Perioden, fra Frederik den V i 1761 skrev under på en kongelig befaling, der satte gang i anlæg-get af den første landevej på Sjælland efter moderne principper, og ca. 100 år frem, er en af de mest revolutionerende perioder i dansk vejhistorie. Danmark fik i den periode et nyt landevejsnet, der dækkede hele landet, og en ny organisering af vejvæsenet. Denne artikel handler om hvordan reformerne blev oplevet i Løkken.
En lang historie
Løkken blev grundlagt i 1678 og ikke et tilfældigt sted. De første huse blev placeret, hvor Lønstrup Klint ender, og hvor der derfor er let adgang til og fra stranden. Stedet lå også på den gamle landevej mellem Hjørring og Thisted, der gik fra Hjørring over Grimstedbro til Hundelev og derfra videre til Jelstrup, Ulstrup, Nr. Lyngby og Furreby. Ved Furreby Bæk gik den ned på stranden og derfra videre ad stranden til Slettestrand. I Slettestrand gik vejen ind i land og delte sig i 2 grene, vejen videre til Thisted og en vej til Aggersund med bådfart over Limfjorden, der gav videre forbindelse sydpå til Hærvejen. Der var således både god adgang for sejlads og god vejadgang.
Benyttelsen af stranden som vej går meget langt tilbage i tiden, så langt tilbage som der er historiske kilder. Den ældste beretning om, at stranden har været brugt som rejsevej er fra 1086. Det år gjorde vendelboerne oprør mod kong Knud den Hellige, mens han opholdt sig på kongsgår-den i Børglum. Stemningen var så ophidset, at kongen så sig nødsaget til at flygte. I første omgang drog han til biskop Henriks gård i Biskopstorp (det nuværende Bejstrup) og senere til Aggersborg for at komme over Limfjorden der. Hans flugtrute er ikke detaljeret beskrevet, men det fremgår indirekte, at flugten foregik langs stranden til Bejstrup. Ælnod1) fortæller, at biskop Henrik gik forfølgerne i møde for at berolige dem: ”…alt stormede de hovedkulds frem for at angribe den ærværdige biskop, med spyddene piskede de strandsandet op…”. Mødet foregik altså på stranden, som forfølgerne må have rejst ad, og det ville de kun have gjort, hvis kongen også var rejst den vej.
Baggrunden for oprøret var, at Knud den Hellige havde ambition om at generobre England, der var gået tabt efter Hardeknuds død i 1042. Ambitionen var næret af, at han i sine unge dage var faret på vikingetogter. For at finansiere ambitionen og i det hele taget styrke kongemagten, greb han til at begrænse bøndernes rettigheder og pålagde tunge skatter. Det skabte utilfredshed og vrede. I sommeren 1085 udbød han hele den danske ledingsflåde til at give møde i den vestlige del af Limfjorden, hvorfra der dengang var åben udsejling til Vesterhavet. Kongen blev imidlertid selv forsinket - han var optaget af at rejse penge til togtet. Da kongen stadig udeblev, valgte nogle af skibene at tage hjem. De blev straffet med ledingsbøder. Det var med til at øge forbitrelsen og hadet til kongen. Oprøret mod Knud den Hellige endte som bekendt blodigt. Fra Aggersborg rejste kongen med sit følge til Viborg og derfra videre til Slesvig, hvorfra de sejlede til Fyn. Flugten fortsatte til Odense, hvor kongen blev dræbt foran alteret i Albani Kirke. Beretningen viser, at Landevejen Løkken-Aggersund/Thisted i århundreder har ligget, hvor den lå, da Løkken blev grundlagt. Mange af vejene fra før reformerne har formentlig en lige så lang historie.
Vejnettet i den vestlige del af Vendsyssel i slutningen af 1700-tallet. Kortet er Videnskabernes Selskabs kort. Det viser kun Hovedlandeveje og mindre landeveje. Vejen Hjørring-Løkken-Thisted har signatur som en mindre landevej. Videnskabernes Selskabs kort er det første kort,
der er baseret på opmålinger i marken og derfor også det første troværdige kort. Opmålingerne
i Løkken-området skete i 1787 og blev omsat til detailkort.i målestok 1:20.000. Kortet her er en sammen- tegning af detailkortene. Det er fra 1811.
Vejhoveriet
De fleste veje i ældre tid var bare jord- eller grusveje, som krævede megen vedligeholdelse. Det arbejde var pålagt bønderne som pligtarbejde, og det havde det været helt tilbage fra Valdemar Sejrs tid. I Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 hedder det, at på hver bymark skal de ejere, som bor på marken istandsætte ”kongens hærstræde”, dvs. de betydelige veje eller offentlige veje, og hvis vejen er meget ufarbar enten på grund af mose eller store ådale, da skal hele kirkesognet være behjælpelig med at bygge bro og senere med at holde den vedlige. Det hedder videre, at der til hver landsby bør føre 4 veje, ”de der fra Arilds Tid har ført derhen” og loven fastslår, at ingen må spærre eller ødelægge vejene, og hvis nogen alligevel gør det, skal vedkommende bøde 3 mark til kongen og igen sætte dem i stand. Om vejbredden siger loven, at en hovedvej skal være 14 alen bred, men forte2) skal være 15 favne bred eller så bred, som alle ejerne ville nøjes med.
Reglerne blev udbygget i senere lovgivning. Christian III’s Reces3) af 1547 indeholder et helt afsnit om broer og veje. Som noget nyt blev indført brokorn, en afgift der skulle betales af den, der passerede en bro. Afgiften blev fra starten betalt i korn, men senere blev den konverteret til et bestemt beløb i penge. De enkelte broer blev givet i forlening til herremænd eller andre, der fik lov til at opkræve brokorn mod at holde broen i stand. Det var detaljeret beskrevet, hvordan broen skulle vedligeholdes.
Om de ”alfare veje”4) sagde recessen, at hvis der her var ”onde og dybe putse” dvs. vandfyldte huller eller anden slig farlighed, så skulle kongens lensmænd lade tilsige menige herredsmænd til at møde på en fastsat tid og dag med heste og vogne og tilføre grus og hvad andet der var nødvendigt for at ”forfylde og færdiggøre slige onde og dybe veje” Han kunne til dette arbejde fordele herredsmændene til bestemte vejstykker, men han måtte ikke af partiskhed forskåne eller besvære den ene mere end den anden. Hvis nogen ”forrykkede sig” og ikke gav møde til fastsat tid, skulle den pågældende bøde 3 mark til sit herskab og en tønde øl til sognemændene i det sogn, han boede i. To gange om året skulle lensmanden lade broer og de alfare veje tilse, at ”de holdes ved magt” og gjorde han ikke det, kunne han risikere at måtte stå til rette for følgerne af forsømmelighed ved vedligeholdelsen.
Da der de første mange år ikke blev anlagt nye veje, var det vedligeholdelsesarbejde bønderne blev udskrevet til. Men efter vejreformerne blev det både nyanlæg og vedligeholdelse, de kom til at udføre. Vejstrækningen blev fordelt mand og mand imellem, dvs. at hver mand fik et fast vejskifte, som han skulle holde. Mere komplicerede strækninger blev udlagt til flængsarbejde, dvs. fællesarbejde.
Pligtarbejdet, eller vejhoveriet som det blev kaldt, var forhadt af bønderne, og sagsmapperne er fulde af klager over det tildelte vejhoveriarbejde og ansøgninger om fritagelse. Hvis man blev væk, når man var udskrevet, blev det betragtet som opsætsighed, og det gav en mulkt på 1 rigsbankdaler. Hvis den ikke blev betalt, blev man sat i fængsel på vand og brød. I 1841 klagede 3 bønder i Furreby på vegne af beboerne i Furreby til amtmanden over, at de skulle udføre vedligeholdelsesarbejde på to veje. De havde fra ældre tid haft vejskifter at vedligeholde på landeve-jen mellem Hjørring og Sundby, der lå i en afstand af 2½ mil (19 km). Nu var de også blevet pålagt vedligeholdelsesarbejde på den nye Løkken-Hjørring vej. De bad om at blive fritaget for vedligeholdelsesarbejdet på Sundby-Hjørring vejen. Amtmanden svarede tilbage, at problemet var kortvarigt. Hoveriarbejdet på Sundby-Hjørring vejen ville bortfalde, når den nye vej var anlagt.
Vejhoveriet blev først lempet i forbindelse med vejreformen i 1841. Forordningen af 29. september 1841 fritog bønderne for pligtarbejde på hovedlandeveje og mindre landeveje – med mindre der ikke opnåedes antageligt tilbud ved offentlig licitation over arbejderne, i hvilket tilfælde pligtarbejde skulle udføres mod betaling, eller med mindre landevejene endnu ikke var grundforbedrede. Kun på biveje bibeholdtes vejhoveriet.
De onde veje
De veje, der fandtes indtil vejreformerne, var selvgroede veje. De var opstået tilbage i tiden ved at man færdedes, hvor der var behov. De fulgte terrænet, dvs. gik uden om bakker og fordybninger. De var ikke forstærket eller på anden måde anlagt, det var jordveje. Vedligeholdelsesstandarden var meget ringe, bl.a. fordi vejhoveriet ikke fungerede. Når man læser klager og andre dokumenter om vejsager, så støder man ofte på udtrykket ”de onde veje”, sådan blev vejene opfattet af de vejfarendes.
Carl Klitgårds bog om Vendsyssels veje er gengivet et vejsyn i 1765, som bekræfter den dårlige vedligeholdelsesstandard. Vejsynet var over de forskellige veje mellem Børglum og Hjørring, efter at Børglum Klosters fæstebønder havde klaget over, at vejene var ufremkommelige. Man gennemkørte og gennemgik de pågældende veje. I dette vejsyn indgik den nordlige del af Løkken-Hjørring landevejen, fra Hundelev Vad via Grimstedbro til Hjørring: ” Hundelev Vad5). Dette bekendte hæslige Sted fandtes meget dybt op mod østre Ende, blødt med Ler og Klæg. Dernæst var fra vadet en stor Lerbakke, op ad hvilken, der løb adskillige veje, som var saa forskrækkelige, somme med Vældhuller og Lerpundser, at det var med Nød, at de medfølgende tomme vogne, som var velbespændt, kom derover. Det blev os derhos berettet af en Mand i Hundelev, at han havde været med at drage mange op, som der havde kørt i Bløde, hvilket han også selv havde prøvet. Fra denne Bakke drog de gennem Hundelev By, gennem Bakkerne østen for Hundelev, i Nordøst langs Siden af Hundelev Markdige til Husene østen Marken, hvor Vejen løber ligefrem til Grimstedbro i Nordøst. Denne Vej var meget hæslig med Huller og pundser samt Klæg…… Fra Grimstedbro gik Vejen over en Lerbakke og et stykke Hede gennem Givrup (Gjurup), og fra Broen til Vejen, som norden for Gjurup gik til Hjørring, var 1825 Alen, overalt slem med Huller, Pundse, Haller og Klæg, saa den gennem Gjurup var fast uoverkommelig, hvorfor de medfølgende Vogne maatte køre ad en anden Vej. Saa maaltes Vejen fra sidstnævnte punkt over Gjurup og Høngaards Marker Lundergaards Vase, forbi Lundergaard til Hvolvejs Bakke over et lille Vad i alt 3925 Alen, og Vejen overalt slem som den foregaaende og endelig maaltes fra Hulvejs Vad over Hjørring Mark til vestre Bom 950 Alen”6). Ikke ligefrem en vej man fik lyst til at køre på.
Vi har ikke dokumentation for vedligeholdelsesstandarden på resten af Løkken-Hjørring landevejen fra Hundelev Vad via Jelstrup, Ulstrup, Nr. Lyngby, Furreby til Løkken, men den gamle fisker og redningsmand Peter Boye fortæller i sine erindringer om, hvordan det var at krydse Furreby Bæk i 1700-tallet. Det var selvfølgelig ikke selvoplevet men en historie, der blev fortalt:
”Fra Løkken - før den Kongevej, som blev anlagt samtidig med Broen over Bækken – var Slæbe- eller Vadestedet længere mod Vest, hvor nu Brekses Vei7) fører ned, og paa den modsatte Side laa Vandmøllen, som vistnok sidst i 50 blev ført mod Øst, hvor nu Elektrcitetens Turbine nu fungerer. Vadestedet, som her førte over, fortsatte af Veien gjennem Furreby og Lyngby Torp til Vittrup Hede, samme fortsatte til Hjørring og var i de Tider eneste Vei fra Løkken til Hjørring. Ved omskreven Vadested kom en Mand, som bad om at kjøre med over, men da vedkommende (Henriksen) saa samme som et halvgal eller forstyrret Menneske turde han ikke tage ham op i Vognen. Vadede han ganske ugenert ved siden af til midt op på Livet. Det viste sig, at han nok var klædt i Sælskindsklæder fra øverst til nederst, og da de saa kom over viste det sig, at det var hans Broder, der havde været borte i flere Aar (i Grønland)”
At det var en alvorlig sag at færdes på vejene, er der mange eksempler på. I 1565 druknede præsten i Harreslev-Rakkeby-Sejlstrup sogne Peder Lauersen i Rakkeby Aa. Den samme skæbne overgik i 1689 præsten i samme sogne Peder Poulsen Bloch tillige med sin kusk, ved at vognen kom ud over Broens rækværk, og isen på åen gik itu8). Når åerne gav så store problemer, var det bl.a. fordi, de var mere vandfyldte. Indtil de store dræningsarbejder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, stod vandspejlet omkring en meter højere.9) Selv en konge blev offer for de onde veje. I vinteren 1513 red Kong Hans fra Ribe ad Aalborg til. Over Skjern Aa var der bro, men ikke over Tarm Kærs søndre ende, som dog var et betydeligt overgangssted. Her red kongen over, hesten styrtede, og kongen faldt i vandet. Men han fortsatte rejsen og nåede syg og medtaget til Aalborg, hvor han måtte lægge sig til sengs. Han havde pådraget sig en ”helsot”, og en måned senere døde han på Aalborghus. Stedet, hvor han faldt, kom til at hedde Kong Hans’ Hul10).
Bondesamfundet Furreby
Ind til industrialiseringen i 1800- og 1900-tallet var 80 % af befolkningen landboere og boede i landsbyerne, og det havde deres forfædre gjort før dem i generationer. Det var således først og fremmest landsbyernes behov, der afspejlede sig i vejnettet. Landsbyen Furreby havde i 1688 12 helgårde, 1 kvartgård, 16 huse og 1 mølle. 1 gård og 1 hus lå på Kringlen11) syd for Furreby Bæk, og Furreby Mølle var en vandmølle, der lå ved Furreby Bæk tæt ved stranden12). De fleste af husene var jordløse, dvs. havde kun have.
Landsbyen var på det tidspunkt fæstejord under kronen, men havde tidligere hørt under Børglum Kloster. Den jord, der hørte til landsbyen, var et fælles anliggende, kun tofterne, dvs. jorden nærmest ved gården, havde man selvstændig råderet over. Landsbyens anliggender blev styret af et råd, bystævnet, som alle gårdmænd havde sæde i. Husmændene måtte bare se til. Der blev valgt en fomand, oldermanden. Bystævnet traf beslutning om, hvornår der skulle sås, hvor mange køer hver gård kunne sætte på græs på overdrevene, hvornår der skulle høstes osv. Fordi man var fælles om markerne, måtte arbejdet koordineres. Bystævnet traf også beslutning om vejforhold, dvs. vedligeholdelse af egne veje. Furreby var organiseret som andre landsbyer i Danmark.
Vejnettet bestod foruden Løkken-Hjørring landevejen af to veje: en nord-syd gående vej fra Furreby Bæk forbi kirken nordpå til landsbygrænsen mod Sdr. Lyngby. Den nordlige del indgik i landevejen mod Hjørring. Vejen er stort set sammenfaldende med Furreby Kirkevej i dag. Og en øst-vestgående vej fra kysten ad Bygaden til landsbygrænsen mod Skøttrup. Vejen forgrenede sig i 2 dele lige uden for landsbyens tofter. Men begge grene gik til Skøttrup, hvor de løb sammen igen. Vejen fortsatte til Børglum Kloster og Børglum og var også præstevej, fordi Furreby var et annekssogn med præsten boende i Børglum. De 3 veje udgjorde det overordnede vejnet inden for Landsbyens område (landsbymarken) og til det var der forbundet små markveje af 6 alens bredde (3.8 m), så der var adgang til alle marker eller agre som de blev kaldt.
Landsbyens jord syd for Furreby Bæk henlå som overdrev bortset fra jorden til de to ejendomme på Kringlen. Det var på dette overdrev, Løkken blev anlagt i 1678. Her var der ikke brug for veje, bortset fra en adgangsvej til Kringlen. Landevejen gav adgang til overdrevet, og Løkken blev anlagt ved landevejen. Landsbyen skulle selv vedligeholde egne veje.
Det har formentlig ikke givet problemer, for man havde selv en interesse i at vejene var i orden. Landevejen har man jo haft hoveriarbejde på, men også den brugte man selv, så det har formentlig været uden de store problemer
Furreby havde kun i begrænset omfang brug for forbindelser ud over sognegrænsen. I 1716 kom landsbyen under Rønnovsholm Gods, der lå 20 km borte. Pligten til at udføre hoveriarbejde blev derfor efter al sandsynlighed erstattet af en afgift. Man har således ikke haft et transport-behov til hoveriarbejde. Men den gamle Hoverivej til Børglum Klo-ster lå der. Købstaden Hjørring har man haft behov for at komme til engang imellem. Der var lan-devejen. Aalborg har man sikkert kun haft behov for at komme til en sjælden gang. Der rejste man via Vrensted og ud til landevejen Aalborg-Hjørring ved Vr. Brøn-derslev. Furreby bønderne har sikkert som andre bønder haft opdræt af stude til eksport syd-på. De blev efter al sandsyn-lighed drevet langs stranden til Slettestrand og videre til Agger-sund, hvor de blev sejlet over Limfjorden. Fra Aggersund blev de drevet med landevejen til Viborg og derfra videre ad Hær-vejen til Hamburg og Hol-land. De kunne også drives via Aal-borg, hvor en anden gren af Hærvejens forlængelse endte.
Omkring 1800 blev Furreby udskiftet og gårdene og husene efterfølgende solgt til selveje. Det betød at landsbyfællesska-bet blev opløst. Udstykningen blev gennemført på en sådan måde, at de fleste gårde kunne blive liggende i landsbyen, kun 5 gårde udflyttedes. Det var derfor også begrænset, hvor store ændringer i vejnettet der var behov for. Furreby havde kun i begrænset omfang brug for forbindelser ud over sognegrænsen. I 1716 kom landsbyen under Rønnovsholm Gods, der lå 20 km borte. Pligten til at udføre hoveriarbejde blev derfor efter al sandsynlighed erstattet af en afgift. Man har således ikke haft et transportbehov til hoveriarbejde. Men den gamle Hoverivej til Børglum Kloster lå der. Købstaden Hjørring har man haft behov for at komme til engang imellem. Der var landevejen. Aalborg har man sikkert kun haft behov for at komme til en sjælden gang. Der rejste man via Vrensted og ud til landevejen Aalborg-Hjørring ved Vr. Brønderslev. Furreby bønderne har sikkert som andre bønder haft opdræt af stude til eksport sydpå. De blev efter al sandsynlighed drevet langs stranden til Slettestrand og videre til Aggersund, hvor de blev sejlet over Limfjorden. Fra Aggersund blev de drevet med landevejen til Viborg og derfra videre ad Hærvejen til Hamburg og Holland. De kunne også drives via Aalborg, hvor en anden gren af Hærvejens forlængelse endte.
Omkring 1800 blev Furreby udskiftet og gårdene og husene efterfølgende solgt til selveje. Det betød at landsbyfællesskabet blev opløst. Udstykningen blev gennemført på en sådan måde, at de fleste gårde kunne blive liggende i landsbyen, kun 5 gårde udflyttedes. Det var derfor også begrænset, hvor store ændringer i vejnettet der var behov for.
Handelspladsen Løkken
Handelspladsen Løkken skabte selvfølgelig en helt anden trafik, end landbrugssamfundet Furreby, der ikke skabte megen trafik over sognegrænsen. Man havde behov for tilførsel af land-brugsvarer, der blev sejlet til Norge, som ikke var selvforsynende med fødevarer. Det var hovedsageligt korn, kød, herunder levende kreaturer, og smør, der blev sendt til Norge. Tilbage fra Norge fragtede man tømmer, jern, jernvarer, kul og andet. Senere hen sejlede man også med varer til Tyskland, England og Holland, f.eks. kreaturben og huder. Skudehandlerne var også købmænd og solgte almindelige købmandsvarer til beboerne i byen og i oplandet.
For at kunne få leveret de varer, man handlede med, var skudehandlerne afhængige af god adgang til et større opland. Løkken var placeret ved landevejen Hjørring-Thisted, men handelsmæssigt var det i lige så høj grad baglandet man havde brug for gode forbindelser til. De gode jorder med et overskud af landbrugsprodukter lå i Børglum og Vrensted sogne. Fra gammel tid var der forbindelse fra landevejen ved Furreby til Børglum Kloster og Børglum By, og fra landevejen ved Løkken til Aasendrup og Vrensted. De gamle veje dækkede oplandet. Det var vejstandarden, der var problemet.
Det er uklart, hvor meget Hjørring-købmændene i almindelighed har handlet med skudehanderne i Løkken, men en enkelt af dem, Lars Schibsbye, etablerede sig i byen og byggede pakhuse, som han havde mellem 1828-1858. Tilsvarende etablerede Aalborg-købmanden Søren Levinsen sig i Løkken. Han ejede en skudehandel fra 1848 til 1859 og et pakhus fra 1859 til 1881. Det er sandsynligt, at skudehandlerne i Løkken jævnligt havde behov for at komme til og fra Hjørring. Det var her herredsfogeden holdt til, det var her toldmyndigheden var, indtil Løkken blev et selvstændigt tolddistrikt i 1848, og det var også her andre myndigheder holdt til. Aalborg havde man formentlig sjældnere behov for at komme til. Men Aalborg var den store søfartsby, og det gav professionelle relationer. Mange af søfolkene sejlede på langfart, inden de blev beskæftigede i skudefarten eller blev fiskere.
Det vides ikke, hvordan man har taget sig af fællesanliggender i Løkken, før kommunalreformerne. Der er intet, der tyder på, at man har været organiseret efter en landsbymodel som Furreby. Der er heller intet, der tyder på, at man har været organiseret som købstæderne. Det ville have krævet, at man havde en borgmester, og det havde man ikke. Det mest sandsynlige er nok, at man har haft en uformel organisation, og at det var skudehandlerne, der reelt bestemte.
Noter
1) Knud den Helliges historie skrevet af munken Ælnod omkring 1120.
2) Den åbne plads i landsbyen, som gårdene skal være grupperet om
3) Reces = forordning
4) Adelvej eller alfarvej, alvej, adelfarvej, er et udtryk man støder på i de gamle kilder om veje. Det kendes fra Jyske Lov: athæl vegh, og vil i dag vel bedst kunne sidestilles med offentlig vej
5) Over Hundelev Aa ved Hundelev Vad kom der på et tidspunkt bro, Fidt Bro. I dag kaldes den Fidde Bro
6) C. Klitgaard: Vendsysselske Veje side 101-102, oprindelig nedskrevet i Børglum Klo-sters Tingbog år 1765.
7) Kongestien
8) C. Klitgaard: Vendsysselske Veje side 97
9) Torben Tophøj Jensen: Ad Hjulspor og Landeveje side 30 nederst
10) Alex Wittendorff: Alvej og Kongevej side 66 nederst
11) Senere omdøbt til Løkkensholm
12) Christian V’s matrikel, markbog nr. 1533, 1688