I 1700-tallet var det stort set kun adelige, som frit kunne disponere over deres egen tid og rejse hvorhen de ville, men ferie i modsætning til arbejde var der næppe tale om. I vintermånederne boede kongen og adelen i København for at nyde selskabslivet og de mange kulturelle tilbud. I sommermånederne rejste de fleste ud til deres slotte og herregårde, og hvis de havde flere, boede de et par måneder hvert sted.

De allerrigeste familier begyndte også at ”flygte” fra byens stive omgangsformer for at slappe af og nyde det mere frie liv på landet. Mange af de store villaer i det nordlige København blev oprindeligt bygget som sådanne landsteder for det bedre borgerskab.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev det i højere grad muligt for det mere velstillede borgerskab at anskaffe sommerbolig og de nybyggede landsteder blev gradvis mindre. Derefter begyndte man at bygge sommerhuse som dem, vi kender i dag.

I første omgang var det kunstnerne, der ”opdagede” strandene og det særlige lys ved Skagen og Hornbæk i Nordsjælland, men hurtigt fulgte borgerskabet efter. De lejede sig i begyndelsen ind hos de lokale, men hurtigt opstod ønsket om at have sit eget, og i 1890’erne blev de første rigtige sommerhusgrunde i Hornbæk udstykket.

Den lokale befolkning i Hornbæk fik tilbudt at købe nogle sandede lyngbevoksede arealer vest for fiskelejet til 1 kr. pr. kvadratalen. De syntes, at det var for dyrt, da de ikke rigtig vidste, hvad de skulle bruge disse ufrugtbare arealer til. Overretsprokurator Harald C. Plockross fik ideen om at købe hele arealet, som strakte sig ca. 1 km langs kysten. Han havde for øje at udstykke arealet til sommerhusbebyggelse. Han lod arkitekt Andreas Clemmensen tegne huse i italiensk, landlig stil. Disse sommerhuse stod færdige 1894-96, og hermed kunne den første række sommervillaer i Danmark sættes til salg. Det blev en snæver kreds af velhavende akademikere og kunstnere, der blev de første beboere.

I slutningen af 1800-tallet var arkitekterne leveringsdygtige i sommerboliger i enhver stilart: klassisk, gotisk, oldnordisk, engelsk landstil osv. Borgerskabet ønskede sig sommerboliger, der afspejlede en solid velstand, hvor hyggen og familielivet kunne blomstre afskærmet for andres nysgerrige blikke, og hvor borgerskabets blikke heller ikke havde mulighed for at skue ud mod nød og elendighed. Man ville værne om sit eget og hygge sig i sin rede.

Hornbæk blev hurtigt for ”civiliseret” for dem, der søgte den vilde natur, så sommerhusudstykninger spredte sig til Tisvilde og Tisvilde Bakker og siden til Odsherreds kyster.

I Jylland var det vestkystens vilde natur, der trak. Først og fremmest Skagen, men også Løkken, Blokhus, Lønstrup og mange af de andre kendte badesteder langs vestkysten hører til blandt Danmarks ældste sommerhusområder.

Omkring år 1900 tog nogle fra det bedre borgerskab i København og Aalborg på ferie i Løkken, Lønstrup og Blokhus. Mange af dem foretrak dog det mere mondæne Løkken. De højere samfundslag havde fået øjnene op for havbadenes helsebringende virkninger samt solen og den friske lufts positive indflydelse på krop og sjæl.

Nogle af de velhavende københavnske og aalborgensiske familier, blandt andre en bankdirektør, en hotelejer, en konsul, en direktør samt købmænd og grosserere, erhvervede sig attraktive klitarealer og byggegrunde tæt på havet i Furreby og Løkken. De byggede 10 af Løkkens flotte sommervillaer fra 1913 til 1920, murede huse i halvanden plan tækket med stråtag eller med tegltag, et enkelt dog med blikplader.

Brødrene Harald og Martin Cohn var dem, der byggede de største villaer, Vindhunden i Løkken og Blånæs i Furreby.

Omkring 1915 opstod bevægelsen Bedre Byggeskik som en retning inden for dansk arkitektur. Man ønskede at bygge smukke huse af god kvalitet. Bedre Byggeskik fik en langvarig gunstig indflydelse på villabyggeriet i Danmark. I de gamle sommervillaer ses også indflydelsen fra Bedre Byggeskik. Karakteristiske træk for disse huse er, at de er velproportionerede, med harmoniske vinduesrytmer, gedigne materialer og gode detaljer.

Det særlige ved sommervillaerne er stemningen og atmosfæren inden døre. De byder på forfinede detaljer, snedkerarbejder, udsmykninger og materialer af høj kvalitet. Også farver og tapeter er der gjort ekstra ud af - ofte på en lidt friskere og mindre konservativ måde end i borgerskabets byhuse. Parallelt til den senere kolonihavebevægelse, hvor de små huse tit er mere fantasifulde og frie i deres udtryk.

De gamle sommervillaers arkitektur udstråler håndværk og faglig stolthed, når det er bedst. Det var sikkert både kendte og ukendte arkitekter, der tegnede disse boliger, men desværre findes der kun tegninger på én af villaerne og navn på den ene arkitekt. Lokale tømrer- og murermestre og bygherrer opførte sommervillaerne på bestilling, efter arkitekttegninger, deres egen formgivning eller de kommende ejeres anvisninger. Sommervillaerne var meget forskelligartede alt efter købernes behov og økonomi.

De fleste velhavere ville have en sommerbolig, hvor de kunne leve på samme måde som i byen om vinteren. Livsstilen og omgangskredsen forblev den samme, blot blev de fysiske rammer flyttet. De fik de samme moderne faciliteter som i vinterboligen, f.eks. varmeanlæg, el, indlagt vand og gas. Telefonen blev navlestrengen, der holdt dem i kontakt med familie og venner i byen. Denne livsstil krævede en stor sommerbolig.

Livsstilen i de store sommervillaer lignede på mange måder det liv, der førtes på proprietærgårde og store præstegårde. Det forventedes, at man havde megen selskabelighed og mange indbudte ferierende gæster, hvilket krævede ekstra tjenestefolk, som blev fundet blandt de lokale i Løkken. Ved at omgive sig med mange mennesker kunne man vise omverdenen, at man havde magt over tingene, hvilket i nødstilfælde kunne styrke kreditten. Samtidig var der nogle, som for eksempel Harald Fischer, som viste godgørenhed mod byen og befolkningen.

Det var et gennemgående træk hos velhaverne, at husherren var eneforsørger af familien, ofte med så høj en indtægt, at den kunne opretholde både vinter- og sommerbolig, tjenestefolk og udenlandsrejser m.m.

Hustruens hovedbeskæftigelse var hjemmet, børnene og det krævende selskabsliv. Man ansatte eller havde sine tjenestefolk med ud på landet i de fleste tilfælde, så arbejdet bestod især i at tilrettelægge indkøbene og sætte pigen ind i madlavningen, at arrangere familiebesøg og selskaber og ellers at holde fri.

Rejsen fra København til Løkken tog tid. Man kørte over Sjælland til færgen i Korsør, med en fart af utrolige 60 kilometer i timen. Bilerne var ikke bygget til en højere fart, og det føltes også virkelig svimlende at køre så hurtigt dengang. Videre over Fyn til Lillebæltsfærgen og så op gennem Jylland fra Fredericia til Aalborg, inden den sidste strækning til Løkken skulle tilbagelægges.

Danmarks gamle sommervillaer er kulturminder af stor værdi, tidstypiske fortællere om idealer, fantasi og muligheder for en snæver privilegeret skare. De er samtidige med de klassiske badehoteller, der skød op mange steder langs kysterne. Det er bygninger, der rummer de samme stemninger og atmosfæren af liv og luksus nær naturen.

Flere steder ses kontrasten til de lokales boliger i materialevalg, størrelse og placering. Særligt tydeligt i Løkken og Lønstrup, hvor borgerskabets sommervillaer er placeret på klittoppene, hvor man kunne se og blive set, mens den lokale fiskerbefolknings huse klogeligt holdt sig sammenklumpet i læ bag klitten. For dem var der tilstrækkeligt med havudsigt fra dæksplankerne fra morgengry til skumring!