Jernstøberiet

Løkken fik tidligt et jernstøberi - i 1852 - 5 år før liberaliseringen af næringslovgivningen i 1857, der for alvor satte gang i etableringen af virksomheder uden for købstæderne.

Niels Peter Larsen, der anlagde jernstøberiet i Løkken, får bevilling som jernstøber den 4. april 1852. Umiddelbart efter køber han et grundstykke syd for byen og i 1854 yderligere et grundstykke ved siden af det første. Byggeriet er formentlig gået i gang umiddelbart efter erhvervelsen af det første grundstykke. Grundene bliver senere matrikuleret som nr 112 og 113.

Jernstøberiernes historie er kort fortalt, at der i 1700-tallet blev åbnet for import af billige koks fra England, der kunne benyttes som brændsel i støberier. Det første jernstøberi blev etableret i Frederiksværk i 1769 af Johan Frederik Classen. Værket blev først og fremmest oprettet for at producere krigsmateriel til hæren, men havde ikke succes med støbningen af store jernkanoner. Derfor optog man også en produktion af civile forbrugsvarer (ovne, komfurer, køkkentøj, porte, gelændere, vinduer o.a.). I de følgende år blev startet flere jernstøberier i København. De første provinsstøberier blev etableret i Horsens og Hjørring i 1830.

Jernstøberiet i Hjørring blev oprettet af A. F. Heidemann. Han stammede fra Norge, men var som ganske ung kommet til Danmark, da han strandede med en lille båd ved Løkken under et forsøg på at skaffe korn til Norge. Han begyndte under meget primitive forhold en smedie, men flyttede snart til Hjørring, hvor han i 1830 fik privilegium på at anlægge et jern- og metalstøberi. Til at begynde med var det især de sædvanlige produkter, ovne, pander og gryder, som han fremstillede, men 1845 optog han en fabrikation af dampmaskiner til brændevinsbrænderier og i 1861 fik han patent på en hakkelsesmaskine. Der var altså tale om den traditionelle kombination af støberi og maskinfabrik. Efter Heidemanns død fortsatte familien virksomheden. I 1934 blev støberiet nedlagt, mens maskinfabrikken fortsatte.

Niels Peter Larsen, der oprettede støberiet i Løkken, kom fra Hjørring, hvor han havde lært jernstøberfaget. Formentlig ikke hos Heidemann, men på det andet jernstøberi. For han blev gift med jernstøber Niels Peter Jensens datter Laurentine Christine Jensen. Da de flyttede til Løkken var han 25 år og hun 24 år. De fik hurtigt en stribe børn – i alt 8, 3 drenge og 5 piger.

Det ser ud til at det er gået godt i Niels Peter Larsens tid. I 1874 er han i stand til at indløse det sidste af den gæld, der blev stiftet i forbindelse med jordkøb og anlæg af virksomheden. Han har været en respekteret borger i byen og var en af initiativtagerne til oprettelsen af Løkken Laane- og Sparekasse i 1871. Han blev indvalgt i den første direktion (svarende til bestyrelsen i dag). Og var formand i en kort periode i 1870’erne.

Laurentine dør i 1892 og Niels Peter Larsen i 1897. Virksomheden overtages af den næstældste søn, Niels Christian Larsen - født 1860 - der ved folketællingen i 1890 stadig bor hjemme og er maskinarbejder i virksomheden, men som kort tid herefter bliver gift med Sørine Kristine Pedersen.

Når den ældste bror, Lauritz Peter Larsen - født 1854 - ikke overtager virksomheden, skyldes det formentlig, at han har etableret sig i andet erhverv. Han blev oprindeligt udlært som former og arbejdede de første år, efter han blev gift, på faderens virksomhed som formersvend. I 1888 nedsætter han sig imidlertid som snedker, men skifter i 1896 til detailhandler.

Den yngste bror, Niels Peter Larsen født 1868, bliver boende hos den bror, der overtager virksomheden, og arbejder som montør (folketællingen 1901). Han er ikke registreret ved folketællingen i 1906 og må på dette tidspunkt være flyttet fra sognet.

Niels Christian Larsen optager i forbindelse med overtagelsen af virksomheden et større lån i sparekassen, formentlig for at kunne betale de andre arvinger ud. Det er åbenbart et for stort handicap, for økonomien bliver gradvis dårligere, og han undgår kun en konkurs ved at sælge virksomheden til en af kreditorerne. Det sker i 1912.

Den nye ejer er Peder Christian Bast, der var lods i Frederikshavn, men oprindeligt stammede fra Løkken. Han var søn af Christian Martinus Bast, skipper på sluppen ”Hensigten”, og sønnesøn af skrædder Christoffer Bast. Bastfamilien havde familiære relationer til jernstøberiet. En bror til Peder Bast var gift med en søster til Niels Christian Larsen, og en søster var gift med former Anders Jensen. Men selv om handelen så at sige skete inden for familien, har det ikke været rart for Niels Christian Larsen at måtte afhænde virksomheden på denne måde, og efter salget flytter han og familien (kone og 2 drenge) fra sognet. De sidste år tilbringer han dog på alderdomshjemmet i Løkken. Han kom dertil i 1928 og døde i 1931, 71 år gammel. Han blev begravet i Hjørring.

Peder Bast køber sikkert jernstøberiet for at sætte sine to sønner, Christian og Niels Georg i vej, de er begge maskinister. De står for driften fra starten, men overtager først skødet på ejendommen i 1916. Christian og Niels Georg Bast er begge unge, ugifte mænd og får derfor Anne Pedersen til at stå for husførelsen. Men de kan åbenbart heller ikke få virksomheden til at løbe rundt. Allerede ved årsskiftet 1917/18 sælger de virksomheden igen - til Marinus Boelskift. De har overtaget gældsforpligtelserne og har måske også slået for stort brød op. I en annonce i forbindelse med overtagelsen af virksomheden i 1912, skriver de: ”Fabrikken vil blive moderniseret – der bliver indstaleret nye Maskiner o.s.v., og vi vil således blive i stand til at udføre alt Arbejde, hurtigt-solidt-og billigt”.

Marinus Boelskift flytter til byen fra Ingstrup, hvor han havde en større smedeforretning. Hvor længe han driver jernstøberiet, er ikke klart. Han lever de sidste år som invalidepensionist og dør i 1944. Ejendommen sælges i 1942 til kommunen. Årene forinden er der også badepensionat. Kommunen indretter husvildeboliger i en del af bygningerne – i folkemunde kaldet ”Rabarberly”. Bygningerne bliver med undtagelse af en enkelt værkstedshal nedrevet i 1991, og bebyggelsen ”Støbergården” opføres (Søndergade 32-34). Eneste tilbageværende bygning fra støberitiden er værkstedshallen længst mod nord, der er ombygget til restaurant (Søndergade nr. 30).

Når der skulle støbes på støberiet tændtes ovnen op (en såkaldt kuppelovn). Efter nogle timer var jernet smeltet og klar til udstøbning. I forsiden af ovnen var et hul, som inden smeltningen var blevet lukket med en lerprop. Tapningen indledtes med, at lerproppen blev slået ud, og jernet fossede derpå ud gennem hullet som en glødende stråle. Skulle tapningen afbrydes, lukkedes hullet på ny med en frisk lerprop, som sattes i med en stang. Jernet opfangedes i støbeskeer, som blev båret hen til formene for at tømmes i disse. Formene var fremstillet af sand med tilsætning af ler. Når godset blev taget ud af formene, gik de til grunde, og der måtte fremstilles nye forme til hver støbning. Fremstillingen af formene – formernes opgave – var et meget betroet arbejde, og det udførtes som et håndværk, der byggede på århundreders iagttagelser og i høj grad var baseret på den enkelte formers håndelag og erfaring.

Der er ikke bevaret kataloger far Jernstøberiet. Men i lånedokumenterne og dokumenterne fra salget i 1912 er maskineri, udstyr og varelager nøje beskrevet – ja sågar møblementet i privatboligen, som til sidst også blev stillet som sikkerhed for lånene. Oplysningerne om produktionsapparatet og varelageret giver et godt indtryk af, hvad der produceredes.

I 1897 ser listen over maskiner og værktøj således ud:

1 Vindmotor med Stativ
1 Blæsekasse med Tilbehør
1 Smelteovn
1500 Stk. Modeller
200 Stk. Formekasser
1 Dreiebænk med Tilbehør
1 Boremaskine
1 Smergelskive
1del Snitværktøi
1del Smedeværktøi
1 Valsemaskine
1 Lokkemaskine
7 Stk. Skruestikker

I 1909 er der kommet 1 petroleumsmotor og 1 Stikkemaskine til.

Varelageret er 1912 beskrevet således:

Færdige Maskiner
Kakkelovne
Komfurer
Vinduer
Grubegryder
Fyrdøre
Ovnsdøre
Reservedele til maskiner
Bolte, Møtrikker og Skruer
Beholdning af gammelt og nyt Jern og Koks
Rør
Maskinolie

Det ses heraf, at man på støberiet - eller rettere sagt støberiet og maskinfabrikken som det rettelig var - producerede et bredt udsnit af støbegods, maskiner, redskaber og jernvarer.

Der er ingen tvivl om, at man i høj grad leverede til landbruget. Her skete der efter liberaliseringen af næringslovene i 1850’erne en begyndende mekanisering. Ophævelsen af tvangsmølleriet (d.v.s. at man ikke selv måtte male kornet, og skulle bruge en bestemt mølle) førte f. eks. til, at mange bønder selv anskaffede sig en kværn, drevet af en lille mølle monteret på taget. Mange fik også en hestegang, der kunne drive forskelligt maskineri, så man slap for noget af det hårde, manuelle arbejde. Man kan ikke ud fra inventar- og varelisterne se, hvilke maskiner støberiet producerede. Men et godt gæt er hestegange, hakkelsesmaskiner, plove og harver. Men sikkert også mange andre maskiner og redskaber.

Vi ved fra annoncer, at støberiet producerede vindmotorer – man lancerede sig oven i købet som en specialfabrik for vindmotorer. Da udbredelsen af vindmotorer toppede, var der næsten ikke en gård i Nordjylland, der ikke havde en mølle på taget. Der var opstillet en ved fabrikken ved siden af værkstedet. Den var i mange år et karakteristisk blikfang i byen. Jernstøberiet brugte den også som blikfang i annoncerne. Den ældste mølletype til vindmotorer var stokmøllen, der overvejende var fremstillet af træ. Den eneste bevarede stokmølle findes på en museumsgård i Østerklit ved Tversted. Senere blev vindroser og klapsejlere, der begge var jernmøller, dominerende. Jernstøberiet i Løkken producerede begge typer. På de ældste billeder af støberiet, er det en vindrose, der sidder på toppen af et understel af træ med en kort gittermast ovenpå. På de senere billeder er det en klapsejler (med automatisk regulering af vingerne) på en gittermast. Vindmotoren blev brugt til at drive de forskellige maskiner. Men vinden kan være en ustabil kraftkilde. Det har man først kunnet sætte sig ud over, da man fik en petroleumsmotor, til at trække maskineriet, når der ikke var vind nok.

Et andet marked har været de store møller, hvor der efter at møllererhvervet blev givet frit, blev bygget mange nye hollandske vindmøller. Vandmøllen ved Furreby Bæk blev flyttet og suppleret med en vindmølle i den periode. Man var i møllebyggeriet på dette tidspunkt gået over til at bruge tandhjul, aksler og lejer af jern, hvor det hele tidligere blev lavet i træ.

Fiskeriet gennemløb i perioden også en udvikling, hvor nye fangstmetoder og redskaber blev taget i brug, og bådene fik motorer. I Løkken blev motorer i bådene installeret omkring århundredskiftet. Motorerne blev ikke produceret lokalt, men montering og reparationer blev udført af jernstøberiet –
i annoncerne fremhæver man lige frem, at man er specialister i reparation af petroleumsmotorer.

Varer til husholdningsbrug har garanteret også været et godt marked. Her skete der også en mindre revolution i sidste halvdel af 1800-tallet. Madlavning over åben ild blev afløst af komfurer, og mange nye husholdningsredskaber blev introduceret. Det kan ses ud fra listen over varelageret og annoncerne, at støberiet producerede komfurer, kakkelovne og gruekedler. Hertil kommer også almindeligt køkkentøj - museet har et vaffeljern, der er produceret på Løkken Jernstøberi.

Råvarerne til produktionen har specielt været jern og koks. Jernet er, så længe der er skudefart i Løkken, givet vis blevet importeret direkte med skib fra Norge. At der blev indført jern til Løkken viser toldregnskaberne. I 1861 blev der i alt indført 14.000 pund rujern og 8.242 pund stang- og båndjern og i 1862 60.000 pund rujern og 15.925 pund stang- og båndjern. Det kan meget vel være grunden til at Niels Peter Larsen i sin tid valgte at starte et jernstøberi i Løkken, at der var let adgang til jern. Koksene er derimod tilsyneladende ikke blevet importeret direkte til Løkken. Stenkul optræder i toldregnskaberne, men ikke koks. Efter skudefartens ophør, har også jernet skulle transporteres over land til Løkken.

Jernstøberiet blev på intet tidspunkt en stor virksomhed. Ud fra folketællingslisterne kan ses, at der ud over jernstøberen selv og børnene, højst har været beskæftiget 3-4 medarbejdere. Virksomheden har således nok nærmest haft håndværkspræg. De ansatte var formere, maskinarbejdere og smede.

En mangeårig medarbejder på Jernstøberiet var former Anders Jensen. Han kommer fra Hjørring som ung svend i 1886, og bliver indlogeret hos jernstøberfamilien. I 1890 gifter han sig med en lokal pige, Ida Frederikke Bast, og de flytter ind i et hus lidt nord for støberiet (matr nr. 106b, nuværende Søndergade 26). Ved folketællingen i 1901 bor der i dette hus: 1) Værtinden, Kristine Nielsen, der ernærer sig som syerske. 2) En enlig mor med 3 børn. Hun er gift, men manden er vist taget til Amerika, som der står på folketællingsskemaet. Hun ernærer sig som syerske og vaskekone og modtager også fattighjælp. 3) En fisker, hvis kone bor i Hjørring. 4) Familien Anders Jensen med 3 børn, der har en formersvend som logerende. Man boede tæt dengang.

Anders Jensen arbejder fortsat i virksomheden, da den i 1912 overtages af Brødrene Bast – han har sikkert været en nøglemedarbejder. Men efter overdragelsen til Marinus Boelskift stopper han på et eller andet tidspunkt. I folketællingen fra 1921 er det angivet, at han arbejder på Heidemanns Ma-skinfabrik.

Jernstøberiet var i mange år det sydligste hus i Løkken og havde sydskel fælles med skellet mod Vrensted sogn. Først da pladsen blev for trang inden for Løkken Ladeplads’ grænser, og man hoppede over sognegrænsen og byggede de første huse længere mod syd ad Aalborgvej, var støberiet og den karakteristiske vindmølle ikke længere det første syn af Løkken, man mødte, når man kom sydfra. Det skete i sidste halvdel at 1880’erne.