Matr. nr. 92a og 92d (121)

Grunden var oprindeligt en del af Ove Christensens ejendom, men blev skilt fra i 1848, da Lars Peter Rommedahl købte grunden sammen med den smedje, der lå på den. Han havde brugt smedjen tilbage fra 1833, hvor Ove Christensen erhvervede ejendommen. Det er uklart, om Lars Peter Rommedahl har ombygget smedjen, så han kunne bo i den med sin familie, inden han erhvervede den i 1848. Han købte den af sin søster, der var enke efter Ove Christensen.
Lars Peter Rommedahl var født i 1806 som søn af toldbetjent Peter Nielsen Rommedahl i Hjørring. Da han flyttede til Løkken i 1833-34 var han gift med Ane Margrethe Vigelsdatter, der var født i Ugilt sogn. Deres første barn var på det tidspunkt 1 år, så de var formentlig nygifte. Han ombyggede på et tidspunkt smedjen, så den også rummede beboelse. Ombygningen er ikke registreret i brandforsikringsprotokollerne, så han har tilsyneladende ikke opretholdt brandforsikringen. Om han byggede til vides derfor ikke, og indretningen af det ombyggede hus kendes heller ikke. Peter Boye, hvis mor i 1870 købte matr. nr. 94, fortæller i sine erindringer, at Lars Peter Rommedahl var kendt som en af Danmarks fineste låsesmede. Han fortæller i øvrigt også at hans hus og værksted senere blev ombygget til en ”villa” (svigersønnens ombygning i 1866).
Ane Margrethe Vigelsdatter døde i 1864, og Lars Peter Rommedahl solgter i 1866 ejendommen til svigersønnen Thomas Peter Jensen. Han ombyggede huset og fik det brandforsikret umiddelbart efter købet. Taksationsforretningen for dette hus findes ikke i de tilgængelige protokoller, men man kan se i forsikringsprotokollen, at huset var delvis grundmuret og delvis af bindingsværk og havde tegltag. Bygningen er tegnet ind på matrikelkortet fra 1871, og man kan se her, at det stadig var et lille hus på 4-5 fag (8 x 7m). Men værkstedet var væk. Lars Peter Rommedahl døde i 1868.
Thomas Peter Jensen var fra Vrensted og ernærede sig i Løkken som arbejdsmand. Han var i 1861 blevet gift med datteren Elsine Nicoline Rommedahl. Hun døde i 1880 og Thomas Peter Jensen var alene med deres 4 børn. I 1887 udstykkede han grunden i 2 parceller, matr. nr. 92a, den sydlige del med huset og matr. nr. 92b, den nordlige ubebyggede del. På matr. nr. 92 b byggede sønnen Jens Vilhelm Romedahl hus. Efter Thomas Peter Jensens død i 1907 arvede Jens Vilhelm Romedahl både matr. nr. 92a og 92b.

Jens Vilhelm Romedahl var født i 1862. Han var døbt Jens Vilhelm Jensen, men tog i 1905 navforandring til Romedahl efter moren. Han kom som ung ud at sejle, første gang med jagten ”Haabet” af Løkken, som sejlede på Norge med landbrugsvarer. Efter at have sejlet i nogle år og aftjent sin værnepligt vendte han tilbage til Løkken og blev fisker med egen båd, som han selv byggede. I 1886 blev han gift med Inger Kathrine Olesen, der var født i Tolstrup sogn. Han blev ansat hos redningsvæsenet i 1894, fra 1907 som bådformand. I de 31 år, han var redningsmand, var han med til at redde 152 personer. Han blev i 1925 udnævnt til Dannebrogsmand for sine fortjenester.
Inger Kathrine Olesen døde i 1925 og Jens Vilhelm Rommedahl i 1930. Børnene arvede ejendommen, der udstykkedes i matr. nr. 92 a og 92c. Sønnen Charles Rommedahl overtog matr. nr. 92c, hvor han byggede hus.
Matr. nr. 92 a blev solgt til Alfred Christensen. Efter hans død arvede børnene huset i 1951. Maleren Ane Brügger boede til leje i en del af matr. 92a en del af den tid hun boede i Løkken (1938-43).
Grunden udstykkedes i 1976 i matr. nr. 92a, den vestlige del med et annekshus og matr. nr. 92d, den østlige del med det gamle hus. Det nuværende hus på matr. nr. 92a er bygget i 1998
