Matr. nr. 23a og 23b (106)

Nørregade 14-16 2015

Smed Jens Jensen købte grunden af Niels Asp Geertsens enke, Karen Marie Mortensen i 1860 og byggede hus med smedie. Huset er registreret i brandforsikringsprotokollen, men findes ikke i de taksationsprotokoller, der er tilgængelige. Det var grundmuret med tegltag. Grunden var ubebygget før dette tidspunkt, og hørte oprindeligt til Mølgaards Sandskjær (hvort der blev skåret græstørv til dæmpning af sandflugten). Jens Jensen var født i Vester Brønderslev. Inden han byggede hus i Løkken var han blevet gift med Else Birgitte Marie Sørensen fra Hjørring. Hun døde i 1870 kun 38 år gammel og han fik en husbestyrerinde til at tage sig af de 5 børn. Jens Jensen døde i 1892 og arvingerne solgte i 1894 huset til fisker Lars Jørgen Pedersen, der kom fra Ingstrup.

Ved folketællingen i 1901 boede fisker Niels Valentinusen i en del af huset. Ejendommen blev i 1903 udstykket i matr. nr. 23a (højre halvdel) og 23b (venstre halvdel). 23b solgte Lars Jørgen Pedersen til Bertha Marie Jensen, der solgte den videre til fisker Jens Jensen i 1906. Han boede der indtil 1955, hvor han solgte til Poul Elias Jensen.

23a blev Lars Jørgen Pedersen boende i, og ejede helt til 1954, hvor han solgte til Marius Thirup. Den ekstra etage på huset er bygget i nyere tid.