fod, var Boye imidlertid Hjemme. Han tog imod hende på Gangen, og modtog hendes befaling om Brændevin, da hun ellers slog Boyes Ruder ud; paa Boyes gentagne Afslag fremkom hun med den Yttring: "Jeg vil Fanden torden mig have Brændevin"; og fægtede om sig med Krykken. Nu tabte Boye taalmodigheden og tog sin spanske Rørstok, med hvilken han gav hende nogle Slag paa Skulderne og Armene. Da hun fægtede med Krykken, var hendes Ryg ikke portabel. Nu fik Boye hende ud ad Døren paa gaden og Boye blev forfærdelig udskjældt, og Boye tabte altsaa Taalmodigheden, gik ud, og her i det Fri, hvor der var Plads, gav han hende paa Ryggen. - Da Nissens Enke blev kjed heraf skyndte hun sig ilsomt ind til Maren Uhrmagers, hvor hun i Døren til Afsked lod Boye vide, at han var en Rakker Kjeltringsknægt, der skyldte Maren Uhrmager Leje, hvilket iøvrigt var aldeles usandt. Da Boye hørte Nissens Enke Skjælde og holde et forfærdeligt Huus hos Maren Uhrmagers, der er en 78 Aars gl. Kone, kunde han naturligvis sætte sig ind i hendes Situation. Boye erfarede senere, at hun var flygtet til Handelsmand Søren Jensen, og da hun ikke traf ham hjemme, til Jernstøber Larsen, for at forlange Foranstaltning truffet saaledes, at Beboerne kunne fritages for hendes Besøg: Dette lovede Larsen og Boye saa ham omtrent 10 Minutter derefter gaae ind til Maren Uhrmagers. Det varede omtrent andre 10 Minutter, inden Larsen kunde faa hende ud af Huset, hvorefter hun på Gaden udskjældte ham saa forfærdeligt, at Boye ingensinde har hørt en saadan Skjælden. Larsen gik sin Vei for at skaffe Heste og Vogne og 2 Mand til at bringe hende til Correctionslokalet. Befordring og Mandskabet kom Øjeblikket efter Tilstede, og hun transportredes til førnævnte Lokaler. Boye bemærker til Beviis for, at Nissens Enke ikke var saa synderlig anfægtet af den legemlige Correction, hun havde været undergivet, at hun paa Vognen sad med meget fornøiet Mine, lo endogsaa, idet hun yttrede, at hun før havde været i Correctionslokalet, og at hun ikke brød sig meget derom. Hun var voldsom og har stærke Kræfter. Ankommen til Arrestlokalet, tog hun først en med Vand halvfyldt Munk og kastede den med Føie, saa at den peb forbi Øret paa en af de Folk, som indsatte hende, og dernæst Ballien, som hun i Arresten har til et vist Brug, ligeledes ustandeslig paa samme maade for at ramme en af Folkene. Boye bemærker, at der er aldeles ikke noget Udkomme ved hende." (Fra protokollen for Børglum Herreds Politiret den 23.9.1861)
Hvis det var hendes almindelige opførsel, hvad det jo tilsynladende var, så var man nødt til at gøre noget ved hende. Man kunne selvfølgelig ikke leve med, at hun i den grad generede andre mennesker. Det man gjorde var, som det fremgår af forhøret af toldassisten Bøje, at bygge en arrest til at spærre hende inde i. Det blev i retsforhøret forklaret, at det var en arrest til uregerlige fattiglemmer. Men reelt var den bygget til hende. Der blev gansk vist indrettet to arrestlokaler, men der er inter,der tyder på, at det andet blev brugr.
Arresten blev bygget til den østre ende af fattighuset, der lå Vrenstedvej 14. Væggene var grundmurede, men taget bestod kun af påsømmede brædder. Handelsmand Søren Jensen, der sammen med jernstøber Larsen havde ansvaret for byggeriet af arresten og for st tage sig af de personer, der blev indsat der, forklarede under forhøret, at det var besluttet, at arresten skulle have tegltag, men at det var udsat, fordi man for tiden ikke kunne få tagsten i Løkken. Arresten havde ingen vinduer, kun ventiler, der slap en smule dagslys ind. Der var ikke noget møblement kun en briks af brædder, der var sat fast på væggen og en balje til at forrette sin nødtørft i. De 2 arrestlokaler var 3x2 alen (1.9 x 1.3 m), så der var ikke megen plads at røre sig på. Sagen kom i retten fordi 2 møllersvende fra Løkken Mølle sammen med en kammerat havde brudt arresten op og befriet smed Nissens enke. Det blev indklaget af sogneforstanderskabet. Der blev afholdt 3 retsmøder det første den 26.8 og det afsluttende den 23.9.1861. Forklaringen i retten fra møllersvendene var følgende:
"Fremstod Tjenestekarlene Jacob Petersen og Mikkel Jensen af Løkken samt Anders Nielsen for Niels Peter Sørensen ibidem. De vedgaaer strax, at det er dem og ingen Andre, der den ommeldte Nat mellem Løverdag og Søndag satte Nissens Enke i Frihed. Det var Hellig Aften de vare samlede, som de sige, og havde nydt lidt Brændevin, dog ikke anderledes end at de var fuldkomne ædru. Til Forlystelse spadserede de sildigt ned paa Stranden, og Ingen af dem ville have tænkt på Nissens Enke før Madame Glistrups Pige - Madame Glistrup var Søster til Nissens Enke - traf dem paa Gaden i Løkken, og misklagede over, at Nissens Enke, med hvem hun længe havde talt, nu var saa daarlig, at hun ikke længere kunde tale. Udenfor Arresten havde bemeldte Pige talt til den arresterede. Da følte møllersvendene Medlidenhed og brød låsetøjet fra Døren, og satte hende i Frihed, samt bar hende ind i hendes Seng, da hun ikke kunde gaae, som følge af at træbenet var taget fra hende. Søren Jensen indrømmede, at træbenet var taget fra hende for at hun ikke skulle molestrere Arresten. Fremdeles forklare Møllersvendene, at de henvendte spørgsmaal til hende, men de fik intet Svar - Hun var forfrossen det havde regnet ned paa hende gjennem Sprækkerne mellem Brædderne, og hun havde ikke mange Klæder paa - Mikkel Jensen, der bar hende ind, forklarer, at hendes Klæder var vaade."
Forhistorien med træbenet var, at Nissens enke første gang hun blev sat i Arresten, havde slået hul i muren med sit træben. Derfor var muren blevet forstærket ved at slå brædder på. Dem, der passede arresten, ville selvfølgelig forhindre, at det skete igen. Men at tage hendes træben var en umenneskelig behandling. Uden træben var det eneste, hun kunne, at ligge på briksen i arresten. Det var også en umenneskelig behandlng, at det kunne regne ned gennem taget. Der var ingen steder at søge ly. Søren Jensen forsvareede sig med, at Nissens enke ofte om natten saavel som om dagen i beruset tilstand havde ligget under åben himmel. Det må vist siges at være en kynisk bemærkning, og viser hvor meget der blev set ned på fattiglemmerne af dem, der bestemte. Der blev lagt en pressening over taget, men det var først, da reaktionerne var begyndt at komme. Da Nissens Enke blev indespærret anden gang fik hun ikke mad og drikke i et helt døgn som straf for hendes opførsel. Også en umenneskelig behandling. Nogle hørte hendes råben på vand og forsøgte at hælde vand ned gennem sprækkerne i taget. Med det, der kom frem, kom retsagen hurtigt til at handle om behandlingen af Nissens enke i stedet for om indbruddet i arresten. Politimesteren var i Løkken i anden anledning og tog i forbindelse hermed arrestlokalerne i øjesyn. Han udstedte straks et forbud mod at bruge dem, og et påbud om, at eventuelle nyr lokaler skulle godkendes af ham, inden de blev taget i brug.
Omkring årsskifter 1861/62 bliver Inger Marie Nissen indsat i tvangsarbejdsanstalten i Korsør. Her opholder kun sin kun et år, så skrev politimesteren i Korsør til sogneforstanderskabet og bad dem om at tage Inger Marie Nissen tilbage, hun blev så i stedet for anbragt i en institution i Ringe på Fyn. Her opholdt hun sig i en længere periode. Hun vender tilbage i 1880'erne, hvor hun kommer til at bo på fattiggården i Skøttrup. Hun døde i 1893 i en alder af 76 år, ret godt klaret med en livsførelse som hendes. De fleste af hendes søskende gik det heller ikke for godt. Den ældste bror Niels Juul endte i fattighuset i Løkken. Andreas Jensen fortæller i sine erindringer om ham:
"I et Værelse eller Hummer, lavt til Loftet og med Kampestens-Gulv i nordre side af Huset, boede en gammel Krigsmand, som hed Niels Juel. Han kaldte sig altid for "Admiral Juel"; han havde en hel del gamle Medaljer, og et par gamle Sabler og Pistoler hang altid paa Væggen over hans Seng; han gik paa et par Krykker, naar han skule udenfor Døren."
Den anden bror Peder Christensen Juul og søsteren Anne Juul endte begge på fattiggården i Skøttrup. Helene Marie Juul gik det derimod godt. Hun kom i pleje hos mosteren Johanne Jacobsen, som hun også arvede. I en forholdsvis sen alder blev hun gift med Niels Lauritz Glistrup. Hun indrettede værtshuset "Figaro" i det hus hun arvede efter mosteren på Sdr. Strandvej. Hun solgte værtshuset i 1872 og flyttede til Aalborg, manden var da død. De øvrige søskendes videre skæbne kendes ikke.