Fabrikant Harald Hertz Cohn fra Frederiksberg købte et klitareal af Børglum-Furreby sogneråd i 1914 for 500 kr., men fik først skøde på grunden, nu Rolighedsvej 7, den 15. september 1916. Den store gulkalkede sommervilla med rødt tegltag blev opført på den højeste klit i 1914 af murermester Peter Marius Ingvardsen, ifølge BBR-register blev det taget i brug i 1915. Murermesteren byggede blandt andet også den gule skole i Nørregade. Politiken skrev den 13. juli 1915: ”Fabrikant Harald Cohn og familie er rejst til deres sommerbolig ved Løkken”. I over 60 år var sommervillaen Vindhunden samlingspunkt for familien Cohns sommerferier.
Inden Vindhunden blev bygget boede familien Cohn på Løkken Badehotel, når de ferierede ved Vesterhavet. Det fremgår af badehotellets gæstelister tilbage til 1908.
De to markante sommervillaer, der ligger yderst på klitterne mellem Ndr. Strandvej og Furreby bæk, Vindhunden og Strandhøj, blev bygget som tvillingehuse. De havde oprindelig samme størrelse og indretning. Den eneste forskel på de to huse var, at Strandhøj har en fremskudt karnap mod vest. I stedet har Vindhunden sin hoveddør mod nord, smukt indrammet sammen med hjørnevinduet mod nordvest af hvidkalkede pilastre og arkitekturelementer. Vindhunden blev senere forlænget med to fag mod syd. Tilbygningen blev udført et sted mellem 1936 og 1942 af murer Ludvig Ingvardsen.
Harald Cohn købte også et klitareal i Furreby, men solgte grunden til sin to år yngre bror, Martin Cohn, som byggede Blånæs der i 1919. Familien Cohn hold ikke blot ferie i Løkken, men tilbragte også en del af sommeren på Bornholm.
En anden yngre bror, Louis Cohn, ejede to sommervillaer i Allinge, Havkatten og Det Hvide Hus. Harald Cohn og hans familie, datteren Maggie og svigersønnen Sven Fritzsche, ferierede i en årrække i Havkatten hver år.
Cohn var en fremgangsrig, jødisk forretningsmand, født i Nakskov 28. april 1867 og gift med Ida Cohn, født 24. februar 1873. Harald Cohn ejede et par velbeliggende ejendomme, Landemærket 3-5 ved Rundetårn i København, hvorfra han drev et velkendt fjerrenseri og en udstyrsforretning. Hans lillebror, Martin Cohn etablerede Kjøbenhavns Fjerrenseri A/S i 1895 på Landemærket og flyttede sin virksomhed til Frihavnen, da storebror overtog virksomheden på Landemærket.
Politiken omtalte den 7. oktober 1909 en møbeludstilling i Tivoli hvor Fjerrenseriet ved Harald Cohn, Landemærket 5, havde en stor iøjnefaldende stand. Her viste Harald Cohn de produkter, som firmaet solgte, hvilket var senge med alt tilhørende udstyr: Duntæpper, vattæpper, uldtæpper, dyner og puder. Specielt blev den magelige og bekvemme Paradisseng fremhævet. Der var mange smukke prøver på alt firmaet fremstillede.
Fjerrenseriet damprensede fjer og dun på de dengang mest moderne elektriske maskiner. Der var også en afdeling beregnet til rensning af ældre dyner, hvor betrækket blev vasket. Her kunne private, hoteller og sygehuse få renset deres duner og puder.
Firmaets store omsætning og indtjening skyldtes ikke kun private kunder, men Fjerrenseriet var leverandør til mange hotellet og hospitaler rundt om i Danmark, og endog til spedalskhedshospitalet i Vestindien.
Harald Cohn havde også planer om at etablere et fjerrenseri i Løkken. I august 1915 accepterede Børglum-Furreby sogneråd at sælge en klitparcel til Cohn, grunden skulle anvendes til mindre fabriksdrift med produktion af bl.a. sengelinned, hvilket han dog ikke gjorde.
I 1918 og 1924 købte han et par store klitområder, hvor Damgårdsvej og Jomfrubakkerne støder sammen, af bl.a. Vrensted-Thise Kommune, men dette område blev sikkert købt med tanke på at udstykke sommerhusgrunde.
Efter Harald Cohns død den 3. september 1929 overtog hustruen, Ida Cohn, Vindhunden den 16. november 1929, og hun videreførte firmaet indtil 1940. Det var også hende der solgte sommerhusgrundene i Jomfrubakkerne i 1930'erne.
I 1925 var glashandler Sven Fritzsche, født 30. januar 1898, flyttet ind i Cohns villa på Hauchsvej på Frederiksberg. Han var femte generation i glashandlen C. E. Fritzsche, der igennem det sidste århundrede har været kongelig hofleverandør. Firmaet blev grundlagt i 18. august 1788 og er så vidt vides verdens ældste glasforretning. Glashandlen eksisterer endnu i dag.
Sven Fritzsche var først gift med familiens Cohns ældste datter, Ruth, født den 22. september 1899 i Nakskov, hvor familien boede inden de flyttede til København. Da hun døde, giftede han sig med den yngste datter, Maggie Cohn, født 8. juli 1901, der var prokurist i faderens firma. Selv om Sven Fritzsche var ældste søn, var det dog hans lillebror Leo, der efter faderens død videreførte glashandlen C. E. Fritzsche.
Anne Nicoline Bech fra Løkken var husassistent hos familien på Hauchsvej. Anne Bech har fortalt sin datter Anette, at familierne Cohn og Fritzsche hver sommer holdt ferie både i Vindhunden i Løkken og i Havkatten på Bornholm.
Sven Fritzsche var kunstmaler og blev i 1930’erne uddannet på Kunstakademiets malerlinie. Han havde fem værker, herunder maleriet, Furreby Kirke, med på akademiets elevudstilling i december 1938 og var i øvrigt på det tidspunkt formand for akademiets elevforening.
Da Ida Cohn døde i 1948 overtog Maggie Fritzsche Vindhunden som særeje. Herskabsvillaen på Hauchsvej overtog Maggie og Sven Fritzsche i 1947, hvor de blev boende til 1966. De beholdt sommervillaen frem til omkring 1980.
Assurandør Svend Erik Østervang, Støvring, købte Vindhunden af Sven Fritzsche og ejede den nogle få år.
Den 12. januar 1982 overtog Kate Marne Klitbo og Lars Færch Echrole Klitbo ejendommen for 559.000 kr. I 1983 bliver Kate Marne Klitbo eneejer.
Lars Klitbo er ud af gammel Løkkenslægt. Blandt andet var en af forfædrene, Lars Jørgen Klitbo, fyrpasser på Rubjerg Knude fyr. Han blev født i Løkken 20. september 1851 og flyttede tilbage til Løkken i 1918.
Tina Bømler og Jørgen Ussing Olsen købte ejendommen den 10. maj 1990 af Kate Klitbo. Den 3. marts 1997 blev Tina Ussing Bømler eneejer.
Jørgen Ussing fortæller følgende om Vindhunden:
”Jeg kunne skrive en lille god roman om livet i Vindhunden, min barndoms drømmehus, som jeg ofte gik op til og smugkiggede ind ad vinduerne i, men som jeg vidste, var en uopnåelig drøm!
Da Tina og jeg købte Vindhunden i 1990 var huset velbevaret i sit interiør, men pakket ind i tunge gulvtæpper, lange gardiner og hessian på væggene.
Jeg var fuld af ærefrygt for huset og hele tiden bange for ikke at vise det tilstrækkelig respekt og behandle det rigtigt. Derfor tog det lang tid at renovere det fine gamle hus, rigtig lang tid. Køkkenet stod køkkenblåt og autentisk som da det blev snedkereret i 1914, bortset fra det gamle støbejernskomfur, der var udskiftet med gasblus.
De første to år lavede vi mad og spiste i det smukke blå køkken til stearinlys, fordi arkitekten ikke kunne finde de helt rigtige lamper at hænge op! Lamperne fandt jeg i en sidegade i København - hvide mundblæste glasskærme med fatninger i messing og stofledning. Så kom vi så langt.
I stuerne var fine fyldningspaneler i en mørkgrøn farve med messingdetaljer rundt omkring. Blandt andet havde portalen mellem spisestuen og pejsestuen to svungne messingvaser indbygget, så pigerne, der kom før herskabet og gjorde huset sommerklar, her kunne placere friske blomster til velkomst.
De murede flader over panelerne havde oprindeligt været malet med limfarve og det ville jeg - tro mod husets sjæl - male med igen. Altså rigtig limfarve! Hjemmelavet limfarve blandet med de fineste farvepigmenter fra Kjøbenhavns Farvefabrik. Så jeg og en arkitektkammerat fra Det kongelige Kunstakademis Arkitektskoles stod i dagevis i det blå køkken og kogte dyreknogler for at lave limfarve efter en gammel opskrift! Hvordan tror du, det lugtede i huset?
Køkkenets hvide vægge og væggene i den inderste stue var kalkede hvide og lys gule og det fortsatte jeg med at gøre. Sikke en friskhed der bredte sig i et nykalket køkken!
Lidt efter lidt fik vi skik på husets indre, men det tog mange år.
Da Vindhunden blev bygget havde det samme størrelse som Villa Strandhøj. To fag blev senere tilbygget mod syd og gav Vindhunden den anseelige størrelse, huset har nu. Min bedste ven i barndommen, Vagn, havde murermester Ludvig Ingvartsen som morfar og i Vagn og hans mor Ingers lille stue i Søndergade 20 A hang et fotografi af Ludvig og en murersvend i gang med at mure Vindhundens nye sydgavl. Inger fortalte mig, at hun som pige hver dag løb op til sin far på byggepladsen i klitten med en madpakke og en sodavandsflaske med kold the.
Hvorfor Vindhunden har fået netop dette navn ved jeg ikke, men jeg har tit oplevet at når vinden var i en ganske bestemt retning hylede det gennem hele huset som en gal hund spærret inde i en fjern krinkelkrog af huset.
I kælderen under den nordøstlige del af huset var fire mindre rum - det inderste var en vinkælder. I den gamle revledør sad en nøgle med et papskilt, hvor der med svagt blæk stod "Vinkælder - Løkken". Vi satte den lille vinkælder i stand, og her var det en ganske særlig stemning at sidde ved det lille bord, med vinreolen i ryggen og i tællepråsens skær skimte fuldmånens skin i havoverfladen gennem et af rummets to små vinduer.
Førstesalen var ubrugelig i flere år, fordi den var så utæt. Når efterårsstormene rasede udenfor, var det uhyggeligt at være her, for alt klaprede og rystede, mens der var stille fred nedenunder.
Mon ikke det har været omkring år 2000 at vi byggede førstesalen om og satte et nyt tegltag på huset. Jeg tegnede det karakteristiske brede udhæng over en del af østfacaden og den lange kvist, som jeg selv synes, jeg slap rigtig godt fra. Fra vores nye udsigtsstue bag den lange kvist var der en formidabel udsigt ind over land - over Løkkens tage helt til Børglum Kloster. Noget særligt var de nytårsaftner vi sad her og så festfyrværkeriet over byen. Kvisten var så lang, at den rakte ind med et vindue i gavlværelset mod syd og et lille bitte toilet mod nord.
Livet i og omkring Vindhunden var fantastisk. Det var en stor glæde at nyde dette pragtfulde hus i klitten tilbagetrukket fra byen og alligevel nær. Med havet og klitten som allestedsnærværende og evigt skiftende makkere - så levende - så vilde!”
I dag er Ane Bøgh Bredtoft, og Ole Peder Bredtoft ejer af Vindhunden, som de købte af Tina Bømler i 2007.