Maleren Christian (kinne) Valentinusen er født i Løkken den 17. juni 1903. Til de tidligste erindringer fra barndommen hører oplevelsen af en stranding ud for Løkken:
"Jeg sidder i huset på Ndr. Strandvej. Jeg er ene hjemme og en lille dreng på 5-6 år. Jeg sidder og ser ud på kurvene på signalmasten oppe på signalbakken. Det er den sidste kurv, jeg venter på, for så ved jeg, at redningsbåden kommer her forbi, med 4 ellr 6 heste for. Som vi altid gjorde her i huset så bøjede jeg mine knæ ved stolen og bad til Vorherre om, at han ville lade forlkene fra strandingen komme levende i kand. Det her var om eftermiddagen, og ud på aftenen hørte jeg, at alle var kommet velbeholdne i land. Så jeg var jo stolt i troen på Vorherre."
Oplevelsen er betegnende for det fiskerhjem, som Valentinusen voksede op i. Moderen havde været med, da grundstenen til metodistkirken blev nedagt. Faderen tilhørte Indre Mission, som han var fomand for. Metodistkirken blev bygget i 1884, og der var på den tid en stor metodistmenighed, og det har vel også været en tilskydelse til, at byen fik en ny folkekirke i 1898. Tiodligere måtte byens folk søge kirken i Furreby. Der har været et religiøst røre i Løkken i disse år. I 1907 byggede Indre Mission et missionshus, og byen fik også en afholdsloge, "Blå Kors".
Løkken var i overgangen fra det 19. til det 20. århundrede i forandring. Den skudehandel, som hidtil havde været det økonomiske grundlag for byens økonomiske liv, var ophørt. De store skudehandlere var flyttet bort Men i disse år tog fiskeriet over. Gode fangster i 1880'erne og ny teknik medførte en stigende tilgang af fiskere fra bl.a. Skagen, og de har uden tvivl været med til at præge det religiøse liv i byen. Badelivet var så småt ved at komme i gang. Byen havde i 1895 fårt et moderne badehotel, indrettet i en ombygget skudehandlergaard. Der blev arbejdet ernergisk på at få en jernbane til byen, der i disse år både fik en borgerforening og et elværk.
Morris Johnsom bevægelsen
Dette bysamfund under forandring og præget af handelsfolkenes og fiskernes individualisme var modtageligt for nye strømninger. Omkring 1910 kom en ung landmand af den store Rendbeck-familie hjem til Pandrup fra USA. Med sig havde han en ung, smuk mand født af danske forældre. Han hed Morris Johnson og var udsendt af en amerikansk kirke. Niels Rendbeck og han forsøgte først at holde nogle møder på Pandrupegnen, men uden større tilslutning. Senere flyttede de møderne til Løkken, hvor folk ifølge Chr. Valentinusen var mere sværmerisk anlagt. Møderne fik stor tilslutning, og en af Johnsons tilhængere, Carl Johan Christensen indrettede i Nørregade en mødesal til bevægelsen":
"Min egen mor var sværmerisk anlagt", fortæller Kinne, "men det var på en anden måde. Hun havde en god sangstemme. Bare hun kunne få lejligehed tilat synge, så tog hun ikke indholdet så højtideligt. Hun sluttede sig til Rendbeck og Johnson. Far var jo missionsmand, så hjemmet blev noget delt. Mor gik til møde i salen, far i missionshuset, men bagefeter kom han hen i salen og deltog i Mødet".
Moris Johnson-bevægelsen holdt sig nogle år og døde så hen, Johnson tog tilbage til USA. En del af hans tilhængere søgte via pinsemissionen over i Den apostolske Kirke, som begge Kinnes forældre gik over til.
En ung mand vokser op
I disse år voksede Chr. Valentinusen op og blev en ung mand. Han kom, hjulpet af en af byens faste badegæster, Harald Fischer på byens realskole. Valentinusen har fortalt, at Harald Fischer havde vist et portræt, han havde malet, til en københavnsk professor. Denne skal så haved sagt: "Det er svært at vise vejen for et ungt menneske men sig til den Løkkendreng, at han bør gå i malerlære".Det lyder meget troligt, at ordene er faldet på den vis. Der var mange undge kunstbnere dengang, for hvem vejen ikke gik gennem akademiet. De måtte nøjes med de lokale Læremestre og de teknike skoler.
Kinne tog realeksamen og kom i lære hos malermester Andersen i Løkken. Andersen var en fin musiker, og han havde også interesse for malerkunst. Allerede som stor dreng var Kinne begyndt at male og havde vist anlæg. Derfor var han kun 2 år hos Maler Andersen og kom så til Aalborg, hvor han kom i lære hos malermester Lauritz Pedersen, der også underviste på Teknisk skole. Han var en fremragende tegnepædagog. Efter læretiden blev Kinne endnu 2 år hos Lauritz Pedersen og tog derefter til Paris for at lære malerkunst. Lauritz har vist aldrig fået sin berettiget plads i kunsthistorien, men han synes at have haft en betydelig indflydelse på unge taleneter fra Nordjylland. Det gjaldt både meleren Axel P. Jensen og tegneren Lars Nielsen, der opholdt sig i Løkken og anbefalede Kinne at at fortsætte lærepladsen hos Lauritz Pedersen.
Kredsen omkring Thomas Olesen Løkken
I 1918 flyttede Thomas Olesen Løkken fra Vraa til Løkken. Han var begyndt at skrive, og i 1920 udkom "Bonden Niels Hald", der lagde grunden til hans forfatterskab. I 1923 flyttede han ind i et stateligt hus fra 1815, "Hannes Hus". Det var købt af en søster til den legendariske sagfører Anders Olesen, der stammede fra Vrensted. Sagfører Olesen var en beundrer af Thomas Olesen Løkken, og huset er formentlig købt med henblik på, at han kunne arbejde her. Her boede han til 1939 og flyttede så til Blokhus.
Thomas Olesen Løkken var blevet en kendt skikkelse og fik mange venner blandt unge forfattere. Hannes Hus blev nu et samlingssted for dem. Her kom nogle af landsdelens egne: Jens Thise, Niels Anesen, Hulda Lûtken og Erling Kristensen, der havde været lærling hos Thomas, da han havde cykelforretning i Vraa. Der kom ogsaa forfatteren Emil Bønnelykke og Thomas Olesens ven, Martin Andersen Nexø. Desuden kom forfatteren Jacob Paludan, som var ven med Lars Nielsen og Chr. Valentinusen.
Lars Nielsen var født i Slotved Fattiggaard uden for Sindal i 1893. Ved et tilfælde kom han i malerlære i Vraa, og her mødte han Thomas Olesen og lærlingen i Harken Brugsforening, Jens Bang, der i 1922 etablerede sig som forretningsmand på Torvet i Løkken, hvor han blev en aktiv iværksætter. Lars Nielsen var kommet på Teknisk Skole i Aalborg med et statsstipendium, og her fik han Lauritz Pedersen som lærer. Han har sikkert bestyrket den unge Lars i troen på, at han kunne ernære sig som kunstner. Lars var bl.a. en tid tegner på Aalborg Stiftstidende. I begyndelsen af 1920'erne slog han sig ned i Løkken, hvor han hurtigt blev afholdt, ligefrem feteret. En kreds af byens damer sørgede for, at han kom til København, hvor han gik på Kunstakademiet et år og på Statens Tegnelærerkursus. Der kan ikke være tvivl om, at Thomas Olesen Løkken satte sit præg på de unge mennesker, der søgte Hannes Hus.
I 1928 skrev han til Valentionusens gæstebog:
En levende og glad by
I 1913 var Løkken blevet stationsby, og det gav ny udvikling til byen. Fiskerne fik bedre afsætningesmuligheder, og der kom i de følgende år flere nye og store både på stranden. Badelivet tog fart. Der kom både søndagsturister og badegæster på hoteller, pensionater og hos private.Trods den økonomiske krise i 1930'erne synes Løkken at have udviklet sig. Byen fik mange af de faciliteter, der kendetegner den tids stationsbyer og små købstæder. Og badegæsterne blev om sommeren en aktiv del af byens liv. det gælder bl.a. personer som guldvarefabrikant Harald Fischer og gasværksdirektør Thomas Westenholz.
Byen var nok præget af skel mellem forretningsborgerskabet og fiskerne, og modsætningerne mellem grundtvigianerne og Indre Mission og mellem folkekirken og frikirkerne. med dermed undgik byen måske noget af den bonerthed, der ofte har præget stationsbyerne. Der kom nu flere kunstnere til byen. Også de satte deres præg på sommerdagene. Løkken var den gang en glad og levende by.
En lovende portrætmaler
Og her udvikledes og modnedes Chr. Valentinusen. Han havde været på en lang udenlandsrejse til Paris, Alperne, Sydfrankrig, Monaco og Norditalien. I Alperne havde pinsemissionen en sprogskole, der blev ledet af Anne Larsen Bjørner. Her fik Valentinusen ophold en halv snes dage og solgte en tegning, så der blev råd til at rejse til Middelhavet. Sammen med sin senere kone, den svenskfødte Magna, kom han igen til Paris i 1926. Denne gang i 3 måneder. I 1927 blev de gift og slog sig ned i et lille træhus, men byggede senere et større hus på Klitvej.
I disse år ernærede han sig som maler, ikke mindst som portrætmaler. Den ene bestillibng tog den anden med sig, og han slog sit navn fast som en dygtig portrætmaler. Han malede byens spidser og dens badegæster, og han rejste ofte ud og var borte i længere tid for at male portrætter af godsejere og grosserere. Der blev også tid til landskabsbilleder, dels billeder fra Furreby, dels billeder af fiskere på stranden. I 1932 udstillede han ca. 50 billeder på museet i Aalborg, og ifølge pressen blev hans kunst godt modtaget, og han fik flere bestillinger på portrætter.
Op gennem 30'erne udstillede Valentinusen hyppigt i Løkken og deltog i byens liv. Bl.a. lavede han karikaturer ved en fest i fiskeriforeningen 1932, hvor Thomas Olesen Løkken læste op og Thomas Westenholtz viste film. Venskabet med Lars Nielsen blev bevaret, og nye bekendte kom til, bl.a. tegneren Erik Larsen, født 1902. Erik Larsens far var blevet tolder og strandkontrollør i Løkken i 1921, og det førte den unge Erik Larsen til byen. Han sklbte sig i København et navn som tegner og sluttede sig under sit ophold i Løkken til byens kunstnere. Lars Nielsen, Erik Larsen og Chr. Valentinusen betragtede siog som egentlige Løkkenmalere. De andre var gæster.
Bekendtskabet med Jacob Paludan
I magna og Chr. Valentinusens gæstebog står der et lille vers fra 1930:
Det er skrevet af forfatteren Jacob Paludan under et besøg i Løkken 1930. Chr. Valentinusen var blevet ven med Jacob Paludan på en lidt tilfældig måde. det var sket under en spadseretur på Kongens Nytorv sammen med Lars Nielsen. Her havde de mødt Paludan, som Lars Nielsen kendte. Han havde bl.a. solg billeder til ahm. De slog følge, og inden de skiltes, havde Paludan lovet at komme til Løkken.
I familiens besiddelse er stadig nogle breve, som Jacob Paludan skrev til Valentinusen mellem 1927 og 1933. Et af dem er af særlig interesse for forholdet mellem de to. Det er skrevet 23. januer 1928, da Kinne altså var 25 år og Paludan 32. Det gengives her med udeladelse af et enkelt afsnit, hvor Paludan forholder sig kritisk til Lars Nielsen:
Kære Valentinusen
Ja, De bør være opmærksom paa, at man maa lære og lære og lære. De vil selvfølgelig kunne faa Portrætbestillinger nok for Resten af Deres Dage, men deraf udvikles De ikke, snarere bliver De hurtigt staaende i en Maner, og en Standsning af Deres Udvikling nu vilde være en Haan mod de meget sjældne Naturanlæg,De har faaet. - Det gaar ikke at male Krøjerskefter Krøjers Død, man maa i 1928 se Tingene med nyere Øjne, nyt Syn er nødvendigt, man kan nu engang ikke overtrumfe de døde Mestre paa deres Felter.
Nej, Nutiden kan ikke trodses, gamle Malermaader ikke bringes i Højsædet igen. Nutiden har netop en vidunderlig stærk kunst, nye renere Farver, et forenklet Syn, det har udryddet alle Fiduserne med at faa Tingene til at ligne saa Satans og er virkelig blevet Maleri, et besjælet Udtryk for Opfattelsen af Tngene omkring os. Jeg var igaar i Grænningen og sikrede mig der et Forstadslandkab af Rostrup Boyesen og et Billede af April paa Bornholm af Olaf Rude, sidstnævnte var endda tilstede og vi fik en Passiar. Han er en mærkelig stille og rolig Mand, Borger at se til, men han er en af de faa virkelig remragende herhjemme, en af dem, der kunne udstille i Paris uden at falde igennem. - Det er jo stadig i Frankrig, det nye Maleri bliver til, og det er ikke nogen Modesag, som visse tror. Tværtimod, den der ignorerer Nutiden, vil blive Ignoreret af Fremtiden.
Ligesom en Forfatter ved at fordybe sig i de litterære Mesterværker kan lære nyt om sin Metier, tror jeg en Maler ved flittigt at studere Udstillinger kan lære adskilligt, selv uden direkte Undervisning. Det Halve er Instinkt, Farve- og Forminstinkt, det andet maa læres - hvorledes man faar Luft, rolig eller flimrende Luft ind i Billedet, hvorledes Farverne klinger sammen etc. At se er i virkeligheden noget man skal lære, det er man ikke født med. De er født med al det, der ikke kan læres, Farvefornemmelsen og Evnen til at træffe karakteristiske Ligheder osv., og desuden har De lært Dem selv meget. Men af Folk, der forstaar det væsentlige i Maleriet bedre end jeg, vilde De kunne lære det, som kun de fineste kendere af Kunsten forstaar. Kunsten er meget, meget lang og Livet kort. Det farlige ved at bo saa afsides som De er netop det, at De ikke har Lejlighed til uafladelig at skærpe Deres Instinkrt ved at se, hvad andre frembringer, De falder til Ro i Deres eget og holdes ikke stadig i Kog i Kappestridens Gryde - og dertil er De endnu for ung. Tag Lære af nærliggende Eksempler og tro ikke paa en Vendsysselsk Separatist-bevægelse. Det er i de store Byer, at det foregaar - det ses i alt fald af Malerierne. De skal ikke forhaste Dem, men bør dog overveje grundigt de her fremsatte Anskuelser. For Deres egen Økonomi er det nemlig afgørende, at De naar op i den rigtge Betalingsklasse, og det når man kun ved at dygtiggøre sig blandt de allerbedste og udstille og faa et navn.
Venlig hilsen til hele Familien fra Deres Jacob Paludan.
Brevet siger selvfølgelig en del om Paludan, der selv var en habil tegner, men det har ikke den store interesse her. Det har derimod den belæring, som han giver Valentinusen. Han har kunnet se Kinnes talenter, men er altså klar over faldgruberne, forestillingen om det lokale miljøs tilstrækkelighed. Måske har Paludan også set noget i Kinnes natur eller måske blot villet advare mod en almindelig tendens. I det mindste har han peget på noget alment nødvendigt, viljen til vækst. Dvs. fordringen om en personlig anstrengelse.
Regnbuemalerne
I 1938 købte P. Krogh Geneser, der havde en kunsthandel i Løkken, det tidligere redningshus på Sdr. Strandvej. Det havde ligget ubenyttet et par år. Nu åbnede han juli 1938 en kunstudstilling i huset. "Regnbuen", som udstillingen hed, var nok Genesers værk, men de centrale kunstnere var Valentinusen, Erik Larsen og Lars Nielsen. Hertil sluttede sig andre, som kom til Løkken i disse år. I alt var der14 udstillere med 141 værker på den første udstilling. Flere af dem havde udstillet på anerkendte udstillinger som Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborg. Det var ikke en "Vendsysselsk Sepperatistvbevægelse". Snarere malere på ferie.
Udstillingen blev smukt omtalt, bl.a. i hovedstadspressenn. Også i de følgende år blev den anmeldt. I 1941 af Jacob Paludan, dog mest som et lettere sommerbrev fra byen. Kontakten mellem Geneser og kunstnerne gik nogle pår tilbage. Flere af dem havde i årene forud udstillet i Genesers butik, og en dag i juli solgte de så billederne på en auktion på Strandpavillonen.
i disse år kom der også to kvindelige kunstnere til byen. Ane Brûgger boede her fast til 1943, og Tjek Jerne opholdt sig i byen et par måneder hver sommer, indtil hun døde i 1945. Regnbue-udstillingerne fortsatte i de følgende år, hvor Løkken blev Vendsyssels kunstby. Den sidste udstilling blev holdt i 1942, arrangeret af Ane Brûgger og Tjek Jerne. På det tiodspunkt havde besættelsen gjort det umuligt for kunstneren at arbejde her. Løkken blev mere og mere en lukket by med bunkers, minefelter og pigtrådsspærringer. Efter krigen lod udstillingerne sig ikke genoplive.
Regnbuens pressesekretær var maleren Knut Dokker, der selv udstillede. Han præsenterede de forskellige udstillere i Løkken Folkeblad. Om Valentinusen skrev han i 1938:
"Valentinusen er barnefødt i Løkken.og Løkkenstranden er Centrum i den Motivkreds, han skabte sit Navn paa. Han kender Havet i Graavejrsbelysning, i knaldende Sol, i Skumringsmørke, og han formaar at gengive det med Ægthed. Ingen formaar som Valentinusen at male en Havbaad korrekt - hans Baade er saadan, at selv Fiskerne ikke har noget at indvende. der magler ikke noget.
En stor Kolorist er en Maler, som kan omgive en brunllig Farveklat med saadanne Farver, at den brune Klat lyser med Styrke som ren Zinnober - og det Kunststykke har Valentinusen ofte vist os. Han er maaske noget af en Eksperimentator, forsøger sig nu og da med ny Teknik, Men forhaabentlig bliver det Koloristen Valentinusen, der sejrer i det lange Løb. Vi, der holder af ham, haaber det. Valentinusen arbejder saa ærligt og analyserende, at hans arbejder mærkes af det - man kan leve med hans Billeder i Aarevis, og de er stadig gode for Øjet at hvile paa,
Han er ogsaa en habil Portrætmaler, som formaar at gengive mere end ydre Lighed med Modellen - og paa dette Omraade taaler han maaske Sammenligning med Augustus John, en af Englands bedste Portrætmalere i vor Tid. Rent teknisk har de to Kunstnere stor Lighed med hinanden - begge er oprindelige, djærve, ægte. Valentinusen staar veludrustet til at gaa ind til sin Mandomsgerning, og ingen behøver at tvivle om, at han vil rydde sig en Plads at staa paa. Sker det først, er han urokkelig."
Den engelske maler Augustus John levede fra 1876 til 1961. Man må vel medgive, at Knut Dokkers beskrivelse også har et formål, at pirse udstillernes kvaliteter. Det udeklukker ikke, at man også kan læse beskrivelsen som en kollegial vurdering. Man kan så undre sig over, at han nøjes med at kalde Valentinusen "habil" som portrætmaler. Andre anmeldere fra den tid fremhævede først og fremmest Valentinusen som portrætmaler.
Venskabet med Asger Jorn
Blandt de kunstnere, der kom til Løkken i 1930'erne, var også den unge Asger Jørgensen (Jorn), som var gift med jordmoderens datter, Kirsten Lyngborg. I 1939 udstillede Asger Jørgensen, som han endnu hed, 6 abstrakter billeder på udstillingen i Regnbuen. Familierne Valentinusen og Jorn havde lært hinanden at kende i 1935. Mellem dem udviklede der sig et varmt venskb. Valentinusens datter (Sonja Fritze) fortæller, at hun var barnepige for Jorns børn. Magnas og Kinnes hjem stod åbent for Kirsten og Asger og deres fælles børn, og de blev ved med at komme der, også efter skilsmissen mellem Asger Jorn og Kirsten Lyngborg. De to familier boede en tid i gåafstand fra hinanden.
Det var efterhånden ret kendt, at Jorn og Valentinusen i 1942 ferierede i Nr. Lyngby sammmen med Ejler Bille og hans senere kone Agnete Therkildsen. Både i litteraturen om Bille og Jorn nævnes dette ferieophold, som fik betydning for begge kunstnere. Bille med "Figur" (Nordjyllands Kunstmuseum) og Jorn med "Konge i Underverden" (Nordjyllands Kunstmuseum). Valentinusen malede i denne ferie i granplantagen ved Nr. Lyngby, tro mod den naturalisme,Thomas Olesen Løkken havde pålagt ham.
Hertil kom et portræt af Asger Jorn og et selvportræt. Hans stil blev kun lidt påvirket af de to andre. Jorn betragtede Valentinusen som den håndværksmæssige bedste af de tre. På en vis måde blev Valentinusen en slags formynder for Jorn, fortæller Sonja Fritze, og Jorn havde stor respekt for ham. "Det, den mand kan se," sagde Jorn ved en bestemt lejligehed til Sonja Fritze. "Han ser lige igennem mig".'
De første år i København
I efteråret 1938 var familien Valentinusen flyttet til København. Valentinusen havde efterhånden så mange portrætbestillinger der, at det var hensigtsmæssigt at flytte. men familien var også blevet tilskyndet dertil af vennerne. bl.a. Jacob Paludan. En anden tilskyndelse kom fra en Løkkendreng, Børge Mikkelsen, sømand og senere brobetjent i København. Han slog sit navn fast som drengebogsforfatter, og havde iøvrigt deltaget i redningsaktionen, da Løkken redningsbåd kæntrede i 1929. Børge Mikkelsen og hans familie hørte til Valentinusens nære venner. De boede tæt ved hinanden i Bispebjergkvarteret ved Grundtvigskirken, hvor der i øvrigt boede mange kunstnere.
Hjemmet på Borgskrivervej blev et samlingssted for mange af tidens kunstnere: Malere med rod i det nordjyske som Karl Bovin, Anders Hune og Svend Engelund kom, når de udstillede i hovedstaden. Forfattere som Emil Bønnelykke, El Formann og Hulda Lûtken hørte også til vennerne. Sonja Fritze fortæller, at Valentinusen i 1940'erne havde kontakt med kredsen omkring kunsttidsskriftet "Helhesten", redigeret af arkitekten Robert Dahlmann Olesen og med Asger Jorn som inspirator. Magna og Kinne deltog gerne i sammenkomsterne i kredsen. Kinne blev her kredsens troubadur, der med luthen i hånden foredrog Bellmann-sange og Evert Taube-viser. Fra tid til anden fik han følgeskab af Asger Jorn på violin. Kredsen omkring "Helhesten" blev inspirerende for de abstrakte malere, der dannede COBRA-grubben i 1948. Valentinusen forstod nok de abstrakte malere, der ofte betegnede sig som tankemalere eller åndsmalere, fortæller Sonja Fritze, og han så noget i deres arbejder. Selv malede han ikke abstrakt og fulgte derfor kun tilblivelsen af COBRA på sidelinien. Men som det åndsmenneske, han var, kunne han inspirere sine malerkolleger, og de respekterede ham. "Du behøver ikke at male. Du er selv kunst", skal en af dem have sagt til ham. Sonja Fritze siger, at han var livskunstneren blandt dem.
Årene under krigen gav vareknaphed og pengerigelighed. derfor kunne kunstnerne let sælge deres billeder. Det nød også Kinne godt af. Han holdt i disse år flere separate udstillinger i København, bl.a. i gallerier på Nicolaj Plads og i Købmagergade. Hans skildringer af det nordjyske landskab og fiskerne på stranden solgte godt, fordi de måske også rørte ved noget i danskerne i disse år. Under krigen arbejdede han ofte sammen med Jorn og Dahlmann Olsen i et hus på Amager, udlånt af kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen.
Hver år vendte familien tilbage til Løkken, bl.a. for at deltage i Regnbue-udstillingerne. Sonja Fritze husker en episode fra faderens fødselsdag den 17. juli 1941. Kort efter, at gæsterne bl.a. farmoderen og farfaderen, var ankommet, blev Kinne kaldt til telefonen. Der var besked fra udstillingen. Lidt efter kom han stolt tilbage med fingeren i vestens ærmegab: "Jeg har solgt det hele for 1000 kr," meddelte han. Valentinusen var medlem af sammenslutningen "Nordjyske Malere" og deltog i dens udstillinger i Aalborg. I 1946 og i de følgende år holdt han separaudstillinger i teknisk skole i Løkken.
At holde kunsten og familien i live
Paludan havde i gæstebogen skrevet om at holde familien og kunsten i live. Der var efterhånden kommet 4 børn, der skulle sættes i vej. Valentinusen fik i disse år en aftale med en kunsthandler, der lagde mere vægt på hans håndværkdmæssige kunnen end på hans behov for tid til fordyberlse i motivet. Selv om han altid havde været meget flittig, blev der i disse år efter nogles mening nok malet for mange billeder. Det blev en periode, hvor borgerbrevet i kunstnens hellige by var tyndere.
Men han havde stadig portrætterne, som var uden for aftalen. Der belv bl.a. malet adkillige københavnske direktører, til ophængning i deres virksomheder. Endvidere blev kantinen i Københavns Brandforsikring udsmykket. I 1953 gennemgik Valentinusen en alvorlig operation, og hans helbred fik et knæk. Dertil kommer, at Sonja Fritze oplyser, at han mistede evnen til at se farver, og det er vel årsagen til, at de senere billeder fik en anden tone. En datter døde ung, og 1960'erne var hårde år, fortæller Sonja Fritze. Hun fortæller også, at Kinne altid længtes tilbage til Løkken, men han fik gennem billederne af fiskerne på stranden en erstatning for savnet af fødebyen.
Efter Regnbuen var forbindelsen mellem de tre Løkkenmalere blevet mere sporadisk. Men i 1965 arrangerede den nydannede "Løkken Kunstforening" en udstilling med Løkkenmalerne. Valentinusen var her kontaktpersonen til mange af kunstnerne. Det blev sidste gang Erik Larsen, Lars Nielsen og Valentinusen mødtes og udstillede sammen. I Løkken havde Magne og Kinne fået et par meget gode venner i læge Oscar Bojsen og hans hustru Hjørdis. De var begge meget kunstinteresserede og havde forbindelse emd andre malere. I 1970'erne foretog de fire en tur til Israel, hvor Kinne tegnede og malede. Også sammen med børnene foretog ægteparret Valentinusen rejser, der resulterede i tegninger og malerier.
I 1980 arrangerede Vraa Højskole en udstilling med Valentinusens arbejder i Kunstsalen. Det var hans sidste store udstilling. Både han og Magna var på dette tidspunkt syge og deltog ikke i ophængningen og så ikke udstillingen. Chr. Valentinusen døde i 1984.
I 1976 fortalte Cher, Valentinusen sin historie på et lydbånd. Det er sammen med Sonja Fritzes fortælling, oplysninger fra familien Jorn og Paludans breve kilderne til dette skrift. Lydbåndet slutter med, at Valentinusen fortæller om sit sidste møde med vennen Lars Nielsen, der bad ham synge en lille sang, "Sving dig kun lærke mod himlen blå". Den sang han tit i gamle dage. Kinne tog luthen frem og sang den til båndoptageren. Nu hænger luthen stum, men strengene dirrer endnu.
Christian Valentinusen som maler. Anmeldelse af Leif Bøgh
Min anmeldelse af Chr. Valentinusens værker bygger på de malerier, plakater og dekorationer, jeg har haft lejlighed til at opleve i Løkken efter et formidabelt indsamlingsarbejde af Løkken Billedsamling. Det er velkendt i vide kredse, at der hænger endnu flere værker spredt over det meste af landet. Disse danner ikke grundlag for den vurdering, jeg fremsætter her, men de vil uden tvivl bevirke, at jeg nysgerrigt vil skæve til mangen en nordjysk væg i tiden fremover.
Kunstneriske forudsætninger
Valentinusen er helt klart den af Løkkenmalerne, der udviser det mest sikre håndværkmæssige håndelag. Han har i utallige værker vist, at han kan gengive et motiv, så det ligner forlægget både i form og farver. Dette talent er vel egentlig en forudsætning for at lave god billedkunst, hvadenten billedet skal ligne noget konkret eller ej. Hans evner for at komponere en billedflade, at blande farver og sætte dem op mod hinanden og at påføre dem lærredet med fynd og elegance fremgår også tydeligt af flere af hans værker.
Når alle disse faktorer mødes i et billede i følgeskab med kunstnerens psykologiske indleven i modellen og selvfortabelse i arbejdet, så bliver billedet godt. Et lille billede af en båd på stranden 1925 er et sådant billede. man ser klitterne til højre, havet til venstre, og kystlinien fortone sig mod Rubjerg Knude i det fjerne. Den blå båd er dristigt forskudt mod højre, men balancen opretholdt perfekt af havet til venstre. Lyset flimrer impressionistisk over hele landskabet. Man fornemmer det hede sand og luftens varmedis. Det er et herligt, selvoplevet billede.
Motivverden, malemåde og personlig udvikling
Når man ser mange billeder af en kunstner samlet på et sted, søger man uvilkårligt efter en fællesnævner. Hvad kendetegner denne kunstner? Hvor ligger hans styrker og hans svagheder? Kan man spore en udvikling hen mod et personligt udtryk? Med Chr. Valentinusen er denne søgen ikke let. Det forekommer mig, at hans malemåde skifter brat mellem tre tendenser. I den impressionistiske stil kommmer naturens farver sandfærdigt til udtryk og stofkarakteren i motivernes overflade er til at føle på. Her er førstnævnte billede fra 1925 et smukt eksempel.
I en periode maler Valentinusen nogle landskabsbilleder inde i landet. De er mere stilistiske i formen. man ser høstarbejdere og gule kornneg i et gulbrunt landskab. Et andet billede, som jeg tilfældigt så hos en familie i Hou, viser grønne høstakke i et køligt grønt landskab. Disse billeder har andre kvaliteter end de impressionistiske, man fornemmer ikke i samme grad varmen eller køligheden her. Billedets farver har her et andet formål, end at skabe atmosfære og temperatur. Penselstrøgene afslører, hvori intentionen består. De er markant afsat i stramme, velovervejede rette strøg, der krydsende opbygger en stilistisk komposition. Valentinusen er i disse billeder i højerer grad optaget af billedets kompositoriske stramhed end af den nøjagtige gengivelse af hans oplevelse af motivet.
Her begynderhan at skabe en stil, der hos andre ofte fører hen mod abstraktioner, men udviklingen stopper tilsyneladende i et tidligt stadium. Det abstrakte udtryk var vist ikke Valentinusens kop te. I andre billeder kombinerer kunstneren trangen til at sætte komposition og stramhed sammen i en enhed ved hjælp af en mere blød og sympatisk trang til at udtrykke stemninger fra sin fødeby Løkken. I et udateret billede forestillende en del af byen set fra en klittop er byens karakteristiske huse anbragt i fornem perspektivisk komposition, hvor de rosa og røde faver i gavle og tage udgør en velafbalanceret helhed. Billedet er dejligt usentimenatlt , fordi det maleriske her er sat i højsædet.
De mange billeder, Valentinusen har malet af mennesker på stranden, udgør to typer, der dog har det tilfælles, at de beskriver den psykologiske samhørighed, der er opstået mellem mennesker, der gennem generationer har fået deres daglige udkomme derude på havet. Den ene type af fiskerbilleder er den ærliger, indfølte selvoplevede type. De er malet med respekt for modellerne. De er koloristisk i orden, undertiden fremragende og udført med elegance.
Den anden type må opfattes som professionelt venstrehåndsarbejde med indtjening som hovedmotiv. De er oftest blå i tonen uden spændende kontrasteffekter. Ingen farver spiller levende op mod hinanden og kunstnerens psykologiske indleven er påtaget eller fraværende. Man har mistanke om, at Valentinusen ikke har befundet sig vel under arbejdet med disse billeder. De bærer præg af brødnid, og jeg vil derfor tillade mig at kalde stilen som den spekulative.
Portrætterne
Chr. Valentinusen var en udmærket portrætmaler. Nogle af dem bærer præg af bestillingsarbejder, hvad de da også i vid omfang var, men i denne genre var han på hjemmebane. Han har rigtigt kunnet få lejlighed til at vise sin håndværksmæssige dygtighed, sin psykologiske indlevelsesevne og sin gode sans for farvesammensætning. Her udviser han også respekt for modellerne og glemmer helt tankerne om mammon til fordel for arbejdets intensistet. I portrætterne kan man også følge en vis udvikling hos kunstneren. Der er således stor forskel både i tid og malerisk udtryk på et tidligt portræt af en ung nygift kvinde fra Løkken og portrættet af pastor Holger Balslev fra sidst i 1940'erne. De to billeder har hver deres kvaliteter.
Den unge kvinde er malet i dystre, dæmpede farver i mat grønt og sort. Malingen er påført i jævne lag uden synlige penselsstrøg. Hendes sørgmodige ansigt er vendt lidt til siden, og øjnene betragter sørgmodigt en imaginær plet på gulvet, mens hendes tanker er andetsteds henne. Hvorvidt det er bevidstheden om rækkeviden af konsekvensen af det nyligt gennemførte bryllup eller modelarbejdets langsommelige monotoni, der bekymrer hende, fremgår ikke, men mon ikke det sidste er det mest sandsynlige som forklaring. Billedet har under alle omstændigheder en dejlig barok stemning over sig. Portrættet af pastor Balslev er helt anderledes. Han ser også mod venstre, men blikket er selvbevidst, nærmest stålsat. Farverne er ligeledes grønlige og sorte, men her med en befriende fris+khed, der passer til pastorens brede smil. Penselstrøgene er her udført med en sjælden elegance og sikkerhed, og de buede linjer i baggrundens gardiner tager fornemt del i billedets kompositoriske og koloristiske helhed.
Fortolket ud fra Valentinusens portræt af teglværksejer Møllert var denne en selvbevidst mand med stor autoritet. Hans udtryk på billedet afspejler desuden en vis afstandstagen til den maler, der ihærdigt og samvittighedsfuldt arbejder foran ham. Eller er det Valentinusens sindsstemning, der kommer til udtryk i billedet? Modellens lidt skæve isseform er med til at forstærke den tydlige diagonalkomposition, billedet er opbygget efter.
Stemningen er en helt anden i et lille portræt af en ung pige på stranden. Hun ses i profil og er badet i et typisk skagensk havlys, som vi har set før. Valentinusen var ganske ung, da han malede billedet. Det viser tilstedeværelsen af hans medfødte talent for tegning og maling
Andre aktiviteter
Udover strandbilleder, bybilleder, portrætter, landskaber, mennesker i aktivitet og i stille eftertænksomhed har Chr. Valentinusen malet plakater. Han plakat for Løkken med sømærket er vel næppe siden hen overgået i gennemslagskraft. Senere tiders højteknologiske forsøg er sivet ud i forglemmelsens strandsand sammen med bølgerne. Dekorationer har han også lavet. Hans store brune landskaber, der udgør nogle velintergrerede dekorationer i sygeplejerskernes feriehjem i Løkken falder godt ind i interiøret i det smukke hus. Kunstnerens person holdes klædeligt i baggrunden til fordel for stedets arkitktektoniske helhed.
Om kunstnerens personlighed
Begrebet personlighed er vel nok det bløde punkt, når vi taler om Chr. Valentinusen som kunstmaler. Til trods for den rige dokumentation af maleriske kvalifikationer er det svært at finde personen bag hans værker. Han udvikler så at sige ingen personlig stil, intet udtryk, der er karakteristisk for netop ham som maler ingen form, der kan genkendes som hans. Han må have haft en yderst bastant psyke. Han var ven og arbejdsfælle med progressive malere som Asger Jorn og Ejler Bille. Deres påvirkning kan ikke spores i et eneste maleri, eller andet værk af Valentinusen. Dette er ganske forunderligt. Manglede han mod eller lyst til at gå sine egne veje og skabe sin egen kunst, eller syntes han, det var uden interesse? Vi ved det ikke. Men hvad har han givet os i eftertiden? Han har givet os mange gode billeder, som mange vil nyde i år fremover. Når mindet om selve personen er glemt, har vi billederne tilbage.