Matr. nr. 93c (93, 94) (12-44)
Skolelærer Ove Christensen Furreby Skole fik et hus med smedje takseret og vurderet i 1833. Da han byggede huset, ejede han ikke grunden, men den købte han af Frands Pedersen i 1834. Det var det sydeligste stykke af den grund, Frands Pedersen købte af sognepræsten i Børglum, Joh. Chr. Albrechtsen, i 1830, et større grundstykke på 35.760 kvadratalen, hele arealet nord for Anders Bachs grund og vest for Jens Christensens grund. Ove Christensens grundstykke grænsede mod syd til Anders Bachs jord, mod øst til Jens Christen Jensens og mod nord til resten af Frands Pedersen grund. Mod vest gik det helt til havet. Fra syd til nord var det 33 alen. grunden var ubebygget, inden Ove Christensen byggede på den. Det han byggede, var et hus på 9 fag af bindingsværk med klinede vægge og stråtag og indrettet til 3 Stuer, 2 kamre og køkken. Og en smedje vest for huset på 4 fag også af bindingsværk. Tagmaterialet er angivet i taksationsrapporten, men hvad det var, har ikke kunnet tydes. Det var ikke almindeligt stråtag. Foruden smedjen var der et koldkammer (formentlig i betydningen et uopvarmet rum).
Ove Christensen var blevet ansat som skolelærer ved Furreby Skole i 1822. Han var seminarieuddannet fra Snedsted i Thy. Han giftede sig i 1820 med Mariane Rommedahl, der var datter af toldbetjent Peder Nielsen Rommedahl i Hjørring. Mariane Rommedahl var født i Skagen i 1800. Faren var oprindelig skrædder i Hjørring, men havde også været toldbetjent i Skagen, inden han blev det i Hjørring.
Hvorfor Ove Christensen byggede hus i Løkken i 1834 er lidt uklart. Selv boede de i Furreby Skole. Men da der også byggedes smedje, kan det næsten kun være for af hjæle Mariane Rommedahls bror, Lars Peder Rommedahl, der var smed, og flyttede ind i huset efterfølgende. Det har sikkert også været tænkt som en investering. Han havde forinden også købt 2 huse i Furreby (matr. nr. 31 og 41), så han har åbenbart været formuende. Ove Christensen døde imidlertid kort tid efter huskøbet, i juli 1834 Det skete på en lidt usædvanlig måde. Han druknede under badning i Furreby Bæk. På det tidspunkt var han kun 36 år. Enken, Marianne Rommedahl flyttede til huset i Løkken med deres 4 børn, husene i Furreby blev solgt. Hun levede af de arvede penge og blev også væverske.
Den første tid boede hun i huset sammen med broren og dennes familie, men senere byggede Lars Peter Rommedahl bolig i forbindelse med smedjen og flyttede dertil. I 1848 købte han smedjen med grund (senere matr. nr. 92) af søsteren. Marianne Rommedahl solgte den resterende del af ejendommen med huset (senere matr. nr. 93 og 94) til skudehandler Nicolai Thomsen Jensen mellem 1850 og 1855 og flyttede fra sognet. Hun flyttede formentlig hen til en af børnene, der alle var flyttet fra Løkken.
Nicolai Thomsen Jensen, der købte huset, havde brug for noget at bo i efter sin konkurs i 1850 og havde tilsyneladende en tro på, at han kunne få forretningen op at stå igen. Han udvidede og fornyede huset til et skudehandlerhus. Det ombyggede hus takseredes i 1855. Det var nu på 13 fag, havde udskud på den vestlige halvdel af nordre side, var af bindingsværk med tavlemur, var bræddebeklædt i vestre ende og havde stråtag. Indretningen var: Sovekammer, pigekammer, dagligstue, køkken, spisekammer, bryggers, gang, butik, kostald og pakhus. Men det gik ikke som Nicolai Thomsen Jensen havde håbet, han måtte allerede i 1857 sælge huset og flyttede til Vrenstedvej, hvor sønnen John Mogens Jensen havde købt hus.
Køberen var murer Christian Andersen, der opdelte huset i 2 dele og lejede den ene del ud. Denne del (den østlige ende) solgte han i 1870 til Christine Boye. Den får ved matrikuleringen i 1871 matr. nr. 94. Den vestlige ende solgte han i 1870 til garver Thomas Christian Andersen. Den fik matr. nr. 93.
Matr. nr. 94

Christine Boye, der køber matr. nr. 94 i 1870, var Peter Boyes mor. Hun var blevet enke i 1862 og havde boet til leje hos enken Maren Nicolaisdatter (matr. nr. 66, Klithavevej 14), men måte flytte da denne døde. Christine Boye flyttede til matr. nr. 94 med 2 af sine børn. Peter Boye var kommet ud at sejle i 1869 og boede ikke hjemme de næste 14 år. Han kommer hjem i 1883 og overtog huset fra sin mor i 1885, hvor han også blev gift med Ane Kirstine Jensen (Kodahl). Men allerede i 1887 købte han grund i den nye udstykning ved Aalborgvej syd for Løkken i Aasendrup Kær og flyttede her hen sammen med sin kone og sin mor. Han beholdte matr. nr. 94.
Det vides ikke, hvornår det gamle hus blev revet ned. Men på et billede fra kort efter 1900, ser det ud til at være væk. I 1909, udstykkedes både matr. nr. 94 og 93 i en sydlig og nordlig del, og da var det i alt fald væk. De nordlige dele (matr. nr. 93a, 93b og 94a) solgtes samlet til Jens Peter Ingvardsen. De sydlige dele (matr. nr. 93c, 93d og 94b) solgtes samlet til Jens Jørgen Hansen
Matr. nr. 93
Matr. nr. 93 sælges i 1870 til garver Thomas Christian Andersen, Han ejede den indtil 1893, hvor han solgte den til Mathias Christiansen. Ernst Boye, Peter Boyes bror, købte den i 1899. Ernst og Peter Boye udstykkede sammen matr. nr. 93 og 94 i 1909. Da var huset revet ned. De to grunde udstykkedes i stedet for i en nordlig og sydlig del, der solgtes til henholdsvis Jens Peter Ingvardsen og Jens Jørgen Hansen.
Matr. nr. 93c
Grunden fremkom ved en sammenlægning af matr. nr. 93c, 93d og 94b i 1950, men de 3 dele har fra 1909 haft samme ejer. Det var fra 1909 til 1911 Jens Jørgen Hansen, der byggede nyt hus på grunden På billedet oven for skimtes Norgesvej nr. 22 bag huset med den hvide gavl (Norgesvej 27). Frederik Valdemar Jensen (Dørgekongen) ejede ejendommen fra 1911. Han døde i 1982, hvor Marie Kirstine Jensen arvede den.

