Klitbo, Anton Bastvej 10, er Løkkens første sommervilla i klitten og adskiller sig fra de øvrige sommervillaer i både byggestil og materialevalg.

Klitbo har et markant tagudhæng og fine udskæringsdetaljer i gavlene. Oprindelig havde huset en tagdækning af pandeplader, som oftest kendes fra stalde og lader på landet. En simpel form for tagmateriale, der er atypisk for de klassiske sommervillaer, hvor der ellers ikke blev sparet på de gode materialer.

Facaderne er murede og vandskurede med en enkel gesims. Hvilken farve, huset oprindelig har været kalket i, vides ikke, men sandsynligvis hvid eller meget lys gul.

Husets vestgavl er den eneste del af facaden, der er gjort lidt ekstra ud af, idet der her oprindelig var en smuk overdækket terrasse, der samtidig var en altan for vestværelset på første sal. Den overdækkede terrasse er fint formet med kraftige ballustre ved altan og terrasse, firkantede søjler afsluttet med runde buer og gesimsmarkeringer. Desværre er dette fine bygningsafsnit nu forsvundet.

Men det mest bemærkelsesværdige ved husets arkitektur er de fine udskæringer og snedkerpartier i husets gavle. Her er der fremskudte bjælker, som bærer en rund bue ud for vestgavlens terrassedør på første sal.

Der er tre villaer i Løkken, der har eller havde samme karakteristiske detaljer, idet de er bygget af samme bygmester, murer Olsen, Løkken.

Det er, foruden Klitbo, villaen Harald Fischersvej 15, der ejes og plejes samvittighedsfuldt af landinspektør Henrik Ussing, og det er Villa Solhjem på hjørnet af Løkkegade og Vendelbogade, der nu desværre har mistet udhæng og snedkerdetaljer i en modernisering for nogle år siden.

Villaen Harald Fischersvej 15 har tilsvarende snedkerdetaljer i gavlene, her fyldt ud med udskæringer, der rummer både havfruer og andre figurer. I de to nævnte villaer er vinduer indrammet af en pudset kant, afsluttet med en rund bue og udsmykket med relieffer af store strandskaller. Disse murdetaljer findes ikke i Klitbo.

Indvendigt er Klitbo som en typisk villa fra den tid med højloftede rum knyttet til en gang, der får huset til at hænge sammen.

Mod øst, inden for den simple hoveddør i gavlen, ligger køkkenet med viktualierum og en dør ud til en lille nordvendt terrasse. Køkkenet er velbevaret og ikke ændret synderligt siden 1913.

Mod vest ligger den store opholdsstue med imponerende kig til klit og hav. Rummet er ikke overvældende lyst, men som datidens rum sparsomt bestykket med vinduer og belysning

Generelt er Klitbo en smule mørk indendøre, men det er ikke ulig mange af de gamle klassiske sommervillaer, der er tegnet lukkede og ikke som nutidens sommerhuse, hvor store glaspartier lukker naturen og lyset ind i stuen, hvor det indre og ydre smelter sammen. De klassiske sommervillaer forholdt sig til naturen på en anden måde.

Klitarealet, hvor huset blev bygget, ejedes af Børglum-Furreby Kommune, men den solgte det med Landbrugsministeriets og Hjørring Amts godkendelse. På det tidspunkt var der ingen beskyttende forklit - klitten skrånede direkte ned til stranden.

Bygherre var slagtermester S.P. Mortensen, en af pionererne for at gøre Løkken til en kendt badeby. Fiskerne rystede på hovedet, da han begyndte at bygge en villa i klitten 1913. ”Nu er han da blevet helt tosset”, var den almindelige mening om S.P. Mortensen, der byggede villaen sammen med murmester Olsen.

Da villaen stod færdig, blev den annonceret til salg i Løkkens første turistbrochure fra 1913: En nybygget villa i klitten med otte værelser, solidt bygget med glimrende udsigt. Det viste sig, at det ikke var så tosset endda, idet læge Valdemar Olsen fra Brønderslev købte huset på Anton Bastvej 10 for 7.100 kr. den 5. maj 1914.

Det var først godt fire år senere, den 6. september 1918, at han fik skøde på grunden af Børglum-Furreby Sogneråd. Grunden var på 1650 kvadratmeter, som det fremgår af matrikelkort udfærdiget i 1917, da vandtårnet blev bygget.

Læge Valdemar Olsen og hans hustru, Petrea Maria Amalie f. Thomsen, var de forudgående somre draget til Løkken sammen med deres tre børn, Thomas, Valborg og Aage, for at nyde badelivets glæder. Familien ejede Bade-Signes hus, Signe og Martin Larsens hus, på Anton Bastvej 5, som de gav i bytte, da de købte Klitbo. Klitbo har været i den samme families eje i mere end 100 år.

Spisestuemøblerne og soveværelsesmøblementet i Klitbo er givetvis fremstillet af tømrer- og snedkermester Niels S. Nielsen, der etablerede sin forretning i Løkken 1914.

Valdemar Olsen var født den 19. januar 1864 som søn af snedker Thomas Christian Olsen og som den ældste af ti børn, af hvilke fire døde som små. Da faderen døde i 1881, havde familien ingen forsørger. De fire ældste blev derfor sendt til USA, hvortil moderens familie var emigreret. Valdemar kom til Chicago og blev optaget på Hahnemann Medical College, hvor han studerede og blev læge i 1887.

I foråret 1888 rejste han tilbage til Danmark og giftede sig med sin ungdomskæreste, Petrea Maria Amalie Olsen, som også var vokset op i Brønderslev, hos sin farfar, urmager Peder Thomsen, Bredgade.

Det unge ægtepar flyttede til Kansas, hvor Valdemar Olsen etablerede en lægepraksis, men hustruen trivedes ikke i USA, og i januar 1889 flyttede de tilbage til Danmark.

Valdemar kunne ikke få godkendt sin amerikanske lægeeksamen i Danmark og tog derfor - efter først at have taget en dansk studentereksamen - endnu en lægeuddannelse og blev læge i vinteren 1894. Derefter drev han lægepraksis i Bredgade, Brønderslev, til 1919.

Mens Valdemar Olsen læste medicin i København, boede familien på Nørrebro, men tilbragte ferierne i Brønderslev hos hustruens bedsteforældre, som boede i ejendommen Bredgade 3. Bedstefaderen, urmager Peder Thomsen, byggede, med Valdemar Olsen som arkitekt, ejendommen Bredgade 5, og dér flyttede familien Olsen ind, og den blev deres hjem, til de flyttede til hovedstaden i 1919.

Familien Olsen flyttede til Frederiksberg, hvor de købte Solsortevej 111. Valdemar Olsen begyndte en ny lægepraksis, men nogle år senere blev han bedt om at blive overlæge ved et privathospital, et homøopatisk hospital i Hellerup. Selv om familien Olsen flyttede fra Brønderslev, beholdt de sommervillaen i Løkken.

Overlæge Valdemar Olsen døde i 1932, og enken, Petrea Maria Amalie Olsen, sad i uskiftet bo og overtog Klitbo ifølge skifteretsattest af den 14. oktober 1935. Da Valdemar Olsen døde, byggede datteren og svigersønnen, Valborg og Anker Engelund, en stor villa på Oscar Ellingersvej 4, hvor de indrettede en lejlighed til Maria Olsen, som boede her til sin død i 1947.

Under anden verdenskrig blev der lavet afspærringer og nedgravet landminer i Løkken, blandt andet på grunden ved Klibos nordvestre hjørne. En mine sprængtes bag bådene på stranden, trykbølgen ramte huset og trykkede den vestre gavl, hvilket den har mén af endnu. Der boede tyske soldater i huset de første år af besættelsen, og i den periode skete der en del skade på huset, så det var nødvendigt at reparere det. Blandt andet var gulvet i spisestuen ødelagt af soldaternes støvler. Det blev anmeldt til Forvaltningsnævnene for Krigsforsikring af Bygninger i 1942, og der blev udbetalt erstatning.

I de sidste krigsår kunne familien igen rejse fra København og holde ferie i villaen. De måtte dog passere maskingeværreder og afspærringer for at komme på stranden.

Den 4. september 1942 overdrog fru Olsen sommervillaen til næste generation, datteren Valborg Engelund. Ejendomsvurderingen var 11.500 kr., heraf grundværdi 3.300 kr. Valborg var gift med professor og civilingeniør Anker Dolleris Engelund. De lærte hinanden at kende, da Anker Engelund i flere år kom på besøg i Klitbo hos sin gymnasiekammerat Thomas, der var bror til Valborg. Under disse besøg fik Engelund et godt øje til Valborg, og det endte med, at de blev gift i 1918, hvorefter de fik to sønner, Thorkil og Frank.
Anker Engelund blev født den 30. maj 1889 i Randers og døde i København den 6. juni 1961. Han blev kendt som Nordens store brobygger.
I 1912 blev han cand. polyt., bygningsingeniør ved Danmarks Tekniske Højskole. Fra 1914-22 var han assistent ved den polytekniske læreanstalt, og 1918-24 desuden ingeniør ved statsbanernes brokonstruktioner. Fra 1921-24 var han lærer i jernbeton på kunstakademiet.
Anker Engelund var tilknyttet Danmarks Tekniske Højskole, (DTH, i dag DTU) fra 1922. I årene fra 1928 til 1959 var han professor, prorektor i 1937, rektor fra 1941 til 1959.
Anker Engelund modtog i 1960 DTH’s æresdoktorgrad som anerkendelse for sin betydningsfulde indsats inden for området ’Bærende konstruktioner’.

Professor Engelund var også videnskabelig medarbejder ved statsbanerne og leder af projekteringen og udførelsen af broerne over Roskilde Fjord, Alssund, Lillebælt, Storstrømmen og Oddesund m. fl. fra 1924 til 1938. Han medvirkede desuden ved vejbroerne over Limfjorden, Guldborgsund, Ulvsund og Svendborgsund. Endvidere medvirkede han ved broarbejder i udlandet, blandt andet projekterede han Vila Francabroen ved Lissabon.

Anker Engelund modtog ordner fra både Danmark og hele Norden: 1933 Ridder af Dannebrog, 1935 Dannebrogsmand, 1959 Storkors af Dannebrog, Den islandske Falk, Norske St. Olavs Ordens Kommandør med Stjerne, Svenske Nordstjerne Ordens Kommandør af første grad og Svenske Civilforsvarsforbundets Fortjenstmedalje i Guld. Anker Engelunds våbenskjold hænger på Frederiksborg Slot.

Man forstår godt, at man i Løkken tog godt imod den verdenskendte sommergæst, og det blev omtalt i avisen, når professor Engelund gæstede byen. Det skete også, at Løkken Borger- og Håndværkerforening og Brønderslev Byråd sendte blomster for at byde professoren velkommen til Vendsyssel.

Sønnen, Frank Engelund, fik skøde på Klitbo den 10. april 1969. Ejendomsvurderingen var da 68.000 kr. Broderen, læge Thorkil Anker Engelund, overtog familiens sommerhus på Sjælland.

Frank Engelund blev viet til Anna Louise Brandt den 24. juni 1950. De flyttede til Frederiksberg og boede de første fem år hos Valborg og Anker Engelund på Oscar Ellingervej 4.

Siden 1948 har Louise Engelund holdt ferie i Løkken hvert år. Hun blev født Anna Louise Brandt den 29. marts 1930 i Aalborg på Villa Domus, som var ejet af Anker Engelunds far, der også var Louises morfar. Louise og Frank var kusine og fætter, idet Louises mor og Franks far var søskende.

Frank Engelund blev også professor. I 1948 blev han cand. polyt. Derefter var han universitetsadjunkt ved Danmarks Tekniske Universitet 1950-53. Ansat hos ingeniørfirmaet Rambøll & Hanneman 1953-55 og siden hos Christiani & Nielsen 1955-57.

Fra 1957 til 1960 var Frank Engelund knyttet til GTO, Grønlands Tekniske Organisation, og rejste en del på Grønland. På en af rejserne var hans hustru, Louise, med og hjalp ham med arbejdet, som også GTO belønnede med en check til hustruen.

I årene 1960 til 1963 drev han egen rådgivende ingeniørvirksomhed. Fra 1959 til 1963 underviste han på Danmarks Tekniske Universitet som lektor i matematik, derefter som ingeniørdocent ved Ingeniørakademiet 1961-63.

1963 blev Frank Engelund professor i vandbygningsfagene ved Danmarks Tekniske Universitet. Hans viden på dette område gjorde ham verdenskendt, så da kineserne havde problemer med vandgennemstrømningen, på grund af tilsiltningen i Huang He floden, den gule flod, indkaldte de eksperter fra mange lande, blandt andet professor Engelund.

I årene 1960-79 var Frank Engelund også censor i funktionsteori, gruppeteori, matematisk fysik, teknisk mekanik og hydrologi.  Han var tillige medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, og han skrev flere lærebøger og afhandlinger i danske og udenlandske fagtidsskrifter. 

Anna Louise Engelund: Livet i Villa Klitbo i Løkken

Det var i sommeren 1948, jeg stiftede bekendtskab med Løkken og Villa Klitbo. Min fætter, Frank Engelund, havde fortalt mig om Løkkens lyksaligheder og ville gerne vise mig rundt til de steder, hvor han havde levet sin barndoms somre sammen med sin familie, så jeg blev inviteret til at tilbringe en uge sammen med dem i Villa Klitbo.

Jeg var ikke ukendt med at leve ved havet, for jeg voksede op i Thisted, og mine forældre, Mirza og Alfred Brandt, havde sommerhus ved Klitmøller. Her boede de hele sommeren med deres børneflok på syv. Løkken var vel anderledes end Klitmøller, men jeg syntes godt om stedet og om Frank, så da jeg kom tilbage næste sommer, blev der aftalt bryllup til den 24. juni 1950. Vi holdt hvedebrødsdage i Villa Klitbo, ligesom mine svigerforældre gjorde mange år tidligere.

Villa Klitbo lå dejligt på sin klittop og havde et frit udsyn over havet til horisonten mod vest, da der endnu ikke havde dannet sig høje klitter. Man kunne fra villaen se ned på stranden og se livet på bådepladsen. Axeline, som på det tidspunkt var en ældre enkekone, som drev rulleforretning i sit hus på Anton Bastvej, og som så efter villaen, fortalte os, at man i hendes barndom kunne stå på Anton Bastvej og se ud over havet. Men det var også en udsat post der på toppen. Min svigermor fortalte, at der engang i en voldsom storm var blæst et badehus op på balkonen.

I begyndelsen var villaen omgivet af marehalm, men efterhånden som klitterne i vest voksede sig højere, ændredes floraen, og nu dækker hybenroser det meste af grunden. Enkelte fyrretræer, som vi plantede for 50 år siden, er nu begyndt at gå i højden.

Der var fra begyndelsen indlagt el i villaen – endda med en avanceret korrespondance mellem stueetage og første sal. Vandforsyningen klaredes ved en brønd etableret mod nord, men denne blev allerede i 1917 nedlagt, da vandtårnet blev bygget. Lokum forefandtes i et lille rum med indgang i østre gavl, men det blev erstattet af WC, da vandet kom, og slutteligt kom det indenfor i varmen.

Det var som sagt hårdt for en villa at stå deroppe på toppen, især da den var uopvarmet. Derfor foretog Anker Engelund i slutningen af 1950’erne en gennemgribende renovering. Vinduer og yderdøre blev fornyede og en vis isolering foretoges. Indenfor kom der nye gulvtæpper, ompolstring af gamle møbler, pottefyr i kaminen og udskiftning af lamper. Heldigvis fik jeg forhindret, at den gamle lampe med perlefrynser i spisestuen blev kasseret. Et forsøg på at reparere balkonen, der var plaget af frostsprængninger, lykkedes ikke. Trods påføring af tjære m.m. måtte den give op og faldt ned i slutningen af 1960’erne. Vi havde haft megen glæde af at sidde deroppe på vindstille aftener og drikke te i solnedgangens skær.

Der har altid været mange mennesker i Villa Klitbo. Slægtens fruer slog sig ned for sommeren deroppe, og så kunne mænd, familie og venner komme på besøg, når der var mulighed derfor. De mange gæstebøger gemmer minder om dejlige feriedage og er yndet læsning for beboerne.

Da vore børn var under skolealderen, opholdt jeg mig med dem i Løkken, så længe vejret tillod det, og da jeg i 1972 efter endt uddannelse på Holte Børnehaveseminarium blev ansat som børnehaveklasseleder i Birkerød, havde jeg mulighed for en lang sommerperiode i Løkken. Efter min pensionering i 1993 har huset været beboet i mindst tre måneder om året. Villa Klitbo egnede sig ikke til vinterbolig – dog overvintrede Astrid Engelund med mand og børnene Anna og Ida deroppe i vinteren 1993/94. Børnene gik i Løkken skole, og Anna gik til konfirmationsforberedelse og blev senere konfirmeret i Birkerød. Vinteren var streng det år med kulde og sne, men også meget smuk. De unge rejste på juleferie på Sjælland, medens jeg og et par veninder holdt jul i Klitbo. Det blev en særpræget, men også en spændende og oplevelsesrig jul.

Efter at have boet om vinteren i det kolde hus, blev der opsat vandvarmer, og min svigersøn Finn byggede en brusekabine, så vi nu kunne komme i bad i eget hus i stedet for at gå i svømmehallen eller hos veninder i byen. Nu skulle man mene, at der fandtes alle moderne bekvemmeligheder i villaen, men nej, de unge mente, at vi manglede et fjernsyn, men vi må nøjes med udsyn, og det er der rigeligt af, især efter at nabohuset mod nord blev nedrevet i tresserne, og nyt nabohus opførtes længere mod øst. Herved fik vi udsigten til Rubjerg Knude og Lyngby Mølle genetableret, hvilket var en stor gevinst for os. Der blev i øvrigt foretaget mange udflugter til Lyngby Mølle, der havde lys i vingerne, og hvor der serveredes kaffe og lagkage med krymmel. Var kræfterne til det, var Rubjerg Knude også et godt udflugtsmål, og var man heldig fik man lov at gå med fyrmesteren op i fyrtårnet, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over land og hav.

I villaens yngre dage, hvor der også var stor gæstfrihed, ansatte man unge piger til hjælp i husholdningen, men det hørte efterhånden fortiden til, så vi besluttede, at alle, der tog ophold i Klitbo, skulle tage del i husførelsen. Ved morgenbordet kl. ni var der mødepligt, og deltagerne kunne her alt efter evner og lyst påtage sig forskellige opgaver, ligesom der kunne planlægges fælles aktiviteter. Når opgaverne var løst, kunne man med god samvittighed holde fri, men spisetider skulle overholdes. På den måde var ingen gæster, men deltagere, og jeg tror, at alle var glade for den ordning.

Det har altid været skik, at børnene i Villa Klitbo kunne invitere venner på ferie, og da vore piger nåede den alder, hvor de gerne ville invitere veninder med, holdt jeg husholdningsskole for unge piger, og der blev delt programmer ud med kursernes indhold og reglement, så forældrene kunne være trygge ved at sende deres børn af sted til det vilde vesten. Foruden oplæring i husholdning blev der også tid til at bade i havet og lege ved stranden. Om aftenen var der leg, sang og spil i stuerne.

Pigerne voksede op, og der kom kærester til, og de og andre unge ville gerne hjælpe med vedligeholdelse, så i nogle år holdt vi arbejdslejr den første uge af ferien. Der var nok at lave – blandt andet begyndte lofterne at falde ned, fordi ståltråden, der holdt pudsen, rustede væk. Der blev malet, tapetseret, tømret, repareret, og alt gik lystigt fra hånden, og så holdt vi ferie.

Sædvanligvis havde vi altid åbent hus, men engang lukkede vi for deltagere en uge, fordi vi havde inviteret Kirsten og Flemming Bo til ”Musikfiskival” hvor vi kunne hengive os til at spille kvartet og spise fisk.  Den såkaldte kasketkvartet larmede en hel uge og optog bånd, som absolut ikke egnede sig til udgivelse, men vi havde det rigtig fornøjeligt.

I 1980 udsendte jeg et ugeprogram for et kursus med titlen ”Kvindegenerationer mødes – og hvad kan vi lære af hinanden”. Der tilmeldte sig fire generationer med en aldersspredning fra trekvart - 81 år: En baby, syv ungdommer, fire klimaktanter og en oldemor. Deltagerne blev delt op i fire hold, og ungdommerne forlangte, at der skulle være en klimaktante på hvert hold. Nu var der fuldt hus og fyldt med liv i villaen. Husarbejdet fordeltes ved morgenbordet, og så besluttedes det, hvordan dagen ellers skulle forløbe. Der blev diskuteret forskellige emner, der blev skrevet sange og teaterstykke, der blev udgivet avis, og der blev sunget og spillet. Der blev også tid til at gå i kloster på Børglum Bakke, hvor oldemor fandt en efterladt cykelhjelm og satte sig i sandkassen og blev som barn på ny. Den sidste aften holdt vi afskedsgilde, og salen var kreativt pyntet med acrylmalet dug. Vi enedes om, at vi havde lært meget af samværet, og den frygtede generationskløft var vi ikke faldet i.

Det var meget oppe i tiden at lave bofællesskaber og storfamilier, så det måtte vi også prøve. En af pigerne inviterede en veninde og dennes far, to børn og en hund, og så var der jo hende selv, hendes datter, hendes mor og hund. Vi havde en dejlig uge, hvor vi på skift tog os af børn og hunde eller bare alle var sammen.

Og sådan gik somrene med vekslende aktiviteter og deltagere, og mange af de unge kommer tilbage år efter år, og nu begynder de også at medbringe en ny generation.

Da Frank ikke var her mere, spurgte jeg en af vore gode venner, om jeg skulle afhænde Villa Klitbo. ”Ja, gør du bare det, så kan du jo sidde og se på de guldrandede papirer i stedet for solnedgangen over Vesterhavet”, sagde han. Jeg prøvede næste år at udlåne huset det meste af sommerferien og erfarede, at Vesterhavet og Løkken var bedre at se på end guldrandede papirer og så meget andet. Men det blev for meget for mig at have hus i Birkerød og villa i Løkken, så jeg valgte at sælge huset i Birkerød og flyttede til en mindre bolig i et bofællesskab i Birkerød, og på dette tidspunkt var der kun ti år til min pensionering, og så kunne jeg igen tilbringe længere perioder i Løkken.

På et tidspunkt fik vi oprettet en konto, hvorpå pigerne indsatte et beløb hver måned, og det skulle bruges til vedligeholdelse. Til gengæld kan de disponere over villaen i en uge hver i højsæsonen, men de insisterer stadig på, at jeg skal blive der, selv om det er deres uge, hvilket giver mig lejlighed til at være samme med dem og deres familie og venner.

I 1994 trængte Villa Klitbo igen til en meget kærlig hånd. Taget blev fornyet, murene blev sandblæst og malet, og i årene efter udskiftedes vinduer på første sal. Køkkenet trængte også til lidt omsorg, og så blev der igen arrangeret arbejdslejr. Der blev opsat nyt loft og skaffet genbrugskøkkenelementer. Da jeg ikke brød mig om farven, oprettede de unge malerværksted på første sal, og så fik jeg den ønskede blå farve i køkkenet.

Men murene sætter sig og væggene slår revner. Det er spændende at se, hvordan revnerne danner forskellige billeder hvert år, så det gør vi ikke noget ved.

Sidst på sæsonen er der ikke så mange gæster, og ofte slet ingen andre i villaen. Så kan jeg benytte de forskellige rum, især spisestuen, som med sit store, sydvendte vindue og store bord egner sig glimrende til atelier, hvor jeg, og hvem der ellers måtte have lyst, kan lave billeder og keramik. I mange år har jeg deltaget i kurser om mangt og meget, men der er også meget at lære i Løkken og omegn. Et år lærte jeg at ringe med kirkeklokkerne - både den store i Løkken og den lille i Furreby, og engang fik jeg lov at vikariere, da kirkens personale skulle på udflugt. Igennem flere år lærte jeg stenhugning hos Klaus Unger i Lyngby Torp. Det var spændende, men lidt vanskeligt at transportere resultaterne til Birkerød. Mit første arbejde, som forestiller et mandshoved, ligger i klitten og holder øje med villaen om vinteren

Jeg er glad for at være med i sommermenigheden, og anskaffer straks ved min ankomst kirkebladet for at se, hvad sæsonen byder på. Om sommeren er der som regel gudstjenester i både Furreby og Løkken kirker. Hvis vejret er godt, kan jeg finde på at gå strandlangs mod nord og op over klitten til Furreby Kirke og efter gudstjenesten gå ad den gamle kirkesti til Løkken Kirke, hvor kirketjeneren engang ved min ankomst spurgte, om jeg ikke havde ”fået ved det” første gang. I den nye, smukke sognegård er der mange tillokkende aktiviteter, og så er det også spændende at deltage i sognets årlige sommerudflugter.

Når turistmylderet aftager på torvet og omliggende gader, bliver det lettere at se mine venner og bekendte, og de får let øje på mig på grund af kasketten, der bæres som værn mod sol og især blæst.

I de år, hvor jeg måtte rejse tilbage ved skoleferiens slutning, var jeg ked af ikke at kunne udnytte de mange hyben, der netop begyndte at blive modne. Men i 1995 blev det muligt at oprette ”Den Gamle Kones Fabrik”, der årligt bearbejder ca. 20 kg rensede hyben til marmelade, mos og konfekt. Da jeg er eneindehaver, er det et afvekslende arbejde med at samle, rense, koge m.m., men vennerne hjælper mig med at samle de ca. 150 glas, der skal bruges. Kogningen foregår, når det bliver koldt, for så kan jeg holde varmen i køkkenet. Det er et smukt syn, når lyset skinner gennem glassene – det minder om koncentreret sol og havluft på glas, og jeg glæder mig til at dele ud til vennerne her og til dem i Birkerød, for så får de også del i Løkkens lyksaligheder.

Jeg har i 67 år været i Løkken hvert år, og har fået mange venner, som jeg takker for al venlighed og hjælpsomhed, som jeg og min familie har modtaget.

Birkerød i januar 2016