Går man tur på stranden i dag nord for Furreby Bæk, passerer man guldvarefabrikant Harald Fischers klassiske sommervilla Strandbohus, der ligger højt på en lerknold, som skyder sig ud fra klitten. Uvægerligt tænker man, at dette smukke hus ikke vil overleve yderligere efterårsstorme, så yderligt det nu er beliggende i den ubønhørlige natur, prisgivet vindens og vandets kræfter. Men huset har besluttet sig for at blive. Godt, for Strandbohus rummer, ud over sin spændende historie, smukke rum og derfra en formidabel udsigt over havet.

Huset er bygget i en traditionel, tidstypisk arkitektur med lyse pudsede facader under et tegltag med halvvalm og en langstrakt kvist mod stranden. Karakteristisk for den tids villaer ved kysten er den kraftigt markerede gesims, skodderne ved vinduerne og mange fine detaljer som balkonens hvide balustre og den vestvendte niche ind i stuen. Som et fint appendix til den djærve villa ligger det kvadratiske baghus med pyramideformet tegltag og en centreret hvid skorstenspibe bag villaen.
Harald Fischer købte klitgrunden, nu Ternevej 39, af landmanden Ernst Boye, som boede i den stråtækte ejendom, nu Ternevej 30, i Furreby, og fik skøde på grunden den 9. juni 1916.
Ifølge BBR-registret blev Strandbohus bygget i 1914, men Harald Fischer skrev, at villaen blev bygget i 1917, hvilket også står på den store sten, som stod ved villaen, da Harald Fischer ejede huset. Villaen blev forsikret den 6. juni 1917, så 1917 må være byggeåret.
Københavneren Harald Ludvig Fischer var født i Nyboder i 1858 under beskedne forhold. Hans far, Harald Christian Sigfred Fischer, var skibsbygger på Orlogsværftet, og hans mor hed Juliane Marie, født Jørgensen.
Han voksede op sammen med tre brødre, Sophus Harald Edvard der var ni år ældre, Sigfred Ferdinand der var to år ældre og lillebror Carl Christian, der var tre år yngre og to søstre. I øvrigt var brygger Carl Jacobsen onkel til Harald Fischers mor.

Harald Fischer var først bydreng hos en skrædder. Siden kom han i 1872 i lære som guldsmed. Da han fem år senere var udlært, fulgte han det traditionelle mønster med at gå på valsen og var i Tyskland og Frankrig et par år. I 1880 vendte han tilbage til København og arbejdede som guldsmedesvend, indtil han blev rekrut ved 29. bataljons tredje kompagni i Viborg i 1881. Dernæst fulgte nogle måneder som svend i Aarhus, inden han vendte hjem til hovedstaden.
Den 1. august 1883 løste Harald Fischer borgerskab som guldsmedemester og etablerede sin egen forretning. Guldsmedeværkstedet udviklede sig gennem årene på forskellige adresser i København. I 1901 flyttede virksomheden til Citygade 20, en central placering i hovedstaden, og med årene blev den en af Nordens største guldvarefabrikker med 80 ansatte. Sølv og guld produceret hos Harald Fischer i årene 1893-1937 er mærket H.F.
Som noget ret enestående bestilte Harald Fischer i 1920'erne en fotograf til at dokumentere arbejdet på sin virksomhed.
Så længe Harald Fischer var ungkarl, og selv efter at han blev guldsmedemester og far til to døtre, boede han hos sin mor sammen med sine brødre. Først boede de i fødehjemmet i Elefantgade i Nyboder og fra 1892 på Citadelsvej. I 1896 flyttede familien til Kastelsvej på Østerbro, hvor Fischer boede, indtil han blev gift, da var han godt 40 år.
Harald Fischer mødte den jævnaldrende syerske Ottilia Anna Camilla Schønfeld i julen eller nytåret 1887, og ni måneder senere, den 30. september 1888, fødte hun en datter. Harald Fischer blev udlagt som barnefader, og et år senere, den 1. september 1889, blev barnet døbt Hedvig Gunvor Kamilla Schønfeld. Fem år senere, den 19. maj 1893, fødte Ottilia Harald Fischers andet barn, Paula Agnes Ludrika Schønfeld. Begge døtre boede hos moderen indtil 1902. I brev fra Kultusministeriet af 11. august 1902 blev der givet tilladelse til, at døtrene fik efternavnet Fischer.

Den 19. september 1902 blev Harald Fischer gift med Ottilia i Frederiksberg Kirke. Familien flyttede da sammen i en stor villa på Ths. J. Ahlmanns Allé 22 i Hellerup. Vejen blev anlagt i 1901, så Fischer har sikkert selv fået villaen opført.
Efter seks års ægteskab, den 1. november 1908, flytter Ottilia med sine døtre fra villaen og boede siden på forskellige adresser, indtil hun døde den 10. maj 1920.

Datteren Hedvig blev gift med guldvaregrosserer August Petersen, som var knyttet til Harald Fischers firma i en menneskealder. Han var den egentlige leder, de sidste år Harald Fischer levede. Den yngste datter, Paula, blev gift med prokurist, senere grosserer Wilhelm Volck, der var ansat hos Harald Fischer som prokurist.
Den 1. november 1910 flyttede Harald Fischer fra villaen i Hellerup til Østerbro, hvor han indtil 1913 boede på første sal i Østbanegade 13. Caroline Mathilde Sørensen fra Løgstør var husbestyrerinde de år, han boede der.
Fra Østbanegade 13 flyttede Harald Fischer til Uppsalagade 20, hvor han boede på øverste etage. De første år var Marina Kirstine Nissen fra Struer hans husbestyrerinde. De sidste år, indtil Harald Fischer døde, var den unge Caroline Nielsen fra Herning husjomfru hos ham.
Som så mange københavnere elskede Harald Fischer den jyske vestkyst, som han havde lært at kende på sine rejser. Allerede i 1890'erne, inden han blev gift, var han en af Løkkens første sommergæster. Efter at han igen blev alene, holdt han i en årrække sin sommerferie i Lønstrup, hvor han boede på Linnemanns Hotel.

                                        

Da første verdenskrig brød ud i 1914, strømmede mange nye gæster til badehotellerne ved vestkysten, så da Harald Fischer ankom til Linnemanns den sommer, var hotellet optaget af de nye gæster. Krænket over, at der ikke var plads til ham, forlod han Lønstup og fik tag over hovedet i Løkken.
Fischer fandt sig godt til rette i Løkken og købte i 1916 - som en af de første badegæster - en klitgrund i Furreby, på hvilken han ville bygge en sommervilla. Derefter kom han som sommergæst hvert år og følte sig virkelig hjemme i den hyggelige by. Som bevis for dét kan det fortælles, at han også besøgte Løkken om julen. Det var ellers ikke noget, badegæster på det tidspunkt indlod sig på, især ikke københavnere. Fischer gik rundt og besøgte de ældre fiskere og andre beboere, han havde lært at kende gennem årene.
Det fortælles, at han kom meget på Gæstgivergården, i dag Hotel Klitbakken, og at han rigtig kunne sætte liv i byen. Han kunne godt lide at omgås fiskere og håndværkere. Da han var opvokset i beskedne kår og uddannet som håndværker, har han sikkert følt sig på bølgelængde med folk, der måtte tjene deres brød ved hårdt arbejde.

I 1917 opførte han Strandbohus på toppen af grunden lige nord for Furreby Bæks udløb. Det blev et fristed for Fischer, som ofte gik på besøg hos bønderne i Furreby, hvor han altid var en velkommen gæst eller snarere en ven. Fischer boede på Furrebysiden af bækken og holdt stærkt på, at han var furrebybo og boede på landet. Men han skulle dog til Løkken hver dag og se, hvordan de havde det inde i byen.
Harald Fischer førte nøje regnskab over, hvor mange gange han badede. Han gik aldrig i vandet mere end to gange dagligt, men var stolt, når han badede mere end 50 gange på en sommer. Han tog gerne med fiskerne på havet, blandt andet med fisker og sognerådsmedlem Anders Sørensen, som også sejlede en tur med ham og sognerådet til Lønstrup i forbindelse med festlighederne i anledning af indvielsen af Aldershvile.
Forfatteren Thomas Olesen Løkken var chauffør for Harald Fischer på mange af hans ture langs den jyske vestkyst fra Skagen til Ferring Strand ved Harboøre. Ind i mellem inviterede han nogle af sine venner med fra Løkken, og de nød nogle gode frokoster. Til tider varede turene flere dage, og de overnattede undervejs.

Det var ikke den store guldvarefabrikant fra hovedstaden, der kom med andre vaner til det lille samfund. Hans sommervilla stod også altid åben for de lokale beboere. Han elskede at skænke ud af sin store beholdning af vin, noget som medførte, at ikke alle drog ædru derfra.
Det var ikke blot vinen, han var gavmild med. Der var ingen smalhals, hvor Harald Fischer færdedes. Han var rundhåndet, uanset på hvilken side af bækken han var, og det fortælles at det ikke var så få tusinde kroner, han på den måde glædede andre med i de år, han boede i Furreby.
At maleren Chr. Valentinussen blev kunstmaler, kunne han takke Harald Fischer for. Kinne, som han blev kaldt, var søn af fiskerskipper Peder Valentinussen og skulle gå i faderens fodspor. Harald Fischer havde lagt mærke til drengens evner og sagde til hans far, at han skulle have en uddannelse, hvorefter han sørgede for, at Kinne kom i realskolen og derefter i malerlære. Kinne kunne så i 1928 glæde sig over at male et portræt af Harald Fischer, hvor han sad model i sit kære Strandbohus.
Der er ingen tvivl om, at Harald Fischer var Løkkens store velgører. Han delte ud af de midler, han havde, både til privatpersoner og til foreninger. Ligeledes involverede han sig i livet i Løkken på alle måder. Efter at han havde givet byen dets alderdomshjem, blev han i 1920 udnævnt til æresborger i Løkken. Fiskerne satte også så stor pris på hans støtte og indlevelse i deres arbejde, at han i 1923 blev æresmedlem af Løkken Fiskeriforening.
Harald Fischer tilgodeså også Kjøbenhavns Guldsmedelaug, hvor han var viceoldermand i en årrække. Ved en testamentarisk gave blev man i stand til at erhverve nabogrunden til laugets ejendom, Guldsmedegården. Grunden blev udlagt til have, og derved sikredes en smuk udsigt mod Gentofte Sø.

Alderdomshjemmet Aldershvile

Der er ingen tvivl om, at Harald Fischer med tiden kom til at føle sig meget knyttet til beboerne i Løkken og Furreby, og især de ældre havde han stor omsorg for. Pengene strømmede ind til ham gennem hans guldvarefabrik. Gullaschtidens nyrige smykkede sig med sølv og guld, og de var ikke smålige, når de købte ind.
Omsætningen og indtjeningen steg, og Harald Fischer syntes, at han skulle gøre noget godt med disse let erhvervede penge, som han ikke havde præsteret noget arbejde for. Resultatet af disse overvejelser førte til et af datidens smukkeste og storslåede alderdomshjem, som kostede ham 115.000 kr. Et sådan byggeri vil i dagens Danmark koste omkring 5 millioner kroner.
Ikke langt fra Strandbohus boede Søttrup i en ussel rønne bygget af tørv og brædder. Han var en gammel mand, som altid havde klaret sig selv, først som fisker og siden som daglejer.

Selv om det var elendige forhold, ville han hellere bo som han gjorde end på fattiggården i Skøttrup.
Harald Fischer syntes, at dette var uværdigt og Søttrups vilkår skulle efter sigende have inspireret ham til at give et alderdomshjem til Løkken.
Han rettede derfor henvendelse til sognerådet og spurgte, om det ville påtage sig driften, hvis han betalte og lod opføre et alderdomshjem. Det sagde man fornuftigvis ja tak til, og Harald Fischer betingede sig, at Søttrup skulle være den første beboer. Ved grundstensnedlæggelsen var Harald Fischer ledsaget af sin datter og svigersøn fra København. Han medbragte en lille blyskrin, indeholdende et glasrør med et dokument, som havde følgende tekst:

"Den 22de Juli 1919 i hans Majestæts Kong Christian den 10des ottende Regeringsaar nedlagdes her Grundstenen til et Alderdomshjem, skænket af Guldvarefabrikant Harald Fischer af København. Alderdomshjemmet er planlagt af Giveren i enig Forstaaelse med Sogneraadsformand Laurits Pedersen af Furreby og Pastor Svend Ewaldsen til Furreby og Løkken. Bygningen er tegnet af Arkitekt Vejby-Christensen af Hjørring og opført af Murermester Peder Olesen af Løkken.
Den almægtige, gode Gud velsigne og bevare dette Aldersly i Løkken".
I blyskrinet var der også et sæt ernæringskort og en 20-krone og en tikrone i guld, en tokrone, en enkrone, en 25-øre, og en tiøre i sølv, ligeledes en fem-, to- og enøre i jern. Efter at skrinet var nedsat i en fordybning under hoveddøren, oplæste Harald Fischer dokumentet og indmurede der på den første sten. Den anden sten lagdes af sognerådsformanden, der også takkede giveren for den store gave.
Den tredje sten indmurede pastor Ewaldsen, idet han udtalte: ”Denne bygning vil stå som et rigt minde om en mands varme hjerte, og vi vil nedbede Guds velsignelse over huset. Thi uden ham arbejder vi forgæves. De gamle, som kommer til at bo her, vil sikkert med taknemlighed erindre den mand, som har skænket hjemmet. Gud velsigne hjemmet og de gamle, som kommer til at bo der, og den mand, som har ladet det opføre.”
Den fjerde sten lagdes af arkitekt Vejby-Christensen og femte sten af murermester Olesen.

Indvielsen af Aldershvile

Det var en festdag, og byen var flagsmykket, da Aldershvile blev indviet den 22. juli 1920. Sognerådet og alle spidserne i Løkken, både mænd og kvinder, var mødt op sammen med mange af Furrebys og Løkkens borgere. Harald Fischer inviterede de fremmødte til at overvære indvielsen i samlingsstuen, hvor han bød alle velkommen og blandt andet udtalte: "Opholdet her på vestkysten hører til mine bedste og lyseste minder. Her har jeg truffet mennesker med et fast og ærligt håndtryk, mennesker, der er rede til at sætte deres eget liv ind på at bjærge andres, i det hele taget folk, der ikke kender frygt. Kun én gang har jeg hørt en mand udtale frygt, og det var frygten for alderdommen, og da fiskernes daglige arbejde ikke giver mere end til dagligt behov, har jeg ladet bygge dette alderdomshjem, som jeg herved beder sognerådet modtage som gave, og jeg vil ønske, at det med den algode Guds bistand må blive til velsignelse for mange".
Sognerådsformanden takkede for den storslåede gave og ønskede, at Harald Fischer gennem dem, som kom til at bebo huset, måtte få den varmeste tak. Tillige takkede han for den daglige godhed, Fischer viste mod egnens beboere. Derefter talte pastor Ewaldsen, lærer Sørensen, formanden for borgerforeningen Chr. Westergaard og formanden for kvindesamfundet Johanne Bang Christiansen. Endelig talte oldermanden for Københavns Guldsmedelaug, som overbragte en hilsen fra kollegerne: "Vi er stolte af, at Harald Fischer er udgået fra vor kreds, som han kaster glans over sin stand. I disse vanskelige tider havde vi ofte brug for hans gode indsigt og klare forstand, og det er ikke helt fri for, at vi var lidt jaloux på Løkken, der tog så meget af hans tid; men når vi først har været i hans gæstfrie hjem, Strandbohus, så forstår vi, og så tilgiver vi”. Amtmand Nørgaard havde sendt et telegram, hvori han lykønskede, da han var forhindret i at deltage.
Alderdomshjemmet havde plads til 18 beboere og en bestyrerinde og var med de mest moderne bekvemmeligheder: Badeværelse, centralvarme, elektrisk lys og wc. Det har været en stor omvæltning for de første beboere at komme der. Den slags luksus kendte man ikke, hvor de kom fra. Og så fik de serveret dejligt smørrebrød med kødpålæg hver dag. Det havde heller ikke været hverdagskost for beboerne. De gamle var glade for, at de ikke længere skulle på fattiggården i Skøttrup, men kunne bo på det nye alderdomshjem.

Harald Fischer udnævnt til Ridder af Dannebrog

Den 15. februar 1924 blev Harald Fischer slået til Ridder af Dannebrog. Begrundelsen for denne udnævnelse var følgende: " ... har med sjælden energi og dygtighed oparbejdet en omfattende virksomhed, og har såvel til fordel for udøvere af faget som for andre på uegennyttig vis stillet midler til rådighed, dels til uddannelse i faget, dels til støtte og hjælp for trængende. En særlig interesse har han vist fiskerlejet Løkken, hvor han på forskellig vis har ydet beboerne hjælp. Således har han i 1920 for egne midler ladet opføre et alderdomshjem i Løkken … og har overdraget bygningen som gave til Børglum-Furreby Kommune."

I sine sidste leveår led Harald Fischer af alvorlig sygdom. På grund af langvarige kure blev sygdommen holdt i skak, og med sin store optimisme havde han det bedste håb om at leve mange år endnu. Til sidst nægtede hjertet dog at følge med, og Harald Fischer bestemte sig så for en kur i Carlsbad i Tyskland. Hans mangeårige husbestyrerinde, frøken Nielsen, skulle ledsage ham, og afrejsen var bestemt. Dagen før fandt hun ham død i hans seng. Et liv, fuldt af intenst arbejde, havde fundet sin afslutning. Han døde 71 år gammel den 25. august 1929.
I god tid inden sin død havde Harald Fischer købt et gravsted på Furreby Kirkegård. Det var en smuk plads i læ op mod kirkegårdsdiget mod vest. Jordpåkastelsen fandt sted i krematoriet i København den 30. august, hvorefter hans urne blev transporteret til Løkken. Hans grav skulle være i det sogn, som han holdt så meget af, og ikke i København.
Fra enhver flagstang i Furreby og Løkken vajede Dannebrog på halv stang den søndag i sensommeren 1929, da Harald Fischers urne blev bragt til Furreby Kirkegård. Familie og venner fra København ankom lidt før middag til kirken, ligesom borgere fra Furreby og Løkken i hundredvis kom for at følge Fischer til hans sidste hvilested. Gravstedet var overordentlig smukt pyntet med blomster og flag, og masser af kranse prydede hegnet rundt om graven.
Fisker Niels Kjær bar urnen med Harald Fischers aske ned i det lille gravkammer, der var muret på gravstedet, og derefter lukkedes det med en overliggersten. Sognerådsformand Laurids Pedersen trådte derefter frem til graven og udtalte Løkkens tak til Harald Fischer, og overrakte derpå afdødes familie en pragtfuld sølvkrans som udtryk for den dybe taknemlighed, beboerne stod i til Harald Fischer. Fru gartner Bang Christiansen takkede Harald Fischer og tillige hans familie, fordi de med glæde havde set på, at så rige gaver var skænket befolkningen heroppe, hvor Harald Fischer havde færdedes så meget. Derefter holdt pastor Balslev en kort andagt.
Guldsmedelaugets formand og Harald Fischers gamle ven, Evald NieIsen, holdt derpå en meget smuk tale for Harald Fischer. Han bragte familiens tak for sølvkransen og bad om, at den måtte blive ophængt på Aldershvile.
Det varede længe, inden de sidste i det store følge forlod kirkegården, og hele eftermiddagen drog skare efter skare op mod Furreby Kirke for at se et glimt af den sjældne jordefærd, den første urnebegravelse i sognet.

Harald Fischersvej

I Løkken er Harald Fischer i dag mest kendt for den vej, som blev opkaldt efter ham. Harald Fischersvej gik først fra posthuset og ned mod Furreby Bæk, hvor hans sommervilla, Strandbohus, lå på den modsatte side ad bækken. Efter en omlægning er Harald Fischersvej i dag blevet væsentligt længere, idet den nu går fra rundkørslen ved Vrenstedvej og helt ud til rundkørslen ved den nordligste indkørsel til byen.
Kaptajn K.O.V. Hermann, Vordingborg, købte sommervillaen af boet efter Harald Fischer for 8.000 kr., inklusive inventar og løsøre, den 8. august 1930, og handelen blev tinglyst den 1. oktober 1930. Hermann var kaptajn i det Falsterske Fodregiment.
Direktør, købmand P. Hansen, Boulevarden 12, Aalborg, købte ejendommen af K.O.V. Hermann den 1. august 1931 for 10.500 kr., inklusive løsøre og indbo. Kaptajn Hermann og fru Ebba boede i Løkken, da skødet blev underskrevet. Direktør Hansen havde kontor på Boulevarden, men boede privat på Nørre Trandersvej 53 i Vejgaard sammen med fru Emma Caroline Hansen, født Stoltenberg.
Landsretssagfører M. Andersen, Hasseris, købte Strandbohus af P. Hansen for 9.250 kr., inklusive løsøre og indbo, den 7. januar 1933, med tinglysning den 2. februar 1933. M. Andersen boede på M.A. Schultzvej 3 og havde sagførerpraksis sammen med sønnen, sagfører Svend Andersen, på Boulevarden 18 i Aalborg.
Den 9. maj 1951 tinglystes det, at boet efter M. Andersen havde solgt villaen til Bodil West for 24.000 kr.

Bodil West

Bodil West blev født den 9. oktober 1904 på Fløe Hede ved Støvring og døbt i Gravlund Kirke den 13. november. Hun fik navnet Boline Antonette Andersen Rytter. Hendes forældre var Anders Andersen Rytter født 1867 og Johanne Marie Jensen født 1878.
Bodil, som hun kaldte sig, blev uddannet syerske, men hun havde ambitioner, og meget tidligt besluttede hun sig for, at hun ikke ville sy for andre. Nej, hun ville hellere have en gammel og rig mand end en ung og fattig. Hun sagde altid: “Uden penge gør det ondt! ”. Allerede, da hun var 20 år, havde hun hele tre tilbedere, som tilsammen var over 150 år.

                                   

I 1920'erne boede Bodil i St. Kongensgade i København helt inde ved Kongens Nytorv. Hun var en dygtig syerske og syede blandt andet også sin grandkusines konfirmationskjole. Grinende sagde kusine Lilly: ”Bodil har travlt med at sy, og hun syr med begge ender.”

Det blev bankier og vekselerer John West, der vandt over rivalerne og i begyndelsen af 1930’erne blev gift med Bodil. Hendes onkel Konrad var rejst til Amerika for at tjene penge og kom hjem efter syv år med en flot bil, som John West købte og gav Bodil i bryllupsgave. John Carl West, født 15. juli 1885, var en lille, tyk og rar mand, som døde kort tid efter giftermålet.
Efter John Wests død rejste Bodil til London. Hun var en gæv pige, og under anden verdenskrig kørte hun som ambulancechauffør rundt i Londons gader.

Inden længe mødte Bodil en 18 år ældre, rig mand, kaptajn Peter Lindsay. Han hjalp hende med at anbringe formuen, som hun havde arvet efter John West. Pengene blev anbragt i sikre aktier, som gennem årerne steg i værdi.
Peter Lindsay blev født 1886 i Jerusalem. Hans far var landmand, men blev dræbt af banditter før Peter blev født. Hans mor var missionær for Church of Scotland og døde, mens han var spæd.
Peter Lindsay arbejdede for Morgan Crucible Company i mere end 50 år. Gennem 20 år var Peter Lindsay dels administrerende direktør, dels bestyrelsesformand, indtil han i 1960'erne gik på pension.
I 1938 kom Peter Lindsay til Badenoch i Skotlands højland, og i 1943 købte han slottet Cluny Castle i Laggan. Fra slutningen af det 16. århundrede havde slottet været hjemsted for Macpherson-klanen, men den var i 1940'erne tvunget til at sælge det.
Peter Lindsay renoverede løbende slottet, og i 1970 var det totalt renoveret. Ud over slottet ejede han store landområder, flere landbrug og en hel landsby.

Bodil boede en del af året sammen med Peter Lindsay på slottet, og det var også her fælles venner blev inviteret på rypejagt, som var årets vigtigste begivenhed.
Peter Lindsay oprettede en fond, og afkastet derfra skulle sikre slottet for fremtiden. I 1976 døde han på sit elskede slot, 90 år gammel. Han efterlod sig tre døtre, hustruen var død adskillige år tidligere.
Bodil West købte selv en velbeliggende ejendom, Hay Mews 7, i centrum af London. Det var en meget eftertragtet adresse, og Bodil blev gennem årene tilbudt kæmpestore summer for ejendommen. Det var en af de eneste ejendomme i den gade, som ikke blev solgt til store butikskæder. Hun ønskede at beholde den, så længe hun ville bo i London.
Bodil West flyttede i 1984 fra London til Aalborg og boede her de sidste to år, inden hun døde den 18. juli 1986. Bisættelsen var fra Vejgård Kirke, og hendes aske blev spredt i Vesterhavet foran Strandbohus i Furreby.

Livet i Strandbohus

Hans Høyrup, der er Bodil Wests grandfætter, besøgte hende flere gange i London og boede sammen med hende og Peter på slottet i Skotland otte dage i sommeren 1970. Han glædede sig som dreng hvert år, til det blev sommer, for så besøgte han Bodil i Strandbohus sammen med sine forældre og så en masse lysbilleder, som hun havde optaget på sine spændende rejser sammen med Peter. De så billeder af inkaindianere i Sydamerika og af buskmænd i Afrika. Hver vinter rejste Peter og Bodil på rejse et nyt sted i verden.

Lone Rytters erindringer om sin moster Bodil West, født Rytter:

Min moster ankom til Strandbohus hvert år omkring pinse. Det afhang meget af sommervejret i Løkken, hvornår hun rejste tilbage til London, men som regel var det først i september. Hele huset var rengjort og klar til at flytte ind i, når moster kom, både inde og ude. Mariane Knudsen - en lille trind fiskerkone - havde gjorde rent og kom også et par gange om ugen sommeren igennem. Familien Knudsen boede i et hvidt fiskerhus, der lå på Anton Bastvej.

Senere, nok i begyndelsen af 1960`erne, overtog postbud Juhl Nielsen og hans hustru Edith, Klostervej, tjansen. Edith gjorde rent, og Juhl kalkede og malede huset i mange år. De var et par herlige mennesker. Jeg havde jævnligt, også efterfølgende, kontakt med dem, og vi snakkede tit om min moster. De havde haft et godt forhold til hende.
Min moster var en god kok. Vi fik serveret mange nye retter, som ikke var kendt i Danmark på det tidspunkt. Lam med mintgele, kylling med fyld, roastbeef med kold kartoffelsalat, hummer og broccoli. Der var drinks før middagen, for eksempel gin og tonic, Martini eller knastør sherry.
Hvert år var det spændende at se, hvad moster havde med fra London. Et år var det en blender, og så fik vi milkshakes. Et andet år et vaffeljern, og så blev der produceret store mængder vafler. Det skete udenfor på den sydlige terrasse, og alle unger i området spiste med.
Et år fik vi en stor gummibåd med besked om, at der kun måtte sejles i Furreby Bæk. Båden kom dog en lille smuttur i havet, og dette blev observeret! Det endte med, at båden blev hentet op på land og klippet i stykker. Konsekvent opdragelse, man fik kun én chance.

Der var mange børn rundt om Strandbohus at lege med, og solen skinnede altid! Tiden gik med leg på strand og i klitter. Der var også dengang sandkonkurrence på stranden én gang om ugen. Sandfarve blev indkøbt hos frk. Ørum, og var vi heldige, vandt vi en tur på minigolfbanen. Bunkerne var forbudt område, men selvfølgelig skulle jeg hen og kigge på dem, men kun når min storebror var med. Til andre tider spillede vi kort og Matador.
Strandbohus er bygget på blåler, så vi hentede ler og producerede fine figurer og skåle, og skaller og sten blev indsamlet og anvendt til utrolige ting.
Når det lynede og tordnede - det skete ikke så ofte - blev vi vækket og sad alle i stuen og kiggede ud på det fantastiske natursceneri. Ligeledes fik vi set morild og nordlys.
Om sommeren var der asfaltbal på torvet i Løkken, hvor kendte artister optrådte. Torvet blev spærret af, og der var telte med udskænkning og salg af pølser. Min mosters fine biler blev benyttet til ture rundt i Nordjylland. Hver sommer var vi en tur i Skagen, ikke som nu på Skagen. Vi spiste på Brøndums Hotel, som serverede den berømmede fiskebuffet.
Ofte skulle der indkøbes specielle ting og sager bl.a. nyt tapet til badeværelset. Min moster kunne finde på at køre rundt til alle tapetsælgere i en radius på 30 km - dengang handlede alle købmænd også med tapet - for at finde det rigtige og ikke mindst det billigste! Det varede nemt en hel dag, kedeligt, men vi ville jo gerne med ud at køre.
I Strandbohus kom der spændende gæster. Hver sommer kom to af mosters veninder fra London, Rosa og Ruby. Dem var vi gerne sammen med et par dage, og de besøgte os også i Aalborg. Når mosters ven, Peter, kom, var vi på besøg for at hilste på ham, men tog hjem samme dag.
Når jeg tænker over det, har mine somre i Strandbohus betydet meget for mig gennem livet.

Allan Winther-Rasmussem

Den 11. november 1986 købte ejendomsmægler Olav Lynge Madsen og advokat Allan Winther-Rasmussen villaen af Bodil Wests bo.
Olav Lynge Madsen kontaktede Allan Winther-Rasmussen, da Bodil West var død. De kendte hinanden fra Aarhus. Olavs svigerforældre ejede Solhytten, som blev udstykket fra Strandbohus, inden Bodil West overtog sommervillaen.
Thorkild Kristensen havde igennem mange år rendt Bodil West på døren, fordi han gerne ville købe villaen. Han købte så senere naboejendommen Blånæs. I sit testamente havde Bodil West bestemt, at villaen ikke måtte sættes til salg på sædvanlig måde. Der måtte kun være et skilt på huset med henvisning til en ejendomsmægler i Aalborg.

Olav Lynge Madsen og Allan Winther-Rasmussen rettede derfor henvendelse til mægleren. De fik at vide, at man skulle afgive et bud, og at den med højeste bud blev køber. De bød 715.000 kr. og fik villaen. Ingen har kendskab til de øvrige bud.
Den 26. april 1989 blev advokat Allan Winther-Rasmussen, Aarhus, eneejer, idet han overtog Olav Lynge Madsens halvpart.
Allan Winther-Rasmussen driver advokatvirksomhed i Ryesgade 9, Aarhus. Han har møderet både for Landsret og Højesteret.
I 1995 konstateredes der angreb af ”ægte hussvamp” i villaens kælder. Det er den værste svamp af alle. Den kan æde et hus på kort tid, da den også går i murværket. Der blev gennemført en meget kostbar totalrenovering af villaen både indvendigt og udvendigt i 1996 med skyldig hensyntagen til villaens oprindelige udseende og historie. Det havde nok været billigere at rive villaen ned og bygge nyt.
Huset er meget udsat for vind og vejr med sin beliggenhed direkte til havet. Zinktagrender på facaden mod havet forvitrer på 12 år. Efterhånden er alle tagrender, inddækninger, randjern mv. udskiftet med kobber, der både holder godt og samtidig er smukt grønt. Skinner og beslag på vinduer og døre, især mod havet, forvitrer i løbet af få år og skal derfor løbende udskiftes.
Allan Winther-Rasmussen ansøgte i 2001 sandflugtsmyndigheden, Nordjyllands Statsskovdistrikt, om at få tilladelse til at udføre en tilsvarende kystsikring, som blev etableret foran Blånæs, ud for sin ejendom. Han fik afslag på ansøgningen og ankede afgørelsen til Naturklagenævnet. Afslaget blev fastholdt, hvorefter sagen blev indbragt for både Landsretten i Viborg og senere for Højesteret, som begge fastholdt afslaget.