Pioneren i det danske redningsvæsen er C. B. Claudi, der var opvokset ved Vesterhavet nord for Thorsminde i Vestjylland, og senere blev sandflugtskommissær på hjemegnen. Han overværede et stort antal strandinger, hvor han ligesom stedets øvrige beboere måtte stå magtesløs tilbage. Han følte, at der måtte gøres noget og tog derfor i 1845 for egen regning til England for at studere det engelske redningsvæsen, der ligesom det hollandske var oprettet allerede i 1824. På rejsen besøgte han flere redningsstationer og satte sig ind i, hvordan man udførte redningsaktionerne. Da han kom hjem, henvendte han sig til Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet og foreslog oprettet et dansk redningsvæsen. Samtidigt tilbød han sig som rådgiver, med baggrund i den viden, han havde indhentet i England. Sagen blev rejst i stænderforsamlingerne, som henholdsvis den 4. september (Østifterne) og den 11. december 1846 (Nørrejylland) henvendte sig til kongen (Christian d. 8.) om sagen. Henvendelsen bar frugt. Den 9. juni 1847 bevilgede kongen 5.000 rigsdaler til anskaffelse af raketapparater, svømmebælter, en redningsbåd, tegninger og modeller samt en mortér - alt sammen udstyr, som Claudi blev bedt om at erhverve under endnu en rejse til England samme sommer. Materiellet kunne anbringes et passende sted i nærheden af Claudis hjem, og der skulle gøres forsøg med det. Mens sagen var til overvejelse hos kongen og i regeringen indtraf en stranding, den engelske bark "Vertumnus" strandede ud for Harboøre Strand i april 1847. Claudi overværede denne stranding og stillede sig personligt i spidsen for redningsarbejdet. Han var med ombord på en af de lokale fiskerbåde, der 4 gange forsøgte at komme besætningen til undersætning. Det lykkedes kun at redde 4 af skibets 13 mand. Denne stranding aktualiserede behovet for oprettelse af et redningsvbæsen.

Den første opgave, man tog fat på, var at få udviklet en hensigtsmæssig bådtype til brug som redningsbåd. Det gik man i gang med, allerede inden der var bevilget penge til forsøg, de første både blev bygget for privat kapital. Man henvendte sig til skibsbygmester E. P. Bonnesen, der i 1844 havde studeret bygning af redningsbåde i England. Han lavede tegninger, model og prisoverslag, og byggede på grundlag heraf redningsbåd nr. 1, der var klinkbygget, 9 m lang og 3 m bred. Efter afprøvningen blev den den 6. oktober 1846 transporteret til Agger Kanal og derfra videre til Flyvholm. Her skulle den have haft fast station, men den viste sig at være for tung til at kunne transporteres over land - en dyrekøbt erfaring, der kom bygningen af senere redningsbåde til gavn. Båden blev herefter stationeret i Agger Kanal, men allerede i 1851 afløst af en anden båd. I 1847 byggede Bonnesen en mindre, ligeledes klinkbygget båd, hvori erfaringerne fra forsøgsbåden var indbygget. Den var 8 m lang og 2 m bred og forsynet med lufttætte kobberkasser langs rælingen. Efter afprøvningen blev den overtaget af staten og stationeret i Flyvholm, hvor den blev brugt indtil 1884. Redningsbåd nr. 2 blev model for de 11 både, Bonnesen byggede til staten i årene 1850-51, herunden den første redningsbåd i Løkken. Disse både fik dog, efter ønske fra redningsfolkene, højere stævne meget lig de vestjyske fiskeres havbåde.

I oktober 1849 blev der nedsat en kommision, der skulle undersøge, hvordan Redningsvæsenet kunne organiseres på Jylland vestkyst og andre steder kongeriget. Efter at kommisionen havde taget de lokale forhold i øjesyn, afgav den betænkning den 12. december 1849. Kommisionen fandt, at der kun var brug for redningsforanstaltninger på den jysek vestkyst. Som hovedredningsmiddel foreslog man, at der blev anbragt raketapparater på 20 lokaliteter.. Herudover skulle der stationeres synkefri roredningsbåde 14.steder. Det blev stort set den løsning, der kom til at indgå i den endelige lov. 13 redningsstationer skulle forsynes med raketapparat såvel som redningsbåd, 8 skulle alene have raketapparat, og stationen i Agger Kanal alene båd. Endvidere blev der også oprettet redningssationer med raketapparater på Bornholm, som ikke var medtaget i kommisionene oprindelige forslag. Lov angående Redningsvæsenet på de danske Kyster blev underskrevet af kongen den 26. mart 1852.

Af de 13 redningsstationer, der skulle have både båd og raketapparat, lå de 8 nord for Limfjorden, nemlig Skagen, Kandestederne, Nr. Tornby, Lønstrup, Løkken, Blokhus, Hanstedholm og Vorupør. Slettestrand, Lild Strand og Klitmøller fik i første omgang kun raketapparat, men allerede efter få år også båd. Reningsstationerne på vestkysten dækkede strækningen fra Skagen til Blåvand. Senere blev der nord for Limfjorden også oprettet redningsstationer i Gl.Skagen, Tversted, Hirtshals, Skalleruop Klit, Rødhus, Thorup Strand, Madsbøl, Vigsø, Vangså, Stenbjerg, Lyngby og Hedegårdene. Flere af stationerne fik desuden bistationer. På bådstationerne skuille der ansættes en opsynsmand, der kunne vælges blandt toldembedsmænd og strandfogeder. Herudover skulle der være en bådformand, der valgtes af mandskabet, som var på 12 mand. Opsynsmændene aflønnedes med 30 rigsdaler årligt samt 1 rigsdaler for øvelsesdage og 2 rigsdaler, når der blev foretaget redningsforsøg. Redningsmændene fik 4 mark for en øvelsesdag og 8 mark under redningsforsøg. Deres aflønning blev dog ændret til et fast årlig vederlagt i 1858. Redningsmændenes aflønning blev i øvrigt et fortsat stridspunkt. De følte, at de blev meget dårligt honnoreret for at sætte liv og lemmer på spil. C. B. Claudi blev den første leder af Det Nørrejyske Redningsvæsen.